Sarah Elgeti Quintet: Into the open (Your Favourite Jazz)

Saxofon sammenspil
 Saxofonisterne Sarah Elgeti og Marianne Markmann Eriksen hører ikke til blandt de mest kendte jazzsaxofonister herhjemme. Skal jeg være helt ærlig, så havde jeg aldrig hørt om dem før jeg fik denne plade i hånden. Deres melodiske og lydhøre samarbejde er med til ændre på det. Samarbejdet er nemlig en af attraktionerne på Sarah Elgeti Quintets debutalbum.
Elgeti tager sig af kompositionerne, sopran- og tenorsax'en samt lidt fløjte mens Markmann Eriksen tager sig af alt- og barytonsax'en. De bakkes op af guitaristen Christian Bluhme Hansen, bassisten Jens Kristian Andersen og trommeslageren Thomas Præstegaard. En driftsikker rytmetrio der ikke (får lov?) dominerer for voldsomt. Into the open er et saxofon-album hvor både arrangementer og komposition hele tiden sætter instrumentet i fokus i forskellige situationer. Der er følsomme ballader, funky inspiration, klassisk bebop, latin og en sjat skæve takter. Ben Besiakov gæster undervejs med klasse-elpiano. Pladen lukkes ned med et frisk kitchet rytmeboxremix af nummeret Bossa among the trees. Et fint supplement til originalen.
Det er ikke noget verdensomvæltende album og så alligevel. Musikken tager udgangspunkt i verdensomvæltende begivenheder. Sarah's opvækst startede i Østtyskland for så siden efter genforeningen af de to tysklande, at forstætte i Danmark, hvor hun har boet siden 1998. Inspirationen er hentet i de mange oplevelser hun fik undervejs.
Sarah Elgeti: sarahelgeti.dk

Jens Winther er død

En af de helt store personligheder i dansk jazz er ikke blandt os længere. Trompetisten og komponisten Jens Winther havde et væsen der strakte sig ud over personlige og musikalske grænser.
Han døde, 50 år gammel i torsdags af en hjerneblødning i sit hjem i Geneve.
Hen over weekenden har flere musikere udtrykt deres sorg. Her er et lille udvalg fra nogle af dem som Jens Winther har spillet med.

Lennart Ginman:
"Tusinde tak for alt kære Jens. Vi har spillet meget sammen. Indspillet og rejst. Jeg har nok aldrig mødt et menneske, som kunne angre med så oprejst pande som du og nok heller ikke set en, som kunne træde så massivt i spinaten. Præcis som med dit trompetspil, afskyede du ligegyldigheden og middelmådigheden. Svært at forstå vi aldrig skal spille igen."
Ginman og Winther spillede bla. sammen på Jens Winthers The Planets fra 1995, der fik en dansk jazzgrammy året efter. Om den siger Ginman:
"Vi havde et frit koncept/udtryk som Jens altid var flad af grin over: "Lad os jamme en ballade". Han var en af de bedste free' musikere, jeg nogensinde har spillet med. Han slog ofte de andre musikere af og spillede trompet/bas."
 
Thomas Agergaard:
"Lyt til Jens' værk Angels. Jens kom flere gange forbi, så gik vi en tur. Jens' trompet spil stod altid mellem livet og døden. Vi havde mere til fælles end mange ved. Du efterlader mange ar, som jeg havde håbet du ville nå at hele, Du viste det godt og du græd over dig selv, til tider i en afgrunds dyb fortvilelse, nu er du rejst derhen hvor din musik altid søgte. Farvel så længe." 

Agergaard tilføjer
"Jens kom her nogle gange uanmeldt, første gang hørte jeg pludselig en der gik og kaldte på mig, fra nabohaven, så var det Jens. Vi havde planer om at skulle spille sammen mange gange. Sidste år forsøgte vi med Copenhagen Jazz festival, men det kom der ikke noget ud af. Der er mange som har haft voldsomme oplevelser med Jens, men aldrig mig, tværtimod var han meget skrøbelig og havde meget let til tårer."

Morten Lund:
"Kære Jens. Når man spillede musik med dig, var der altid højere til himlen, og man forstod at en Blues i F kunne- og skulle gælde liv og død. Du har frustreret mig mere end nogen anden, men du har fandme også givet mig nogle af mine største- og mest intense øjeblikke på scenen. Nu er du fløjet bort til dine elskede planeter...1000 tak for alt og lykke til på rejsen."

Carsten Dahl:
"Min gode ven Jens Winther er død. Jeg kan ikke fatte det! Du var okkult og mørk. Jeg var religiøs og lys. Vi var magneter sammen i musik. Vores spirituelle snakke og vores grin og gråd var noget virkelig sjældent. Jeg sender lys og bøn til dig...og solen...du ved besked!"

På Jens Winther side jenswinther.net er der mange gode musikeksempler fra en stor og alsidig musikkarriere.

Landon Knoblock & Jason Furman: Gasoline rainbow (Fractamodi Music)

Uhæmmet dekonstruktivistisk
Det er godt at der kun er to musikere her. Jeg har meget svært ved at høre, hvordan der skulle være plads til andre. Et trommesæt og et flygel er tilsyneladende nok til, at skabe så megen rummel og tummel, at der ikke en gang kunne klemme sig en bas ind.

Trommeslageren Jason Furman falder ofte ind i en tung nærmest unuanceret spillestil, der splitter rock, soul og jazz ad for så at sætte det sammen så det ligner et maleri af Picasso der skildrer den moderne verdens sammenstød med naturen.
Pianisten Landon Knoblock spiller i en dekonstruktivistisk stil, der kan minde om The Bad Plus pianisten Ethan Iverson. Der er vilde passager, der afløses af de mere løse og luftige for så at skifte over mod det melodiøse. Pladen er tiltrækkende og flirter uhæmmet. Om musikken så kan holde til mere end en flirt må tiden vise. De to musikere har under alle omstændigheder valgt en original og personlig retning indenfor freejazz.
Landon Knoblock: www.landonknoblock.com

Kwella: Embrace (Longlife/Pladekisten)

Anbefalelsesværdig og behagelig
Det er guitaristen Jens Christian Kwella der selv har skrevet syv af de ti kompositioner på den nye udgivelse Embrace. I'll be seeing You, In a  sentimental mood og Weary blues er de andre tre numre. Standards'ene giver et meget godt billede på det der venter i Kwella's egne kompositioner. Han har en gylden lyrisk melodiåre, hvor titler som Onwards, Embrace, Clarity og Darker flot symboliserer noget af det som Kwella står for. Kwella's talenter og evner som guitarist er ofte trukket frem og rost, hvor forskellige jazzguitarister har været nævnt som forbilleder. Når jeg hører denne plade fremstår han nu efterhånden mere som sin egen. Han har fornemmelsen for den klassiske jazz, som den lød i 50'erne med elementer af sigøjnerjazz, swing og bossa. Han er lige blevet udnævnt til Danmarks første lektor i rytmisk guitar, hvilket både indikerer noget om den tekniske og håndværksmæssige kunnen. Men også noget om den mere udefinérbare personlige integritet og feeling, som han i høj grad besidder.
Når en så stærk musiker laver et album, er fornøjelsen endnu større når han allierer sig med nogle lige så stærke musikere. Bassisten Morten Ramsbøl er en ekstra stor fornøjelse som den gennemgående medspiller. Tenorsaxofonisterne Michael Bladt og Christian Vuust har deles om tjansen mens Jacob Venndt på den kromatiske mundharmonika kigger forbi på 3 numre med Toots Thielemans inspireret spil.
Jens Chr. Kwella har lavet en anbefalelsesværdig behagelig plade, der gang på gang imponerer med sit store musikalske overskud.
Jens Christian Kwella: kwella.dk

Mads Vinding Trio: Open Minds (Storyville)

Bassistkapelmesterens høje niveau
 Mads Vinding Trio er et af stederne hvor bassisten Mads Vinding i selskab med klaver og trommer udlever jazzen i sin mest rendyrkede form. Trioen har eksisteret siden 1997 og Vinding er eneste gennemgående medlem. For 2 år siden var jeg helt oppe at ringe over samarbejdet med Morten Lund og Jakob Karlzon på albummet Bubbles and ballads, hvor den nordiske tone blev udfordret. Denne gang har Vinding vendt sin inspiratoriske næse mod USA, hvor han atter er sammen med trommeslageren Billy Hart, som han bla. spillede sammen med i en længere periode i Hank Jones-trioen The Great Jazz Trio. Pianisten er godt nok den franske Jean Michel Pilc men Pilc's base har været New York siden midten af 90'erne - og stilen er amerikansk. Pilc har lavet en række roste trioalbums i eget navn. Så det klassiske trioformat ligger ham på ingen måde fjernt.

Open minds er sammensat som det er set så ofte før med trioalbums. En række standards af den meget velkendte slags: Someday my prince will come, Summertime, My funny Valentine og flere andre kendinge samt nogle originale numre af trioens medlemmer, hvor Vinding bidrager med et enkelt. Pladen lukkes med I skovens dybe stille ro - nummeret som NHØP sammen med Kenny Drew i 1973 vel nærmest gjorde til en dansk jazzstandard.
Musikalsk er Open minds ikke overraskende i særklasse. Billy Hart - der anbefalede Pilc til Vinding - havde sagt til Vinding at Jean-Michel Pilc er på omgangshøjde med Keith Jarrett og Brad Mehldau - to pianister som Hart også tidligere havde spillet med. Når jeg lytter til pladen er det da osse to af de pianister jeg kommer til at tænke på, men Thelonoius Monk har også sat sit præg et eller andet sted.
Det er dog først og fremmest Mads Vindings plade. Han er tilpas meget i fokus til at det lyder som en bassistkapelmesters plade. Tak, Mads Vinding for det høje niveau, som du fortsætter med at stræbe efter.
Mads Vinding: vinding.dk

Carsten Lindholm: Tribute (Gateway) Download

Elektronisk hyldest
 Tribute er trommeslageren, komponisten og produceren Carsten Lindholms personlige hyldest til forskellige musikere der har påvirket og inspireret Lindholm i løbet af hans liv. Over 11 numre hylder han så forskellige folk som Sting, Nils Petter Molvær, Eivind Aarset, John Coltrane, Bill Laswell oa. Guitaristen Eivind Aarset medvirker såmænd i egen person undervejs. Dette album er nok det mest rendyrkede danske nu jazz album i meget lang tid. Jeg bliver banket 10 år tilbage i tiden og lyden af Molvær og Bugge Wesseltoft bliver nærværende. Det er kunstneres album jeg stadig finder frem og lytter på med stor fornøjelse. Hvis Lindholm havde sendt det her på gaden for 10 år siden var han sikret en plads på en af de mange opsamlingsplader der kom den gang med den elektroniske jazz, der gik under navnet Nu Jazz. Carsten Lindholm har lavet en plade med elektronisk jazz indeholdende elementer af ambient og drum'n'bass. Lindholm har godt styr på musikken og arrangementerne, hvor trompetisterne Rene Damsbak og Tav Klitgaard er med til at give den rette nu jazz-stemning.
Man kan godt beskylde dette album - der iøvrigt kun udkommer som download (på iTunes) - for at være bedaget. Det ændrer nu ikke på min lytteoplevelse. Lindholm har lavet noget musik der også peger længere tilbage, som på nummeret Elefantastic, hvor 70'ernes fusion som vi kender den fra danske Entrance er nærværende. Sammen med inspirationen fra den senere elektroniske jazz bliver det et ganske fornøjeligt album.
Carsten Lindholm: carstenlindholm.dk
My Space: www.myspace.com/carstenlindholm

Jens Haack: Smokers lounge (Stunt)

Når smooth jazz krydser klinger med easy listening
De første associationer jeg får, når jeg hører den her musik er min barndoms ture i Føtex sammen med mine forældre, hvor jeg kiggede på de flotte dåser med forloren skildpadde eller høns i asparges mens strygermuzak smøg sig om ørerne på mig. 
Den gamle saxofonhelt fra Moonjam Jens Haack er tilbage med en smooth jazz-plade, hvilket Haack's efterfølger i Moonjam Benjamin Koppel i øvrigt også var sidste efterår. Haack's plade er dog af en anden karakter. Der er knap så meget funk under neglene som hos Koppel. Desuden er DR Underholdningsorkestret alias The Danish Chamber Orchestra indskrevet for at sikre massive mængder fløde.

Der er så herligt mange politisk ukorrekte elementer inkluderet på denne plade. Der er lækker halvnøgen kvinde på coveret, der heldigvis går igen inde i CD-hæftet. Pladen hedder Smokers lounge og stilmæssigt helt ved siden af tidens toneklang. Repertoiret er taget fra den store amerikanske sangbog plus et par enkelte originale. Det præsenteres som ukompliceret og let underholdningsmusik, uden ubehageligheder. Mikkel Nordsø på guitar og Ben Besiakov på keyboards yder selvfølgelig kvalificeret opbakning sammen med de mange strygere. De er alle sammen dygtige håndværkere, der helt sikkert mener det bedste med denne plade. Det ville være forudsigeligt fjollet, hvis jeg gav denne CD høvl, så det lader jeg være med. Jeg vil nemlig ikke være forudsigelig. 
Video: www.vimeo.com/19781586

KortJazzNyt uge 7 2011

Denne omgang nyheder du sidder og læser her, er indlæg nr. 1000 på denne blog. 
 
Onsdag d. 23. februar er der atter jazz på Fermaten i Herning. Det regionale spillested Fermaten er sammen med jazzklubben Moor Jazz og Swinging Europe værter for koncert med Maria Faust Group og indlagt reception i anledning af at Swinging Europe - der står bag European Jazz Orchestra - er flyttet til Herning fra Brande og at jazzklubben Moor Jazz er gået sammen med Swinging Europe og Fermaten i et samarbejde om at præsentere kvalitetsjazz i det midtjyske.
I anledning af alle de glædelige omstændigheder er der såmænd fri entré til arrangementet.
Jeg håber at vi ses!
swinging-europe.dk/page41/page41.html

Det norske magasin Jazznytt er på gaden med et frisk nummer, som kan downloades gratis på deres hjemmeside. Der er selvfølgelig en masse om norsk jazz. Men også en hel del om dansk jazz. Der er anmeldelser af Carsten Dahl's Effata, Ibrahim Electric's Royal Air Maroc (hvor redaktøren Jan Granlie endnu en gang roser Stefan Pasborg for trommespillet, der er af en anden verden) og Niels Lan Doky's Return to Denmark. Desuden er der en artikel om jazzscenen i København med fokus på Copenhagen Jazzhouse og Jazzhus Montmartre.
issuu.com/push_media/docs/jazznytt-01-2011?viewMode=magazine&mode=embed

Helle Keis er specialestuderende på Copenhagen Business School, hvor hun studerer "Management of Creative Business Processes". Hun er ved at lave en undersøgelse af det danske jazzmiljø. Hun har allerede 200 besvarelser men har brug for minimum 500 besvarelser
Helle fortæller om specialet: "at det har til formål at give jazzartister, musikere, spillesteder og producere strategiske anbefalinger i forhold til deres promovering og placering på det danske marked for jazz." For at få det bedste udgangspunkt for specialet har hun brug for viden om, hvem den danske jazzentusiast er. I den sammenhæng bliver de førende jazzklubber og spillesteder og blogs rigtig relevante for hende, da det er der hvor entusiasterne holder til.
Svar på undersøgelsen her: www.surveymonkey.com/s/YBVY3H2

Hvis du har læst disse linjer: "Lars Fiil has delivered the first great record of 2011 and I believe we will be talking about this album again as part of our Best Albums Of 2011 in twelve months. Reconsideration is Highly Recommended." så har du allerede læst anmeldelsen af Lars Fiil Quartet's Reconsideration på den amerikanske blog Jazzwrap, hvis ikke så besøg den her: jazzwrap.blogspot.com/2011/02/lars-fiil-kvartet-reconsideration.html

Green Chimneys: Green Chimneys (Mawi/Gateway)

Meditationsjazz
 Traditionel meditationsmusik - det der også kaldes new age er vel nærmest ikke-musik. Ingen puls og rytme men istedet klangflader der underbygger stemninger og udmærker sig ved at man ikke involverer sig alt for dybt i musikken.
Green Chimneys har en anden fortolkning af meditationsmusik eller meditationsjazz som det så bliver til her. Gruppen ledes af saxofonisten Martin Stender, der sidste år slog sit navn fast med gruppen Girls in Airports. Endnu en gang er det Stender der står i spidsen som komponist og producent. Pladen er delt op i to dele. De tre første numre, første til tredje Journey er med ledsagende tale. Nordmanden Mia Marlen Bergs behagelige stemme (på engelsk) leder lytteren gennem vejrtrækningsøvelser og sender os ud på en visualiseringsrejser.

Det er et meget modigt eksperiment som Martin Stender har realiseret. Jeg bliver ikke helt fanget af de tre Journeys. Men det betyder heller ikke så meget. Musikken kan også høres uden ledsagende tale. Her folder der sig et originalt musikalsk univers ud, der godt kan høres som en selvstændig forsættelse af det Stender startede med Girls in Airports. Enkelheden, gentagne motiver der giver mindelser om minimalistisk musik, afrobeat og ikke mindst en jazzfornemmelse der gennemsyrer det hele er gennemgående elemnter i Green Chimneys.
Martin Stender spiller både tenor- og altsax. Han bakkes op af Emil Jensen på trompet og kornet, Marc Méan på piano, Morten Ankarfeldt på bas og Mads Emil Nielsen på trommer. Dette unge hold er både vellydende og -spillende. En god oplevelse der skaber mange billeder også uden visualiseringsrejserne.
My Space: www.myspace.com/thegreenchimneys

Various artists: Global Units Copenhagen Sessions no. 1 (Global Units) Download

Fængende og fastholdende
 August Engkilde er ikke kendt for at gå slidte veje indenfor musikkens verden. Hans nyeste projekt Global Units tager udgangspunkt i nogle musikalske erfaringer som Engkilde fik, da han spillede i Kina i forbindelse med Expo sammen med kineserne Yan Jun (feedback noise artist) og Tao Yi, freejazztrommeslageren der aldrig før havde spillet et steady beat i sit liv samt VJ'en Casper Øbro. De havde aldrig mødt hinanden før og havde meget forskelllig baggrund. De lavede en koncert der for alle var en positiv øjenåbner. 2. februar åbnede August Engkilde for første gang studiet op i Danmark. Intentionen var at musikere der aldrig havde spillet sammen før skulle møde på tværs af det de normalt spiller. Musikken kunne opleves live i studiet eller via streaming på internettet.

Det blev til fire meget forskellige sessions med musikere overvejende fra jazzen. Thomas Hass, Thomas Agergaard, Ture Larsen, Solveig Sandnes, Trinelise Væring og Jakob Riis er blandt de musikere der kan høres undervejs. Det er blevet til improviseret, eksperimenterende og åben musik der ikke lefler for nogen eller noget. Det her er et interessant projekt der handler om nuet. Musikken og lyden i nuet. Men også fastholdelsen. En fængende fastholdende oplevelse for den lytter der vil bruge tid på, at høre noget som lytteren med garanti aldrig har hørt før.
Musikken er udgivet som download, hvor man betaler det man har lyst til for musikken
Bonusinfo:
D. 2. marts afholdes Copenhagen Sessions no. 2, hvor intentionen er at musikken også videostreames.
Global Units: www.globalunits.net

Seval: I know you (482 Music) LP

Svensk-amerikansk akustisk improjazz
 Lederen af gruppen Seval, den svensk-amerikanske cellist Fred Lonberg-Holm er medlem af improvisations-supergrupper som Peter Brötzmann Chicago 10tet og Vandermark 5. Han er svenskfødt men har boet i USA i mange år. Med gruppen Seval vender han blikket mod Sverige og samarbejder her med svenske musikere med erfaring fra impromusikken. Sangerinden Sofia Jernberg er i kraft af den megen plads hun får, et meget fremtrædende og markant medlem. Hun har markeret sig i duoen Paavo og i sammenhæng med Seval udbygger hun det positive omdømme. Ubesværet blander hun jazzsang og improvisation, så grænserne udviskes.
Patric Thorman på bas, Emil Strandberg på trompet og David Stackenäs på akustisk guitar falder fint ind i Lonberg-Holm's kammermusikalske og improvisatoriske univers. Lige dele melodi og skævhed er med til at bevare min interesse som lytter hele vejen gennem pladen.
Fred Lonberg-Holm: www.lonberg-holm.info
482 Music: www.482music.com

Lynne Arriale: Convergence (Motema) >> Chantale Gagné: Wisdom of the water (Chantale Gagné)

Kvinder ved klaveret
Den amerikanske pianist Lynne Arriale har siden debuten The eyes have it fra 1993 dyrket trioformatet. Hvor hun kom frem som en pianist i Marian McPartland-traditionen, har hun siden dyrket et mere pågående udtryk, der trækker veksler fra både Bill Evans og Brad Mehldau. På forrige album var Randy Brecker gæst på flygelhorn mens hun på det nye album har inviteret saxofonisten Bill McHenry med. McHenry er snart artist-in-residence her i landet, hvor han bla. skal samarbejde med Søren Bebe Trio. Noget der næppe er væsensforskelligt fra Arriale's stil. Hun har længe spillet sammen med trommeslageren Anthony Pincotti, mens bassisten Omer Avital først senere er blevet fast mand i trioen. Materialet på pladen byder på rockklassikere fra The Beatles, Sting, Blondie, Rolling Stones og Nine Inch Nails, hvor specielt behandlingen af Blondies Call me er en fornøjelse.

Den canadiske pianist Chantale Gagné er knap så erfaren og er først ude med sit andet album. Udgangspunktet på den første plade var trio med Peter Washington på bas og Lewis Nash på trommer. Trioen fortsætter hun med på sit andet album Wisdom of the water, hvor vibrafonisten Joe Locke så er føjet til. Der hersker en anden lethed over Gagné's klaverspil end hos Arriale. Materialet er selvskrevet udover den over 100 år gamle My wild irish rose, der behandles nænsomt. Washington og Nash er suveræne til at bakke op om Gagné's pæne klaverspil. Tilføjelsen af Joe Locke på vibrafon er grunden til, at denne plade ikke går hen og bliver alt for anonym. Han er venlig over det musikalske materiale, hvor han myndigt føjer stemning og fyldighed til.
Lynne Arriale: www.lynnearriale.com
Chantale Gagné: chantalegagne.com

Jesper Agesen Trio: Now (Gateway)

Behagelig klassisk Jazz
 Klassisk jazzguitar i trio med tid til ro og fordybelse. Det er den ultrakorte anmeldelse af Jesper Agesen Trio's album Now. Jesper Agesen debuterer i eget navn i en alder af 39 år, efter at have lavet plader med Harbeck/Agesen/Johnsen/Landors og HAVL. Alderen er ikke uden betydning. Det er kun en moden jazzguitarist der vover og kan debutere med en sådant album som Now er.

Guitarister som Tal Farlow, Barney Kessel og Joe Pass spøger i kulissen. Stilen lægger sig op ad et post-Charlie Christian univers, hvor det som regel er jazzstandards der dyrkes. En enkelt standard Old Folks er der også blevet plads til på Agesens album, der ellers byder på selvskrevet materiale. Det fremstår alligevel ultraklassisk og rent i udtrykket.
Carsten Landors på trommer og Graig Earle på bas er sammen med Agesen garanter for en meget behagelig jazzplade, der i roligt tempo giver sig tid til at dyrke detaljerne. Noget der netop er trioens store force. Deres sammenspil og forståelse for hinanden er imponerende. Det er ikke nogen omvæltende jazzplade: Men det gør ikke fornøjelsen mindre, at høre tre jazzmusikere der dyrker den klassiske jazz så elegant og troværdigt.
My Space: myspace.com/jesperagesen

Suburbia Surreal: Suite # 1 (Soundcloud/Gratis download)

Unge musikere bag ambitiøs suite
 Den her fortjener et download. Det er nemlig det eneste du skal gøre for, at høre denne ambitiøst imponerende udgivelse med fire ungersvende under ledelse af guitaristen Rasmus Vestervig. De anfører selv Radiohead, Paul Motian's Electric Bebop Band og Boards of Canada som inspirationskilder. Mens dogmet om at de kun spiller suiter opfyldes til fulde. Suite # 1 er en 37 nummer lang suite med flere satser, hvor vi føres gennem flere stemningsfyldte landskaber.. Andreas Bøttigers saxofon er ofte i front og det behagelige melodiske flow klæder hans rolige saxspil. Mariusz Praśniewski på bas og Karol Domański på trommer leverer en solid kulisse, hvor specielt Domański's iderige trommespil er en fornøjelse.
Musikken kan hentes gratis på Soundcloud og jeg håber at Rasmus Vestervig og Suburbia Surreal har mod på flere suiter.
Soundcloud: soundcloud.com/rasmusvestervig
Rasmus Vestervig: rasmusvestervig.blogspot.com

Dellbeck: Sparring (Pelle Produktion/Gateway)

Mørbanket
 Sparring er begrebet vi kender fra bokseverdenen. Træning forud boksekampe med kvalificerede modstandere, der kan presse og træne de stærke sider frem. De to tenorsaxofonister Pelle Fridell og Jan Harbeck er begge er kendte i det Københavnske jazzmiljø, bla. for deres medvirken i flere forskellige big bands. Harbeck fik sit store gennembrud i 2009 med albummet In the still of the night, der her overbeviste et stort publikum om det særlige stof han er gjort af. Pelle Fridell har også lavet nogle soloplader, hvor den seneste fra 2008 var en opløftende groovy sag. Når de kalder pladen for Sparring er det også meget lyden af musikken. To saxofoner der spiller hinanden op, presser, pacer og fremmer gode sider ved hinanden.
De to tenorer bakkes loyalt op af Andreas Fryland på trommer og vildbassen Adam Pultz Melbye på bas, der er altså ikke noget akkordinstrument i midten. Det giver fri plads til de to saxofonister og den indtager de uhæmmet. Kendetegnende for begge saxofonister er deres skarpe sans for at kæle for detaljerne. De har begge jazzhistorien tæt inde på livet, hvor det der skete for over 50 år siden har sat sig nogle dybe spor. Der er noget rendyrket klassisk i deres spil, der er i denne sammenhæng opdateres og trækkes op i nutiden med personlige twist. De skiftevis spiller sammen og giver solo. Det fylder rigtigt meget og leveres ofte i et energisk tempo. 11 numre er skrevet af Fridell og Harbeck og en enkelt af Fryland. Pladen er fyldt op med 72 minutters intens saxofonjazz der efterlader lytteren svedig og mørbanket efter 12 underholdende omgange.
Dellbeck: www.fridell.dk/dellbeck/

Tone Franck with Nikolaj Bentzon Trio: The good life (Do it Again Records)

Nattens sidste cigaret eller rugkiks
Den norske sangerinde Tone Franck debuterer med albummet The Good Life, hvor hun hylder den amerikanske sangerinde Blosson Dearie, der døde for to år siden.
Det drejer sig om 10 numre, der er taget fra Dearies 50'er/60'er repertoire. Her findes velkendte standards som The shadow of your smile, Once upon a summertime og Someone to watch over me. Mens Tone Franck er et helt nyt bekendtskab forholder det sig ikke på samme måde med trioen, der giver musikalsk opbakning. Nikolaj Bentzon Trio leverer i selvsikker stil den nødvendige musikalske indsats. Kapelmesteren sidder ved pianoet, mens de sidste er svenskerne Daniel Franck på bas og Daniel Fredriksson på trommer. Sidstnævnte har ikke spillet så ofte i Danmark, mens Daniel Franck vel næsten er halvdansker.

Intimitet og nærvær præger balladerne, der fint kan illudere soundtrack til nattens sidste cigaret. Musikken er gammeldags i en grad, hvor man næsten savner røgen. Tiden i dag er nok mere til Nicorette tyggegummi eller en rugkiks. Men derfor må man jo gerne vende tilbage en gang i mellem - jeg undlader dog cigaretten, gider ikke at falde i igen.
Tone Franck synger med sødme og elegance, mens Bentzon Trioen bakker troværdigt og ædelt op. Konkurrencen er på den anden side også hård på kvindernes jazzvokalscene. Så der skal nok mere til end det vi hører på denne plade, hvis Tone Franck skal stikke ud fra mængden. Men håndværket fejler ikke noget, det er helt og aldeles i orden.
Tone Franck: tonefranck.com

Orpheus: A less known hero (Gateway)

Må gerne blive mere kendt
Inden for det sidste års tid er der dukket plader op med danske jazzgrupper i størrelsen kvartet+. Her tænker jeg bla. på Magnify og Girls in Airports. Fælles for grupperne er at det ikke er en person der lægger navn til gruppen. Stærkest kommer det til udtryk gennem musikken, hvor det er det kollektive udtryk der dyrkes.
Nu er der kommet en ny gruppe på scenen. Orpheus - en mindre kendt helt, som de sympatisk nok kalder sig. Her træder et andet fællestræk frem, bevidstheden om hvordan man "ser" ud. Orpheus har fået lavet et fedt grafisk udtryk til pladecoveret. 

Med den utraditionelle opstilling bestående altsax, tenorsax, keys og trommer spiller de med et pågående frisk og groovy nordisk udtryk med en snert af funk. De spiller med komprimeret vildskab der omsættes i nogle effektive og let flagrende melodier, der oftest afvikles i højt tempo. Det er samarbejdet mellem de to saxofonister Aske Drasbæk på altsax og fløjte og Frederick Menzies på tenorsax og synthbas der oftest kommer i fokus. Men der er også plads til de to andre Magnus Friis på trommer og William Larsson på Rhodes, synthbas og synth. Sidstnævnte giver feks. en suveræn solo på nummeret Period. Ligeledes er han god til at føje effekter til, der understøtter stemningerne i musikken.
Orpheus efterlader et positivt indtryk. Først og fremmest fordi de arbejder så godt med det kollektive, med det at være en gruppe. Orpheus må godt blive en mere kendt superhelt.
Orpheus: orpheus.dk

European Jazz Orchestra 2009: Conducted by Peter Herbolzheimer (Music Mecca)

Messingen bliver pudset
 Peter Herbolzheimer lavede i 70'erne en stribe legendariske big band-plader, hvor flere danske musikere var med, bla. Palle Mikkelborg, Alex Riel og Bo Stief. I 2009 stod han i spidsen for det dansk baserede europæiske big band-projekt European Jazz Orchestra. Big bandet var udvidet med ekstra messingblæsere, da det netop er et af kendetegnende ved Herbolzheimers musik. De 21 musikere var udvalgt af jazzproducere fra EBU's jazzgruppe og kom fra hele Europa. Fra Danmark deltog bla. Frederik Menzies på tenorsax og Tobias Wiklund på trompet.

Herbolzheimer lavede i 70'erne nogle meget funky plader, der vel nærmest stod på skuldrene af Quincy Jones og Mel Lewis/Thad Jones. De funky elementer er nedtonet noget på denne plade. Til gengæld er der fundet nogle jazzklassikere frem, der i Herbolzheimers hænder får nyt liv. Brubeck's The Duke, Wayne Shorter's Nefertiti og Charlie Mariano' Dorothee er alle tre fænomenale, med flere gode solopræstationer. De tre standards In the wee small hours of the morning, Cherokee og Body & soul er ligeledes fine.
Det halter så yil gengæld noget med den vokale indsats på Djavan's Fato cosumados, hvor de fire sangere ganske enkelt ikke er lige så skarpe som resten af big bandet. Det samme gælder med Edu Lobo's Upa Negunho. Vokalisterne er ikke gode til at følge hinanden - det er givetvis tilsigtet, det lyder bare meget rodet i timingen blandt sangerne. De får det til at fremstå uharmonisk. Det står i skærende kontrast til indsatsen fra messingblæserne, hvor der ikke er nogen tøven eller sjoflen med arrangementerne.
For det kan Herbolzheimer. Han kan om nogen lave et arrangement med skinnende flot messing. Det er forrrygende fedt og uden tvivl krævende for musikerne. De klarer det uden problemer.
Musikken er optaget ved de afsluttende koncerter i Rumænien af den statslige rumænske radiostation, der modsat Danmarks Radio ikke har angst for at optage en jazzkoncert.
Bonusinfo:
Jeg er ret beset rimeligt presset når jeg skal anmelde denne plade i forhold til armslængde-princippet. Det er fordi jeg sidder i bestyrelsen for Swinging Europe, organisationen det står bag European Jazz Orchestra. Nu er du under alle omstændigheder informeret.
Swinging Europe: www.swinging-europe.dk