fredag, maj 04, 2007

Hvad skal der på den nøgne iPod?


Skal man købe MP3 musik, bliver iTunes nævnt igen og igen. Det er der en god grund til. Den er nem at bruge, den er dog handicappet af, at man stadig anvender kopibeskyttelse. Dog ser det ud til at det er på vej væk, og branchekendere spår, at kopibeskyttelsen -også kaldet DRM, af MP3 filerne er væk indenfor det næste år.

Er man til den mere nørdede side, og elsker at finde ny og spændende musik fra uafhængige pladeselskaber -dem er der jo mange af i jazzen, kan man ikke komme udenom www.emusic.com. Prisen er, selvom den har fået et hak opad, stadig okay. Desuden er det uden kopibeskyttelse, og filerne kan anvendes på alle afspillere.

Allaboutjazz.com har lige startet deres egen downloadservice. De har gennem længere tid lagt et nyt gratis MP3 nummer på hver eneste dag, som regel med fuldstændigt ukendte kunstnere. I deres MP3 shop er det musik fra uafhængige pladeselskaber, feks. svenske Ayler Records, her i starten ser det ud til, at de satser på bla. at kunne tilbyde ikke tidligere udgivet musik. De har ligesom emusic ingen DRM beskyttelse på numrene.
Det var de gode tips....

Det danske initiativ musik.digidi.dk tilbyder også musik der kan downloades, hold da kæ.. hvor er den ringe. De sørger ihvertfald for, at der ikke kommer nogen som helst forbi sitet og downloader musik. Hvem kan huske den adresse, når man kommer hjem efter en glad aften, hvor man fik at vide, at der kunne man downloade den nye med Bentzon Brotherhood?
I det hele taget er der intet pænt at sige om Digidi, udover musikerne som har tilmeldt sig servicen. Det er primært musikerne selv der har tilmeldt sig Digidi, og er altså ikke styret særligt meget af pladeselskaber, hvilket jo både er godt og skidt. Godt fordi så har alle en chance for, at få udgivet sin musik. Skidt fordi så har alle en chance for, at få udgivet sin musik. Man kan ikke browse på sitet, man skal vide hvad man går efter, og det er jo svært når man ikke ved, hvad der er tilgængeligt, det er jo ikke højt profilerede kunstnere som David Sanborn eller Niels Lan Doky der kan findes her. Musikken er dog genreinddelt, så trykker man på jazz, kommer der lidt frem. Man kan se de 30 nyeste albums, de mest downloadede albums og de mest downloadede tracks. Det er her man begynder, at mistænke servicen for aldrig nogensinde at have været brugt. Jens Jefsen er nr. 1 på de mest downloadede tracks med melodien Balsam fra albummet Interval fra 1988, herefter følger Vagn Leick på 2. og 3. pladsen. Ikke et ondt ord om Jens Jefsen, han er en fin fyr, men jeg tvivler altså meget på, at han har fået et kulthit med det nummer. Vagn Leick aner jeg ikke hvem er? På den ikke genrebestemte liste over de mest downloadede finder man iøvrigt to juleplader. Hmmm, det er vist noget tid siden, at der er nogen som har downloadet noget derfra.

Digidi sørger dog også for, at MP3'erne bliver tilgængelig på andre musiksites, bla. iTunes. Ialt er musikken tilgængelig på 61 sites, også i udlandet, samt på Bibliotekernes netmusik, hvor man jo kan låne musikken, men ikke se noget som helst af hvad de har på hylderne.
Hvis Digidis eget site er elendigt, er bibliotekernes horribelt, man kan ikke søge på andet en kunstnernavn, album eller sangtitel. Musikken er ikke genreinddelt. Man kan ikke browse. Der er ingen anbefalinger eller noget som helst. Jeg kan næppe forestille mig, at der er ret mange bibliotekarer, som er stolte af det site. Udvalget er måske stort, men det er svært at vide hvad udvalget er.
Emusic: www.emusic.com
All About Jazz: shop.allaboutjazz.com/shop
Digidi: musik.digidi.dk
Bibliotekernes Netmusik: www.bibliotekernesnetmusik.dk

Ingen kommentarer: