Diederik Rijpstra: The Living City (Trytone)

Han bor og arbejder i New York City. Den hollandske trompetist Diederik Rijpstra har også indspillet sit nyeste album The Living City i byen. Han har ladet sig opsluge af metropolen og har alligevel ikke en eneste amerikaner med på pladen. I stedet er det tre canadiere og en japaner der har hjulpet ham med at omsætte de musikalske tanker. Rijpstra har lavet et blandingsprodukt, hvor nutidig jazz, stemninger, og indtryk fra byen danner fundamentet for en omskiftelig plade. Musikken er en hyldest og beskrivelse af byen. Byen som den bygges op fra morgenen. Lavet af lyde. Der ville ikke være en by uden os. En by hvor vi ledes på vildspor. Den levende by.

Rijpstra har taget en bid af det store æble. Han har fået byen ind under huden. På The Living City sætter han lyd på byen. Rijpstras oplevelse af New York City. Det er et collageagtigt og fragmentarisk. Flere gange rammer han plet. På den politiske Why Do You Occupy? er der lydklip fra Occupy-demonstrationerne i NYC. Den musikalske kulisse han giver demonstrationerne er fyldt med håb. Alligevel er der en nagende tvivl til sidst. Det er gennemarrangeret musik, der ikke næres af hektisk NYC-jazz. Det er fortællende og ambitiøs jazz med rødder i Europa, der peger i mange retninger. Mest fremad.

diederikrijpstra.com

Ben Webster: Ben Webster in Norway (Storyville)

Far til fire var i Norge i 1954, i filmen Far til fire i sneen. Alle de gamle kendinge var på plads. Fru Sejersen, Onkel Anders, farmand og ungerne. Alt var som det plejede. Det foregik bare i Norge. I 1970 var Ben Webster i Norge. Alle de gamle kendinge var på plads. Cotton Tail, Satin Doll og Perdido. Alt var som det plejede. Det foregik bare i Norge. Eller var alt som det plejede?

Ben Webster var inviteret til Trondheim for at spille 5 koncerter på 3 dage. Han spillede med tre norske lejesvende, hvor pianisten Tore Sandnæs' Oscar Peterson-inspirerede pianospil behagede Webster i særlig grad. De andre to lokale knægte spiller sandsynligvis op til deres bedste og har næppe gjort det bedre. Webster har til gengæld spillet med sidemen, der har gjort det mere følsomt. Den mere rå og upolerede tilgang til Websters materiale, kan være en grund til, at lytte til pladen. Webster spiller ikke overraskende som Ben Webster. Han er en ægte spillemand, der presser sine sidemen til det yderste - men heller ikke til mere end de kan. Der er f.eks. solo til hver enkelt i Webster-kendingen Cotton Tail. Den akkompagnerende trio introducerer Webster med: "Bassman!" eller "Pianoman!" Det råswinger og Webster er i topform. Det er en privat-indspilning, der er mixet til denne CD og det lyder forbavsende godt. Webster-fans kan roligt spare sammen og købe denne CD.

storyvillerecords.com

Claudio Scolari: Synthesis (Principal Records)

Der har ofte hersket en forestilling om, at italiensk jazz var hentet i cirkus. Det har jeg inu kke tænkt over, når Bollani, Rava eller Pieranunzi har spillet i min stue. Men med Claudio Scolari vader de hvide heste direkte ind i min stue. Klovnen spiller melodica og der flyver duer rundt i stuen. Scolari er konservatorieuddannet percussionist, der også har en karriere indenfor klassisk musik. På albummet Synthesis er det dog helt og holdent jazz af den mere uortodokse slags. Scolari er sammen med Daniele Cavalca på melodica, percussion, synth, piano, vibrafon og bas og Claudio's søn Simone Scolari på trompet. Selv spiller Claudio Scolari både på trommer, percussion, fløjte, piano og synth. 

Musikken er opstået i et samarbejde mellem de to trommeslagere, der ikke har ladet sig bremse af begrænsninger. Stilistisk er det lige så blandet som et cirkus  og sammenligningen kan trækkes længere endnu. Trioen holder sig indenfor i teltet (jazz-genren). Her bruger de bredt af mulighederne fra fusion, eksperimenterende, latin, folkjazz og så videre. Det er langt hen ad vejen velfungerende. Her skal man så bare abstrahere fra, at der ikke er en overordnet linje i dette projekt. Det kan selvfølgelig være en linje. Et højdepunkt er det næsten kvarter lange Dialogue (uden trompet), her hygges der meget tilbagelænet omkring et swingende groove.

claudioscolari.com

Busk: Nur eins (ILK)

Nur eins - Kun én. Enkelhed - ikke som i simpelhed. Alt overflødigt er skrabet væk. Det essentielle står tilbage. Står tilbage for at udtrykke og fortælle. Det er naturmusik. Musik der er naturlig. Anders Filipsen sidder ved pianoet og har komponeret halvdelen af numrene. Thomas Rehling på bassen og Lasse Ehn på trommer har været inde over de andre kompositioner. Det er gennemspillet og indøvet i tiden op til indspilningen. Derfor fremstår pladen også meget færdig og afklaret. 

Der er de dystre sider som på Filipsens komposition Transcendent. Det er et eftertænksomt og udfordrende album, der ikke tager let på tingene. Der hersker en alvor og dybde i musikken, der ofte taler til lytteren. Andre gange kan det være lidt sværere at opnå kontakten. Trioen har dog som helhed godt fat i materialet og deres overordnede idéer forløses smukt. Busk er dansk klavertriojazz, der ikke er bange for, at gå nye veje og åbne døre. I verdenen mellem Thelonoius Monk og moderne klassisk musik møder man Busk.

ilkmusic.com

Saxopaths: Pathology (Saxopaths)

Jeg mener ellers at jeg er rimeligt fordomsfri i min opfattelse af musik. En gang i mellem dukker der alligevel nogle sorte skyer op i horisonten, der skygger for min tilgang til musikken. Som nu den her. En saxofonkvartet. Arj come on. Det lyder simpelthen for fersk og sterilt, tænkte jeg. Nu drejer det sig så om Saxopaths, der under forskellige navne og besætninger har eksisteret siden 1992 og lige præcis dem har jeg et forhold til. Det drejer sig specielt om nummeret Bob Jackson hard work no pay fra 2007-albummet Unfocused welcomes. Et herligt og originalt nummer - dog med rytme, hvilket der ikke er med på deres nye album. 

Det nye album åbnes med Balkan-festen Macedonean madness. Herefter sættes tempoet ned på de næste numre. De næste tre numre, bliver en til en lille lyrisk suite. Det afbrydes af Random Jazz Machine, der sprøjter jazzen ud i øret på lytteren. Bandura er et ukrainsk strengeinstrument. Det er også en folkemelodi, som Jan Johansson havde med på albummet Jazz på Ryska. I Saxopaths' meget smukke version, er man tro overfor Johanssons forlæg. De fire saxofoner er som på de andre numre arrangeret af Kristoffer J. Rosing-Schouw (sopran- og altsax), der også har skrevet de andre numre. Pånær The Godfather Waltz and the Scared but self-righteous Rabbit, der er møde mellem Nino Rota's filmmusik og Kai Normann Andersen. Pladen afsluttes medThe Lift, der som udgangssalme er med til at sende os videre. Bob Jackson på alt-sax, Anders Banke på tenor-sax og Niels Oldin på baryton-sax er sammen med Rosing-Schouw nogle saxopater i ordets bedste betydning

Pathology er et uomgængeligt og originalt saxofonalbum, der samler op på Saxopaths mangeårige karriere i et ligeledes originalt cover fyldt med information om kvartetten.

saxopaths.com

Sunna Gunnlaugs: Distilled (Sunny/Sky)

Vi kender Island for den storslåede og barske natur. For deres finansielle op- og nedture. For Björk og Mezzoforte. Jeg vil også gerne slå et slag for pianisten Sunna Gunnlaugs. Hun er nu aktuel med sit andet album med bassisten Þorgrímur Jónsson og ægtemanden og trommeslageren Scott McLemore. Hun fortsætter i samme gode triostil, som på albummet Long Pair Bond fra 2011. 

Det er knistrende smukt og meget nordisk. Det foregår i ballade-tempo, hvor ligefremme og smukke melodier kommer lytteren inviterende i møde. Kom indenfor. Lyt på mig. Der er både emotionel kraft og nivilerende ro i Gunnlaugs musik. Det er triojazz for jazzlytteren der godt kan lide den nordiske tone. Det lyder måske en kende banalt. Gunnlaugs kan som enkelte andre skandinaviske pianister (Lars Jansson og Ketil Bjørnstad) komme ind under huden og få lytteren til at mærke kraften.

sunnagunnlaugs.com

Benjamin Herman: Deal (Roach Records) >> Benjamin Herman: Cafe solo (Roach Records)

Saxofonisten Benjamin Herman er en af Hollands mest respekterede jazzmusikere. Det er medlemskabet af New Cool Collective der har trukket flest overskrifter. De spillede bl.a. på Roskilde Festival i 2005. Deres udadvendte souljazz/latin stil med dansable vibes har tiltrukket mange. Men han har også en ret omfattende solokarriere.

På DR's P8 Jazz har de på det seneste spillet et par af numrene Hermans 2012-album Deal ret ofte. Det er et soundtrack til en film jeg ikke kender. Musikken er af den mere pompøse slags med symfoniorkester og hele pivetøjet. I en blanding af dubonnet, retrovibes, de glade 60'ere, plekterbas, veltunede strygere, hammond og en saxofonist der lystigt skifter mellem alt-, c-melody-, tenor og baritonsax får vi et soundtrack til en uskyldig tid og en åben verden. 

På Hermans nyeste album Cafe solo går han i den stik modsatte retning. Det er intim triojazz, der kan kan spilles i et tilrøget kælderlokale med plads til 30 mennesker. Det er så tilbagelænet, at der er en risiko for at Benjamin Herman falder af stolen. Det gør han ikke. Han bliver hængende i det yderste af musikken. Her kæler han så intimt og følsomt for altsax'en, at det næsten bliver for frækt. 10 gode jazzklassikere. Lige fra Gershwin's Summertime over You've changed til Dexter Gordon's Soy Califa. Det er en velfungerende plade, der i kraft af en velspillende og overskudsfyldt Benjamin Herman holder hele vejen. Det er et perfekt soundtrack til en hyggelig middag for to, hvor stearinlyset blafrer og solen er gået ned.

benjaminherman.nl

Terje Rypdal: Melodic warrior (ECM) >> Ketil Björnstad: La Notte (ECM)

Der går ikke mange sekunder før der hostes grundigt igennem. 41 sekunder henne i første nummer kommer klassehostet, hvorefter strygerne tager til i lydvolumen, så der kun anes nogle host i baggrunden. Det er ikke et af den norske guitarist Terje Rypdals mindeværdige albums som jeg har fået fingrene i her. Og det er ikke kun på grund af hostene! Det er blevet til en kluntet og forskruet bastard, der forsøger at blande mandskor (The Hilliard Ensemble), symfoniorkester (Bruckner Orchester Linz) og Rypdals laaaange guitartoner i et sammenhængende miskmask. Anden del af pladen er uden Hilliard Ensemble og "kun" med Wroclaw Philharmonic Orchestra - den fungerer noget bedre. Jeg kan ikke erindre at have hørt så mange host på en live-indspilning. Det er desværre det eneste mindeværdige på pladen.

Helt anderledes forholder det sig med landsmanden Ketil Björnstads nye plade, der ligeledes er en live-indspilning. Her har publikum gudskelov et bedre helbred. Björnstad har lavet et real life soundtrack til eftertænksomhedens rum, natten: La Notte. Han stiller med en stjerneopstilling med Anja Lechner på bratsch, Arild Andersen på bas, Eivind Aarset på guitar, Marilyn Mazur på percussion, Andy Sheppard på sax og komponisten selv på piano. Det er en levende hyldest til den italienske filminstruktør Michelangelo Antonioni. En instruktør som Björnstad har hentet megen inspiration hos. La Notte er et anbefalelsesværdigt smukt album der svæver ud i natten. Det gør man også som lytter.

player.ecmrecords.com/terje-rypdal---Melodic-warrior

player.ecmrecords.com/ketil-bjornstad---la-notte

Aaron Parks: Alive in Japan (Gratis download/Bandcamp)

Har du nogensinde prøvet at optage musik ved en jazzkoncert med din iPhone? (Til eget brug, selvfølgelig!) Jeg har f.eks. et nummer på 11 min. med pianisten Rasmus Ehlers fra Aarhus Jazzfestival, der er optaget for nogle år siden. Det har jeg hørt igen og igen. Lyden er ikke perfekt, men det er som om det ikke betyder noget, når først Ehlers spiller. Apropos Ehlers, så var han på JazzDanmarks Summer Session i starten af august. Her havde han den 29 årige amerikanske mesterpianist Aaron Parks som lærer. Aaron Parks udsendte lige før sommerferien et nyt album, Alive in Japan - der var optaget på en iPhone.

Musikken er fra slutningen af 2012 ved en af de sidste koncerter på en intens turné i Japan. Sammen med bassisten Thomas Morgan og trommeslageren RJ Miller havde Parks spillet en række koncerter i det jazzglade Japan. Et land der er særligt glad for klavertrioer. Det er fem år siden, at Parks sidste udsendte et album i eget navn. Det var det lidt skuffende album Invisible cinema. Året efter medvirkede han på Anders AC Christensens fantastiske trioplade Dear Someone. Til oktober kommer der et regulært album fra Parks. Han udsender soloalbummet Arborescence på ECM Records. Indtil da kan du fornøje dig med denne veloplagte liveindspilning, der ganske vist ikke er hifikvalitet. Til gengæld er musikken i så høj klasse, at jeg ret hurtigt overhørte den dårlige lyd. Musikken er ligefrem og ukunstlet. Det er triojazz der i høj grad er nutidig samtidig med at gælden til mestre som Jarrett og Powell anes fra tid til anden. Musikken kan hentes gratis, da Parks ikke ville tage penge for en indspilning med så dårlig lyd. På den anden side, ville han så gerne dele musikken med os. Tak for det!

Albummet kan hentes her: aaronparks.bandcamp.com

Kira Martini: Martini*s (Gateway)

Jeg kommer til, at tænke på Madeleine Peyroux, da jeg hører pladens første nummer. Det er ikke så underligt, al den stund at Peyroux endda havde nummeret som titelnummer på hitalbummet Careless love fra 2004. Herefter kommer sangerinden Kira Martini bredt omkring i jazzens historie. Det gør hun i selskab med nogle tilbagelænede og organisk spillende musikere. Mads Søndergaard på piano og hammond, Joel Illerhag på bas, Morten Ærø på trommer, Peter Marott på trompet, Fessor på trombone og Nulle på klarinet er hendes lystige musikere. 

Der er et par brasilianske numre. Et par af jazzens største "hits" (Hymn to freedom og Work Song) og nogle partynumre (Louis Jordan's Is you is or is you ain't og en New Orleans funky Who's Little Liza? med tekst af Kira Martini). At hun inkluderer Let's twist again vælger jeg at se gennem fingre med denne gang. Men det er også kun fordi resten af pladen er ganske hyggelig og meget mere sammenhængende end debutalbummet fra sidste år. Det skyldes i høj grad det veloplagte akkompagnement, der er med til at får det bedste frem i Kira Martini.

kiramartini.com

Bobo Moreno: Dreamsville (Stunt)

Det har efterhånden turneret en del sammen og spillet en lang række koncerter. Trioen med sangeren Bobo Moreno, pianisten Ole Kock Hansen og bassisten Bo Stief har fanget mange publikummer med deres personlige touch på vokaljazzen. Bobo Moreno, der ikke bare er en teknisk velfunderet sanger men også en fornøjelse på en scene, har sammen med de to veteraner allerede prøvet meget af materialet på deres nye plade af, overfor publikum. Jeg erindrer med glæde de gange jeg har hørt deres versioner af Estate og O'Jays nummeret Back Stabbers.

Deres første plade er tre år gammel og præsenterede fint det de havde turneret med i en årrække. Denne gang er de heldigvis gået skridtet videre og har inkluderet en trommeslager og det er ikke hvilken som helst køllesvinger de har medtaget. Amerikaneren Adam Nussbaum er en kær ven af den danske jazzscene. Senest medvirkede han på Ole Matthiessens Red Python. Det er godt tænkt af trioen, at supplere med en trommeslager. Der kommer populært sagt noget mere swing i musikken. At de har valgt Nussbaum, kan jeg godt forstå. Men det bliver svært at turnere ret ofte med amerikaneren, der er en efterspurgt mand. Det er det eneste aberdabei jeg har med denne plade er at, jeg vil høre dem live med trommeslager, næste gang de kommer på et spillested nær mig. Stief og Kock Hansen er velsmurte i deres erfarne spil - hør f.eks. Stiefs bassolo på titelnummret Dreamsville. Bobo Moreno er sjældent hørt bedre  syngende end på dette album.

sundance.dk 

Naoko Sakata Trio: Flower clouds (Atelier Sawano)

Den japanske pianist Naoko Sakata har været bosiddende i Sverige i flere år. Hun var med sin trio, Sveriges bidrag til finalen ved European Jazz Competition. Her var hun med i opløbet om at vinde konkurrencen. Hun blev dog slået på målstregen af den hollandske trio Kapok. Jeg var med i juryen ved konkurrencen. Her oplevede jeg en trio, der spillede veloplagt og udadvendt. Musikalsk er der en gæld til Esbjörn Svensson Trio. Mens Sakata's optræden på scenen gav mindelser om landsmanden Hiromi's ekspressive og energiske optræden. 

Pladen åbner med et nummer der kunne have været et outtake fra en E.S.T. plade. Det skyldes i høj grad trommeslageren Johan Birgenius der fremelsker et  Magnus Öström-lignende beat. De har et ungdommeligt og friskt tag på stilen uden, at der går ærefrygt i den. Det er med til at gøre pladen anbefalelesværdig. Naoko Sakata er i den grad værd, at holde øje (øre) med.

Debutpladen Flower Clouds udkom for et halvt år siden i Sverige. Trioen har ikke optrådt i Danmark endnu.

jazz-sawano.com

Samuel Hällkvist: Return to center (Boogie Post Recordings)

Samuel Hällkvist har med sit nyeste album for alvor gjort opmærksom på, at mødet mellem mand og maskine ikke behøver at være modsætningsfyldt. Hällkvist er guitarist med en svaghed for progressiv rock. Det er rockmusik med fokus på det instrumentale og improvisationer af avanceret og jazzet karakter. Det et år gamle album Variety of loud var en omskiftelig og spændende affære. Denne gang er der kommet mere samling på projektet. Samuel Hällkvist spiller guitar, midipiano og diverse andre strengeinstrumenter. Han suppleres af en gruppe undervejs med bl.a. Nils Berg på basklarinet, samt enkeltkunstnere som bl.a. Elena Setien på violin. 

Return to Center kan vel nærmest kaldes et postprogrock album. Rytmerne er nutidige og tydeligvis elektronisk frembragte. De andre instrumenter med specielt guitaren i fokus  har et mere klassisk rockudtryk. Nils Bergs basklarinet står skarpt og rent i Hällkvists vidunderlige sammensurium af lyde og instrumenter. Musikken kunne have været soundtracket til en film, der bl.a. bragte helten til Japan. Det er et stemningsmættet og spændende album, Hällkvist har begået denne gang.

samuelhallkvist.com

Fredrik Ljungkvist Yun Kan 10: Ten (Hoob Records)

Fredrik Ljungkvist har med Yun Kan 10 placeret sig særdeles tydeligt på skandinaviske jazzlandkort. Yun Kan har i forskellige versioner, fra kvintet over trio til tentet været Ljungkvists eget projekt gennem de seneste 10 år. Tentetten er den nyeste inkarnation. Her har han bla. sangerinden Sofia Jernberg fra Paavo med. Ljungkvists musik placerer sig i en slags forlængelse af Paavos seneste album, hvor Ljungkvist medvirker og har en fremtrædende rolle. Der er porcelænsfin og sart musik som på How to break a fever. Der er Abdullah Ibrahim meets svensk folkepark som på Hold on to your hat. Der er balstyrisk ramasjang som på Fighter. 

Saxofonisten Fredrik Ljungkvist er en ener på den nordiske jazzscene. Han har med det nye album skabt jazz, der udvider og afsøger nye territorier. Den utraditionelle besætning med violin, to trommer, tuba, trombone, hammond, piano, vokal og bas er base på en plade der bevæger sig mellem fri impro og komposition. Et befriende smukt album.

hoob.net

Carsten Dahl Experience: Reveréntia (Storyville)

Den sidste plade i Carsten Dahl Experience's albumtrilogi kaldes højstemt for Reveréntia - latin for ærbødighed. Når man kender Carsten Dahl ved man også, at ærbødighed er en del af hans virke. Han kender sit eget værd, samtidig med at han er ydmyg overfor de musikere han omgiver sig med og den musik han skaber. Experience er en gruppe med "The finest men in danish jazz". Det er ikke letflydende eller lettilgængeligt. Det er til gengæld jazz i international klasse. Den norske anmelder og redaktør af magasinet Jazznytt, Jan Granlie skriver meget rammende: "Mange vil kanskje hevde at Zeuthen har verdens styggeste lyd i altsaksofonen sin, og det kan kanskje også stemme, men i denne sammenhengen passer den aldeles perfekt." Zeuthens samarbejde med Dahls pianospil rammer på denne plade ny højder. Der er en brændende og insisterende inderlighed i Zeuthens tone. Den rammes smukt ind af Carsten Dahls luftige og intense pianospil. 

Pladen udkom allerede d. 11. juli i forbindelse med Copenhagen Jazzfestival. Det var kun 5 uger efter, at pladen var indspillet i Jan Erik Kongshaugs Rainbow Studio i Oslo. Hvis du ved hvem Kongshaug er, så ved du også, at lyden er formidabel. Der er rum og dynamik, så det er en sand fornøjelse. Stefan Pasborgs trommer og Nils Bosse Davidsens bas står flot i både musik og lyd. Det er deres sidste album som kvartet. Jeg siger hermed tak for tre album i absolut særklasse. Det er jazz for kendere. Hvis du ikke er kender, så start med Keith Jarrett-hyldesten For Keith. Reveréntia er meget anbefalelsesværdig!

carstendahl.dk

Bent Jædig: Live at Montmartre 1969 Bent Jædig was here (Stunt)

Bent Jædig lavede i 60'erne to plader der er nærmest uopdrivelige i dag. Der er i det hele taget ikke meget tilgængeligt på plade med en af de fineste bebop tenorsaxofonister, vi nogensinde har haft herhjemme. Little Beat Records har rettet lidt op på manglerne. Sidste år fik vi Goodbye Pork Pie Hat med Leif Johansson Kvintet, hvor Jædig var medlem og for fire år siden kom det anbefalelsesværdige opsamlingsalbum The Free Spirit med guldklumper fra Jædigs karriere. Nu melder Stunt Records sig også på banen. 

Det gør de med en koncertindspilning fra Montmartre, som lydmanden Freddy Hansson optog på spolebånd. Vi får 8 udvalgte numre optaget over to aftener. Kenny Drew sad ved pianoet, Niels-Henning Ørsted Pedersen passede bassen mens den mindre kendte amerikanske J.C. Moses sad bag trommerne. 3 Jædig kompositioner For sale, Bent's minor blues og Bent's got rhythm er i særklasse på pladen. Det er en fornøjelse, at der kommer et album fra den tid, der viser at Montmartre fra tid til anden også præsenterede det bedste vi havde herhjemme. Jædig spiller myndigt og lader ikke Sonny Rollins noget efter. Prøv f.eks. at høre den umanerligt veloplagte On Green Dolphin Street. Ib Skovgaard kalder i covernoterne Bent Jædig for "The ultimate professional modern Danish jazz musician!". You bet! Det er han!

sundance.dk

Dane TS Hawk & His Cop Jazz Festensemble: Hear we go (Barefoot Records)

Det er rettidig omhu, når man ved Copenhagen Jazzfestivals start udsender et album, der tager udgangspunkt i sidste år jazzfestival. Saxofonisten med mere TS Høeg står i spidsen for et guerillajazzorkester. De er dokumenteret forskellige steder i byen. På Niels Hemmingens Gade, Sønder Boulevard, Ophelia Beach og Carlsberg grunden spiller det blæserfyldte orkester - 11 blæsere (som Høeg kalder airophones) og to trommeslagere (som Høeg kalder membranophones) der undervejs suppleres med endnu flere blæsere. Med lige dele tradition, galskab, respekt, humor og stor musikalitet leder Dane TS Hawk et band, der opstod på baggrund af et forslag fra Copenhagen Jazzfestival om at han lavede et pop-up band, der uannonceret kunne optræde rundt omkring i byen. 

De spillede 15 koncerter undervejs, hvor de kom omkring tidlig jazz, funk, rumba, hymner og andet godt. TS Høeg er en original ener på den danske jazzscene, der formår at bruge musikalske enere som Morten Carlsen, Jakob Dinesen, Kasper Tranberg, Mads Hyhne, Johs Lund, Kristian Tangvik, Jeppe Skjold og mange andre, som et samlet team der drager på jazztogt og erobrer danernes hjerter.

barefoot-records.com

Summer Session 2013 - Højskoletraditioner

Becca Stevens, Kasper Bai, Oliver Laumann,
Torben Westergaard, Ditte Rønn,
Helle Henning og Alexander Kragelund

"It's important to acknowledge how incredibly fortunate we are to have these able bodies, and to have the resources to be here sharing music together. Also, have a basic gratitude for the circumstances of life that brought us together here. This nirvana does not have to end when the workshop is over. Bring this spirit and energy home to your community, your family, your friends. The world needs you! Spread the word that we can live like this all the time."

Det var Dave Douglas' besked til deltagerne på Summer Session 2013. De gyldne ord faldt efter den meget smukke Bach koroplevelse som han iscenesatte på årets festaften. Beskeden gik direkte ind og rørte ved selve sjælen i den ellers meget danske højskoleoplevelse, som Summer Session også er.

Da jeg dagen efter festen kigger ind hos Dave Douglas' hold kl. 12, afrunder holdet med et nummer. De er allerede gået i gang en time før, den vanlige starttid. Holdet har været igennem et meget ambitiøst program, der omfatter en komposition fra hver af de 8 holdmedlemmer, samt en fra Dave Douglas. Jeg hører den smukke fortolkning af Dave Douglas' Be Still, der er skrevet over en Sibelius komposition. Den svenske sangerinde Almaz Yebio fortolker nummeret på betagende vis. Da de spiller koncert for alle de andre deltagere om lørdagen, afslutter de med Be Still og jublen er stor. 

Man har arbejdet på vidt forskellige måder på holdene. På Tony Allen's hold er der ikke noder. I stedet har man lyttet til originalindspilningen sammen. Herefter har man kastet sig over Allen's musik, hvor han undervejs har givet sine dessiner til nummeret. På Joe Lovano og konen Judi Silvano's hold har man arbejdet med hans forskellige kompositioner. Ved rotationerne, hvor de har været en time ved hvert hold, har Lovano fulgt den samme skabelon. Et Dizzy Gillespie nummer og et Jazz Free nummer - sidstnævnte er ikke freejazz. Det er et medrivende call and reponse nummer, hvor den improviserede jazz får frit løb. Som en deltager siger, så er det som at få besøg af hr og fru jazz, når Lovano og Silvano træder ind i rummet. Den gode stemning breder sig med det samme.

Hos Becca Stevens har man arbejdet med hendes musik. Politikens anmelder Henrik Palle skrev i forbindelse med Stevens' koncert på Jazzhouse ved jazzfestivalen, at: "De enkelte numre er identificerbare og veldrejede unika, oftest revolverende omkring et guitarbaseret riff. Som eksempelvis ’The Riddle’ eller titelnummeret ’Weightless’...fra debutten." Lige præcis de to numre arbejder Stevens' hold også med i løbet af ugen. Holdet er med en utraditionel besætning med bl.a. Marc Bernstein på basklarinet og Alexander Kragelund på kromatisk mundharpe og violin. Becca Stevens er en musiker, der ikke helmer før målet er nået. Arrangementernes kompleksitet er med til at udfordre musikerne. 

Mads Hansen, Andreas Svendsen,
Johannes Vaht og Omer Avital

I kælderen i det lille hyggelige musiklokale, er det bassisten Omer Avital, der holder til. Han danser rundt i lokalet mens han giver musikerne direktiver. Solen skinner lystigt udenfor og begge døre er åbne ud mod Vallekildes smukke park. Pludselig er han danset ud af lokalet og står udenfor og ryger (og danser) - kort efter er han tilbage og giver nye direktiver. Hos guitaristen Kurt Rosenwinkel spiller man hans numre, suppleret med et enkelt nummer af sangerinden Nina Baun. Der er klassisk Rosenwinkel-musik med nummeret Brooklyn Waiting. Med nummeret A Shifting Design får han brugt fløjte-indstillingen på det store Yamaha effektbrædt, der lyser lystigt foran ham. I det sidste lokale finder jeg pianisten Aaron Parks. Her er gode jazzfolk som Rasmus Ehlers, Jesper Løvdahl og Morten Ankarfeldt sammen med andre på vej ind i Parks' musik. Han har et smukt melodisk udtryk, der træder tydeligt frem.

Det er fascinerende, at opleve hvordan udenlandske jazzmusikere træder direkte ind i den danske højskoletradition. Her deler de deres idéer, evner og musik med eleverne. Ting som de kan tage med hjem og arbejde videre med. Kurt Rosenwinkel er lærer på Vallekilde for tredje gang. I forbindelse med hans holds afsluttende koncert om lørdagen, siger han at Summer Session hører til blandt de bedste oplevelser. Han stråler af ægte glæde over, at være på Vallekilde - selv når amerikanerfaktoren trækkes fra.

Summer Session 2013 - Inspiration

Ole Matthiessen, Aske Dasbæk og Uffe Markussen

Jeg har hørt det formuleret på flere forskellige måder men meningen er den samme. At tage på Summer Session på Vallekilde er for, at blive inspireret og udvikle sig. Finde frem til hvad det er man vil som musiker. Inspiration til videre udvikling. Det er derfor, at en musiker som Uffe Markussen er at finde på Summer Session. Den 60 årige saxofonist og DR Big Band veteran var afsted første gang i 1969 - det allerførste år. Her var han sammen med en kammerat kørt fra Frederikshavn på knallert for at deltage i herlighederne. Markussen var senere stævneleder i 1986-87, hvor han hentede den legendariske saxofonist Joe Henderson til stævnet - det er noget der stadig tales om i jazzmiljøet. Markussen var på Kurt Rosenwinkels hold sammen med unge folk som trommeslageren Andreas Fryland og bassisten Morten Haxholm. Det var et hold, hvor Rosenwinkel avancerede og spændende kompositioner fik vinger på ny. Et hold hvor musikerne tydeligvis blev inspireret. Jeg hørte Markussen føre an i en nattejam sammen med pianisten Ole Matthiessen, der har været med på alle jazzstævner siden starten. Her var ingen musikalsk træthed at spore, da de spillede med de langt yngre musikere  Aske Drasbæk (sax), Hans Olding (guitar) og Andreas Svendsen (trommer).

Når aftenens jams går i gang er Vallekilde en sand guldgrube for hard core jazz-jazz musikere, der har jazzens standards hængende løst ud af hornet. 

Der sker også andet. Jeg stødte ved 1-tiden på en eksperimenterende elektrojam med guitaristerne Thomas Maintz og Søren Raaschou. Maintz havde fyldt gulvet foran sig med effektpedaler. Raaschou havde ladet guitaren være guitar og i stedet fyldt et lille bord med iPad og hjemmelavede elektroinstrumenter - bl.a. en cigarkasse med en elektrofeedbackhøjttaler. Andre musikere sad ind og var med til at skabe stemningsfyldte soundscapes.

Tony Allen og Joe Lovano

Dagene på Vallekilde er en række af gode oplevelser. Som f.eks. fredag aften hvor Joe Lovano og Tony Allen spillede duo-koncert. Mødet mellem afrobeat-stilskaberen og Lovano var en særegen og spændende oplevelse. Lovano bevarer sig selv i jazz-afrobeatmødet og er samtidig opfangende. Det var en stor oplevelse, at høre to musikalske personligheder mødes på denne måde. Det var ikke ubetinget godt. De prøvede tydeligvis nogle former og tanker af for åbent tæppe. De viste musikalsk modighed ved, at stille sig op foran en masse musikerkolleger og prøve det uafprøvede. Det bør være en inspiration for deltagerne. Allen og Lovano overskred musikalske og personlige grænser. Det er en del af jazzens væsen. At afsøge sig selv og hinanden, samtidig med at der kommer noget levende og følelsesmæssigt bevægende ud af det. Det handler ikke kun om virtuositet. Det handler om at satse sig selv. Helt "out" var det nu ikke. Mens jeg har skrevet disse linjer, har jeg haft Joe Lovano's nyeste og anbefalelsesværdige album Cross Cultures i ørerne. Her hedder et af de sidste numre Drum chant og peger i retning af det som Allen og Lovano lavede.

Party Time! - Summer Session 2013 dag 2

Dave Douglas dirigerer det store kor

Jeg var til fest i går aftes. Det blev en fest af episke dimensioner. Det hele startede med interaktiv jazzfodbold, hvor Charlie Parker's Donna Lee og Moose The Mooche var en del af den meget avancerede fodboldkamp. Reglerne kan sandsynligvis rekvireres ved stævnets ledere, hvis det skulle have interesse. 

Herefter var de forskellige instruktører værter ved nogle små arrangementer. Dave Douglas brugte samtlige deltagere til at lave et kor, der sang Bach's Es ist genug, so nimm, Herr og Ach Gott, wie manches herzeleid. Det var magisk og meget rørende at høre. Herefter bød aftenen på intimkoncert i mørke med Aaron Parks, der spillede melodisk soloklaver til en række billeder der blev vist på en skærm. I højskolens kirkerum spillede Becca Stevens også en solokoncert, hvor hun fik alle til, at synge med. Det er noget ganske specielt, når alle der synger med er musikere. Joe Lovano's happening var af en anden karakter. Alle fik en sammenrullet avis. Jeg troede at vi skulle lave noget spændende rytmehalløj. Men nixen bixen. Vi skulle slå fluer ihjel. De fluer der havde generet Lovano i løbet af dagen skulle møde deres endeligt. Men de var væk! I stedet måtte en sølle natsværmer lide en rituel død. Hos Kurt Rosenwinkel var vi inviteret til pre-listening party. Han spillede numre fra sit kommende brasiliansk-inspirerede album der kommer til, at hedde Caipirinha. Her blev vi meget passende budt på drinken Caipirinha - der er Brasiliens nationaldrink.

Afrobeatparty

Det lå i luften, at der skulle være afrobeatparty. I den ene ende af lokalet var der bar og i den anden var der opstillet percussion i stor stil. Nonstop flød rytmerne nu i de næste mange timer. Afrobeatmesteren Tony Alllen satte beatet mens forskellige musikere dukkede op undervejs. Kurt Rosenwinkel spillede den tungeste funkbas. Malene Mortensen rappede. Den unge trommeslager Mathias Wolf "sang" MC Einar's Arh der! Blæserne fyldte godt op. De to percussionister Lars Storck og Rikke Bjerre - der begge er på Tony Allens hold, satte en fed musikalsk dagsorden under festen. Der blev danset i stor stil!

JazzDanmarks video fra festen

Summer Session 2013 - The Party from JazzDanmark on Vimeo.

Du kan gå en tur i skoven - Summer Session 2013 dag 1

Joe Lovano

Du kan gå en tur i skoven for, at træne. Du kan også gå en tur i skoven for, at se, høre og føle det der er omkring dig. Det var det billede, den amerikanske saxofonist Joe Lovano brugte under onsdagens masterclass for saxofonister på Vallekilde højskole. Han blev spurgt om, hvorfor han ikke blæste de andre musikere omkuld, når han var rundt på de forskellige hold for at undervise. Det ville Lovano gøre, hvis det var en idrætsgren. Men det er det ikke, som han sagde. 

Jeg er for tredje år i træk på Summer Session på Vallekilde Højskole. Det er JazzDanmark der er arrangør af ugen, der bedst kan betegnes som videre- eller efteruddannelse for professionelle jazzmusikere. Det er her, at Joe Lovano sammen med konen og sangerinden Judi Silvano er for andet år i streg som undervisere. Det er de sammen med andre af jazzens største navne. To af dem, skiller sig ud. Den ene er den stilskabende nigerianske trommeslager Tony Allen, der var med i Fela Kuti's band i 70'erne. Her var Allen med til, at skabe og udvikle afrobeaten. Han har selvfølgelig elementer af jazz i sin musik - men det er afrobeat, han er kongen af. Den amerikanske singer/songwriter Becca Stevens er heller ikke jazzmusiker. Hun synger og spiller guitar. Hendes musik og arrangementer er komplicerede at spille - men let at lytte til.

Da jeg ankom onsdag, sidst på eftermiddagen var der udsigt til masterclasses. Trommeslagerne ved Tony Allen, sangerne ved Becca Stevens etc. Jeg valgte altså Joe Lovano. Der talte om "the legacy", om at finde sin lyd og tone. Selv når Lovano taler, er luften tyk af jazz. Han vendte flere gange tilbage til begrebet "sonic, harmonic & melodic" i løbet af lektionen. Han talte om vigtigheden at være bevidst om de begreber, når man spiller på saxofonen. Som jazznørd og ikke-saxofonist, var det interessant at sidde sammen med garvede fok som Uffe Marcussen, Emil Hess, Pelle Fridell, Marc Bernstein og Michael Blicher og se dem suge viden til sig. Der blev også talt om mundstykkestykkelser, blade og andet saxofonfrækt. 

Inden aftenen blev til nat, åbnede Ole Matthiessens biograf. Her viste han dokumentarfilmen, der blev lavet på sidste års summersessions. Højdepunktet i filmen kom da The Fringe og Joe Lovano spillede den efterhånden legendariske neandertalerkoncert ved lejrbålet. Bagefter viste Ole nogle klip med Bud Powell. Jeg sad lige bag lærerne Kurt Rosenwinkel og Aaron Parks, der  begge flippede fuldstændigt ud over Powell's vilde klaverspil.

Kurt Rosenwinkel og Per Møllehøj

Inden natten blev til dag, var det tid til nattejam. Her hyggede jazzmusikerne sig med jazzstandards (er man "rigtig" jazzmusiker, kan man den slags på rygraden). Jeg hørte bl.a. bassisten AC og trommeslageren Mikkel Hess - der sammen med pianisten Nikolaj Hess og JazzDanmarks utrættelige projektleder Lars Meiling er cheferne på årets Summer Session. AC og Mikkel spillede sammen med pianisten Aaron Parks en vidunderlig version af There is no greater love. Guitaristen Kurt Rosenwinkel spillede også friskt til ved en nattejam sammen med læreren og bassisten Omer Avital. Da klokken var 02.00 havde jeg været på farten i 20 timer og besluttede mig for, at sengen var et godt sted at opholde sig.

Der var jo også en dag i morgen - med musik, musik og musik.

Summer Session 2013 - Jeg er klar!

Jazzbloggeren og Joe Lovano

Joe Lovano på sax, Aaron Parks på piano, Kurt Rosenwinkel på guitar, Dave Douglas på trompet, Omer Avital på bas og Tony Allen på trommer med Becca Stevens som gæstevokalist kunne godt være et line up på et allstar album. Det er det ikke. 

Det er det allstar line up som huserer på Vallekilde højskole i det vestsjællandske i denne uge. Her er de instruktører på hvert deres hold eller combo som det kaldes. Det er hold der også sagtens kunne være et line up til en jazzkoncert i Danmark. Her er både veteraner, unge løver og andet godt fra den danske jazzscene. Jeg har de sidste to år rapporteret fra højskolen her på bloggen. Det vil atter ske fra i morgen, hvor jeg tjekker ind på det, der i denne uge kan kaldes jordens fedeste jazzspot. Følg med her på bloggen. Der kommer friske opslag hver dag indtil på lørdag.

Fermaten fylder 25 år - min historie

"Herning er som sådan ikke noget ondt sted, men ånden derfra er ånden af merkantil griskhed, kortsigtede gevinster og åndløs formueskabelse." hedder det i en kronik skrevet af Dennis Nørremark  Berlingske Tidende kun 3 dage før det sejlivede spillested Fermaten fylder 25 år.

Et spillested hvis historie startede allerede i 1980 som Nicodemus. Kronikøren skriver oven i købet at han har boet i Herning. Det var næppe Fermaten han besøgte i den tid. Her har det aldrig handlet om økonomiske gevinster. Her har man åbnet dørene for alverdens musikgenrer og dermed også et mangfoldigt publikum. Fermaten er ikke kun Herning-borgernes spillested. Det er i høj grad også midt og vestjyllands spillested. Et spillested der har overlevet mens spillesteder i nabobyer Silkeborg, Viborg, Holstebro og Vejle er åbnet og lukket. Fermaten er et sted, hvor musikken har fået lov til, at leve på egne præmisser. Et sted hvor succes ikke nødvendigvis hænger sammen med fuldt hus. Det er altså i den samme by, hvor Danmarks største indendørs arena Boxen har til huse, at der også er plads til et spillested, hvor der kun dukker 20 betalende publikummer op til de smalle koncerter. Koncerter som Fermaten er forpligtet til, at lave. Ikke kun fordi de støttes med millioner fra stat og kommune. Men i lige så høj grad fordi musik skal have plads til, at blive opdyrket. Det er det Fermaten kan og har gjort i 25 år. Fermaten er et mirakel. Det er opstået i en venstrekommune. Beliggende i en by uden humanistiske uddannelser og uden større musikhistorie. 

Jeg har prøvet at grave lidt i min hjerne og bringer her nogle af mine highlights fra 25 fantastiske år. De første år var jeg en ung mand og festede løs. Derfor er der alkoholfilter på hukommelsen fra den tid. Jeg har hentet hjælp i en gammel notesbog, hvor jeg fra midten af firserne begyndte at skrive de koncerter ned, som jeg havde været til.

Jeg har været frivillig barpersonale og bestyrelsesmedlem på Fermaten i de første år og siden 2002 formand for Fermatens jazzklub Moor Jazz. 

August 1988

The Franks

De startede ud med, at hedde Yesterdays. Jeg så dem første gang en torsdag aften i 1985 på Fermatens forløber Nicodemus i Søndergade, hvor der var fri entré den aften. Jeg var der sammen med Jens fra min gymnasieklasse - som jeg siden hen delte mange musikoplevelser med. Her fik vi en oplevelse, der satte dybe spor hos os begge. Vi var dengang begge vilde med Henning Stærk, der med rette blev kaldt den hvide neger fra Holstebro. Det var inden han blev cowboymusiker. Stærk spillede soul med blæs og orgel. Her var også et band der spillede soul. Forsangeren og keyboardspilleren Frank Lauridsen lagde os ned. Da han sang Wilson Picketts 6345-789 blev vi soulfans for livet. Vi så dem selvfølgelig igen, da de besøgte Nicodemus i 1986. Det var sidste gang under navnet Yesterdays. Næste gang vi så dem hed de The Franks. Det var i den udgave vi så dem, da de åbnede spillestedet Fermaten. Det blev et brag af en koncert, hvor soulen og øllene drev i stride strømme. De spillede også på Fermaten, da man fejrede 10 års jubilæum i 1998. 

Lars Møller Quartet feat. Jimmy Cobb

Senere i august spillede den unge saxofonist Lars Møller, der havde været i USA for at studere. Her havde han lært trommeslageren Jimmy Cobb at kende. Cobb havde været med på Miles Davis-klassikeren Kind of Blue i 1959, der af mange anses for, at være det bedste jazzalbum nogensinde. Møller stillede op med en superkvartet der bestod af unge Chris Minh Doky og Thomas Clausen. Det var en af de første jazzkoncerter på Fermaten. Her startede en tradition for amerikanske gæstetrommeslagere. Siden har stjernetrommeslagere som Billy Hart, Paul Wertico, Joey Baron, Antonio Sanchez og Dave Weckl gæstet stedet sammen med danske klassemusikere. Jeg husker tydeligt hvordan unge Møller stod på højre side af scenen og så noget betuttet ud - bare ikke når sax'en var i munden.

September 1988

Frans Bak & Det Blå Skrig

Jeg har talt med Fermatens nuværende leder Alex Nielsen om flere muligheder for at fejre jazzen på Fermaten i forbindelse med 25 års jubilæet. Det kan næsten ikke gøres bedre end med koncerten med Santa Cruz d. 19. september. To af medlemmerne Frans Bak og Alex Riel var også på Fermatens scene 25 år før med Frans Bak & Det Blå Skrig. Akustisk swingende og melodiøst lækkert boblede Fermaten denne sensommeraften for 25 år siden, hvor den unge saxhelt Fredrik Lundin og den garvede bassist Hugo Rasmussen var med til at løfte den akustiske jazz. 

Johnny Madsen og Mikkel Nordsø Workshop

Dagen efter Frans Bak, var der dobbelt koncert. Superguitaristen Mikkel Nordsø havde afholdt workshop med nogle lokale musikere i dagene op til koncerten. Jeg havde taget mit kamera med, da min gode ven Jens skulle spille guitar i et band der bl.a. også talte Jørgen Schlosser på guitar og Ole Vels på bas. De var opvarmning til en koncert med Johnny Madsen (billedet), der var blevet hip efter, at han havde lavet pladen Chinatown Yellowmoon og den sorte fugl. Han havde i øvrigt lige været i studiet og indspillet albummet Udenfor Sæsonen inden han spillede på Fermaten for første - men ikke sidste gang. 

Sandmen-Totalpetroleum-Niels Hausgaard

September 1988 var en stor muskmåned på Fermaten. Sandmen var et tidens bedste rockbands og var i Fermatens tidlige år et sikkert personalehit. Totalpetroleum med Monrad og Rislund og senere Niels Hausgaard sørgede for grinene denne måned. 

April 1989

Mr. Thing & The Professional Human Beings 

Funkbandet fra New York med sangeren og guitaristen Michael J. "The Dinosaur" Campbell og Mr. Thing med übercool saxofonistskæg. De lagde Fermaten ned med udadvendt og medrivende funk af den svedigste slags. Højdepunktet indtræffer da de tømmer spillestedet for samtlige(!) publikummer og tager dem med ud på parkeringspladsen og fester. Mr. Thing giver den gas på sax og resten af bandmedlemmerne synger og spiller på diverse percussioninstrumenter. Allerede i september er de tilbage på Fermatens scene. Denne gang med endnu flere publikummer og parkeringspladskunststykket gentages til stor jubel for alle. Mr. Thing besøger også Fermaten i '91, '94 og '95. Det bliver dog aldrig helt det samme som de to første gange.

December 1992 og 1993

Little Willie & The Wild Ones

De spillede allerede på Fermaten i november 1991 men det er uden tvivl lillejuleaftenskoncerterne de fleste husker. Ud over, at der var godt pakket på Fermaten med gamle herningensere, der var i byen på julebesøg, så var luften tyk af fest, når 70'er glamrockkopibandet Little Willie & The Wild Ones indtog scenen. Frank Megabody stod i spidsen for bandet, der spillede Slade, Sweet og T.Rex og andet vulgært fra 70'erne. Han havde også besøgt Fermaten sammen med keyboard-spilleren Bonfils, hvor de under navnet Megabody & Bonfils lavede et Monrad & Rislund-lignende show, bare mere bizart og langt ude. Højdepunktet indtræf når Megabody smed alt tøjet og sang Anne Linnets Forårsdag i en amatørpunket udgave. Måske var det egentlig først da Little Willie spillede på Fermaten i marts 94, at Frank Megabody også smed tøjet ved en Little Willie koncert. Bandet havde været til gourmetmiddag på Admiralen inden koncerten, hvor Frank kun indtog de våde varer. Da bandet ankommer til Fermaten er han så fuld, at han overfalder bardisken, som han begynder at gennempule. Han er helt umulig at styre. Senere da bandet indtager scenen overlever showet kun i kraft af et stærkt spillende band. Frank snøvler sig gennem numrene. Han afslutter koncerten liggende splitterravende nøgen midt på scenen, hvor han forsøger at synge Rod Stewart's Da ya think I'm sexy. 

Oktober 1993

Dizzy Mizz Lizzy

P3 havde voldspillet deres demo-CD. Endda så meget, at det var nok til, at over 200 publikummer gik amok til Dizzy Mizz Lizzy og deres megahit Waterline. Jeg havde egentlig barvagt den aften - men den blev konverteret til scenevagt. Grunge var hot! - og det var stagediving også. Så for en enkelt aften var jeg på scenen sammen med Dizzy Mizz Lizzy. Jeg skubbede venligst men bestemt ungersvende ned, når de forsøgte at indtage scenen. Fermatens hårdtprøvede trægulv gyngede så meget den aften, at jeg var overbevist om at publikum ville brage igennem.

Februar 1994

Sort Sol

I 1985 spillede Sort Sol eller Sods som de også blev kaldt på daværende tidspunkt på Nicodemus. Jeg oplevede desværre ikke koncerten. Men den blev en legendarisk koncert på flere punkter. Den vigtigste grund var, at københavnerpunkerne havde drukket igennem og meget "punkagtigt" var de skredet fra barregningen. Det var drønuheldigt for de var mit yndlingsband på det tidspunkt. Nicodemus' og senere Fermatens legendariske booker PB ville under ingen omstændigheder hyre bandet, der havde pisset på det lille frivillige spillesteds spinkle økonomi. Punk eller ej...det var PB ligeglad med. Jeg måtte tage til Silkeborg og Århus for at høre dem. Det var først i 1994, at de spillede på Fermaten. De var blandt de sidste bands, som PB havde hyret inden han holdte. De var slået igennem med hittet Let your fingers do the walking. Alligevel kom der ikke mere end et par hundrede til en ellers mindeværdig koncert. Bookingbureauet Rock On var sikre på, at Herning var Sort Sol-fans. Så næste gang, de skulle spille i Herning skulle det foregå i Kongrescentret. Koncerten blev officielt aflyst af logistiske årsager. Den rigtige grund var, at der var solgt under 100 billetter til koncerten.

Oktober 1994

CV Jørgensen

Inden koncerten blev CV interviewet af Ekstra Bladets Anders Lund Madsen i Fermatens backstage rum oppe under loftet. Det var fedt at se billeder fra "mit" Fermaten på midtersiderne i Ekstra Bladet, nogle dage senere. CV Jørgensen var utroligt veloplagt. Han leverede en greatest hits koncert, jeg aldrig har glemt.

Få dage efter havde jeg en barvagt på Fermaten. Der var lige så mange mennesker som til CV Jørgensen. Omsætningen i baren var til gengæld kun på en tiendedel. Det var Iversen Band, med rødder i det indre missionske miljø der stod på scenen. Stemningen var høj på sodavand og myrraskær. Det hele blev afsluttet med et fadervor. Amen.

Januar 1996

Peter & De andre Kopier

Min kæreste var på rejse i Sydafrika. Jeg var lige holdt med at ryge og gik på sygeplejeskolen. Sammen med en flok andre Fermaten-frivillige havde jeg sagt ja til, at shine Fermatens indre op. Stedet trængte i den grad til en overhaling. Baren var nedslidt. Væggene skulle males. Jeg pjækkede fra skolen og hang i stedet ud på Fermaten, hvor jeg selvfølgelig begynder at ryge igen mens malerrullen blev aktiveret. 

Det var her, at idéen til Fermatens Wall of fame opstod. Jeg har en søster der kaldes milimeter-Mette på grund af hendes præcisionstegninger. Hun sagde selvfølgelig ja til at male alle navnene på tidligere optrædende på væggen i entréen. Det holdte i nogle år, hvor entréen så skulle males igen. Så malede hun navnene en gang til inden entréen blev revet ned i forbindelse med ombygningen i 2007-08. Så malede hun lige navnene en gang til. På det nye Fermaten tog hun dog ikke fantasibandet The Fuck Fuckers med på væggen.

Det hele fejres med en genåbning af Fermaten, hvor Gasolin' kopibandet Peter & De Andre Kopier stod på scenen - det var før de spillede til halballer og byfester. 

Muligvis foråret 1998

E.T.A. 

Kan du huske Casual Sub? Big Beat nummeret der var blevet et hit i England, hvor den blev spillet med forkert hastighed af DJ's som Norman Cook og Gilles Peterson. E.T.A. nåede at komme på en enkelt Danmarks-turné, hvor de ramte Fermaten med en rodet optræden. Duoen blev på scenen suppleret af musikere som jazzsaxofonisten Niels "Flipper" Stuart, der spillede det ikoniske fløjtestykke fra deres deres hit Casual Sub. Som special guest havde de medbragt Sort Sol-guitaristen Lars Top-Galia, der indtog scenen i et stramt sort-hvidt læderoutfit. Det lød mildest talt ringe. Senere på natten lavede bandet et stunt der ramte Herning Folkeblads forside om mandagen. En ambulance var blevet stjålet ved sygehusets skadestue og dukkede op ved Hotel Corona, hvor E.T.A. skulle overnatte. Der var ingen sammenkobling i Folkebladet mellem E.T.A. og ambulancen. Men de vidste jo heller ikke, at der var en fra bandet der røg på skadestuen efter koncerten....

April 2003

GinmanBlachmanDahl 

Fermatens jazzklub Moor Jazz startede i september 2002 med en koncert med Marilyn Mazur. Herefter var der koncerter med Fredrik Lundin Overdrive og flere andre. Da trioen GinmanBlachmanDahl ramte Fermaten i 2003 eksploderede stedet i jazzstjerner og røg. Simon, der var stedets leder på det tidspunkt og ophavsmand til jazzklubben, gik meget op i at kunstnerne skulle have det godt inden de gik på scenen. Blandt meget andet er Simon ikke uden skyld i, at Fermaten har et af Danmarks bedste backstagerum i dag. Han servicerede jazztrioen med gode cigarer, der blev røget på scenen, hvor stemningen var sydende.

Marts 2008

Blood Sweat Drum n Bass Big Band med Palle Mikkelborg

Fermaten lukkede i 2005 for at presse på og komme i gang med udvidelsen. Det gik meget langsommere end de fleste havde frygtet. Jeg havde bl.a. lavet en halv aftale om at David Sanborn skulle komme og spille ved åbningen i nov. 2005. Det blev hurtigt aflyst og glemt. Tiden gik og i mellemtiden holdte Fermatens lille jazzklub Moor Jazz liv i kludene med koncerter rundt omkring i Herning. Ibrahim Electric og Hess is More spillede to fede koncerter i studentercaféen i Birk. Kasper Villaume og Carsten Dahl spillede nogle forrygende koncerter oppe under loftet i den gamle skole i Bethaniagade. Her stod der nemlig et Steinway-flygel som Ensemble Midtvest brugte til at øve på. Maiken Ingvordsen og Alex Riel Trio spillede på Musikskolen og Jazzkamikaze og Sinne Eeg spillede på Scene 2 på Nørregades skole. 

Endelig skete der noget! I marts 2008 stod det et superlækkert ombygget Fermaten færdigt.

Jeg ville så gerne have at Palle Mikkelborg skulle komme og spille Moor Jazz's åbningskoncert. Han er en af mine all time favourites. Han spillede sammen med Kenneth Knudsen og Niels Henning Ørsted Pedersen ved Fermatens officielle åbning i december 1988, hvor den imposante venstreborgmester N.O. Hansen for første og eneste gang satte sine pusselanker på Fermaten.  Et halvt års tid før Fermaten skulle åbne i 2008 ringede en booker til mig og spurgte om Blood Sweat Drum n' Bass Big Band ikke skulle på Fermaten. Jo, hvis de kommer sammen med Palle Mikkelborg, sagde jeg. Mikkelborg og Blood Sweat havde ikke spillet sammen før. Det lykkedes mig, at smede dem sammen. Siden har de spillet adskillige koncerter sammen. Koncerten på Fermaten vil altid være en af de største musikalske oplevelser jeg nogensinde har haft. Ikke kun fordi det var min idé. Men fordi det er musik der afsøger grænser og udvider min musikalske bevidsthed.

Februar 2011

Maria Faust Group og The Bad Plus

Organisationen Swinging Europe flyttede i 2011 fra Brande til Herning. Det skulle markeres med en koncert. Hvad var mere oplagt end, at hyre Maria Faust Group? Faust havde været med i European Jazz Orchestra i 2007 og flere andre medlemmer af Maria Faust Group havde også været med i forskellige udgaver af European Jazz Orchestra. I min iver og glæde over, at Faust skulle komme og spille, havde jeg ikke medregnet avantgardejazzfaktoren. Swinging Europes organisation havde inviteret fra nær og fjern. Der kom 132 publikummer og de blev blæst bagover af den tykkeste omgang avantgarde - der næppe vil blive spillet for så mange mennesker en anden gang i Herning. Jeg er dog ret sikker på, at de alle husker aftenen.

En uge senere spillede trioen The Bad Plus på Fermaten. Jeg har rådyrket den amerikanske trio, siden jeg hørte albummet Give i 2004. Derfor var det en ekstra stor fornøjelse, at kunne præsentere trioen på mit yndlingsspillested. 

Herning er en by som mange ynder, at sige grimme ting om. Det er så let. Der er ingen natur og bla bla bla. Men falder snakken på levende musik, så er der ikke noget spillested i hele Danmark, der kan præsentere en lignende historie. Jeg glæder mig allerede til et efterår med Maceo Parker, Santa Cruz, Specktors, Ulige Numre, Caroline Henderson og Mikkel Nordsø Band.

Fermaten er et levende mirakel!