Der går ikke mange sekunder før der hostes grundigt igennem. 41 sekunder henne i første nummer kommer klassehostet, hvorefter strygerne tager til i lydvolumen, så der kun anes nogle host i baggrunden. Det er ikke et af den norske guitarist Terje Rypdals mindeværdige albums som jeg har fået fingrene i her. Og det er ikke kun på grund af hostene! Det er blevet til en kluntet og forskruet bastard, der forsøger at blande mandskor (The Hilliard Ensemble), symfoniorkester (Bruckner Orchester Linz) og Rypdals laaaange guitartoner i et sammenhængende miskmask. Anden del af pladen er uden Hilliard Ensemble og "kun" med Wroclaw Philharmonic Orchestra - den fungerer noget bedre. Jeg kan ikke erindre at have hørt så mange host på en live-indspilning. Det er desværre det eneste mindeværdige på pladen.
Helt anderledes forholder det sig med landsmanden Ketil Björnstads nye plade, der ligeledes er en live-indspilning. Her har publikum gudskelov et bedre helbred. Björnstad har lavet et real life soundtrack til eftertænksomhedens rum, natten: La Notte. Han stiller med en stjerneopstilling med Anja Lechner på bratsch, Arild Andersen på bas, Eivind Aarset på guitar, Marilyn Mazur på percussion, Andy Sheppard på sax og komponisten selv på piano. Det er en levende hyldest til den italienske filminstruktør Michelangelo Antonioni. En instruktør som Björnstad har hentet megen inspiration hos. La Notte er et anbefalelsesværdigt smukt album der svæver ud i natten. Det gør man også som lytter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar