Så er Niels Lan Doky i byen igen. Det går ikke stille af sig. Han fylder 50 år i dag. Han åbner en eksklusiv jazzklub, The Standard Copenhagen sammen med Claus Meyer i dag. Han udgiver et nyt album med skandinaviske kompositioner og han er på forsiden af Politiken med overskriften: "Jazzikonet, kun få gider spille med."
Så kan den vist ikke trække ret meget mere. Jo det kan den. Han får nemlig en kommentar her på bloggen.
Jeg blev overrasket - og måske alligevel ikke - over de oplysninger der kommer frem i artiklen i Politiken.
For to dage siden var der et interview i Berlingske Tidende, hvor Doky's karriere gennemgås. Der er bare ikke et eneste ord i artiklen om Jazzhus Montmartre, som han var med til at åbne med pomp og pragt i 2010. Det forstår man nu til fulde efter, at have læst artiklen i Politiken. I Politiken siger Montmarte-stifteren Rune Bech: "Andre må gøre sig deres egne erfaringer med ham, men vi kunne blot konstatere, at han ikke levede op til det moralske niveau, som vi andre i huset ønskede, Montmartre skulle stå for. Både i forhold til musikerne, samarbejdspartnere og den daglige drift."
Som den eneste musiker der står frem, er veteranen Alex Riel, der allerede tidligt i Doky's karriere var med til, at hjælpe ham frem på jazzscenen. Riel fortæller, at han gennem årene har hørt diverse negative historier om Doky i jazzmiljøet. Han valgte dog at stå bag Doky og støtte ham. Indtil han på egen krop oplevede, at blive snydt af Doky. Han fortæller om et job i juledagene 2010 på Jazzhus Montmartre, hvor han spises af med 1900,- minus transport. Han spiller sammen med begge Doky brødre, som han efterfølgende finder ud af, har fået over 10.000 kr. hver for det job. Niels Lan Doky's kommentar til den omgang er: "Jeg kan godt forstå, Alex blev sur, hvis han troede, overskuddet skulle gå til Montmartre. Men min bror og jeg accepterede altså også at spille til en meget lavere pris. Forholdsmæssigt gik vi meget mere på kompromis end Alex." - den lader jeg lige stå og ringe, som var det et sømbækken, der blev ramt.
Nu er Niels Lan Doky så tilbage i byen. En ny eksklusiv jazzklub af international karakter skal startes op. Spørgsmålet er hvor længe Doky er med i den konstellation. Doky indleder programmet med 2 uger med egen trio og den italienske sangerinde Roberta Gambarini. Herefter følger en Oscar Peterson hyldest med Doky i hovedrollen og Peterson-sidemen som Ulf Wakenius, Dave Young og Alvin Queen i birollerne. Så er der lige et par dage uden Doky, inden han kommer på banen igen og måneden ud spiller skandinaviske standards med gæstemusikere fra Finland, Norge og Sverige. December er NHØP-hyldest måned. Der er selvfølgelig enkelte danske musikere inde over. Men det er tydeligt, at de placeres i de absolutte biroller. Har vi brug for The Standard Copenhagen? Nu skal jeg selvfølgelig passe på. Men jeg synes at det lugter af, at være en idé der kunne være fostret før finanskrisen og så ellers være finansieret af repræsentationskontoen.
Jeg synes at det er dejligt at jazzen i København både kan høres på Christiania og på en restaurant med dyr rødvin i glasset. På det sidste sted, er der dog en overhængende fare for, at det bliver til et ligegyldigt lydtapet, der skal matche kammuslingerne. Det holder sjældent i længden. Medmindre at man som på Jazzhus Montmartre, har kunstneriske ambitioner der strækker sig længere end til, at skabe et lækkert soundtrack til maden.
PS. Jeg forstår i øvrigt ikke, at den nye plade Scandinavian Standards kan blive til den 37. plade i Niels Lan Doky's eget navn - som Niels Lan Doky siger i interviewet i Berlingske Tidende. Jeg kan kun få det til 29 plader.
Politiken
http://politiken.dk/ibyen/nyheder/barer/ECE2093234/jazzikon-faar-den-kolde-skulder-af-sine-kolleger/
Berlingske Tidende
Ingen kommentarer:
Send en kommentar