Kjetil Jerve: New York Improvisations (Dugnad Rec) >> Orter Eparg (Øra Fonogram)

Den norske pianist Kjetil Jerve har sendt sit nyeste album til Jazznyt. Den afviger fra det vante på flere punkter. Det er en norsk pianist der samarbejder med amerikanere i New York, hvilket ikke er noget jeg særlig tit støder på. Desuden har Kjetil Jerve skrevet et to sider langt brev til mig om musikken og tilblivelsen. Det er første gang at jeg har prøvet, at få et langt håndskrevet brev i mine snart 13 år som jazzblogger. 

Vi møder Jerve på fire numre indspillet i New York. Han er sammen med saxofonisten Jimmy Halperin, bassisten Drew Gress og en anonym trommeslager. Tre drevne jazzkatte fra New Yorks baggårde mødes med en norsk Lennie Tristano inspireret pianist. Jazzen sættes fri. Udgangspunktet er den frie improvisation. Kvartetten smelter sammen til et hele, hvor øjeblikket er spændt til sit yderste. Det sidste af de fire numre er en duet mellem Jerve og Halperin. Det er blevet til en stærk jazzplade, der føles som et smagfuldt koncentrat af jazzen.

Kjetil Jerve er også medlem af trioen Orter Eprag, der ledes af el-bassisten Dan Peter Sundland og har Andreas Wildhagen på trommer. Læser man navnet på trioen bagfra, hedder de Retro Grape. Noget der med lidt god vilje kan oversættes til en rosin. Trioen har eksisteret siden 2008. 

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at nordisk triojazz har nogle udfordringer i disse år. Hvor ofte ender man ikke med at der står noget om inspiration fra Bill Evans, Jan Johansson, Keith Jarrett eller Esbjörn Svensson? Det er ikke tilfældet med denne trio. Der er masser af udadvendt energi og power i deres spil. Melankolien og den nordiske tone er hældt i havet. I stedet er det tre musikere der mødes over en heftig omgang triojazz, der hører hjemme i nutiden. 

Sundlands afrundede elbas spil og Wildhagens viltre trommespil er en gevinst sammen med Jerves potente klaverspil. Det er en meget anbefalelsesværdig triojazzplade til jazzlytteren der ikke er bange for at udfordre sine ører med spændstig dynamisk jazz. Som en overraskende bonus medvirker Liz Kosack på synthesizer på numrene Oort Cloud og Sekstant. Jeg er ikke kun begejstret. Jeg er meget begejstret.

dugnadrec.com

facebook.com/ortereparg

Wolfgang Muthspiel: Rising Grace (ECM)

Den østrigske guitarist Wolfgang Muthspiel har med sit andet album for ECM Records, sat en tyk streg under sin status i international jazz. Ligeledes anses hver enkelt medspiller med rette som hjemhørende blandt de største nutidige jazznavne. Bassisten Larry Grenadier og trommeslageren Brian Blade, som Muthspiel havde med på sit forrige album suppleres af pianisten Brad Mehldau og hot shot trompetisten Ambrose Akinmusire. 

Pladen åbner med Rising Grace. Et modsvar til Steve Swallow's moderne jazzstandard Falling Grace. Muthspiel vælger den akustiske guitar, som han bruger på halvdelen af pladens numre. På hyldestnummeret til Kenny Wheeler, Den Wheeler, Den Kenny spiller han på elektrisk guitar. Sammen med Akinmusire's trompet er det en meget velsiddende hyldest. 

Musikken er smuk og velstruktureret, hvor der levnes god plads til fine soloindsatser fra både Mehldau og Akinmusire. Muthspiel er selvfølgelig stjernen. Og den stjerne lyser endnu skarpere efter dette album. Et moderne balladealbum.

ecmrecords.com

Vulkan: Venting (Gateway)

Vulkan er noget så eksotisk som en dansk-australsk jazzkvintet. Det danske islæt er Jakob Sørensen på trompet og Jens Fisker på guitar. Gruppen opstod efter at Jakob og Jens lærte den australske pianist Luke Sweeting, at kende i Berlin for 3 år siden. De har nu udgivet EP'en Venting, hvor bassisten Max Alduca og trommeslageren Harry Day ligeledes medvirker.

Kender man de andre ting som Jakob Sørensen også har lavet er man godt på vej. Jakob og Jens spiller sammen i trioen Elliot og har også medtaget noget af stemningen derfra. Det er den nordiske jazz, der er fundamentet for kvintetten. Det er nok ikke helt ved siden af, at nævne en nordmand som Mathias Eick i den sammenhæng. Musikken er poetisk og behagelig. Pladens højdepunkt er Sørensens komposition The mountain that disappeared. Det bliver endnu en gang mere og mere tydeligt, hvor stort et talent han er.

vulkanquintet.tumblr.com

Birgitte Soojin + Per Møllehøj: Pergitte (Highlow Records)

Det er en kærkommen plade, den her. Jeg har aldrig tvivlet på Birgitte Soojins store talent. Noget hun bl.a. demonstrerede med dobbeltudgivelsen af albummene Swing Low og Put the blame on me i 2015. Med dette album skærer hun endnu en gang helt ind til benet. I selskab med guitaristen Per Møllehøj har hun lavet et forrygende vokaljazz album. De spiller standards og holder sig på jazzdydens smalle sti. Det som er den helt store oplevelse på pladen, er Soojins stemme i selskab med Møllehøjs guitar - jeg er lige ved at tro, at de kunne have spillet et hvilket som helst repertoire og jazzens sjæl ville alligevel være til stede.

Birgitte Soojins stemme er modnet. Den afstemte ro som Soojin har i sin sang får sangene til at leve og ånde. Den musikalske stemning og kontakt der er mellem Møllehøj og Soojin er af afgørende karakter for at albummet bliver så vellykket. Hør I'm getting sentimental over you, Tennessee Waltz og min favorit So in love. Albummet kan anbefales til dem der trænger til et godt vokaljazz album.

birgittesoojin.com

Kalaha: Masala (Rump)

Hov hvad er nu det? Jeg kender allerede fire af pladens numre. Masala er fuldlængde albummet der samler op. Tidligere i år har de udgivet EP’erne Quarquaba og Wahwahwah, hvor jeg skrev om den første tilbage i april. På Masala præsenteres vi for 10 numre, der som det indiske blandingskrydderi er en smagseksplosion. 

Emil de Waal på trommer og Niclas Knudsen på guitar mødes med electronica musikerne Rumpistol og Spejderrobot og spiller musik der vil det hele. Electronica, world (fra Kina til Afrika) og jazz blandes så meget, at det ikke ligner nogen af delene. Vil klubpublikummet sætte pris på skævhederne og jazzfolkene forstå de elektroniske beats?

Hvis de gør, så er der en god oplevelse i vente. Kalaha søger aldrig mod de lette løsninger. Det er fire opfindsomme musikere der med humor og indsigt får sat ild i numrene. De har spillet en række koncerter i løbet af 2016 og har udviklet en mere rå og aggressiv lyd. BWW er dancenummeret. Tippi Tabu er nigeriansk funk, Aloo Gobi er ethiojazz og Hutong er kinesisk new age. Kalaha er forunderlige og god energi.

Rump.nu

Royal Stockholm Philharmonic Orchestra: E.S.T. Symphony (ACT)

Den største svenske popsucces nogensinde, Abba har for længst sagt at de aldrig bliver gendannet. Det ændrer dog ikke på det faktum, at deres betydning for mange mennesker stadig er meget stor. Hvad gør man så? Så laver man en musical, selvfølgelig med de oprindelige kunstnere involveret. 

Hvad gør man så, når den allerstørste succes i svensk jazz ikke kan optræde mere, da hovedpersonen er død og borte. Ja så laver man da en symfoni. Voila! E.S.T. Symphony er en realitet. Hovedpersonen, pianisten Esbjörn Svensson kom tragisk af dage ved en drukneulykke i den stockholmske skærgård for over 8 år siden. 

Bassisten Dan Berglund og trommeslageren Magnus Öström fra E.S.T. indtager begge deres oprindelige pladser, nu bare udvidet med Royal Stockholm Philharmonic Orchestra og nogle rimeligt seje gæstesolister, finske Verneri Pohjola på trompet og norske Marius Neset på saxofon. Musikken er indspillet i Konserthuset i Stockholm. Symfoniudgaven af trioen ind i mellem tendenser til at blive noget svulstig. Det er muligvis uundgåeligt. Det lugter bare for meget af, at skulle være musik til det helt store lærred. Det er lidt synd, for det var nemlig i de små detaljer, at E.S.T. blev store. 

Jeg ville gerne have været tilstede og oplevet det i koncertsalen. E.S.T.’s musik var det jeg lyttede allermest til i nullerne. Så jeg har et nært forhold til kompostionerne. På plade bliver det dog for meget. Flere instrumentale indsatser skal alligevel fremhæves. Finske Iiro Rantala indtager den svære position ved pianoet og gør det godt. Det samme kan man sige om Neset, der stik mod nummerets sjæl formår at levere en særdeles habil saxofonsolo på From Gagarin’s Point of View.

est-symphony.com

Rasmus Henriksen Big Band; Out of the shadows (Gateway)

Jeg var helt blank på navnet Rasmus Henriksen og blev en smule overrasket, da navnet også var efterfulgt af Big Band. Det er også et nyt big band. Et fynsk et af slagsen, hvor de i forvejen har det gode Tip Toe Big Band. Rasmus Henriksen er dog ingen vårunge inden for big band musikken. Han har beskæftiget sig med big band arrangementer gennem noget tid, hvor han bl.a. har skrevet for DR Big Band, Aarhus Jazz Orchestra, Tivoli Big Band og førnævnte Tip Toe Big Band. Han har desuden arbejdet som assistent for Peter Jensen, en af de senere års mest roste danske arrangører. 

Når den gode Henriksen står på egne ben, laver han big band musik i en verden, hvor Duke Ellington er Gud og Gil Evans er Konge. Han drysser sit danske ophav ind over musikken. Det er tydeligst på pladens første halvdel med Folksong no. 17, hvor Tomasz Dabrowski serverer en smuk flygelhorn solo. Det er ren kornmarksjazz. Og da Rasmus Henriksen alligevel er taget ud i det danske, vælger han meget modigt at sætte musik til Herman Bang og J.P. Jacobsen tekster, der her synges af Amanda Lagoni.

På den anden halvdel af pladen er der gået amerikansk big band I den. Out of the shadows af Pete Rugolo og Dream of You af Sy Oliver/Jimmie Lunceford afløses af det meget veloplagte afslutningsnummer Aria, der er skrevet af Henriksen. Den er meget overbevisende og lyder nærmest som noget der kunne være skrevet for 70 år siden og spillet af et amerikansk big band. Jeg er imponeret. Henriksens instrumentkollega Peter Jensen sender nummeret op i skyerne med en forrygende trombonesolo.

rasmushenriksen.dk

Kristian Borring: Silent Storm (Jellymould) >> Henrik Jensen’s Followed by Thirteen: Blackwater (Jellymould)

Den danske guitarist Kristian Borring er aktuel med sit tredje album. Han bor i London og har haft sit musikalske virke i den engelske hovedstad i mange år. Et hurtigt kig på hans hjemmeside indikerer heller ikke, at han har spillet i Danmark i de senere år, hvilket forklarer at jeg var rimeligt blank over for det jeg kunne møde på pladen. Kvartetten er tilsyneladende den samme som han brugte på de foregående plader. Forskellen er dog at de denne gang er alene. På det første album var saxofonisten Will Vinson med som gæst og på det næste, var det vibrafonisten Jim Hart. Kvartetten består af Arthur Lee på piano, Mick Coady på bas og Jon Scott på trommer.

Stilen er livligt pulserende jazz, hvor man fornemmer at det er nogle musikere der er trygge ved hinanden. De spiller i høj grad sammen som en enhed. Det er jazz der trækker på elementer fra det tidlige Kurt Rosenwinkel, rock og såmænd også et touch af det nordiske. Det er jazz af den melodiske slags. 

På samme pladeselskab Jellymould er en anden dansker, der også har valgt at gøre karriere i det engelske. Bassisten Henrik Jensen og bandet Followed by Thirteen, er aktuelle med opfølgeren til debutalbummet Qualia fra 2013. Han har holdt sammen på gruppen, hvor danske Esben Tjalve sidder ved pianoet, italienske Antonio Fusco ved trommerne og den amerikanske trompetist Andre Canniere. Der er genvalg til den dynamiske stil fra første album. Jensen lægger ikke skjul på inspirationen fra Thelonoius Monk og Drew Gress. Det er moderne opdateret akustisk jazz, hvor der er fokus på sammenspillet. En spændende plade.

jellymouldjazz.net

AllanLauridsenGroup: Jazzmeditation (KarmaClubRecords)

Trommeslageren Allan Lauridsen har tidligere udsendt et par plader under navnet Allan Lauridsen Group. Det ligger helt tilbage i 1998 og 2001. Nu er tiden atter blevet moden til et album. Han omgiver sig med Rune Funch på guitar, Bastian Sjelberg på bas og William Larsson på Rhodes og keyboard. Musikken er ikke umiddelbart let at kategorisere. Og det er et plus. Allan Lauridsen supplerer sit trommespil med samples, hvilket sætter sit præg på numrene. Her er både snak, sirener og andre reallyde flettet ind i musikken. 

Tilbage i 00’erne var Allan Lauridsen trommeslager for den succesfulde popduo Junior Senior. Efter at han var blevet uddannet fra Berklee College of Music var han i en periode på toppen af poppen. Han gik efterfølgende ned med stress og angst. Denne plade er en del af Allan Lauridsens bearbejdning af den svære periode. Han forsøger at fortælle sin historie gennem musikken. Han benytter sig af en collagelignende opbygning af musikken. Stemninger og grooves afløser hinanden. Det er jazz, fusion, electronica og rock i et fint mix.

Han har selv nævnt de to meget forskellige plader, Matthew Halsall’s Fletcher Moss Park fra 2012 og Talk Talk’s Spirit of eden fra 1988 som store inspirationskilder. Min favorit på pladen er Rectify. Den præsenteres i to forskellige udgaver, en hypnotisk skramlet liveversion og en mere friseret studieversion.

Artur Tuznik Trio (Multikulti Project)

Den polske pianist Artur Tuznik har huseret i det danske siden 2008, hvor han startede på konservatoriet i Odense, der siden blev skiftet ud med det rytmiske i København. Her havde han bl.a. Carsten Dahl som lærer. Kender man Dahl fra triosammenhænge, hvor det tages lidt længere ud end standardjazzen, er man ikke langt fra lyden af Artur Tuznik trio. Sammen med bassisten Nils Bo Davidsen og trommeslageren Jakob Høyer, har Tuznik lavet en lyrisk plade. Det er jazz, hvor inspiration fra klassisk musik, nordiske toner og Bill Evans mødes.

Det kan være højtydende ekspressivt som på Your Turn eller smeltende smukt som på Hymn to Copenhagen. Tuznik lavede i 2011 et kvintetalbum sammen med landsmanden Tomas Licak, der skyldte sit til Miles Davis. Med dette trioalbum placerer Tuznik sig godt i klaverstolen. Bosse og Lilfar, som Tuzniks to medmusikere også kendes som, er som altid meget velspillende og understøttende. Det er en trioplade, jeg har lyttet til med stor fornøjelse.

multikulti.com

Søren Bebe Trio: Home (From Out Here Music)

Det er femte album siden 2008 med Søren Bebe Trio. Pianisten Søren Bebe har lige siden starten været på en klar mission. Det er triojazz, der har sine rødder i den nordiske tradition. Der er mange ligheder med eksempelvis norske Espen Eriksen eller Tord Gustavsen. Esbjörn Svensson har også været nævnt i sammenhæng med Bebe. Den bedste beskrivelse af Bebe er nok nærmere, at beskrive ham som en jysk Keith Jarrett. En dansk pendant til Keith Jarrett, når Jarrett er allermest poetisk og lader melodierne flyde uhæmmet fra hjertet. 

Søren Bebes danske ophav skjules ikke. En melankolsk blågrå himmel svæver hen over trioen. Kasper Tagel på bas og Anders Mogensen på trommer har været med Søren Bebe i det legendariske Rainbow Studio i Oslo, hvor Jan Erik Kongshaug tryllede med knapperne. 

Gør dig selv en tjeneste. Sæt dig i yndlingsstolen. Tag nogle hørebøffer på og lyt til albummet i den fulde længde. Det er jazzy mindfulness. Lyden er vanvittig god. Musikken følger med. Det er ro til sjælen. Det er musik med et helende perspektiv. Smukt. Søren Bebe Trios album Home er meget anbefalelsesværdigt.

sorenbebe.com 

Kresten Osgood Trio: Live in Gothenburg (ILK) LP

Han er lige fyldt fyrre år og har for længst cementeret sin solide betydning for dansk jazz. Trommeslageren Kresten Osgood har i de sidste par år huseret på spillestedet 5e i Kødbyen, hvor han med Mandagsklubben har præsenteret et flot udvalg af primært de frie og eksperimenterende aspekter indenfor jazzen. 

På denne aktuelle udgivelse møder vi ham dog på en indspilning foretaget i Göteborg af Sveriges Radio. Jeg undlader i denne omgang at komme med et suk omkring DR. I stedet kan vi glædes over at denne unikke triokoncert har fundet vej til en LP udgivelse.

Sammen med Anders Filipsen på piano og Ned Ferm på tenorsaxofon leverer Osgood en balstyrisk omgang freejazz. Hjerte og hjerne sættes fri og musikken tager over. Det er fedt med en regulær og saftig freejazz udgivelse fra Osgood. Han har kredset om genren gennem hele karrieren. Spørgsmålet er om han nogensinde har lavet en plade, hvor det bliver så uhæmmet utæmmet? Det her er freejazz, hvor alle tre taler sammen. De sanser og omsætter spændingerne. Det bliver aldrig larmende og ligegyldigt. Her har alle toner en betydning i øjeblikket. Det er med andre ord, en meget anbefalelseværdig udgivelse til freejazzfans og andre jazznysgerrige.

ilk-music.myshopify.com/products/kresten-osgood-trio

Søren Lampe: Slow & Sentimental (Gateway) LP

I 2013 udsendte han pladen Jazz på dansk, hvor han sang danske sange i jazzudgaver. Denne gang vender han atter blikket mod den amerikanske inspiration. Søren Lampe lavede i 2009 pladen Not too fast. Klassiske amerikanske jazzballader suppleret med nogle selvskrevne. Det samme gør han med den nye plade. Det er langsomt og sentimentalt som titlen antyder. 

Vi præsenteres for nogle af de helt store jazzballader. The folks who love on the hill, Don’t go to strangers, You must believe in spring og The nearrness of you er alle sikre hits i den sene nattetime. 

Søren Lampe er i selskab med et stjerneband. Søren Møller ved pianoet, Per Gade på guitar, Thomas Ovesen på bas, Morten Lund på trommer og som special guests finder vi Peter Fuglsang på altsax og basklarinet og ikke mindst årets største gæstestjerne i dansk jazz, Mathias Heise på kromatisk harpe. 

Selv om jeg svømmer hen over de gamle ballader, vil jeg dog alligevel fremhæve In a quiet world, hvor Fuglsang har skrevet musikken og indleder med en smuk basklarinetsolo. Lampe har skrevet teksten til en sang, der får ham til at stråle som crooner. Han har siden 2007 lavet fire plader og har aldrig fået et større gennembrud. Det får han måske heller ikke nu. Men det er ikke denne plades skyld! Søren Lampe er en kær gæst i min højtaler, når månen stråler og nattens ro emmer af kærlighed. Pladen er selvfølgelig også udgivet på vinyl. Tiden må tilføje lidt knas hen ad vejen.

facebook.com/SoerenLampe/

Jens Jefsen: A secret sigh (Gateway)

Jens Jefsen fyldte 70 år i foråret, en alder hvor man godt kan lade sig pensionere. Han er dog på ingen måde på retræte. Hans nye album A Secret Sigh er en fortsættelse af det han startede med albummet Jam me up fra 2014. Han indtager hovedrollen på bassen og diverse andre instrumenter. På det nye album bliver det endnu mere tydeligt end på det forrige: Jens Jefsen står oven på en lang karriere, hvor der både har været jazz, folk og funk i bassen. At det kan kombineres så vellydende og elegant som Jens Jefsen formår er ingen selvfølge.

Over 12 numre er han i centrum med bassen og et hav af andre instrumenter. Undervejs kigger musikalske gæster forbi og er med til at sætte deres præg på Jefsens musik. Den mangeårige musikalske makker, guitaristen Uffe Steen er med på et par numre med sin karakteristiske guitar, som det bl.a. høres på åbningsnummeret How you like your egg. 

Blandt de andre markante gæster er Christian Gerber på bandoneon, der sammen med Michael Bladt på klarinet og alt fløjte leverer et temperamentsfyldt nummer, Bashtag. Vokalisten Julie Hjetlands sfæriske sang løfter nummeret One end to another, hvor Jefsen spiller melodien på bassen. Det er et af kendetegnende ved pladen, hvor Jefsens enkle melodier løftes ud i verden med Jefsen melodispil på bassen. Der er mange vellykkede eksempler på pladen. Jeg skal dog fremhæve Amygdala som min favorit. Her er Jacob Buchanan med på flygelhorn, der har fået en tør og intim lyd. Den omkranses af Jefsens bas, der er mangedoblet. Det lyder så fedt!

Pladen holder et højt niveau hele vejen. Det er en afvekslende og spændende plade, hvor kontrabassen deler hovedrollen med Jens Jefsen.

jensjefsen.dk

Keith Jarrett: A Multitude of Angels (ECM) 4 CD Box

Der findes multimange soloudgivelser fra den amerikanske pianist Keith Jarrett. Flere af dem har endda klassikerstatus. Hvad så, når der kommer endnu en udgivelse? Er det en klassiker eller i det mindste en af dem, der bare skal høres?

Det er i allerhøjeste grad det sidstnævnte. Om det er en klassiker, det må tiden vise. Det er et faktum at Ivan Rod har givet pladen seks stjerner på gaffa.dk og at Kjeld Frandsen har inkluderet den på sin liste over årets bedste jazzplader i Berlingske Tidende. 

Den aktuelle udgivelse A Multitude of Angels er musik fra fire koncerter, som Jarrett afholdte i løbet af en uge i Italien i 1996. Modena, Ferrara, Torino og Genova fik besøg af soloklavermaestroen der efter disse koncerter holdte en længere pause, da han fandt ud af, at han gennem længere tid havde lidt af kronisk træthedssyndrom. 

Det er de sidste koncerter, hvor han spiller et helt sæt, op til tre kvarter, uden pause. I løbet af de fire koncerter præsenteres vi for nogle af Jarretts allerbedste sider. Det er imponerende, hvordan han genopfinder sig selv foran flygelet ved hver eneste koncert. Der er inspiration fra den klassiske musik, Bach, Debussy og Satie og der er gospel og bluesreferencerne. Han skriver i de åbenhjertige covernoter, at han spillede som om gjaldt det livet og man tror ham, når man hører musikken. Denne box er et absolut must for alle Jarrett-fans.

Lydmæssigt er det også en særlig Jarrett plade. Han har selv optaget musikken ved hjælp en af en Sonosax DAT båndoptager, nogle high end kabler og et sæt Bruel & Kjær mikrofoner, der var sat direkte i DAT maskinen. Ingen mixer eller effekter. Lyden er nærmest dokumentaristisk. Den velkendte ECM lyd, som Jan Erik Kongshaug så ofte har udstyret Keith Jarretts plader med, må vi undvære denne gang.

ecmrecords.com

Morten Ramsbøl/Pippo Corvino/Anil Bilgen: How far is the moon (Natango Music)

Det er ved at være et par år siden, at bassisten Morten Ramsbøl drog sydpå for, at blive basprofessor på konservatoriet i Graz i Østrig. Efter det første år dernede overværede han en eksamen med guitaristen Pippo Corvino (født i Kroatien og opvokset i Montenegro) og den tyrkiske pianist Anil Bilgen. Han blev meget imponeret. Kort efter begyndte Ramsbøl at jamme med Corvino. Her fandt de hurtigt frem til at Bilgen også skulle være med, så de kunne omsætte deres fælles musikalske idéer. 

De to musikere som Ramsbøl har lavet albummet med er en del år yngre end ham. Han mødes dog ikke med dem som nestoren der sætter en retning. De to unge musikere har en baggrund i den klassiske musik. De er så begyndt at arbejde med improviseret musik. Ramsbøl inddrager sin solide danske basopdragelse i samspillet med dem. En naturlig og smuk sammensmeltning opstår. Det er europæisk kammerjazz, hvor der er masser af ro, luft og rum i melodierne. De har skiftes til, at skrive pladens 12 kompositioner. How far is the moon er til den danske jazzlytter, der elsker at høre inspirationen fra Niels-Henning Ørsted Pedersen.

natangomusic.com

Jesper Bodilsen: Santa Claus is coming to town (Up Art Records) >> Nils Landgren: Christmas with my Friends V (ACT)

I den forgangne uge så jeg på Facebook, at Jesper Bodilsens juleplade var månedens plade i Italiens største jazzmagasin Musica Jazz. Det er ikke så lidt af en præstation for en plade, der har fire danske julemelodier på tracklisten. Nu er det jul igen er en gløggende duet mellem Bodilsen på bassen og Peter Rosendal på flugabone. En rose så jeg skyde er igen en duet med Rosendal. Nu er han dog ved pianoet og Bodilsen spiller melodien på bassen i bedste NHØP stil. På loftet sidder nissen er med Bodilsens ni årige datter Marie i hovedrollen som sangerinde. Der er højt tempo med Regin Fuhlendorff på sigøjnerguitar og Francesco Cali på accordeon, hvorefter Claus Waidtløw sætter ind på saxen, skruer tempoet ned og giver nissen og rotterne en omgang swing. 

