søndag, maj 27, 2018

Jan Kaspersen Octet: Electric Extension (Olufsen Records) CD/DL/stream

Han er lige blevet 70 år og har faktisk været aktiv lige så længe som jeg har levet. I min jazzlyttertilværelse har han altid eksisteret og er en af de vigtigste grunde til, at jeg er blevet så vild med Thelonious Monk, som det er tilfældet.

Jan Kaspersen har atter lavet et album, jeg har ikke styr på hvor mange han har lavet, til gengæld har jeg styr på, at det nyeste album ikke er en gentagelse af noget han har lavet tidligere. Det er forfriskende og imponerende at Jan Kaspersen endnu en gang skaber nyt. Han har samlet en suveræn oktet omkring sig.  Der er de gamle kumpaner Ole Rømer (trommer), Peter Danstrup (bas) og Simon Spang-Hanssen (sax), der er suppleret med Anders Provis (trommer), Nils “Bosse” Davidsen (bas), Jakob Dinesen (sax) og Fredrik Lundin (sax). 

Der er dobbelt op på trommer og bas. Specielt på trommerne giver det en helt unik effekt, da de er enige om rytmen og for så vidt også tempoet, de er bare ikke enige om, at være foran eller efter beatet. Lilletrommeslaget får en suveræn skæv ekkoeffekt. Der er meget tydelige referencer i keyboardspillet, som den spillet blev i starten af den elektriske MIles-periode. 

Jan Kaspersen næres af oktettens glorværdige groove, hvor Danstrup og Bosse i den grad for sat deres aftryk. De tre saxofonister kommer godt omkring i saxofon universet. Lundin spiller på mezzosopran og baryton sax, Spang-Hanssen spiler på sopran og altsax, mens Jakob Dinesen holder sig til tenorsaxofonen. 

Electric Extension er et album der bevæger sig bredt fra det syrede og spirituelle til den sejt swingende jazz. Det er en oktet som Kaspersen meget gerne må holde sammen på.

Ingen kommentarer: