Der er gået fem år siden Arve Henriksen sidst udsendte et regulært album i eget navn. Dog behøver man ikke at frygte, at der er sket revolutioner. Hans umiskendelige blanding af electronica-landskaber - skabt i samarbejde med Jan Bang og Erik Honoré og en trompet der står i gæld til Miles Davis fra Sketches of Spain og Aura og Jon Hassell, er tilbage i allerbedste form. Jeg bekræftes i, at jeg er fuldstændigt syg med Arve Henriksen. Det er ganske unikt og stadigvæk spændende. På den anden side overraskes jeg ikke. Jeg blæses ikke omkuld i samme grad som, da han dukkede op i starten af 00'erne. Der begynder at tegne sig et billede af en kunstner, der har fundet en udstryksform, der er så stærk og holdbar, at den kan leve meget længere end jeg havde forestillet mig.
I 2008 kaldte jeg ECM-albummet Cartography for et højdepunkt i Henriksens karriere. Det er Places of worship ikke. Det er alligevel et album jeg uden tøven vil anbefale til nysgerrige lyttere, der f.eks. hører Efterklang eller Trentemøller - uden alt for mange sammenligninger i øvrigt. Det er intelligent, organisk og elektronisk jazz der matcher nattens melankoli og varme stunder. Arve Henriksens "Steder man kan sætte pris på", er musik man kan sætte pris på.
Bonusinfo:
Det er ikke helt sandt, at det er fem år siden at der sidst kom et album fra Henriksen. I 2012 udkom boksen Solidification med 7 LP'er og 2 DVD'er. Det var ældre materiale og bonusnumre plus et enkelt helt nyt album Chron.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar