tirsdag, oktober 22, 2013

Bent Hesselmann: Echoes Reflections (Garbage Galore Records)


Pladecoveret er hjemmelavet på en halvdårlig inkjetprinter. Pladen er hjemmebrændt. Det giver et indtryk af noget amatørværk. Indtil jeg åbner æsken og ser, at gæstemusikerne tæller folk som Toke Lund Christiansen på fløjte, Anders Gaardmand på saxofon, Gerard Presencer på trompet og Steen Nikolaj Hansen på trombone. I spidsen for dette meget overraskende projekt står den 74 årige Bent Hesselmann, der har en fortid i The Maxwells, John Tchicai's Cadentia Nova Danica, Young Flowers, Alrune Rod, Midnight Sun etc. Han har siden slutningen af 60'erne lavet musik til en stor bunke teaterstykker. Det er Hesselmanns 13. album siden år 2000.  Alligevel er han fløjet under Jazznyts radar i denne periode. Nu har jeg så fået albummet stukket i hånden af Hesselmann himself.

Echoes Reflections er en rodebutik. En af den slags varehuse, der ikke findes længere. Der er alt muligt på hylderne. Lige fra legetøj til parfume over dameunderbenklæder. Bent Hesselmann har nærmest lavet ti numre til ti forskellige teaterstykker. Der er middelalderdramaet med nummeret Kronborg, der er den futuristiske togrejse med nummeret TGV, der sommerferien i den svenske hytte med nummeret Sommeriva, der er den forladte ægtemand på nummeret Jajo og sådan kunne jeg blive ved. Echoes Reflections er ikke et decideret jazzalbum. Der er mange genrer og stilarter på spil. Hesselmann vil det hele og lader sig ikke begrænse. Det trækker alligevel en smule ned, at Hesselmann i så udstrakt grad benytter sig keyboardets mange midimuligheder. Trommerne og bassen bliver flade og kedelige i lyden i et ellers meget dynamisk univers. Echoes Reflections er en besynderlig plade på en forunderlig måde. 

Ingen kommentarer: