tirsdag, maj 29, 2018

Johanna Sulkunen Sonority: Koan (ILK) LP/DL/stream

For kort siden anmeldte jeg vokal gruppen IKI’s nye album, hvor Johanna Sulkunen er medlem. Nu er hun aktuel i eget navn. Hun er oprindeligt fra Finland og har boet i Danmark siden 2009. Det er hendes tredje album. Den forrige Belonging fra 2016 blev nomineret til en Danish Music Awards Jazz i vokalkategorien. Dengang var der et band med på pladen. Nu er hun helt alene. Forskellen påpeger hun bl.a. ved at kalde sit projekt for Johanna Sulkunen Sonority.

Sonority er en blanding af stemme og electronics. Lydene på albummet stammer fra field recordings, lavet i japanske buddhist templer. Hun har frigjort sig fra sproget, hvor lyde og stemninger starter historier, der ikke skal give mening og det er meningen. 

Albummets titel Koan er et japansk ord for de gådespørgsmål, der bruges i den religiøse praksis inden for buddhismen. Læreren stiller eleven over for en ulogisk sætning eller et paradoksalt spørgsmål, eller læreren besvarer elevens spørgsmål med tilsyneladende nonsens. Elevens opgave er så, efter ofte langvarig meditation over et koan, at nå frem til den store indsigt. Gennem paradokset fjernes den normale bevidsthedstilstand, og der åbnes for oplevelser af ren væren, af "virkeligheden, som den er".

Johanna Sulkunen har lavet et album, der er gådefuldt og mystisk. Der er en dragende stemning, hvor Sulkunen formår at fange os ind som lyttere. Ude fra set er det måske bare en omgang avantgardistisk vokaleksperimenteren. Bruger du tiden på projektet og kommer ind i det, så er det her, der sker noget. Et “noget” der ikke kan eller vil eller skal forklares. 
Bonusinfo:
Johanna Sulkunen Sonority kan opleves på Litteraturhaus d. 11. juli i forbindelse med Copenhagen Jazz Festival.


Ingen kommentarer: