Messingen bliver pudset
Peter Herbolzheimer lavede i 70'erne en stribe legendariske big band-plader, hvor flere danske musikere var med, bla. Palle Mikkelborg, Alex Riel og Bo Stief. I 2009 stod han i spidsen for det dansk baserede europæiske big band-projekt European Jazz Orchestra. Big bandet var udvidet med ekstra messingblæsere, da det netop er et af kendetegnende ved Herbolzheimers musik. De 21 musikere var udvalgt af jazzproducere fra EBU's jazzgruppe og kom fra hele Europa. Fra Danmark deltog bla. Frederik Menzies på tenorsax og Tobias Wiklund på trompet.
Herbolzheimer lavede i 70'erne nogle meget funky plader, der vel nærmest stod på skuldrene af Quincy Jones og Mel Lewis/Thad Jones. De funky elementer er nedtonet noget på denne plade. Til gengæld er der fundet nogle jazzklassikere frem, der i Herbolzheimers hænder får nyt liv. Brubeck's The Duke, Wayne Shorter's Nefertiti og Charlie Mariano' Dorothee er alle tre fænomenale, med flere gode solopræstationer. De tre standards In the wee small hours of the morning, Cherokee og Body & soul er ligeledes fine.
Det halter så yil gengæld noget med den vokale indsats på Djavan's Fato cosumados, hvor de fire sangere ganske enkelt ikke er lige så skarpe som resten af big bandet. Det samme gælder med Edu Lobo's Upa Negunho. Vokalisterne er ikke gode til at følge hinanden - det er givetvis tilsigtet, det lyder bare meget rodet i timingen blandt sangerne. De får det til at fremstå uharmonisk. Det står i skærende kontrast til indsatsen fra messingblæserne, hvor der ikke er nogen tøven eller sjoflen med arrangementerne.
For det kan Herbolzheimer. Han kan om nogen lave et arrangement med skinnende flot messing. Det er forrrygende fedt og uden tvivl krævende for musikerne. De klarer det uden problemer.
Musikken er optaget ved de afsluttende koncerter i Rumænien af den statslige rumænske radiostation, der modsat Danmarks Radio ikke har angst for at optage en jazzkoncert.
Bonusinfo:
Jeg er ret beset rimeligt presset når jeg skal anmelde denne plade i forhold til armslængde-princippet. Det er fordi jeg sidder i bestyrelsen for Swinging Europe, organisationen det står bag European Jazz Orchestra. Nu er du under alle omstændigheder informeret.
Swinging Europe: www.swinging-europe.dk
Peter Herbolzheimer lavede i 70'erne en stribe legendariske big band-plader, hvor flere danske musikere var med, bla. Palle Mikkelborg, Alex Riel og Bo Stief. I 2009 stod han i spidsen for det dansk baserede europæiske big band-projekt European Jazz Orchestra. Big bandet var udvidet med ekstra messingblæsere, da det netop er et af kendetegnende ved Herbolzheimers musik. De 21 musikere var udvalgt af jazzproducere fra EBU's jazzgruppe og kom fra hele Europa. Fra Danmark deltog bla. Frederik Menzies på tenorsax og Tobias Wiklund på trompet.
Herbolzheimer lavede i 70'erne nogle meget funky plader, der vel nærmest stod på skuldrene af Quincy Jones og Mel Lewis/Thad Jones. De funky elementer er nedtonet noget på denne plade. Til gengæld er der fundet nogle jazzklassikere frem, der i Herbolzheimers hænder får nyt liv. Brubeck's The Duke, Wayne Shorter's Nefertiti og Charlie Mariano' Dorothee er alle tre fænomenale, med flere gode solopræstationer. De tre standards In the wee small hours of the morning, Cherokee og Body & soul er ligeledes fine.
Det halter så yil gengæld noget med den vokale indsats på Djavan's Fato cosumados, hvor de fire sangere ganske enkelt ikke er lige så skarpe som resten af big bandet. Det samme gælder med Edu Lobo's Upa Negunho. Vokalisterne er ikke gode til at følge hinanden - det er givetvis tilsigtet, det lyder bare meget rodet i timingen blandt sangerne. De får det til at fremstå uharmonisk. Det står i skærende kontrast til indsatsen fra messingblæserne, hvor der ikke er nogen tøven eller sjoflen med arrangementerne.
For det kan Herbolzheimer. Han kan om nogen lave et arrangement med skinnende flot messing. Det er forrrygende fedt og uden tvivl krævende for musikerne. De klarer det uden problemer.
Musikken er optaget ved de afsluttende koncerter i Rumænien af den statslige rumænske radiostation, der modsat Danmarks Radio ikke har angst for at optage en jazzkoncert.
Bonusinfo:
Jeg er ret beset rimeligt presset når jeg skal anmelde denne plade i forhold til armslængde-princippet. Det er fordi jeg sidder i bestyrelsen for Swinging Europe, organisationen det står bag European Jazz Orchestra. Nu er du under alle omstændigheder informeret.
Swinging Europe: www.swinging-europe.dk
Ingen kommentarer:
Send en kommentar