The Smurques er et ganske pudsigt bandnavn. Er det en smart engelsk måde at sige Smørgås på? Det er i hvertfald helt sikkert, at The Smurques er et dansk projekt, der bevæger sig i udkanten af den by vi kalder jazz. Kvartetten har lavet et urbant mix af rock, electronica, dub og jazz på albummet Happily ever aftermath. Guitaristen Christian Bluhme samarbejdede omkring flere projekter med englænderen Django Bates efter, at Bluhme blev færdig på det rytmiske musikkonservatorium i 2008. Han har siden bevæget sig bredt rundt i musikken. Bassisten Jannik Næsted, trommeslageren Pontus Torstensson og beats mm. mageren Jah Bozo er de resterende tre medlemmer af bandet.
Musikken har et lækkert organisk udtryk, der passer godt til de elektroniske soundscapes der foldes ud under musikken. Det er velspillet og originalt. Men hvis nogen havde bildt mig ind, at pladen var 10 år gammel havde jeg troet på dem. Det er en noget bedaget stil, der bringer for dagen. Det er ærgeligt. De har ellers fat i noget, der lyder ret fedt. Næsted's pulserende og rolige bas skaber bunden i den spartanske Diminished Risk, der er et af pladens højdepunkter. Undergangen er med i en filmisk mættet lydverden. Christian Bluhme er ikke bleg for flyde ud med guitaren i nummeret. Konklusionen må blive, at de skal skrue op for den organiske del i bandet - som de har styr - og så ellers skrue ned for den bedagede elektronik, hvis den ikke skal opdateres.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar