 |
| Ole Matthiessen, Aske Dasbæk og Uffe Markussen |
Jeg har hørt det formuleret på flere forskellige måder men meningen er den samme. At tage på Summer Session på Vallekilde er for, at blive inspireret og udvikle sig. Finde frem til hvad det er man vil som musiker. Inspiration til videre udvikling. Det er derfor, at en musiker som Uffe Markussen er at finde på Summer Session. Den 60 årige saxofonist og DR Big Band veteran var afsted første gang i 1969 - det allerførste år. Her var han sammen med en kammerat kørt fra Frederikshavn på knallert for at deltage i herlighederne. Markussen var senere stævneleder i 1986-87, hvor han hentede den legendariske saxofonist Joe Henderson til stævnet - det er noget der stadig tales om i jazzmiljøet. Markussen var på Kurt Rosenwinkels hold sammen med unge folk som trommeslageren Andreas Fryland og bassisten Morten Haxholm. Det var et hold, hvor Rosenwinkel avancerede og spændende kompositioner fik vinger på ny. Et hold hvor musikerne tydeligvis blev inspireret. Jeg hørte Markussen føre an i en nattejam sammen med pianisten Ole Matthiessen, der har været med på alle jazzstævner siden starten. Her var ingen musikalsk træthed at spore, da de spillede med de langt yngre musikere Aske Drasbæk (sax), Hans Olding (guitar) og Andreas Svendsen (trommer).
Når aftenens jams går i gang er Vallekilde en sand guldgrube for hard core jazz-jazz musikere, der har jazzens standards hængende løst ud af hornet.
Der sker også andet. Jeg stødte ved 1-tiden på en eksperimenterende elektrojam med guitaristerne Thomas Maintz og Søren Raaschou. Maintz havde fyldt gulvet foran sig med effektpedaler. Raaschou havde ladet guitaren være guitar og i stedet fyldt et lille bord med iPad og hjemmelavede elektroinstrumenter - bl.a. en cigarkasse med en elektrofeedbackhøjttaler. Andre musikere sad ind og var med til at skabe stemningsfyldte soundscapes.
 |
| Tony Allen og Joe Lovano |
Dagene på Vallekilde er en række af gode oplevelser. Som f.eks. fredag aften hvor Joe Lovano og Tony Allen spillede duo-koncert. Mødet mellem afrobeat-stilskaberen og Lovano var en særegen og spændende oplevelse. Lovano bevarer sig selv i jazz-afrobeatmødet og er samtidig opfangende. Det var en stor oplevelse, at høre to musikalske personligheder mødes på denne måde. Det var ikke ubetinget godt. De prøvede tydeligvis nogle former og tanker af for åbent tæppe. De viste musikalsk modighed ved, at stille sig op foran en masse musikerkolleger og prøve det uafprøvede. Det bør være en inspiration for deltagerne. Allen og Lovano overskred musikalske og personlige grænser. Det er en del af jazzens væsen. At afsøge sig selv og hinanden, samtidig med at der kommer noget levende og følelsesmæssigt bevægende ud af det. Det handler ikke kun om virtuositet. Det handler om at satse sig selv. Helt "out" var det nu ikke. Mens jeg har skrevet disse linjer, har jeg haft Joe Lovano's nyeste og anbefalelsesværdige album Cross Cultures i ørerne. Her hedder et af de sidste numre Drum chant og peger i retning af det som Allen og Lovano lavede.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar