Motian/Frisell/Lovano igen & igen
Trommeslageren Paul Motian, saxofonisten Joe Lovano og guitaristen Bill Frisell spillede først sammen på kvintetpladen Psalm fra 1981, og siden har de bevaret de musikalske venskab, og haft deres trio i 23 år. Paul Motian er den gamle mester der har været på jazzscenen i over 50 år, Frisell og Lovano har ikke været med ligeså længe, men fælles for alle tre er, at de står som nogle af de mest lysende musikere på dagens internationale jazzscene. De er alle meget individuelle i deres tonesprog, men er ikke uden respekt for historien. De har endnu en gang været i studiet for ECM. Pladen Time and time again består overvejende af kompositioner af Motian. Kompositionerne virker som guidelines for musikerne, der undervejs undersøger, piller, samler, splitter ad og hvad der ellers falder dem ind. Resultatet er blevet til et meget iørefaldende fritfabulerende udspil i topklasse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar