Laveste fællesnævner - Minsta gemensamma nämnaren - refererer ofte til noget der har nået et lavt niveau. Et niveau hvor alle kan følge med. Selv de "dumme". Når bassisten Filip Augustson kalder sit andet album for Minsta gemensamma nämnaren, skal det forstås i et andet lys.
Et af numrene på pladen hedder Brommaplan mitt på dan. I starten af 90'erne boede jeg i Stockholm. Her startede jeg hver dag på T-Bane stationen Brommaplan, hvor jeg ventede på toget til Vällingby. Brommaplan er præget af 50'ernes stærke svenske byplanlægning, med blik for funktionalitet og futuristisk arkitektur. Det er ikke længere futuristisk. I dag fremstår det som et gadekryds, med mindst fire forskellige racer. Filip Augustson fremmaner en stemning af venten. Der sker ikke så meget midt på dagen. Pendlerne er taget afsted. Nu er der kun pensionisterne og de arbejdsløse tilbage.
Augustsons musik er åben for tolkning. Han er ligesom på det forrige album Viva Black sammen med violinisten Eva Lindal og trommeslageren Christopher Cantillo. De befinder sig et ikke nærmere definerbart sted mellem folkemusik, jazz og kammermusik. Augustson har et groove i bassen som han deler ud i småbidder. Pladen placerer sig smukt som en original opfølger til det forrige album.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar