Ballrogg: Cabin music (Hubro)

Duoen Ballrogg er udvidet med et medlem mere. In The Country-bassisten Roger Arntzen var tidligere alene sammen med Klaus Ellerhusen Holm (alt-sax, klarinet, electronics). Med tilføjelsen af guitaristen Ivar Grydeland har de åbnet op for nye aspekter på deres tredje album. Med afsæt i jazz og freejazz giver de et personligt bud på nutidig kammermusik. Med så forskellige musikalske helte som Paul Bley, Ornette Coleman, Jimmy Giuffre og Morton Feldman skaber de musik, der både kan lyde henad Bill Frisell og Chicago-gruppen Town & Country.

Blandingen af elektronik og akustiske smelter sammen og det er til at ikke afgøre, hvornår noget begynder og andet holder op. Det er blevet til eksperimenterende musik, hvor der veksles mellem minimalistiske figurer og klangflader. Ballrogg kan lyde som en støvet og doven amerikansk ørken. De kan lyde som et forladt fabrik, der ivrigt venter på at larme igennem. For folk med en svaghed for eksperimenterende instrumental musik - der både kan være rock, electronica og jazz - er Ballrogg anbefalelsesværdig.
www.ballrogg.no

Sonore (Brötzmann/Vandermark/Gustafsson)

Koncert på Atlas, Aarhus 27. maj 2012
- Where are ze girls? 

På formfuldendt tysker-engelsk undrer freejazz-legenden Peter Brötzmann sig højlydt over, at der kun er mødt mænd frem til koncerten. Til gengæld er det så et tændt publikum der har ørerne på stilke. Her kommer vi helt tæt på tre af de allerstørste freejazz/impro/avantgarde-kunstnere der findes på planeten jorden i dag. Amerikaneren Ken Vandermark, svenskeren Mats Gustafsson og tyskeren Peter Brötzmann placerer sig på gulvet foran scenen for at spille deres niende og sidste koncert på en intensiv europa-tur. 

Gustafsson holder sig til baryton-saxofonen under hele koncerten. Han indleder med at være en ubestemmelig rytme. Med dybe enkelttoner agerer han både bas og trommer. Her er ingen fire fjerdedels takter. I stedet befinder Gustafsson sig smådansende på stedet i et subtilt rytmisk parallelunivers. Vandermark skifter mellem tenor- og barytonsax og ikke mindst klarinetten. Der er musikalske røvfulde og lyriske organismer. Det er musik med en helt egen sjæl. Vandermark går fra det brutale til pludseligt at spille tenorsax, som skulle han spille trusserne af en pige. Brötzmann bevæger sig mellem alt- og tenorsax, klarinet og taragot. Han er mesteren. Han kan spille agressiv og østerlandsk inspireret uden at herkomsten kan defineres nærmere. Det her er ekstremjazz. Ikke kun fordi det befinder sig i udkanten af, hvad der er forståeligt. Det er også ekstremt fordi det kræver ekstreme evner og de evner har 71 årige Brötzmann og hans to ligeværdige.

Sonore som de tre kalder sig sammen er et topmøde indenfor den frie jazz. Det er ubegribeligt smukt og sønderrivende skarpt! Der er en unik kontakt og kommunikation mellem de tre musikere. Det fornemmes tydeligt at de kender hinanden. Der er en helt særlig struktur og tekstur i udtrykket. De omkring 40 stykker der var tilstede ved koncerten på Atlas fik noget med hjem, de ikke glemmer foreløbig.

Fly: Year of the snake (ECM) >> Partikel: Cohesion (Whirlwind Recordings)

En amerikansk og en engelsk sax-trio.
Den amerikanske er med tre musikere som vi ikke er ukendte med i Danmark. Feks. har saxofonisten Mark Turner spillet i denne uge i København på Huset. Bassisten Larry Grenadier er at finde blandt underviserne på årets Summer Session ligesom trommeslageren Jeff Ballard var det sidste år.
Trioen Fly spiller med en gennemsigtig åbenhed. Det er hørbart undrende musik. I en fuldstændig flad struktur er de tre musikere ligeværdige. De byder alle ind og mødes i musikken med meget lidt fokus på solospillet. I stedet er det kollektivet der sejrer på den lækre lydproduktion fra Avatar-studiet i New York.
Den engelske trio byder på en anden og mere fortættet stemning. Man kunne - lidt friskt - påstå at der går en lige linje tilbage til Sonny Rollins' klassiske saxtrio i 50'erne. Partikel bruger det som afsæt for, at lave et dynamisk og fremadrettet bud på, hvordan en saxtrio kan lyde i dag. Der er elementer fra afrikansk musik, latinamerikansk jazz og kontemporær jazz. Trioen er utroligt tight i deres udtryk. Det er tre musikere der kender hinanden godt og de bruger det som udgangspunkt for, at lave komplicerede breaks og teknisk krævende arrangementer. Det er både hæsblæsende og medrivende.
player.ecmrecords.com/fly-trio
partikel.co.uk

Anders Jormin: Ad lucem (ECM)

Den svenske bassist Anders Jormin lavede 2010 i forbindelse med Swedish Jazz Celebration dette projekt. Med sangerinderne Mariam Wallentin (fra Wildbirds and Peacedrums) og Erika Angell (fra Thus:Owls) i front til, at omsætte latinske tekster af Jormin og en enkelt af den danske digter Pia Tafdrup har Jormin søsat et særegent projekt.
Udover de to foregående udgivelser i eget navn på ECM har Anders Jormin medvirket på en lang række ECM-plader med bla. Bobo Stenson, Marilyn Mazur, Jon Balke, Mark Feldman, Tomasz Stanko, Charles Lloyd og Don Cherry. Med dette album er han inde i et område af jazzen, der ikke er tyndslidt.
I kraft af at han har valgt saxofonisten Fredrik Ljungkvist og trommeslageren Jon Fält som sine erfarne medspillere, falder dette poetiske og samtidigt meget skrøbelige hus ikke sammen. Anders Jormins træfyldte bastone former sig som en levende organisme under og over Fälts afdæmpede trommespil. Ljungkvist benytter sig med behersket vildskab både af klarinet, basklarinet og tenorsaxofon på pladen. Det er pigerne der er attraktionen og grunden til, at denne plade skal tjekkes ud. Har man den mindste interesse for den udvikling der er sket, indenfor nye nordiske kvindevokaler (Qarin Wikström. Josefine Lindstrand, IKI, Susanna Wallumrød etc.) i det jazzede terræn er her endnu en plade til samlingen.
player.ecmrecords.com/anders-jormin

Pernille Mejer: Fugleliv (Gateway)

Det er fortællende litterær jazz, digte omsat til musik. Pernille Mejer fremfører sangene med en tydelighed der er en skuespiller værdig. Det er mærkbart at hun vil have, at vi skal kunne høre teksterne og endda forstå dem. Det er faktisk heller ikke så svært for det handler om fugle. Eller det vil sige fuglene bliver brugt som udgangspunkt for at fortælle om livet, kærligheden, svigt og døden. Teksterne er med sine metaforer og allegorier smukt flyvende - for ligesom at blive i billedet. Små korte tekster bruges til at tage afsæt i fortællingerne der suppleres og bygges videre på med den omkransende musik.

Stilen kan bedst betegnes som en blanding af jazz, viser og pop. Hun bakkes op af en kvintet, der består af unge musikere. Med pianoet spillet af Janus Rønn Lind som det musikalske omdrejningspunkt suppleres der med saxofon og trompet. Arrangementerne er afvekslende og opfindsomme bygget op. Det er blevet til en original jazzpop-plade, der får et ekstra hip herfra fordi der synges på dansk.
pernillemejer.dk

KortJazzNyt Uge 21 2012

På søndag d. 27. maj spiller saxofontrioen Sonore på Atlas sammen med vokaleksperimentalisten Ghédalia Tazartes. Det er improjazz med impro på. Den svenske Vinder af Nordisk Råds Musikpris 2011 Mats Gustafsson står på scenen sammen med den 70 årige tyske jernlunge Peter Brötzmann og amerikaneren Ken Vandermark. De kan hver for sig og sammen betragtes som de ypperste eksponenter indenfor improviseret jazz overhovedet.
Fransk/tyrkiske Ghédalia Tazartes fremfører sit bud på et musikalsk-poetisk soundtrack til den svenske kultfilm ’Häxan – Witchcraft Throughout The Ages’. Centralt for mandens musikalske udtryk er en afsøgning af vokalens mange muligheder som et decideret instrument ud fra devisen om, at sprogets tone er vigtigere end betydningen af ord. På trods af den lange karriere var det først i 2009, at Tazartes besluttede sig for at gå på scenen, og koncerten på Atlas bliver hans første nogensinde på dansk grund.
Jeg vil være på plads i salen med åbne ører og efterfølgende berette om oplevelsen her på bloggen.
fondenvoxhall.dk/vare/45-atlas-sonore-deseus-+-ghedalia-tazartes-frtr

Rygtet vil vide at Jakob Bro går all-in med sit nye album, der udkommer d. 6. juli. Pladen er skabt i et samarbejde med Thomas Knak. Gæstelisten er både cool og imponerende: Paul Bley, Bill Frisell, David Virelles, Tine Rehling, Jakob Kullberg, Anders Mathiasen, Jakob Høyer, Kenny Wheeler, Thomas Morgan, Oscar Noriega, Jeff Ballard, The Royal Danish Chapel Choir, Jonas Westergaard og Pamela Kurstein. Mens kunstneren Tal R har lavet pladecoveret. Allerede nu kan man høre en lille smule af musikken på Youtube fra albummet der kommer til at bestå 3 LP'er!
youtu.be/PxiPoKlWPKs

DR TV-programmet Kender du typen gæstede i den forgangne uge en jazzmusiker der bor i Valby, kører Renault Kangoo, børster tænder fem gange om dagen og har et Steinway-flygel i stuen. Du kan gætte med her, hvis du ikke så programmet: dr.dk/DR1/kenderdutypen#/41949/00:43'

Qarin Wikström der kendes fra Sekten, Kostcirkeln og Attaboy har fået Statens Kunstfonds arbejdsstipendium på 285.000 kroner om året i tre år.

De spillede på Roskilde Festival i 2007. Nu er de tilbage. Det 27 mand store big band Blood Sweat Drum + Bass spiller sammen med DJ Static og Temu på Roskilde Festivalen i år.

Fusionsjazzen i kulturarvs-skandale

Med baggrund i Jens Winthers fænomenale jazzrock/fusionsalbum Electrazz blev jeg inspireret til, at lave en guide til dansk jazzrock og fusion. Genren har rødder i den elektriske jazz der opstod i slutningen af 60'erne med Miles Davis som den store bannerfører og andre store navne som Weather Report, Return to Forever, Mahavishnu Orchestra etc. Sideløbende var der i rocken åbnet op for kilometerlange guitarsoloer og lignende improvisatoriske øvelser man i forvejen kendte så godt i jazzen.
Herhjemme fulgte man godt med i udviklingen og der blev udgivet en hel del albums i 70'erne med både progressiv rock, jazzrock, fusion og andet godt fra havet. Hvis der skal laves en guide på en blog i dag, giver det jo ikke megen mening hvis musikken ikke er tilgængelig. Det vil sige, det er den hvis man vil betale flere hundrede kroner for en brugt LP. Musikken er ikke tilgængelig på CD, streaming (Spotify, WIMP og TDCPlay), iTunes eller bibliotekstjenesten Bibzoom.
Jeg spurgte mine bekendte på facebook om hvilke album der skulle med i en sådan guide, ligeledes fandt jeg selv nogle af pladerne frem på hylderne derhjemme. En af nutidens absolutte bannerførere herhjemme indenfor jazzrock/fusion og progressiv rock er guitaristen Robin Taylor, der er aktuel med pladen Kind of red, der er hans 11. udspil med Taylor's Universe. Han kom med en lang række forslag til plader og kunstnere der skulle med i guiden. Jeg har plukket i dem og føjet lidt til:
Entrance, Aske Bentzon, Buki Yamaz, Coronarias Dans, Ed Thigpen, Coma, Birds of Beauty, Kamæleon, Mads Vinding Group, Iron Office, Six Winds, Heavy Joker, Cox Orange, Per Carsten, Jørgen Emborg, Thomas Clausen, Secret Oyster og Anima.
Dansk fusion og jazzrock er stort set uopdrivelig på andet end LP. Der er nogle meget få undtagelser, som feks. Mads Vinding Groups Danish Design, der kan høres på streaming-tjenesterne. Hvordan er den mon egentlig havnet der? Der er hørbar vinylstøj på indspilningen der kan høres på bla. Wimp.
Der er enkelte undtagelser. Entrance-pladerne er genudgivet af Exlibris på en CD der er lige så svær at finde som LP'erne. Det samme gælder Aske Bentzons Badminton. Der blev lavet en fin CD-opsamling med Buki Yamaz i 2001. Derudover kan de sammen med Heavy Joker og Cox Orange findes på opsamlingspladerne The roots of Scandinavia fra 2007 og Copenhagen Dancefloor Classics II fra 2002
Det er ikke en pind bedre, når vi kommer til firserne. Her laver navne som Santa Cruz, Frontline, Alpha Centauri og Bo Stief nogle meget markante albums der ligeledes ikke er tilgængelige på andet end LP og CD. Det begynder at ændre sig når vi kommer til 90'erne.
Er det ikke et problem, at så megen fantastisk musik ikke er tilgængelig for de brede masser? Vigtigst af alt, så er det et problem at unge lyttere ikke har mulighed for at komme i nærheden af store danske jazzalbums med Entrance, Coronarias Dans, Aske Bentzon og Cox Orange.
Jazznyt mener at det er en kulturarvs-skandale!

Glara: Till min syster (Havtorn Records)

Jeg har - muligvis fordi jeg har boet i Stockholm i 2 år - en stor svaghed for det svenske sprog. Specielt når det behandles med den poetiske nænsomhed og skønhed som kendes fra feks. Carl Michael Bellman og Evert Taube. Den svenske visetradition dyrkes gudskelov stadigvæk i det svenske - også af jazzen.
Glara er fire unge svenske musikere med sangerinden Mira Palme i front og Oscar Johansson på piano, Donovan von Martens på bas samt Måns Wikenmo på trommer. Her mødes Elvis Presley (I can't help falling in love) med Dan Andersson (Till min syster) og Evert Taube (Så skimrande var aldrig havet) i et jazzinspireret set up. Mira Palmes stemme passer fint til visetraditionenen. Trioen placerer sig nænsomt omkring Palme og spiller jazz som de næsten kun kan spille den i Sverige. Med en let trist og melankolsk tilgang, hvor lidt midsommer, krebs og starköl kan løse problemerne.
Det er blevet en til en plade der med lethed kan ledsage forsommerens smukke aftener, hvor solen går ned og det aldrig rigtig bliver mørkt.
glara.se

Chuck Israels: It's nice to be with you (Stunt)

Pianisten Bill Evans er en af de største stilskabere jazzen har set. Da han først havde fundet skabelonen var vejen afstukket for Evans. Han havde trioen som det foretrukne element. Her havde han karrieren igennem flere store bassister ved sin side. En af dem var Eddie Gomez, der lige har gæstet Danmark, hvor han spillede sammen med Carsten Dahl. En anden af de markante bassister som Evans arbejdede sammen med var Chuck Israels, der overtog pladsen efter Scott LaFaro i 1961 og holdt den indtil 1966.
Israels er aktuel med en trioplade sammen med danske Thomas Clausen ved flygelet og den amerikanske guitarist Steve Brown. Clausen og Israels kan deres Bill Evans. De har tidligere lavet hyldestpladen For Bill sammen med Kresten Osgood. Indspilningerne til den plade fandt sted i 2003 men blev først udsendt i forbindelse med en række koncerter på Montmartre sidste år, hvor Osgood var skiftet ud med Karsten Bagge.
Når trommeslagerens plads er overtaget af en guitarist som her, giver det af indlysende grunde nye klangbilleder og solomuligheder. Selv om Bill Evans lavede et par duoplader sammen med guitaristen Jim Hall var det uden bassist. Israels samarbejde med Clausen går i en lidt anden retning. Den melankolske, let impressionistiske stemning er der stadig. Clausen har lavet et arrangement af Ack Värmland... Mens Steve Brown har lavet et par arrangementer af nogle standards og desuden er der et par af hans egne numre. Pladen indledes John Lewis' Two degrees east, three degrees west, der er en god klassisk jazzmelodi. Det er blevet til en velfungerende møde mellem europæiske musiktraditioner (Thomas Clausen) og behagelig swinginflueret bebop guitar fra Steve Brown. Chuck Israels er manden i midten der får det hele til at hænge sammen.

Jens Søndergaard Quartet & Bob Rockwell: More Golson (Stunt)

Pladeselskabet Stunt giver os nu endnu en plade, hvor der er to saxofoner i front. De foregående plader med Jesper Thilo & Scott Hamilton og George Garzone & Frank Tiberi faldt noget forskelligt ud. Hvor Thilo/Hamilton blev en jamsession-præget plade, var mødet mellem Garzone/Tiberi anderledes ligeværdigt.
På denne plade hylder saxonisterne Jens Søndergaard (alt) og Bob Rockwell (tenor) en tredje saxofonist, Benny Golson. Han er nemlig også en begavet komponist med flere standards og klassiske jazzmelodier på samvittigheden. Numre som Dizzy Gillespie, Lee Morgan og Cannonball Adderley bla. har udødeliggjort. Überstandarden I remember Clifford var også en af Golsons. Den kommer vi dog ikke til, at høre på denne plade. Det gør vi til gengæld med numre som Blue march, Whisper not og Killer Joe. Benny Golson er i dag 82 år og Søndergaard har flere gange spillet sammen med ham i løbet af de sidste 20 år. Han havde lavet arrangementerne med tanke på at de skulle spille dem sammen. Det blev ikke til noget. I stedet begyndte Søndergaard i fællesskab med sin faste kvartet, med den begavede pianist Thomas Bornø, bassisten Marc Davis og trommeslageren Dennis Drud at arbejde sammen med Bob Rockwell. De videreudviklede arrangementerne efter at de med Søndergaards ord havde haft for megen "revival-jazz" over sig.
Det er blevet til en plade, der for det første er med til at sætte et velfortjent spot på komponisten Benny Golson. For det andet er både Jens Søndergaard og Bob Rockwell to gode saxofonister der har ånden med fra 50'erne. Samtidig er de så friske i udtrykket, at det ikke bliver musealt.
jazzsoendergaard.dk

August Engkilde: Portrait - Kontrabass (Brumtone)

Solobasplader er ikke hverdagskost på denne blog. Jeg har tidligere kun skrevet om en enkelt og det var Henry Grimes 2½ times svært fremkommelige udgivelse fra 2009. Helt så langt ud kommer August Engkilde ikke med sin time lange udgivelse Portrait - Kontrabass. Der er ganske en helt anden og mere tilgængelig struktur.
Engkilde er fascineret af den indiske raga musik. Men han ved ikke hvordan han skal spille stilen. Så han har udviklet hans egen nordiske raga som han spiller solo på sin 275 år gamle bas. Det er blevet til en plade med en lækker bas-lyd. Stemningen er til tider nærmest ambient skiftende til pulserende stemninger.
Jeg har med fonøjelse brugt musikken som ledsagelse til madlavningen i køkkenet. Midt i løgsvitsningen stjæler August Engkildes bas min fulde opmærksomhed. Engkilde beskæftiger sig gerne med åben improviseret musik. Selv med en så sparsom instrumentering er han i stand til, at skabe spændende og afvekslende musik.
augustengkilde.com

Billy Hart/Ethan Iverson/Mark Turner/Ben Street: All our reasons (ECM)

Det er vel det man kan kalde en supergruppe for kendere. Trommeslageren Billy Hart er hovedmanden på denne ECM-udgivelse, der er kvartettens anden. Den første, Quartet kom i 2006 på pladeselskabet High Note. Medlemmerne af kvartetten Ethan Iverson (piano), Mark Turner (sax) og Ben Street (bas) har alle været blandt de mest markante jazzmusikere indenfor de sidste 10 år, mens Hart har været det siden 60'erne.
Pladen er med det sort/hvide foto af Empire State Building på coveret en ægte New Yorker-sag indspillet i Avatar studiet. Kvartetten har de sidste 7 år spillet en uge på klubben The Village Vanguard. Det er fire stærke musikere der med ECM-produceren Manfred Eicher's ord spiller i hver deres retning. Styrken er at de kan mødes i dette. Hart, Turner og Iverson deles om komponist-rollen. De spiller fritfunderet og tæt på hinanden. Harts trommespil er hemmeligheden bag kvartettens styrke. Han er kernen der med sit evigt pulserende spil får de andre musikere til, at spille op til deres bedste. Det er plade der lever allerbedst når det er blevet mørkt udenfor.
player.ecmrecords.com/billy-hart#

Cakewalk: Wired (Hubro)

Improviseret rock med rødder i den tyske krautrock. Dronebaserede grooves. Beskidte rytmer. Neonoplyst race i byens gader. Knasende kakofonier. Væltende ekkoer.
Den norske trio Cakewalk med Øystein Skar på synthesizers, Stephan Meidell på guitar, bas og boxes og Ivar Loe Bjørnstad på trommer har lavet en spændende plade, der på en halv time kommer omkring nogle af de førnævnte elementer. Der er flere referencer til Bowie/Eno's samarbejde i 70'erne og tyske grupper som Neu! og Can. Det er dynamisk musik der folder sig rigtigt ud, når der skrues godt op på volumeknappen. Pladens vildbasse er titelnummeret Wired, der skylder en hel del i ånden til John Zorn's Naked City.
Har du brug for en omgang veldrejet, urolig noiserock med nogle skrappe grooves går du ikke galt i byen med Cakewalk.
hubromusic.com

Jeppe & Jazzhyænerne: Jeg vil ud (Gateway)

Jeppe fra Lille Nørd og andre børneprogrammer på TV springer ikke fuldbyrdet ud som jazzcrooner. Han holder sig til børnemålgruppen og har lavet en børnejazzplade sammen med Jazzhyænerne. Musikken er lagt i hænderne på Girls in Airports-frontmanden og saxofonisten Martin Stender. Det høres allerede på pladens andet nummer, der handler om Ormen. Stenders inspiration fra det afrikanske høres tydeligt. Det er en afvekslende plade, der stilistisk kommer godt rundt i jazzens hjørner. Der er Tom Waits (ikke sang), storbyjazz, samba og ballader. Det er Mathias Holm (også fra Girls in Airports) der betjener klaver og Wurlitzer, Bjørn Heebøl på trommer og percussion og Morten Mandel på bas og flere andre instrumenter.
Man kan roligt udsætte yngre årgange for denne plade. Det allerbedste for os voksne er, at vi også kan holde ud at høre på musikken. Det er velspillet som bare...og så kan jeg som Girls in Airports-fan ikke lade være med at finde referencerne.
jeppeogjazzhyaenerne.dk

Jens Winther: Electrazz (Stunt)

Der er en af mine venner - lad os bare kalde ham Henrik - der har et dybt traumatiseret til elektrisk trompet. Engang i mellem strejfer vore samtaler af uransagelige grunde netop den elektriske trompet. Så kan jeg være helt sikker på at, historien om dengang han hørte Randy Brecker spille el-trompet foran Brandts Klædefabrik i Odense kommer på banen.
Når jeg nu skal fortælle Henrik om denne plade, så vil jeg undlade at sige at der er masser af el-trompet. For så er jeg sikker på, at han ikke vil høre pladen. Men der kommer ikke til, at gå mange sekunder hvis det lykkes mig at sætte pladen på, inden han vil blive lammet af post traumatisk stress syndrom. På pladens første nummer Midnight mood vælter den elektrisk forvrængede trompet ind over os i selskab med el-piano iklædt lækkert midnatsblåt velour. Det er næsten smooth jazz. Men det er også Jens Winther.
I covernoterne til dette album skriver Steen Meier meget rammende, at blandt de mange milesten i Jens Winthers rige musikalske liv, er dette måske en af de vigtigste. Som en genfødts rejse tilbage til et af de musikalske udgangspunkter har Jens Winther lavet en jazzrock plade, der skylder rigtigt meget til Elektriske Miles. Det er Miles Davis fra In a silent way, der hyldes på nummeret Silent shapes. Det er Miles Davis fra Get up with it, der hyldes på nummeret Generated X.
Jens Winther der døde for lidt over et år siden, indspillede Electrazz i efteråret 2010. Sammen med sønnen Carl Winther på keyboards, Mikkel Nordsø på guitar, Christian Douglas på bas og Johan Kolsut på trommer har Winther skabt en plade med saft, kraft, funk, space, peace og love.
Pladen fanger og rammer en ånd i jazzrocken som jeg ikke har hørt meget længe. Jens Winthers jagede ånd og sjæl gør, sammen med nogle yderst veloplagte musikere jazzrocken vedkommende og nutidig. Det er en meget stor plade fra en stor musiker.

Malene Mortensen: You go to my head (Calibrated)

Åbningsnummeret på Malene Mortensens nye album sender mine tanker i retning af Sanne Salomonsen. Det er ikke så meget fraseringerne. Det er mere nummerets opbygning med tydelige og indrammende guitarriff omkring de forskellige dele af nummeret Your love is digital. Nok er Malene Mortsensen jazzsangerinde, hvilket hun også holder fast ved at spille standards som Misty og My shining hour på pladen. Men det er den gennemarrangerede pop indeholdende en teknisk veldisciplineret instrumentering der træder tydeligst frem på  albummet. Det er i tæt samarbejde med guitaristen og kæresten Carl Mörner Ringström, at Malene Mortensen har lavet sit sjette album.
Pladen er en fortsættelse på det de startede med albummet Agony and ecstasy fra 2009. Denne gang er Magnus Hjorth Trio skiftet ud med en anden svensk trio med Oscar Johansson på piano og keys, Paul Hinz på bas og Daniel Johansson på trommer. Carl Mörner Ringström er stadig en guitarist med mange facetter. Lige fra straight jazzede soli til de mere tunge soli. I forhold til det forrige album er Ringström dog blevet mere fokuseret og afstemt i sit guitarspil.
Den afviklingsmæssige side af musikken fejler ikke noget. Men der er en tendens til tomgang i flere af numrene. Det bliver simpelthen for anonymt. Jeg er ikke i tvivl om at Malene Mortensen som menneske er et andet sted nu, og at det er derfor hun laver hun gør nu. Jeg ville dog ønske at hun havde taget jazzsporet som hun var så godt inde på i 2005 med Date with a dream. Men med Mortensens pop-ambitioner er det nok ikke muligt.
Bonusinfo:
Malene Mortensen har lavet årets officielle Giro D'Italia-sang Beautiful Italy, som blev spillet meget højt fra samtlige souvenirbiler (og dem var der mange af) da Giro D'Italia besøgte Herning og Horsens.
malenemortensen.dk

Indra: In between (Bendra)

Med debutalbummet fra 2010 poppede hun nærmest op på den danske jazzscene fra det rene ingenting. I selskab med saxofonisten Benjamin Trærup og bassisten Thomas Sejthen var sangerinden Indra Rios Moore en af de helt store overraskelser. Nu er de tilbage og de har klogeligt holdt fast i konceptet. Det er behageligt intimt og stemningsmættet setup til den hyggelige side. Omdrejningspunktet er Benjamin Trærups støvede sax og Thomas Sejthens tighte basspil. Indra's stemme står sikkert i forgrunden og spejles ned i det måneoplyste vand. Der er diskret tilføjet lidt percusssion og guitar.
Sangene på pladen er en blanding af Indra's egne sange, kendte og mindre sange, hvor den afsluttende What a wonderful world hører til i superkendt-kategorien. At tilføje nyt til den sang, synes umuligt. Men Indra kravler ind i den og gør den til sin egen. Jeg har altid haft Neil Young's The needle and the damage done blandt mine absolutte favoritter, igen kommer de ind under sangen.
I et originalt mix af jazz, country, roots og singer-songwriter har de skabt en værdig opfølger til debutalbummet, der bør give Indra et endnu større publikum.
Bonusinfo:
Under indspilningen af pladen blev de så glade for at spille de spanske og italienske sange, at de besluttede sig for at lave et helt album med boleros og kærlighedssange på spansk, italienk og portugisisk sammen med Gonzalo Rubalcaba og Ignacio Berroa mens stjerneproduceren Larry Klein har udtrykt interesse for at producere albummet. På Indra's hjemmeside kan man se at de indspiller til august i Miami.
indra.dk

Dansk jazzvinyl bliver solgt til skyhøje priser

Hvis man tager en tur rundt på nettet for at lede efter gamle danske jazzplader fra 60'erne, så kan man godt tage den store tegnedreng frem.
Man finder priser fra nogle få hundrede kroner til adskillige tusinde.
Den danske aflægger af Charles Mingus' pladeselskab Debut Records, der blev drevet af boghandleren Ole Vestergaard fra Brande udgav en række plader, der i dag er blandt de allermest eftertragtede jazzplader overhovedet! Her er specielt Bent Axen/Bent Jaedig Jazz Groups' Let's keep the message together en af de mest eftertragtede, hvilket også ses på prisniveauet. Så kan man jo egentlig bare undre sig over at den aldrig er genudgivet i Danmark. Men både er genudgivet på LP og CD i Japan, hvor interessen for dansk vintage jazz er stor.

På Frederiksberg ligger forretningen Sound Station. De er kendte for, at holde et højt prisniveau. På den anden side har de plader som man ikke finder ret mange andre steder.
Bent Axen & Bent Jædig's Let's keep the message er guldklumpen der koster 2000€
Blandt de billige finder man Palle Mikkelborgs Mysterious Corona til 300€
soundstation.dk/data/search.aspx?q=debut&fi=label&fo=All+formats

Hjemmesiden Jazzcollector.com holder øje med prisniveauet på ebay.com Hvad bliver pladerne reelt solgt for? Blue Note løber med den store interesse. Man kan også finde enkelte danske plader, hvor skribenten som oftest konstaterer at han ikke kender musikken.
Jazz Quintet 60, der blev udgivet af Metronome blev i oktober 2011 solgt for 2392$ på ebay mens Sahib Shihab and the Danish Radio Jazz Group blev solgt for 1952$ i maj 2010. Et år tidligere var det Bent Axens Poll Winner 59 der blev solgt for 1540 $. Axen/Jædig pladen optræder flere gange med priser på den anden side af 1500$
Det her er vel at mærke priser som pladerne er solgt for og ikke priser som forretninger vil sælge dem for.
jazzcollector.com

På Trøjborg i Aarhus finder man Clemens Antikvariat. På deres hjemmeside koster Axen/Jædig pladen 10.000 kr. Louis Hjulmands Presenting koster 2500 kr. Singlen My Favourite Ladies vol. 1-2-3 med Erik Moseholm koster 2500 kr. Der er fint udvalg af samlerguf på Trøjborg.
clemensantikvariat.dk

På QXL.dk bydes der lige nu på Conversations med Sahib Shihab. Det er en live indspilning fra d. 3. oktober 1963 fra Montmartre med Allan Botchinsky, NHØP og Bjarne Rostvold. Pladen er budt op i 720 kr.
qxl.dk/pris/cd-lp-fan-merchandise/musik---grammofonplader/jazz--blues/sahib-shihab-conversations-1964-m-allan-botchinsky-ole/v/an677541374/

Bjarne Rostvolds The Jazz dancer Revisited 2 er lige nu til salg på Ebay for 299 $. En noget senere udgivelse som Cox Orange's LP fra 1977 er budt op i 80 $
Der er selvfølgelig gode muligheder for at gøre et kup, hvis man holder godt øje. Lige nu er Brew Moores Debut Records-udgivelse Svinget 14 kun budt op i 16.18 $ men der er stadig fire dage tilbage af auktionen.
www.ebay.com

Jeg vil gerne høre fra jazzplade-samlere. Så kan I fortælle jeres historie her på bloggen.

KortJazzNyt Uge 19 2012

Årets Summer Session på Vallekilde Højskole, der arrangeres af JazzDanmark, præsenterer endnu en gang et hold af stjerneundervisere. Joe Lovano er et af den slags navne. Han kommer sammen med hustruen Judy Silvano. Tre af årets hold bliver som noget nyt ledet af flere personer på en gang. Udover Lovano/Silvano-holdet, kommer bassisten Larry Grenardier sammen med hustruen Rebecca Martin, der gør det som sangerinde indenfor singer-songwriter genren. The Fringe udgør det sidste underviserhold. Den over fyrre år gamle Boston-trio består af George Garzone (sax), John Lockwood (bas) og Bob Gullotti (trommer).
De sidste fire undervisere er den italienske pianist Enrico Pieranunzi, den norske guitarist Lage Lund, den amerikanske trompetist Ralph Alessi og den amerikanske trommeslager Tyshawn Sorey.
Det er stadig muligt at tilmelde sig Summer Session 2012 hos JazzDanmark.
jazzdanmark.dk/da/summer-session/summer-session-2012/instrukt%C3%B8rer-2012

I den kommende weekend spiller 2011-udgaven af European Jazz Orchestra på Island i koncertsalen Harpa i Reykjavik. Det er første gang nogensinde at European Jazz Orchestra, der ellers kun er samlet i kort tid bliver gendannet. Det er under ledelse af den finske dirigent Jere Laukkanen, at big bandet spiller.
harpa.is/midasala/framundan/nr/1718

Den svenske saxofonist Mats Gustafsson udsender plader i en strøm, der giver samlere åndenød. Gustafsson er selv pladesamler og har lige lanceret et undersite til hans eget site. Discaholic Corner. Med overskriften “ONE PIECE OF VINYL PER DAY, KEEPS THE DOCTOR AWAY” finder man omtaler af ultrasjældne vinyler og en guide til gode pladebutikker, dog primært i Sverige. Han kommer (som jeg forudsagde for nogle uger siden) til Copenhagen Jazz Festival sammen med trioen The Thing og Neneh Cherry.
matsgus.com/discaholic_corner/

Min gode anmelderkollega Martin Lutz har netop fejret sin 1 års fødselsdag med sitet jazzstjerner.dk
Der skal lyde et stort tillyke herfra! Læs bla. anmeldelser af Malene Mortensen (som jeg ikke har nået at skrive om endnu) og en berettiget begejstret anmeldelse af Snorre Kirks Blues Modernism.

Niels Lan Doky har lavet musikken til den kommende franske film noir The Midnight Lady. Musikken spiller han sammen med triokollegerne Niclas Bardeleben og Jonathan Bremer og den amerikanske saxofonist Rick Margitza.

THE MIDNIGHT LADY - TEASER (English Subtitled) by DLMprod

Esbjörn Svensson Trio: 301 (ACT)

Det er imponerende så meget Esbjörn Svensson Trio når omkring det, som Esbjörn Svensson Trio blev kendte for på den time, det nye album tager. Der er skovsmuk soloklaver, frostklar triojazz, storbyrockende jazzgrooves, eksperimentel electronica og mange andre af de elementer som E.S.T. var kendte for, at bruge i de 15 år de eksisterede inden Esbjörn Svenssons tragiske død i 2008. Pladen er stykket sammen af tiloversblevne indspilninger, fra de sessions der blev til deres sidste regulære album Leucocyte. Trioen opholdte sig i januar 2007, i en længere periode i studiet 301 i Sydney, Australien sammen med deres sædavnlige lydmand Åke Linton.
De to resterende medlemmer bassisten Dan Berglund og trommeslageren Magnus Öström har udvalgt musikken til pladen, der oprindelig skulle være et dobbelt-album. Men inden de blev grebet af en "alt-skal-med-stemning" valgte de istedet at skære ind til benet og redigere albummet så stramt, at der ikke var overflødigt fedt på albummet. De har gjort det så stramt og præcist, at albummet lyder som et E.S.T. album der kunne være udkommet for fem år siden. For havde de eksisteret i dag, ville jeg have forventet noget andet og mere.
Albummet er så absolut et værdigt punktum på en fantastisk jazztrios store og vilde karriere. Nu behøver jeg ikke flere rester fra det store festbord.
est-music.com

Torben Westergaard: Tangofied (TWMUSIK)

Tangoen er ikke ukendt på vore jazzbreddegrader. Her har specielt afdøde Erling Kroner og den herboende italiener Paolo Russo har gjort deres for at udbrede tangoen og specielt undergenren Nuevo Tango, som mesterkomposnisten Astor Piazzolla introducerede. Man kan jo også vælge at tage til genrens moderland, Argentina, når man vil lave en tango-plade. Det gjorde bassisten og komponisten Torben Westergaard i januar måned i år, hvor han medbragte en række kompositioner, der blev omsat af fem argentinske musikere på violin, cello, bandoneon, akustisk guitar og piano. Westergaard sad ved bassen, der vel at mærke er  elektrisk. Det er pianisten Diego Schissi der har ledet bandet og arrangeret musikken.
Westergaards kompositioner bliver mesterligt og virtuost omsat af de argentinske musikere. Westergaards nordiske ophav skinner igennem i kompositionerne, der i arrangementerne har temperament og følelser udenpå. Meget passende tager Torben Westergaard et bad udenpå coveret. Der hersker næppe tvivl om, at sveden har sprunget fra Westergaards pande under indspilningerne. Det er nordisk tango på højt niveau og  iøvrigt milevidt fra det man kender fra Westergaards Oktober-projekt.
Bonusinfo:
Der er en lille velklippet video på et kvarter på Youtube om pladens tilblivelse i Argentina: youtu.be/vmO2hG7o3YI
torbenwestergaard.dk

NHØP/OKH: Natten er så stille (Focus Recordings)

Et af denne jazzbloggers kendetegn er, at han gerne vil vide alt om, hvad der udgives af danske jazzplader. Når der så en gang imellem dukker noget op, der er fløjet under radaren...så! Det skete for nylig, hvor jeg var til koncert med Bobo Moreno/Bo Stief/Ole Kock Hansen. Her taler jeg i pausen med Bo Stief og samtalen drejer sig blandet andet om den amerikanske pianist George Shearings indspilninger fra slutningen af 70'erne med Niels Henning Ørsted Pedersen på bas. Jeg mener at det er noget af det skarpeste med NHØP der kan opdrives. Helt fantastisk. Bo modsiger mig ikke og fortæller bla. at han har brugt deres udgave af In your own sweet way ved undervisning af baselever. I sammenhæng med dette, spørger han om jeg kender duopladen med NHØP og Ole Kock Hansen med liveindspilninger fra Københavns Rådhus og fra Filmhøjskolen i Ebeltoft. Overhovedet ikke! Må jeg bedrøvet erkende. Ole Kock Hansen opfordrer mig til at kontakte Hans Nielsen fra Focus Recordings, der har udgivet pladen. Det er hermed gjort.

Nu har jeg pladen mellem hænderne og tænker "Selvfølgelig!", når jeg ser ned over titellisten. Der måtte jo findes liveindspilninger af nogle af de numre der har været med til, at gøre NHØP populær langt ud over jazzens snirklede kredse. Og lige så selvfølgeligt er det, at barndomsvennen Ole Kock Hansen sidder ved klaveret. Der har altid været en helt særlig forbindelse mellem de to musikere. Når man hører dem som to modne og voksne mænd på disse indspilninger, hersker der stadig denne helt særlige stemning mellem dem. Børnesange, danske sange og melodier skrevet af NHØP er materialet fra de to forskellige sessions.

Denne plade er uomgængelig for fans af NHØP's fantastiske basspil. Her er nye vinkler og belysninger af numre som man har NHØP spille før. Når han er sammen med Ole Kock Hansen opstår der en helt speciel stemning. OKH's klare og rene klaverspil er en god makker til NHØP's dominerende basspil. Pladen byder på flere numre komponret af NHØP. Et 17 minutter medley af Dancing with the foxes og Dancing on the tables fra 1993-albummet Ambiance er NHØP for fuld udblæsning. Swingende og virtuost serveret. Elefantmarch, Det var en lørdag aften og Jeg ved en lærkerede er andre kendinge, der i denne duo-udgave endnu en gang får vinger og et helt nyt liv.