En vellykket moderne big band plade er som et kæmpestort maleri. Der er ikke sparet på farver, former eller strukturer. Det er veldisponeret og sammenhængende. Der er et kongerige af detaljer, hvor der hele tiden dukker noget nyt og spændende op. Noget der måske refererer til en anden del på maleriet. Det er det der sker, når jeg hører albummet Tramontana med Juan Andres Ospina Big Band, der bl.a. er blevet realiseret ved hjælp af en Kickstarter kampagne. Pladen er et kæmpestort big band maleri.
Pianisten Juan Andres Ospina kommer fra Columbia og har tidligere gæstet Danmark sammen med sangerinden Sofia Ribeiro. Big bandet hører hjemme i New York og er bl.a. karakteriseret ved at rumme 10 forskellige nationaliteter, hvilket også er fremhævet på coveret, da den enkelte musikers nationalitet står i parantes sammen med instrumentet. I big bandet finder man bl.a. medlemmer af Banda Magda, der har gæstet Danmark flere gange, mens Magda Giannikou fra Banda Magde er gæst på et enkelt nummer på akkordion. Den cubanske saxofonist Paquito D’Rivera gæster også på et enkelt nummer, ligesom førnævnte Sofia Ribeiro også gør det.
Ospina har skrevet 4 af pladens 6 numre, hvor der er også blevet plads til standarden Like someone in love i et frisk arrangement af Ospina. Pladens sidste nummer er skrevet af den columbianske sangerinde Lucia Pulido, der også selv synger nummeret. Det afsluttende nummer er med til at bygge broen mellem den ærkeamerikanske big band musik og Ospina's columbianske ophav. Det er både meget rørende og medrivende. Pladens andet nummer Todavia No er bygget over Pasilla rytmen, der kan minde om en vals. Pasilla kommer oprindeligt fra Columbia og betragtes i dag som nabolandet Equadors nationalmusik. Den er for mig et af pladens højdepunkter med en sopransaxsolo af Paquito D'Rivera og en elbas solo fra den ustyrligt suveræne elbassist Andrés Rotmistrovsky.
Der går iøvrigt rygter om at Ospina skal samarbejde med et dansk big band til efteråret.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar