Bassistkapelmesterens høje niveau
Mads Vinding Trio er et af stederne hvor bassisten Mads Vinding i selskab med klaver og trommer udlever jazzen i sin mest rendyrkede form. Trioen har eksisteret siden 1997 og Vinding er eneste gennemgående medlem. For 2 år siden var jeg helt oppe at ringe over samarbejdet med Morten Lund og Jakob Karlzon på albummet Bubbles and ballads, hvor den nordiske tone blev udfordret. Denne gang har Vinding vendt sin inspiratoriske næse mod USA, hvor han atter er sammen med trommeslageren Billy Hart, som han bla. spillede sammen med i en længere periode i Hank Jones-trioen The Great Jazz Trio. Pianisten er godt nok den franske Jean Michel Pilc men Pilc's base har været New York siden midten af 90'erne - og stilen er amerikansk. Pilc har lavet en række roste trioalbums i eget navn. Så det klassiske trioformat ligger ham på ingen måde fjernt.
Open minds er sammensat som det er set så ofte før med trioalbums. En række standards af den meget velkendte slags: Someday my prince will come, Summertime, My funny Valentine og flere andre kendinge samt nogle originale numre af trioens medlemmer, hvor Vinding bidrager med et enkelt. Pladen lukkes med I skovens dybe stille ro - nummeret som NHØP sammen med Kenny Drew i 1973 vel nærmest gjorde til en dansk jazzstandard.
Musikalsk er Open minds ikke overraskende i særklasse. Billy Hart - der anbefalede Pilc til Vinding - havde sagt til Vinding at Jean-Michel Pilc er på omgangshøjde med Keith Jarrett og Brad Mehldau - to pianister som Hart også tidligere havde spillet med. Når jeg lytter til pladen er det da osse to af de pianister jeg kommer til at tænke på, men Thelonoius Monk har også sat sit præg et eller andet sted.
Det er dog først og fremmest Mads Vindings plade. Han er tilpas meget i fokus til at det lyder som en bassistkapelmesters plade. Tak, Mads Vinding for det høje niveau, som du fortsætter med at stræbe efter.
Mads Vinding: vinding.dk
Mads Vinding Trio er et af stederne hvor bassisten Mads Vinding i selskab med klaver og trommer udlever jazzen i sin mest rendyrkede form. Trioen har eksisteret siden 1997 og Vinding er eneste gennemgående medlem. For 2 år siden var jeg helt oppe at ringe over samarbejdet med Morten Lund og Jakob Karlzon på albummet Bubbles and ballads, hvor den nordiske tone blev udfordret. Denne gang har Vinding vendt sin inspiratoriske næse mod USA, hvor han atter er sammen med trommeslageren Billy Hart, som han bla. spillede sammen med i en længere periode i Hank Jones-trioen The Great Jazz Trio. Pianisten er godt nok den franske Jean Michel Pilc men Pilc's base har været New York siden midten af 90'erne - og stilen er amerikansk. Pilc har lavet en række roste trioalbums i eget navn. Så det klassiske trioformat ligger ham på ingen måde fjernt.
Open minds er sammensat som det er set så ofte før med trioalbums. En række standards af den meget velkendte slags: Someday my prince will come, Summertime, My funny Valentine og flere andre kendinge samt nogle originale numre af trioens medlemmer, hvor Vinding bidrager med et enkelt. Pladen lukkes med I skovens dybe stille ro - nummeret som NHØP sammen med Kenny Drew i 1973 vel nærmest gjorde til en dansk jazzstandard.
Musikalsk er Open minds ikke overraskende i særklasse. Billy Hart - der anbefalede Pilc til Vinding - havde sagt til Vinding at Jean-Michel Pilc er på omgangshøjde med Keith Jarrett og Brad Mehldau - to pianister som Hart også tidligere havde spillet med. Når jeg lytter til pladen er det da osse to af de pianister jeg kommer til at tænke på, men Thelonoius Monk har også sat sit præg et eller andet sted.
Det er dog først og fremmest Mads Vindings plade. Han er tilpas meget i fokus til at det lyder som en bassistkapelmesters plade. Tak, Mads Vinding for det høje niveau, som du fortsætter med at stræbe efter.
Mads Vinding: vinding.dk
Ingen kommentarer:
Send en kommentar