Som om det ikke var nok, så kigger Mads Mathias forbi på juleklassikerne Let it snow, Christmas time is here, Have Yourself a merry little Christmas og en særdeles vellykket version af titelnummeret Santa Claus is Coming to town. Mads Mathias er I topform, når han får lov til at croone julens jazzklassikere. Den italienske sanger Joe Barbieri kigger forbi på et par italienske julemelodier. Mo vene Natale er iklædt en bossa. Den er helt forrygende og knapt så julet. Jesper Bodilsen har lavet en skøn juleplade sammensat af det der er jul for ham. Den kommer til at holde mange år frem. 

Det gør Nils Landgrens femte Christmas with my friends-plade til gengæld ikke. Den første i serien fra 2007, var en skøn æske med udvalgte og eksklusive fyldte chokolader. Den nye plade er blevet til en rutineomgang. Fire forskellige kvindelige vokalister, lidt sax og selvfølgelig Landgrens røde trombone. Versioneringen af Härlig är jorden er mildest talt kedelig og lige ud af salmebogen. Måske skulle Landgren finde på et andet julekoncept, for han synger faktisk ret fedt.

Jesperbodilsen.dk

Actmusic.com

Årets 10 bedste danske jazzplader og lidt til 2016

For 13. gang kårer jeg her på bloggen årets bedste danske jazzplader. Kåringen er i de senere år suppleret med Jazznytprisen, der for et par måneder siden gik til Jens Mikkel for pladerne Books og Books Live, som han har lavet med gruppen I Think You’re Awesome.

Nu er tiden kommet til at afsløre resten af de danske jazzplader, der har givet mig de største lytteoplevelser foran stereoanlægget eller i hovedtelefonerne i 2016. Det er jazzplader der afspejler den tid vi befinder os i. Det er plader der er med til, at udvikle jazzen. Der hvor jeg tænker at jazzen er sprællevende og stadig har en betydning for musik. Det er en blandet stak jazzplader, der forhåbentlig kan være med til, at inspirere jazzlyttere rundt omkring. God fornøjelse!

Årets Jazznytpris

I Think You're Awesome: Books (Jaeger Community)

I Think You’re Awesome: Books Live (Jaeger Community)

Jens Mikkel, der står i spidsen for I Think You’re Awesome fik Jazznytprisen i oktober måned ved en koncert på Fermaten i Herning. 

Med de to nye udgivelser indtager I Think You’re Awesome en ny og endnu stærkere position i dansk jazz. De træder ind på det samme område som Ibrahim Electric og Girls in Airports. Jazz der henvender sig langt ud over jazzens rækker.

Årets bedste danske jazzplader

Heine Hansen Trio: Signature (Storyville)

Alt er tilgivet for den lange tid, det har taget før der kom et album fra Heine Hansen. Her er melodi og virtuositet i højsædet, på et album der insisterer på sammenhængen og historien.

Jakob Bro: Streams (ECM)

Jeg er som dansker og jazzfreak meget stolt af, at opleve det som Bro præsenterer for os og verden. Han flytter sig hele tiden, samtidig med at han står fast på sit eget udtryk.

Boujeloud: Candyprince (Boujeloud)

Candyprince er en festplade, en decideret grammofonbasker. Den er emotionelt oprivende og ubehersket svedig. Det er punk, jazz og avantgarde. Der er ingen hellige køer for Boujeloud. 

Phronesis: Parallax (Edition)

De er i dag et af de bedste bud i Europa på, at triojazz både kan være avanceret og charmerende uden, at indtage en leflende og kedelig position.

Fiil Free: Everything is a translation (Fiil Free Records)

I den eksperimenterende ende af jazzen, hvor løse strukturer og nyskabende impro lever, fremfører de dybt original musik. Det er et berøringsvenligt improjazz album.

Løvdal/Landæus/Danielsson/Gullotti: Very Well vol. 1 (ILK)

Løvdals tempererede saxofon understreger ret tydeligt hvad han kan. Det er jazz af den slags, der får hjertet til at slå og blodet til at bruse.

Jesper Thorn: Big Bodies of Water (Moveable Records)

Thorns bas er limen der får  musikken til at hænge sammen. Flydende melodilinjer på flygelhornet, balancerer mellem det smukke og det kantede. Musik med en underliggende støj blander sig med elegant klaverspil.

Henrik Pultz Melbye Trio (HPM)

Det er tryghedsskabende jazz fyldt med knaster og torne. Første plade i eget navn er jazznær og poetisk. Det er jazz til purister og hipsters. 

Lars Bech Pilgaards Slowburn: Som før (Mom Eat Dad)

Det er helende, nutidig dansk musik, der på tværs af genrer bruger løs af minimalisme, jazz, impro, rock, world og klassisk. 

Bremer/McCoy: Forsvinder (Raske Plader)

De mødes på lige vilkår og fylder lige meget. Udtrykket er energisk beroligende. De spiller lækre melodier, der passer med det samme.

Årets historiske jazzudgivelse

Tom Prehn: Axiom (Rune Grammofon)

Det er stadig vildt med 53 års afstand. Det er præmatur free jazz. Det er netop charmen ved pladen. En plade som først nu er blevet tilgængelig, efter at have eksisteret som testpres i alle årene.

Moonbow: When the sleeping fish turn red and the skies start to sing in C major i will follow you to the end (ILK) >> Mount Meander (Clean Feed) >> Karlis Auzins: Images in regard of the central reference system (Karlis Auzins)

Kort tid efter at jeg havde modtaget Moonbows album var jeg i New York, hvor jeg besøgte pladebutikken Down Town Music Gallery. Den føles som en domkirke for den eksperimenterende jazz, på trods af at den ligger i en kælder i Chinatown. Her genkendte jeg musikken der strømmede ud af højtalerne. Moonbows album var også landet i NYC.

Det er bassisten Tomo Jacobson der har skrevet musikken og samlet et band med 3 sax'er, guitar, bas, klaver og trommer. Besætningen er en international samling af musikere fra København, hvor Mads Egetoft og Kresten Osgood er det danske islæt. Musikken der er skrevet af Tomo Jacobson henter inspration hos blandt andre instrumentkollegaen Charles Mingus. En anden væsentlig musiker der har haft betydning for Jacobson er William Parker der har skrevet et medfølgende digt om Moonbow’s musik. Pladen fascinerer og holder et højt niveau hele vejen.

Tomo Jacobson er sammen med pianisten fra Moonbow, Lucas Leidinger også med i Mount Meander, der har udsendt deres første album på det portugisiske selskab Clean Feed. Her er saxofonisten Karlis Auzins, der ligesom Jacobson også bor i København, en væsentlig kraft. De forsøger at nedbryde grænser mellem jazz, avant garde, verdensmusik, rock og pop. Det er meget velspillet og afvekslende.

Karlis Auzins, der kommer fra Letland, har også udgivet en plade i eget navn. Sammen med den polske pianist Artur Tuznik, den svenske bassist Joel Illerhag og den danske trommeslager Jakob Høyer har han lavet en plade, der trækker på elementer fra lettisk folkemusik og nutidig europæisk jazz. Tempoet er roligt og stemningen melodisk. Pladen er godt dokument på den smeltedigel som København er, når det gælder jazz. Her arbejdes på tværs af nationaliteter. Der opstår konstant nye strømninger i jazzen. København er et af knudepunkterne lige nu i Europa.

tomojacobson.com

cleanfeed-records.com

karlisauzins.com

Tigran Hamasyan/Arve Henriksen/Eivind Aarset/Jan Bang: Atmosphères (ECM)

En gang i starten af nullerne talte Copenhagen Jazzhouse’s daværende leder Lars Thorborg om den her norske trompetist, der spillede solokoncerter, kraftigt assisteret af lydmandens effekter. Jeg erindrer at jeg tænkte at det lød rimeligt langt ude. Det var selvfølgelig Arve Henriksen han mente. Da jeg siden hen hørte Henriksens magiske trompet, fandt jeg ud af, at det var langt ude på den fede måde. Et album som Chiaroscuro fra 2004 er vel at regne som et af nullernes helt store jazzalbums? 

På dette aktuelle ECM album er Henriksen og lydmagikeren Jan Bang sammen med landmanden Eivind Aarset på guitar og den armenske pianist Tigran Hamasyan. Det er armeneren der er med til, at skubbe de tre nordmænd i nye retninger. De spiller kompositioner af den armenske komponist og præst Komitas, der i starten af 1900 tallet nedskrev en række armenske folkemelodier. Omkring kompositionerne af Komitas har de fire musikere lavet numrene Traces I-X, der kommenterer og supplerer den armenske folketone. Albummet er meget stemningsfyldt. Arve Henriksens karakteristiske trompet, hvor han får den til at lyde som sang og fløjte er rykket lidt i baggrunden. Atmosphères er et flot møde mellem den norske ECM æstetik og armensk folkemusik.

ecmrecords.com

Charlotte Maria Thorsen: Fragments and feathers (Beach Farm/Gateway)

Der er i feltet mellem folk, singer-songwriter og jazz at vi møde sangerinden Charlotte Maria Thorsen. Hun har tidligere udgivet albummene Et i 2003 og Sekund i 2007. Hun er fint selskab med Thomas Maintz på guitar, Francesco Cali på accordion og flygel, Thomas Fonnesbæk på bas og Lisbeth Diers på percussion.

Hun har selv skrevet musik og tekst. Undtagelserne er Charlie Chaplins Smile, Thomas Maintz’ Life in the key of C, hvor hun har sat tekst til og Emily Dickinsons tekst Hope is the thing with feathers som Charlotte Maria Thorsen har sat musik til. Hun fortæller i pressematerialet at albummets røde tråd er tid og håb. Fra barndommens tidløse væsen til voksenlivets accept af, at alting har en tid. 

Hun bruger tiden og roen i musikken, hvor Cali’s accordion og Diers’ percussion skaber rene og klare stemninger. Noget der passer godt til Charlotte Maria Thorsens afklarede og behagelige sangstemme.

Charlottemaria.dk

Martin Schack: Jazz på dansk Jule- & Vintersange (Gateway)

En ægte dansk jul indeholder konfekt, ris a la mande, flæskesteg og fælles familieopvarmning foran fjernsynet, hvor Jesper Fårekylling synger Når du ser et stjerneskud. At sidstnævnte først blev koblet på den danske jul i 1967 og, at det er en amerikansk sang, der er lavet til en film om en trædukke, spiller ingen rolle. Den hører til den danske jul. Basta! Så selvfølgelig har Martin Schack taget den med på det nye album i Jazz på dansk serien. Vi præsenteres for en række danske jule- og vintersange og så lige Når du ser et stjerneskud, der som den eneste er med sang. Det er selvfølgelig mr. Jesper Fårekylling himself, Bjørn Tidmand der noget så smukt synger sangen, med en moden og småjazzet frasering.

Nå men sådan forholder det sig også med Santa Lucia, der ikke er en dansk, men en napolitansk folkesang. Sikkert og roligt er den blevet en integreret del af den danske (og svenske) jul. Den er så ikke med sang. Til gengæld er den lavet om til en second line shuffle, der kunne gå gennem New Orleans gader. Pianisten Martin Schack omgiver sig med Morten Ramsbøl på bas, Michael Olsen på saxofon og Morten Lund på trommer. Schacks nænsomme arrangementer giver den danske julesangskat en kærlig og jazzet overhaling. Det er hvidt herude, Sneflokke kommer vrimlende og I sne står urt og busk i skjul er fra vintersangerepertoiret. I sidstnævnte indleder Morten Ramsbøl med en bassolo, hvor han improviserer over melodien. Herefter samler kvartetten sig om nummeret, hvor Michael Olsen og Martin Schack får vindens susen på afstand, så vi kommer ind under sneen og hygger os sammen med urt og busk.

Pladen lukker ned med Vær velkommen herrens år og min julesalmefavorit Dejlig er jorden. Pladen er både dejlig og velkommen. Martin Schack har lavet anbefalelsesværdigt soundtrack til jul og vinter. Julehyggen er sikret.

Jazzpådansk.dk

Dødens Garderobe: Julealbum 2016

For syvende år i træk udgiver Dødens Garderobe et julealbum. Hver dag frem mod jul, bliver der offentliggjort et nyt nummer. Den fungerer som en julekalender. Så derfor vides det endnu ikke hvad og hvem der gemmer sig bag lågerne. 

De tre musikere i Dødens Garderobe, Jeppe Zeeberg, Nicolai Kaas Claessen og Rune Lohse har tidligere haft prominente gæster som f.eks. Ned Ferm, Lars Bech Pilgaard, Jesper Zeuthen, Laura Toxværd, T.S. Høeg og Kresten Osgood. Mon ikke vi kan forvente noget i samme klasse i år. Trioen lover at det bliver musik. Jazz, klassisk, punk, folk, lyrik etc.

Du kan tilmelde dig mailiinglisten, så får du tilsendt et nummer hver dag. Du kan også følge Facebooksiden.

Julealbummet favner bredt og Dødens Garerobe ser det både som et community-projekt og et forsøg på at nedbryde grænser mellem genrer og musikere. Det er en hyldest til kunsten og den sammenhæng den skaber mellem mennesker - hvilket der er mere brug for nu end nogensinde.

Tilmeld dig mailinglisten:

http://eepurl.com/9exiT

Følg med på Dødens Garderobes Facebook:

https://www.facebook.com/dodensgarderobe/

Hør alle tidligere julealbums her:

https://soundcloud.com/d-densgarderobe/sets

Marie Lind: Christmas Time (Gateway)

De klassiske amerikanske julesange indeholder i mange tilfælde, samme melodiske substans og kvalitet som de melodier, der er kendt som jazzens standards. Melodierne stammer ofte fra film og musicals og har en aura af noget trygt og velkendt over sig. De har efterhånden sneget sig med ind i fejringen af den danske jul og er lige så uundværlige som juletræet, der kommer fra Tyskland og julemanden,  der kommer fra Tyrkiet. 

Sangerinden Marie Lind har netop udsendt denne plade med 10 juleklassikere. Hun har bl.a. erfaring fra musicalgenren, hvilket ikke fornægter sig i måden hun synger på. Det er velklingende og rent som den hvide sne. Det er meget pænt og ganske ufarligt. Hun omgiver sig med den velspillende Vestbo Trio, med guitaristen Michael Vestbo i spidsen. Pianisten Mathias jæger supplerer på klaveret. 

Der er de gennemtravede klassikere som Winter Wonderland og The Christmas Song. Den mere sjældent hørte Marshmallow World og en nyere sag som Mariah Carey’s Christmas time is in the air again, samt en enkelt nyskrevet sag af Marie Lind. Pladen kan anbefales som et slå-mave soundtrack i kalenderlysets skær, efter man har spist for mange æbleskiver. Glædelig jul.

marielind.dk

Danish Radio Big Band: Jazzin’ around Christmas (Storyville)

Gennem flere år har DR Big Bandet turneret ved juletid med et julerepertoire. Nu er der så endelig kommet en plade med de mange lækre arrangementer af julens amerikanske klassikere. Vi præsenteres for 10 forskellige sangere i selskab med big bandet. 

Sinne Eeg serverer en ægte julelækkerbisken med hendes udgave af Jingle Bells. Det er gennemført rensdyrswing. Julejazz kan være meget forskelligt, som DR Big Band heldigvis også viser på pladen. Der er gospelsiden, hvor Miriam Mandipira smukt synger I pray on Christmas. Der er Steve Wonder-jul med Niels HP og This Christmas. Der er deepsoouljul med Ola Onabulé og Deck the halls. Der er Cæcilie Norby og Claude Thornhill’s Snowfall. Der er amerikansk lurendrejerjul med Curtis Stigers og It’s beginning to look a lot like Christmas. Der er sfærisk jul med Palle Mikkelborg og When You wish upon a star. 

Min absolutte favorit er dog pladens eneste original komposition, som Mads Mathias står for. Den har været på repertoiret ved de mange julekoncerter, som han har spillet med big bandet. Mads Mathias’ funky Chop Chop (The Xmas tree) er en festsag, hvor Mads Mathias får mig til at swinge gennem hele december. Big Bandet spiller driftsikkert og julet under ledelse af amerikaneren Dennis Mackrel. De har lavet en plade, der med sikkerhed vil indfinde sig på min playliste hvert år, når det bliver december, sammen med favoriterne med Tony Bennett, Frank Sinatra og Diana Krall.

storyvillerecords.com

drbigband.dk

Geir Sundstøl: Langen ro (Hubro)

På HBO Nordic er der en ret fed westernserie, der hedder Hell on Wheels, hvor rapperen Common bl.a. har en markant rolle. En anden markant rolle i serien er en mean motherfucker, der kaldes The Swede. Det pudsige er at han slet ikke er svensker, men nordmand og har den tykkeste norske accent. Hvorfor skriver jeg nu om det? Jeg kommer til, at tænke på The Swede når jeg hører Geir Sundstøls nye udspil Langen Ro og specielt nummeret Gråtarslaget, hvor en filmisk western slideguitar mødes med norsk folkemusik. Det er meget billedrigt og effektfuldt og kunne have været The Swede’s signaturmelodi.

Sidste år debuterede Geir Sundstøl med albummet Furuland efter, at have medvirket på over 260 albums som sideman. Han blev nomineret til den norske Grammy, Spellemansprisen for pladen. Sundstøl er kendt for at være en instrumentsamler og han samler ikke kun på instrumenterne. Han spiller også på dem. Han når på de fleste numre, at spille på 3-5 forskellige instrumenter: pedal steel, seks strenget bas, banjo, Moog Minitaur, pumpeorgel, National Duolian etc. Hvis du ikke ved hvad den sidste er for for en fætter, så prøv at lytte til nummeret Florianer, hvor den har en smuk hovedrolle. Den er også kendt som en dobroguitar. 

Langen Ro er et stemningsmættet og helstøbt album, hvor Sundstøl også har fundet plads til en flot coverversion af Giorgio Moroders Tony’s Theme fra filmen Scarface. 

hubromusic.com

Johann Asmundsson: Floating (Stef)

Næste år har den islandske gruppe Mezzoforte eksisteret i 40 år. Vel at nærke med de samme fire musikere. Et af medlemmerne er bassisten Johann Asmundsson, der lige har udsendt albummet Floating. Lad det være sagt med det samme. Er du fan af Mezzoforte bliver du ikke skuffet. Asmundssons signaturbas er gennemgående på hele albummet. Tommelfinger og slagbas af den funky slags, der flyder ubesværet og lækkert afsted. Det er i samme klasse som Stanley Clarkes elbas spil. Har du brug for et nummer, hvor bassen gløder og funken flyder, så er nummeret 55-25 et godt sted at starte. Her har han Mezzoforte vennerne Eythor Gunnarsson på Rhodes og synth og guitaristen Fridrik Karlsson med.

Kendetegnende for pladen er at Asmundsson har indbudt en række forskellige gæster på pladen, bl.a. den nuværende Mezzoforte saxofonist Jonas Wall og Mezzofortes stand in guitarist Bruno Müller. Den thailandske saxofonist Koh The Saxman gæster på nummeret Look Back, der er ren og velsmurt firsernostalgi. Den amerikanske session saxofonist Andy Snitzer, der bl.a. er fast mand hos Paul Simon og Rolling Stones gæster på et enkelt nummer. Pladens afslutningsnummer Browns Boogie er guitarlækkerier. Den amerikanske smooth jazz stjerneguitarist Paul Brown sætter skabet på plads med en velsmurt guitarsolo. I øvrigt medvirker den islandske guitarist Hilmar Jensson, der ikke just er kendt for funky fusionsjazz, også på et enkelt nummer. Og nå ja! Så medvirker Uffe Steen såmænd på nummeret First in line, hvor han giver den sit velkendte Uffe touch.

Floating er jazz af den ekstremt velspillede og vellydende slags. Fusionspræcision og melodisk funk. Har du lyttet til George Duke, Stanley Clarke og Mezzoforte i dine yngre dage og måske endda været til nogle af Mezzofortes koncerter i Danmark i de senere år, så er du placeret lige midt i målgruppen og vil føle dig godt underholdt.

facebook.com/bassplayerjohannasmundsson

Kristin Korb: Beyond the moon (Double K Music)

En gang i mellem står der i pressematerialet, hvilken stilart musikken er i. Som en varedeklaration står der File under eller Category Det kunne være jazz, blues, vocal jazz eller noget helt fjerde. Den amerikanske sanger og bassist Kristin Korb, der bor i Danmark er ikke bleg for at deklarere sin musik. Ud over de førnævnte genrer tilføjer hun easy-listening. En ofte udskældt genre der for nogle indikerer, at det er letfordøjeligt, mens det for andre er lydsporet til en aften i godt selskab. 

Jeg er glad for den guide ind i musikken. Kristin Korb vil ikke være svært tilgængelig. Hendes gennembearbejdede amerikanske jazz, hvor swing er mellemnavnet, er i international klasse. Her skal det selvfølgelig fremhæves at hun er i selskab med Magnus Hjorth på piano og Snorre Kirk på trommer. To af de bedste skandinaver til at spille den klassiske amerikanske jazz. 

Snorre Kirks superelegante præcisions swing og Magnus Hjorths distinkte klaverspil honoreres af Korb, der i sin sang, som en ægte jazzvokalist er i musikken og synger noderne. Stemningen er god. Vi præsenteres for komponisten Johnny Mercers musik. Her er sikre hits som Moon River og Jeepers Creepers blandet med mindre kendte sager af Mercer samt to kompositioner af Korb. Det er velformet og vellydende jazz.

kristinkorb.com

Emil Lundbak: Relentless (Relent) EP

Den her plade er uden for mit vanlige jazzrevir. Alligevel var der noget i musikken der fængede. Nu har jeg så modtaget Emil Lundbaks debut EP Relentless, der er ude på vinyl. Lundbak var med til at arrangere den hurtigt udsolgte koncert, Hyldest til Grace på Vega sidste år. Det er en vigtig lille detalje, når man lytter til Emil Lundbaks musik. Jeff Buckleys legendariske plade Grace blev hyldet dengang og Buckley har helt sikkert inspireret Lundbak, der også selv fremhæver 40 år gamle vinylskiver og den blå musik som inspiration. 

Melankolien er tilstede i den håndspillede musik, der er indspillet på en gård med knirkende gulve i Odsherred. Der er fokus på vokalerne, hvor Emil Lundbak bakkes stærkt op af kvindekor, så der næsten opstår en gospelstemning. Det er organisk spillet rockmusik, der hviler på et roligt leje. Mine favoritter er de to numre på side B, Expiration Day, med Helle Henning på gæstevokal og Breating in a fish tank. 

facebook.com/emillundbaksolo

Nana Rashid: Sorrow in sunlight (Gateway)

Hvad er nu det? Er det virkeligt muligt, at der findes et så stort uopdaget talent i jazzen? Sangerinden Nana Rashid debuterer på en EP med fire numre, der alle er hentet i jazzen. Der hvor det levede liv og den uungåelige smerte kan mærkes. Nana Rashid er ikke et helt ubeskrevet blad. Hun har gennem noget tid undervist i vokalteknik - et område hun helt sikkert er ekspert i. Det er nu ikke derfor, at du skal bruge tid på at lytte på Nana Rashid.

Du skal lytte til Nana Rashid fordi hun kommer helt ind i sangene. Der opstår dybere forbindelse mellem Nana Rahids sangforedrag og sangenes betydning. Hendes sjælefyldte røst med et svagt vibrato kravler sikkert ind på dig og fænger. EP'ens to første sange, Four woman og Lilac wine, indspillede Nina Simone også på det stærke 1966-album Wild is the Wind. Lilac Wine var desuden med på Jeff Buckleys klassiske album Grace. 

Der er mange paralleller til Nina Simone hos Nana Rashid. Intensiteten og nærværet er hørbart. Det er jazzsang fyldt med soulcry, spænding og drama. Det er ganske enkelt stærke sager. Pladens afsluttende nummer, Charlie Chaplins Smile får melankolien til trille ned af kinderne, som var den lavet af tårer. 

Nana Rashid bakkes elegant op af en trio bestående af Petter Rylén på piano, Anders Krogh Fjledsted på bas og Rasmus Meyer på trommer. Deres superenkle, stemningsfyldte og understøttende akkompagnement passer perfekt til Nana Rasids sang. EP'en bør blive en start på noget større. Det fortjener Nana Rashid.

nanarashid.com