Der har ofte hersket en forestilling om, at italiensk jazz var hentet i cirkus. Det har jeg inu kke tænkt over, når Bollani, Rava eller Pieranunzi har spillet i min stue. Men med Claudio Scolari vader de hvide heste direkte ind i min stue. Klovnen spiller melodica og der flyver duer rundt i stuen. Scolari er konservatorieuddannet percussionist, der også har en karriere indenfor klassisk musik. På albummet Synthesis er det dog helt og holdent jazz af den mere uortodokse slags. Scolari er sammen med Daniele Cavalca på melodica, percussion, synth, piano, vibrafon og bas og Claudio's søn Simone Scolari på trompet. Selv spiller Claudio Scolari både på trommer, percussion, fløjte, piano og synth.
Musikken er opstået i et samarbejde mellem de to trommeslagere, der ikke har ladet sig bremse af begrænsninger. Stilistisk er det lige så blandet som et cirkus og sammenligningen kan trækkes længere endnu. Trioen holder sig indenfor i teltet (jazz-genren). Her bruger de bredt af mulighederne fra fusion, eksperimenterende, latin, folkjazz og så videre. Det er langt hen ad vejen velfungerende. Her skal man så bare abstrahere fra, at der ikke er en overordnet linje i dette projekt. Det kan selvfølgelig være en linje. Et højdepunkt er det næsten kvarter lange Dialogue (uden trompet), her hygges der meget tilbagelænet omkring et swingende groove.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar