fredag, maj 18, 2007

Helle Hansen: On the verge of falling (Gateway)

Helle Hansen stiller sig op på kanten
Helle Hansen har efterhånden i mange år været en aktiv del af den danske jazzscene, som sangerinde og sangskriver. Den 1. juni er hendes ottende plade på gaden. Den hedder On the verge of falling og er nok hendes mest ambitiøse plade til dato. Hun maler med den store pensel, og har ingen hellige genregrænser og har heller ikke holdt sig tilbage i forbrug af musikere. Det passer godt til hende. Hun laver popmusik, pop der kan tåle at blive udsat for soul, gospel, tango, latin, klassisk og selvfølgelig jazz. Helle Hansen skriver al materialet selv, og når det kan kaldes pop, er det i betydningen tilgængelighed og melodi. Helle Hansen har til gengæld ikke valgt at gøre det på den nemme måde. Musikken er gennembearbejdet og intet virker tilfældigt. Der er tænkt over arrangementerne og teksterne er tydeligvis meget personlige. Musikere er udvalgt til bestemte opgaver, derfor finder man mange forskellige typer musikere. Der er selvfølgelig dem som vi kender fra jazzverdenen; Hans Ulrik, Steen Hansen, Per Gade, Jesper Bodilsen, Henrik Gunde etc. Derudover er der blevet plads til strygere, bla. The Paizo Quartet og flere backingsangere.
Helle Hansen har styr på stemmen og bruger den effekt- og stemningsfuldt. Den er i det mørke leje og kan til tider minde om Cassandra Wilson. Helle Hansen har lavet en popplade med benene plantet i jazzen og udsyn til mange andre genrer.
Bonusinfo:
Helle Hansen afholder releasekoncert på Copenhagen Jazzhouse d. 1. juni, og kan også træffes på Riverboat Festival i Silkeborg d. 29. juni.
Helle Hansen: hellehansen.dk
My Space: www.myspace.com/hellehansen

Ingen kommentarer: