Koncert på Atlas, Aarhus 27. maj 2012
- Where are ze girls?
- Where are ze girls?
På formfuldendt tysker-engelsk undrer freejazz-legenden Peter Brötzmann sig højlydt over, at der kun er mødt mænd frem til koncerten. Til gengæld er det så et tændt publikum der har ørerne på stilke. Her kommer vi helt tæt på tre af de allerstørste freejazz/impro/avantgarde-kunstnere der findes på planeten jorden i dag. Amerikaneren Ken Vandermark, svenskeren Mats Gustafsson og tyskeren Peter Brötzmann placerer sig på gulvet foran scenen for at spille deres niende og sidste koncert på en intensiv europa-tur.
Gustafsson holder sig til baryton-saxofonen under hele koncerten. Han indleder med at være en ubestemmelig rytme. Med dybe enkelttoner agerer han både bas og trommer. Her er ingen fire fjerdedels takter. I stedet befinder Gustafsson sig smådansende på stedet i et subtilt rytmisk parallelunivers. Vandermark skifter mellem tenor- og barytonsax og ikke mindst klarinetten. Der er musikalske røvfulde og lyriske organismer. Det er musik med en helt egen sjæl. Vandermark går fra det brutale til pludseligt at spille tenorsax, som skulle han spille trusserne af en pige. Brötzmann bevæger sig mellem alt- og tenorsax, klarinet og taragot. Han er mesteren. Han kan spille agressiv og østerlandsk inspireret uden at herkomsten kan defineres nærmere. Det her er ekstremjazz. Ikke kun fordi det befinder sig i udkanten af, hvad der er forståeligt. Det er også ekstremt fordi det kræver ekstreme evner og de evner har 71 årige Brötzmann og hans to ligeværdige.
Sonore som de tre kalder sig sammen er et topmøde indenfor den frie jazz. Det er ubegribeligt smukt og sønderrivende skarpt! Der er en unik kontakt og kommunikation mellem de tre musikere. Det fornemmes tydeligt at de kender hinanden. Der er en helt særlig struktur og tekstur i udtrykket. De omkring 40 stykker der var tilstede ved koncerten på Atlas fik noget med hjem, de ikke glemmer foreløbig.
Gustafsson holder sig til baryton-saxofonen under hele koncerten. Han indleder med at være en ubestemmelig rytme. Med dybe enkelttoner agerer han både bas og trommer. Her er ingen fire fjerdedels takter. I stedet befinder Gustafsson sig smådansende på stedet i et subtilt rytmisk parallelunivers. Vandermark skifter mellem tenor- og barytonsax og ikke mindst klarinetten. Der er musikalske røvfulde og lyriske organismer. Det er musik med en helt egen sjæl. Vandermark går fra det brutale til pludseligt at spille tenorsax, som skulle han spille trusserne af en pige. Brötzmann bevæger sig mellem alt- og tenorsax, klarinet og taragot. Han er mesteren. Han kan spille agressiv og østerlandsk inspireret uden at herkomsten kan defineres nærmere. Det her er ekstremjazz. Ikke kun fordi det befinder sig i udkanten af, hvad der er forståeligt. Det er også ekstremt fordi det kræver ekstreme evner og de evner har 71 årige Brötzmann og hans to ligeværdige.
Sonore som de tre kalder sig sammen er et topmøde indenfor den frie jazz. Det er ubegribeligt smukt og sønderrivende skarpt! Der er en unik kontakt og kommunikation mellem de tre musikere. Det fornemmes tydeligt at de kender hinanden. Der er en helt særlig struktur og tekstur i udtrykket. De omkring 40 stykker der var tilstede ved koncerten på Atlas fik noget med hjem, de ikke glemmer foreløbig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar