torsdag, februar 17, 2011

Green Chimneys: Green Chimneys (Mawi/Gateway)

Meditationsjazz
 Traditionel meditationsmusik - det der også kaldes new age er vel nærmest ikke-musik. Ingen puls og rytme men istedet klangflader der underbygger stemninger og udmærker sig ved at man ikke involverer sig alt for dybt i musikken.
Green Chimneys har en anden fortolkning af meditationsmusik eller meditationsjazz som det så bliver til her. Gruppen ledes af saxofonisten Martin Stender, der sidste år slog sit navn fast med gruppen Girls in Airports. Endnu en gang er det Stender der står i spidsen som komponist og producent. Pladen er delt op i to dele. De tre første numre, første til tredje Journey er med ledsagende tale. Nordmanden Mia Marlen Bergs behagelige stemme (på engelsk) leder lytteren gennem vejrtrækningsøvelser og sender os ud på en visualiseringsrejser.


Det er et meget modigt eksperiment som Martin Stender har realiseret. Jeg bliver ikke helt fanget af de tre Journeys. Men det betyder heller ikke så meget. Musikken kan også høres uden ledsagende tale. Her folder der sig et originalt musikalsk univers ud, der godt kan høres som en selvstændig forsættelse af det Stender startede med Girls in Airports. Enkelheden, gentagne motiver der giver mindelser om minimalistisk musik, afrobeat og ikke mindst en jazzfornemmelse der gennemsyrer det hele er gennemgående elemnter i Green Chimneys.
Martin Stender spiller både tenor- og altsax. Han bakkes op af Emil Jensen på trompet og kornet, Marc Méan på piano, Morten Ankarfeldt på bas og Mads Emil Nielsen på trommer. Dette unge hold er både vellydende og -spillende. En god oplevelse der skaber mange billeder også uden visualiseringsrejserne.
My Space: www.myspace.com/thegreenchimneys

Ingen kommentarer: