lørdag, februar 26, 2011

Landon Knoblock & Jason Furman: Gasoline rainbow (Fractamodi Music)

Uhæmmet dekonstruktivistisk
Det er godt at der kun er to musikere her. Jeg har meget svært ved at høre, hvordan der skulle være plads til andre. Et trommesæt og et flygel er tilsyneladende nok til, at skabe så megen rummel og tummel, at der ikke en gang kunne klemme sig en bas ind.


Trommeslageren Jason Furman falder ofte ind i en tung nærmest unuanceret spillestil, der splitter rock, soul og jazz ad for så at sætte det sammen så det ligner et maleri af Picasso der skildrer den moderne verdens sammenstød med naturen.
Pianisten Landon Knoblock spiller i en dekonstruktivistisk stil, der kan minde om The Bad Plus pianisten Ethan Iverson. Der er vilde passager, der afløses af de mere løse og luftige for så at skifte over mod det melodiøse. Pladen er tiltrækkende og flirter uhæmmet. Om musikken så kan holde til mere end en flirt må tiden vise. De to musikere har under alle omstændigheder valgt en original og personlig retning indenfor freejazz.
Landon Knoblock: www.landonknoblock.com

Ingen kommentarer: