torsdag, august 22, 2013

Aaron Parks: Alive in Japan (Gratis download/Bandcamp)


Har du nogensinde prøvet at optage musik ved en jazzkoncert med din iPhone? (Til eget brug, selvfølgelig!) Jeg har f.eks. et nummer på 11 min. med pianisten Rasmus Ehlers fra Aarhus Jazzfestival, der er optaget for nogle år siden. Det har jeg hørt igen og igen. Lyden er ikke perfekt, men det er som om det ikke betyder noget, når først Ehlers spiller. Apropos Ehlers, så var han på JazzDanmarks Summer Session i starten af august. Her havde han den 29 årige amerikanske mesterpianist Aaron Parks som lærer. Aaron Parks udsendte lige før sommerferien et nyt album, Alive in Japan - der var optaget på en iPhone.

Musikken er fra slutningen af 2012 ved en af de sidste koncerter på en intens turné i Japan. Sammen med bassisten Thomas Morgan og trommeslageren RJ Miller havde Parks spillet en række koncerter i det jazzglade Japan. Et land der er særligt glad for klavertrioer. Det er fem år siden, at Parks sidste udsendte et album i eget navn. Det var det lidt skuffende album Invisible cinema. Året efter medvirkede han på Anders AC Christensens fantastiske trioplade Dear Someone. Til oktober kommer der et regulært album fra Parks. Han udsender soloalbummet Arborescence på ECM Records. Indtil da kan du fornøje dig med denne veloplagte liveindspilning, der ganske vist ikke er hifikvalitet. Til gengæld er musikken i så høj klasse, at jeg ret hurtigt overhørte den dårlige lyd. Musikken er ligefrem og ukunstlet. Det er triojazz der i høj grad er nutidig samtidig med at gælden til mestre som Jarrett og Powell anes fra tid til anden. Musikken kan hentes gratis, da Parks ikke ville tage penge for en indspilning med så dårlig lyd. På den anden side, ville han så gerne dele musikken med os. Tak for det!
Albummet kan hentes her: aaronparks.bandcamp.com

Ingen kommentarer: