Julia Hülsmann Trio: The end of a summer (ECM/Sundance) >> Alboran Trio: Near gale (ACT/Sundance) >> Wolfgang Haffner: Acoustic shapes (ACT/Sundance)

Tre med trio

Der er noget nærmest romantisk tillokkende over klavertriojazzen. Den kan lokke dig, den kan være noget så dejlig at have i ørerne og i kroppen, den kan besætte dig...
Ja jeg indrømmer det. Jeg elsker klavertriojazz. Det kan være den klassiske Bud Powell og Oscar Peterson eller den nyere Chick Corea og Keith Jarrett. Men det her er altså et område hvor europæisk jazz i de seneste år, har haft ligeså meget interessant at berette, som den amerikanske. Godt nok har de Brad Mehldau og The Bad Plus i USA. Men prøv bare at tage Danmark, Sverige og Norge. Der er kommet så mange gode plader herfra de seneste 10 år at vi med rette kan være stolte.
Men det er altså ikke helt tosset det de laver lidt længere sydpå. Fra Tyskland kommer Julia Hülsman, der ganske vist er taget til Norge for at få den rette lyd, hos Jan Erik Kongshaug i Rainbow Studiet i Oslo, men det er hun jo ikke den første ECM-kunstner der gør. Det er ikke hver dag der kommer en plade med kun tyske kunstnere på ECM - og slet ikke en straight jazzplade. Gevinsten på pladen er Hülsman's versionering af popsangeren Seal's hit Kiss from a rose, der oprindelig er fra Batman Forever filmen.
Alboran Trio er italiensk med Paolo Paliaga ved pianoet der ligeledes har komponeret musikken. Det er deres anden plade. Pladen er en moderne klassisk trioplade med middelhavs -temperament, -smag og -varme. Bassisten Dino Contenti's syngende bas og Gigi Biocalti's bløde og levende trommespil går godt i spænd med Paliaga's pianospil.
Wolfgang Haffner fra Tyskland er trommeslager og han har lavet en sand perle med livepladen Acoustic shapes, sammen med Hubert Nuss på piano og Lars Danielsson på bas. Haffner har gjort det i jazz og popsammenhæng med store navne siden han begyndte at spille med Albert Mangelsdorff. Men i 2006 viste han med pladen Shapes at han selv kunne. Det var en electronicajazzplade. Den nye er til gengæld helt akustisk. Den kravler lige ind og pleaser melodigenet. Men der er heldigvis så meget kant og udvikling i musikken at vi ikke bare falder glade i søvn. En meget anbefalelsesværdig plade, hvor Nils Landgren gæster på sidste nummer med den røde basun.
Julia Hülsman: www.juliahuelsmann.de
Alboran Trio: www.alborantrio.com
Wolfgang Haffner: www.wolfganghaffner.com

Jørgen Emborg: Statements (Moonsong/Gateway)

Vokaljazz uden sang

Jørgen Emborg slæber rundt på et imponerende bagkatalog der starter i 1979 med LP'en Sargasso. Herefter er han med på nogle af de mest markante jazzplader der kommer i 80'erne, med feks. Frontline og Alpha Centauri. Desuden har han lavet en lang række plader i eget navn. Plader med sangerinder som feks. Cæcilie Norby i Frontline, Hanne Boel og Mona Larsen har været en vigtig del af hans karriere. Det slår mig flere gange, når jeg hører hans nye plade Statements, hvor sangbar hans musik er.
Istedet for vokalister har han istedet brugt en stribe personlige instrumentalister: Søren Lee (guitar), Hans Ulrik (sax), Kasper Vadsholt (bas), Morten Lund (trommer), Peter Dahlgren (basun) og Henrik Sveidahl (sax). På et nummer som Chanting savner man ikke sangerinden, da den er fyldt med elegante næsten sangbare soli. Emborg er både til klaver og keyboards. Har man en svaghed for fusion med funky bas og trommer er Fighting-Uniting lige i øret. Her er keyboardtæppet spændt ud under musikken og vi får smidt en fuldfed elektrisk guitarsolo lige i sylten.
Emborg sender os mange steder hen undervejs, det er ikke svært at følge med, om det så gælder den afrikansk-inspirerede Dancing-Laughing eller hyldesten til Joe Zawinul; For Joe Z. Sidstnævnte viser hvor stor en betydning Zawinul har haft for Emborg. Men også hvor flot Emborg indfanger sjælen i den afdøde østrigske legendes musik.
Jørgen Emborg: www.jorgenemborg.dk

Jazznyts Very Best of 2008

-årets bedste danske jazzplader
Når året er ved at være omme er der tradition for at kigge tilbage. Det gør jeg også. Hvad er mere nærliggende end at kigge på den stak danske jazz-CD'er, som min elskede pladesamling er udvidet med. Pladeselskaber som Calibrated, Loveland/Longlife/Pladekisten, Stunt, ILK, Cowbell og ikke mindst Gateway har været skyld i at jazzpladepulsen har været oppe i det høje leje det meste af året.
Sidstnævnte pladeselskab er Dansk Musikerforbunds tilbud til danske musikere. Her bliver CD'erne distribueret via det store pladedistributionsselskab GDC, musikken er tilgængelig som downloads via de store musikportaler, musikerne bevarer alle rettigheder og mange andre gode fordele. Nu er det her ikke et reklameindslag for Gateway. Men som seriøs jazzblogger har jeg med stor fornøjelse konstateret at megen dansk jazzmusik udgives her. I sommers udgav Gateway sågar en dobbelt-CD med kun ny dansk jazz. Jeg aner ikke hvor mange plader de har udgivet i år. Jeg har ikke hørt det hele, Men mange af de plader jeg har hørt derfra er af højeste kvalitet, hvilket også kan ses på listen nedenfor.
På listen er der plader, der har det til fælles at det stilistisk nok kan kaldes jazz, ellers er der meget stor forskel. Det afspejler på dejligste vis den forskellighed, der er i dansk jazz. Åbenheden og manglen på kedelige dogmer i dansk jazz er med til at vise, at den i 2008 endnu en gang var i topform
Du kan lige nå at bruge listen som inspirator. Feks. når du skal ud for at købe en julegave, til dem du holder allermest af. For de skal da have en dansk jazzplade.

Listen er i uprioriteret rækkefølge

Martin Fabricius Trio: When sharks bite (Martin Fabricius/Gateway)
-danske plader med vibrafonen i centrum er sjældne. Når det gøres så begavet som her, er det værd at lytte til. En plade der kan nydes mange gange.

Halle/Nickelsen/Kjellberg: Echidna (ILK)
-kirkeorgel, trompet og guitar. 2 nordmænd og en dansker står bag denne bemærkelsesværdige plade med improviseret ambient musik optaget i 2 københavnske kirker.

Jakob Bro: The stars are all new songs vol. 1 (Loveland Records/Pladekisten)
-Jakob Bro er blandt årets mest aktive på pladefronten, med hele tre udgivelser. Den første var den bedste. Han gæstes af en stribe amerikanske jazzstars, der er med til at løfte pladen op i himlen.

Anne Mette Iversen: Best of the west/Many Places (Brooklyn Jazz Underground)
-kapelmesteren er dansk, bandet er amerikansk. Anne Mette Iversen bor i New York og har taget byen til sig. Hun har bevaret den musikalske forbindelse til fædrelandet i det musikalske sprog.

Blood Sweat Drum 'n' Bass Big Band: Live sessions with Jørgen Munkeby (Calibrated)
-power big bandet i en optagelse fra Roskilde Festival 2007, medbringende en brutal norsk musiker med lige stor kærlighed til både Coltrane og heavy.

Grammofunch: Grammofunch (Blackout Music/BonnierAmigo)
-en medrivende intelligent moderne jazzrock plade, med filmisk effektivitet.

Sidsel Storm: Sidsel Storm (Calibrated)
-den her voksede sig ligeså stille stor. Den fik en plads i hjertet med elegant vokal og suverænt pianospil.

Mads la Cour: á la Cour (Stunt)
-den sidste indspilning fra Radiohusets Studie 3 blev en musikalsk fornøjelse. Mads la Cour er
i fint selskab. Han har lavet en fantastisk debutplade, af den sjældne slags.

Jacob Fischer Trio feat. Svend Asmussen (JFCD/Gateway)
-der bydes ikke på på paladsrevolutioner her. Til gengæld kan man så glæde sig over at Fischer endelig fik lavet en soloplade...og sikke en!

VéloVélo: VéloVélo (Gateway)
-Nyt orkester med erfarne folk, der med humor og evner til dreje musikken en omgang laver en både underholdende og krævende plade.

Frank Büchmann-Møller & Henrik Wolsgaard-Iversen: Montmartre Jazzhuset i St. Regnegade 19, KBHVN K (Jazzsign & Syddansk Universitetsforlag)

Mesterværk om Montmartre

Montmartre er en legende i dansk jazzliv med historier så mange, at ingen kommer op på siden af spillestedet, der eksisterede i St. Regnegade i årene fra 1959-1976. Hvordan indfanger man den historie? Hvordan bliver det interessant for dem, der aldig har sat sin fod på stedet, men gerne vil komme tættere på sjælen. For det første, er det 32 år siden stedet lukkede. For det andet er der så mange myter, anekdoter og løgnehistorier, der er farvet af at Montmartre også var et værtshus hvor alkoholiske drikke blev flittigt udskænket -og ikke mindst indtaget. Hukommelsen har det med at blive selektiv på sin egen underfundige måde, når de første pilsnere er drukket.
Bogen har været mange år undervejs. Den er kommet til verden takket være nogle gamle Montmartre medarbejdere, der af den gamle leder Herluf Kamp-Larsen havde fået overdraget nogle kasser fyldt med presseudklip og andet godt fra tiden. En af dem var Jørgen Bo, der gennem årene havde taget en masse billeder i jazzhuset, sammen med Jan Persson og enkelte andre, som feks tegneren Klaus Albrechtsen er de skyld i at bogen er spækket med en masse billeder, hvoraf mange ikke er set før.
Bogen er skrevet af Henrik Wolsgaard-Iversen og Frank Büchmann-Møller. Det er en jætte-indsats, der har bedrevet. De har talt med gamle medarbejdere, musikere og andet godtfolk der havde sin gang på stedet. Wolsgaard-Iversen har bla. skrevet musikerportrætterne af de amerikanske musikere, der om nogen var med til at gøre stedet berømt: Ben Webster, Dexter Gordon, Oscar Pettiford, Brew Moore, Bud Powell, Kenny Drew og Johhny Griffin. Büchmann-Møller har skrevet den kronologiske gennemgang af historien, der aldrig bliver kedelig. Bogen er spækket med sjove anekdoter. Men det tager ikke overhånd, hele tiden holdes der fast i at ville fortælle historien om spillestedet. Hvorfor var det så specielt, hvorfor vendte mange musikere tilbage til stedet igen og igen? Lige præcis det spadestik dybere er man kommet med den her bog. Man kommer tæt på menneskene og sjælen i stedet og får via bogen et meget større indblik i, hvad det egentlig var der skete dengang.
Til sidst i bogen er der en komplet gennemgang af koncerterne. Den kan gøre ondt at læse - hvorfor var man der dog ikke?. I 60'erne var der mange af de legendariske gæstespil, hvoraf flere af disse siden er udgivet på plade - en diskografi er der selvfølgelig også i bogen. På listen nævnes der også når der var gæstemusikere med på scenen, hvilket ofte skete når de havde spillet et andet sted i byen tidligere på aftenen.
Man kommer også tæt på de mange danske musikere, der fik en karriere ud at have gået på det "rytmiske musikkonservatorium" i St. Regnegade. Det er fortsat et mysterium hvordan en 15 årig NHØP dog kunne ende på scenen sammen med den besværlige pianist Bud Powell. Med NHØP's ord om, at han egentlig ikke vidste hvad han gik ind til, at han først nogle år senere begyndte at tænke på, hvad der egentlig skete musikalsk i Montmartre, især for ham, blev han svimmel blot ved at tænke på, hvad de gamle rotter overhovedet troede om ham, hvad han overhovedet bildte sig ind.
Det er måske essensen ved Montmartre, nok var man klar over at der skete noget væsentligt på stedet. Men det er jo først langt senere at det viste sig, at det som den første leder Anders Dyrup startede. Som den næste leder Herluf Kamp-Larsen overtog og gjorde til et vigtigt fundament i dansk jazzhistorie, rent faktisk også spillede en vigtig rolle i international jazz.
Tvivl ikke et sekund. Denne bog skal stå på enhver jazzelskers reol. Køb den nu eller ønsk den i julegave.

Årets svenske jazznavne

Den svenske Grammisgalan 2009 afholdes d. 9. januar i Stockholm. I modsætning til den Danish Music Awards, kårer man i Sverige andre genrer end kun pop og rock ved et og samme arrangement.
E.S.T. med afdøde Esbjörn Svensson er nomineret i flere kategorier hvor de konkurrerer med popnavne, bla. i årets album, årets komponist, årets producer og selvfølgelig i kategorien Årets jazz. Her er de oppe mod en blanding af gamle garvede og unge friske: Bobo Stenson Trio, Georg Riedel Och Vänner, Nina Ramsby/Ludvig Berghe Trio, Oddjob, Peter Asplund Quartet, Steve Dobrogosz & Anna Christoffersson, Ulf Wakenius, Viktoria Tolstoy og Wildbirds & Peacedrums.
Grammis: www.grammis.se

Viktoria Tolstoy: My russian soul (Act/Sundance)

Svensker på russisk visit

Det er en - på mange måder - stor fornøjelse at være i selskab med denne plade. Melodi materialet er ganske velkendt og Viktoria Tolstoy er lækker - at høre på. Pladen hedder My russian soul og det er udover et par russiske folkemelodier også den store klassiske komponist Peter Tchaikovsky's kompositioner der er brugt. Det er som melodimateriale til flere af de nyskevne tekster, der er skrevet af Anna Alerstedt. Man griber sig selv i gå og nynne med på sangene, men det er nok også fordi at meoldierne er forholdsvis velkendte, bla. fra Nøddeknækkeren, Svanesøen og Patehtique. Der er også musik af Vysotsky, Rachmaninov og Petrov. Stranger in paradise, der var baseret på en russisk melodi, var med i Broadway-musicalen Kismet fra 50'erne. Den er med som en af den slags numre, der banker på og spørger om den må komme indenfor.
Pladen er produceret Nils Landgren og Tolstoy bruger på pladen nogle af de fineste svenske jazzmusikere, der kan opdrives. Jacob Karlzon på piano har arrangeret flere af numrene og han er en fornøjelse i begge roller. Han har samarbejdet med Tolstoy de seneste år. Hans kraftfyldte indfølende og samtidigt følsomme klaverspil klæder Tolstoys stemme. Johan Granström (bas) og Rasmus Kihlberg på trommer supplerer forbilledligt. Joakim Milder på sax, Nils Landgren på basun og Lelo Nika på akkordion gæster på flere numre, desuden er der hældt en portion strygersovs ind over flere numre.
Pladen er som helhed meget mere velfungerende end man kunne frygte. De russiske numre holder til at blive jazzificeret, det bliver aldrig for sødt eller sukret. Det indeholder tværtimod den substans der skal til for at pladen er værd at høre igen og igen.
Bonusinfo:
Viktoria Tolstoy skriver på sit site d. 25. nov. at nu ville hun holde en pause indtil foråret, da hun snart skal være mor.
Viktoria Tolstoy: www.viktoriatolstoy.com

Oddjob: Sumo (ACT/Sundance)

Dans og dystert

Oddjob er for Bond-kendere, japaneren der kan smide med sin dræbende bolwerhat i filmen Goldfinger. For jazzfolket er Oddjob blevet synonym med den svenske gruppe der efterhånden har lavet 4 CD'er. Den fjerde er den første der udgives på det tyske pladeselskab ACT. Det er ikke en atypisk Oddjobplade, men snarere en noget atypisk ACT-udgivelse.
Oddjob har altid lavet jazz til dansegulvet. Det gør de stadig. Inspireret af rare-groove, acid-jazz, fusion og andre mindre jazzintellektuelle genrer kan de spille musik for kroppen. Men det spøjse er at de også giver indhold til det vi har mellem ørerne. Engang imellem så meget at nogle af numrene ikke ville blive valgt af mig, hvis jeg var DJ og skulle holde festen oppe, i et niveau hvor pulsen var stabil.
Glem ikke at Oddjob er svenskere, så lite svart och deppigt måste det vara. På nummeret Painkiller slår de ikke smerten ned, men bringer os gennem et fedt langsomt groove med el-klaver, drone-orgel og en lækker solo fra trompetisten Goran Kajfes, uhhh det er dystert!
Pladen er dejligt afvekslende, med numre der appelerer til dansegulvet, men også mere downtempo sager som førnævnte og et nummer som Like Josef, der er en hyldest til Joe Zawinul. Alle numrene er skrevet af bandet, pånær den amerikanske folk-song/traditional Where did you sleep last night, som nogen måske husker fra Nirvanas unplugged plade. Den er ikke blevet mindre kedelig af en tur gennem Oddjob's vridemaskine med håndklap, fløjt og vibrafon.
Bonusinfo:
De spiller på Copenhagen Jazzhouse d. 11. februar.
Oddjob: www.oddjob.cd

m:u:s:t: Solsort (Aero) Dualdisc

Når lyd og billede smelter sammen

Dette er på flere måder en ikke helt almindelig plade, den her. Det er en CD/DVD med 2 sider, på den ene side er det en CD og på den anden er det en DVD.
m:u:s:t er en trio der består af Henrik Munch (electronics) -tidligere kendt fra folk/electronica pionererne Sorten Muld, Christian Vuust (klarinet og saxofon) - kendt fra bla. Pauseland og samarbejde med digteren Peter Laugesen og Iben West (visuals) - der bla. har udsmykket Musikhuset i Århus. m:u:s:t bevæger sig musikalsk i et electrojazz univers, hvor de jazzede indslag er Vuusts fine indsats og fortjeneste. Henrik Munch har bragt inspirationen fra folkemusikken ret meget på afstand. Dog anes der en del folkemusik i det rytmiske, uden at det bliver særligt dominerende.
Det spændende ved denne plade er sammensmeltningen af lyd og billeder, der ikke just er nogen revolution - tænk lige MTV. m:u:s:t er meget langt den billede og lyd eksplosion som vi kender det fra traditionelle musikvideoer. Musikken er rolig og behagelig, tilføjet en masse små detaljer og lyde. Det er medvirkende til, at musikken ikke bliver et lydtapet eller underlægning til en film, men et interessant udtryk i sig selv, der afhængig af billederne.
Pladen indeholder 5 numre. På den første der hedder Harry er vi på besøg i en stue, hvor tiden har stået stille i en årrække. I en masse nærbilleder præsenteres vi for en række ting uden særlig værdi, men fyldt med minder. Pladens anden skæring, Trafik er tilføjet grønlandsk tale, billederne der ledsager, er ufokuserede trafikbilleder. Synes du det lyder spændende kan du se videoerne og høre musikken på deres site.
Pladens bedste nummer er Spy der byder på besynderlige sort/hvide billeder ledsaget af det mest jazz-inspirerede nummer på pladen. Det er ikke kun fordi at nummeret er jazzet, at det er godt. Men nok fordi Spy har mere form og sammenhæng end de andre numre.
m:u:s:t optræder også live med deres musik og billeder.
m:u:s:t: www.m-u-s-t.dk

Vinterjazz på Huset i Ålborg

Ikke nok med at de slår skotterne i fodbold i Ålborg, de kan også finde ud af, at holde Vinterjazz festival. På Huset i Hasserisgade afholdes der i dagene fra d. 26. januar til d. 6 februar en række spændende jazzkoncerter.
6 nye jazzbands skal varme op for mere etablerede navne. Between the lines, Playground, The Utter Chaos Quartet, Adijazz, Meget = Lidt og sidst orkestret med det lidt specielle navn 4og er de heldige udvalgte orkestre der får chancen på scenen i Ålborg. Navnene som de skal varme op for er en perlerække af de bedste danske jazznavne lige nu: Mads la Cour, Sinne Eeg, Magnus Fra Gaarden, Katrine Madsen og Schackmates.
Du kan selvfølgelig læse meget mere om arrangementerne på Husets hjemmeside: www.huset.dk

Benita Haastrup: Sunrise (Calibrated)

Udadvendt og smittende

Trommeslageren og percussionisten Benita Haastrup der bla. har spillet meget med pianisten Maj-Britt Kramer, Sophisticated Ladies, John Tchicai og Percussion Paradise (med bla. Marilym Mazur og Lisbeth Diers), har lavet sin første plade i eget navn siden 1995. Det sker med pladen Sunrise, hvor hun allieret sig med gode musikalske bekendte; Christina Dahl på saxofon, Kaare Munkholm på vibrafon og Jens Skou Olsen på bas. Desuden er hendes far Bent Haastrup med på trompet.
Har man oplevet Benita Hastrup på en scene ved man, at hun står for den udadvendte og smittende glæde ved musikken. Derfor er det spændende, om det er lykkedes hende at gøre det samme på CD.
Pladen byder på 16 numre på næsten 49 minutter som den varer. 6 af numrene er små vignetter på under 1 minut, hvor Benita spiller næsten solo, kun understøttet lidt af et instrument. Med titler som Listen, Move, Breathe, Think, Speak og And Then er det små rytmiske indspark hvor hun følger os på vej.
Bent Haastrup på trompet er en fornøjelse, han kommer fra swingjazz baggrund i Louisiana Jazzband. Far og datter komplementerer hinanden i deres musikalske møde. På numre som Gennem livet - hvor Bent spiller en klædelig duet med Christina Dahl og Aftenstjerne, er det næsten som at være der selv og det er hyggeligt! Kaare Munkholm på vibrafon skal også have et lille hip herfra - eller egentlig er det Benita - for at give ham så god plads som han får. Lyt feks. til Raindance.
Benita Haastrup kommer godt ud af højttalerne med sit levende, flydende og ikke mindst afvekslende og sammenhængende trommespil. Hun åbner op for en spændende musikalsk rejse, der både smitter og er udadvendt. Man ikke sættes af undervejs.
Benita Haastrup: www.benita.dk

Kom til koncert på Village Vanguard

New York jazzradiostationen WBGO og NPR (National Public Radio) har siden april budt på koncerter fra den legendariske New York jazzklub Village Vanguard. Koncerterne kan høres direkte på nettet. For de mere langsomme kan man heldigvis gå ind på nettet og høre koncerterne efterfølgende. Allerede nu er der opbygget et lille arkiv over koncerter med nogle af de mest spændende navne på den amerikanske jazzscene. Chris Potter Underground, Bill Charlap Trio, Ravi Coltrane, Motian/Frisell/Lovano, Kenny Barron, Uri Caine og Brian Blade er blandt navnene.
D. 17. december er Cedar Walton på scenen og D. 7. januar kan du høre Kurt Rosenwinkel direkte fra klubben, hvor der kun er plads til 135 publikummer - men nu også en masse radiolyttere.
WBGO: www.wbgo.org
NPR: www.npr.org/templates/story/story.php?storyId=90611896

Fini Høstrup: Following (Calibrated)

Fra teater til jazz

Han har siden pladedebuten i 1981 udsendt jazzplader drypvis. Senest i 2004 med pladen So gentle. Pianisten og komponisten Fini Høstrup er ikke den mest aktive på den danske jazzscene, men har alligevel lavet en række jazzplader efterhånden. Fini Høstrup arbejder primært som teaterkomponist/arrangør/kapelmester.
På den aktuelle plade Following medbringer han to musikere, der i jazzsammenhænge er mest kendt for deres udfoldelser i DR Big Band. Bassisten Kasper Vadsholt og trommeslageren Søren Frost. Sidstnævnte har jeg ingen erindring om nogensinde at have medvirket på en jazztrio-plade - udover selvfølgelig i det New Orleans funky band Skipper Just Frost.
Det er godt tænkt af Fini Høstrup at bruge de to musikere. Dette er ikke pergament-tynd klavertriojazz. Det er saftig, dynamisk og med en kraft der doseres, så man som lytter ikke bliver blæst fuldstændigt bagover. Høstrups mangeårige erfaringer som teaterkomponist mærkes. Han laver ikke musik, hvor vi kobles af undervejs. Vi bliver pænt fulgt rundt i en ballade-verden der har temperament. Der anes en vis inspiration fra gammel dansk folkemusik.
Dette er endnu en fin plade fra Fini Høstrup. Gad vide om han får lyst til, at tage ud spille sit materiale på en jazzscene?
Fini Høstrup: www.finihoestrup.dk

Lars Ekman: Introducing Lars Ekman (Stockholm Jazz Records)

En homogen størrelse

Bassisten og svenskeren Lars Ekman spiller i Ludvig Berghes trio, Magnus Lindgren Special Project og har tidligere spillet i Fredrik Norén Band. Så en introduktion kan man næppe kalde det, men som kapelmester er det en pladedebut. På pladen medvirker desuden Björn Cedergren på tenor- og altsax, Daniel Tilling på piano og Daniel Fredriksson på trommer. Det er en flok musikere fra den yngre generation af svenske jazzmusikere. De spiller alligevel med overskud og modenhed. De holder sig til moderne nutidig jazz, med fokus på samarbejde, improvisation og nogle gode melodier. Lars Ekman har komponeret 6 af pladens 8 titler. De sidste to er Speak low af Weill & Nash og Just Friends af Lewis & Klenner.
Kvartetten fremstår som en homogen størrelse, hvor de udnytter hinanden godt. Dog skal saxofonisten Björn Cedergren fremhæves, han får megen plads og formår at bruge den. Hans tone er varm og personlig.
Det er en fin plade som Lars Ekman debuterer med. En blanding af modal jazz, ballader, uptempo og velspillet klassisk jazz.
Bonusinfo:
Lars Ekman starter en lille releasetour på Fasching i Stockholm d. 25. november, se de andre spillesteder på hans My Space.
My Space: www.myspace.com/larsekman

Arve Henriksen: Cartography (ECM/Sundance)

Vinter lydlandskab

Den norske trompetist med mere Arve Henriksen har på soloplader, som medlem af Supersilent og Christian Wallumrøds bands, etableret sig som et internationalt navn man skal lytte til. Nu er han blevet tilknyttet pladeselskabet ECM Records, hvilket uden tvivl kommer til at lægge flere alen til den internationale karriere, da pladen distribueres over hele verden. Da han lavede debutpladen Sakuteiki i 2001 var han helt alene og på de følgende to plader lukkede han nogle få musikere ind i sit selskab. Han turnerede ofte alene og i tæt samarbejde med lydteknikeren/kreatøren Jan Bang kreerede han mageløse lydlandskaber. Arve Henriksen har brugt trompeten og elektronikken på måder som man ikke troede var muligt, skabt lyde og klange af en anden verden. Selvom man har hørt både Miles Davis, Nils Petter Molvær og Palle Mikkelborg var Arve Henriksen en helt ny oplevelse.
På den nye plade er der lukket flere gæstemusikere med ind i arbejdet. Den engelske sanger David Sylvian er med på to numre, hvor han fremsiger to digte. Arve Henriksen har tidligere medvirket på Sylvians plader. Det er alligevel en typisk Arve Henriksen plade, dog vil jeg gå så langt og sige at han komprimerer det bedste han kan.
Pladen starter med en indspilning fra Punkt Festivalen i 2005, hvor lydteknikeren og troldmanden Jan Bang livesampler musikken. Bang er med på hele pladen med programmering, samples, beats og andet godt. En anden kending fra Punkt Festivalen er Erik Honoré der supplerer med synthesizer og samples.
Cartography byder på en dyster, nærmest melankolsk stemning. Sfæriske, flydende klange og luftige arrangementer, som man feks. kender det fra Brian Eno. Man skal være en usædvanligt kæk og lalleglad for ikke, at kunne drage ind i dette fantastiske univers. Man får lyst til at tage en ekstra varm trøje på, mens man skutter sig ved den åbne ild.
Dette er et musikalsk højdepunkt i Arve Henriksens karriere og i 2008, i det hele taget.
Bonusinfo:
Den norske festival Punkt, der ellers har hjemme i Kristianstad har lige været på gæstevisit i Kings Palace i London, hvor både Arve Henriksen, Jan Bang og Erik Honoré var blandt kunstnerne.
Arve Henriksen: www.arvehenriksen.no
My Space: www.myspace.com/arvehenriksen

Real People: Real People (Blackout/Bonnier)

Rigtige jazzmennesker

Anders Mogensen er en slagfærdig og kontant trommeslager, der siden 90'erne har været en af de mest markante og personlige trommeslagere herhjemme. Med gruppen When Granny Sleeps og i diverse soloprojekter har Anders Mogensen slået sit navn fast. De seneste år har han også undervist på det fynske musikkonservatorium, hvor han nu er blevet prorektor.
Der er nogle musikere som går igen i Mogensens karriere og et par stykker af dem er også med på denne udgivelse, hvor bandet kaldes Real People, det er dog Mogensen der er kapelmester. Trompetisten Kasper Tranberg og pianisten Jacob Anderskov har før spillet med Mogensen, hver for sig. Nu spiller atter sammen med Mogensen og de tre musikere får de gode sider frem hos hinanden.
Her er de så suppleret med alt-saxofonisten Rudresh Mahanthappa, der har etableret sig som det store nye i USA -han anmeldes bla. i denne måneds udgave af Down Beat på to plader, der begge får 4 stjerner. Tranberg og Mogensen lærte Mahanthappa at kende i 1991 på Berklee School of Music, hvor de gik på daværendende tidspunkt. Her lærte de også kende en anden New York-baseret musiker bassisten Carlo DeRosa, der ligeledes er med i Real People.
De fem musikere Real People spiller melodisk jazz med avantgardeelementer eller er det omvendt? Der er et flydende groove, hvor alle musikerne er gode til at give plads til hinanden. Den ene solo glider over i den anden. Tranberg er i topform, med den ene åbne følsomme desperadosolo efter den anden. Rudresh Mahanthappa er et fint match til Tranberg og er god til at køre hårdt på, uden at der laves musikalske kompromisser.
Alle fem musikere bidrager med kompositioner til pladen, der er afvekslende men også krævende. Dette er jazz for den nysgerrige og åbne lytter, der ikke kan lade være med at følge med i jazzens forunderlige udvikling.
Bonusinfo:
Du kan nå at fange gruppen live på Fatter Eskil d. 25. november, hvor Jazzselskabet i Århus præsenterer Real People.
Anders Mogensen: www.andersmogensen.dk
My Space: www.myspace.com/andersmogensen

Radio Jazz kan endelig høres på nettet

Radio Jazz er nu endelig tilgængelig udenfor København. Stationen har eksisteret i en lang årrække og har kun været mulig, at modtage på FM-båndet i København. Men nu er Radio Jazz endelig kommet på nettet, så man også har mulighed for at høre dansk jazzradio i provinsen. Det er et samarbejde med Den 2 Radio der har muliggjort dette.
På Den 2 Radio er der også jazzprogrammer i ny og næ. For tiden er der feks. et program tilgængeligt, om den nye bog om Montmartre. Radio Jazz's sendetider er kl. 21-04 på hverdage og kl. 12-16 i weekenden.
Radio Jazz: www.radiojazz.dk
Den 2 Radio: www.den2radio.dk

Dansk jazz med i norsk TV-succes

På den norske kanal NRK, har der lige kørt en ny norsk TV-serie med stor succes, bla. i form af over 1 mio seere. I serien Himmelblå har man brugt ny og ukendt musik i hvert afsnit fra primært norske kunstnere. Musikken er udvalgt af Martin Horntveth fra bla. Jaga Jazzist. Han har her udvalgt en enkelt dansk gruppe, der med deres behagelige nordiske afrojazz, helt sikkert ikke har trukket ned på oplevelsen. Martin Lutz Groups nummer Where are the trumpets, Mr Ibrahim? fra sidste års plade Where are the trumpets er med i serien. Den har været brugt i to forskellige episoder af de første otte episoder. Til januar starter serien igen og endnu en gang er der udvalgt et Martin Lutz Group nummer som underlægningsmusik.
Martin Lutz Group fik velfortjent i juni i år en Danish Music Award, for deres plade i kategorien Årets Crossover album.
Martin Lutz Group: www.martinlutzgroup.dk
Himmelblå: www.nrk.no/himmelbla/

Hvem er Gerard Presencer?

Den 17. januar åbner DR's koncerthus. Der bliver mulighed for at opleve musik med DR's orkestre i de forskellige sale. DR Big Band giver også koncert, hvor de medbringer en af deres gamle samarbejdspartnere; sangerinden Etta Cameron. Derudover medbringer de Gerard Presencer, under overskriften Generations of Jazz, en trompetist, som jeg aldrig har hørt om. Men takket være lidt intens og tilbundsgående googlin', er det lykkedes mig at finde ud af hvem han er. Det er ikke mange hits der popper frem på manden, der hverken har egen hjemmeside eller My Space.
Til gengæld er han professor og Head of Jazz på Royal academy of music i London. Han kom med i Charlie Watts Quintet i starten af 90'erne. Herefter medvirkede han på en af de bedst sælgende Blue Note albums der nogensinde er lavet. Han spillede trompet på nummeret Cantaloop (Flip Fantasia) med hiphop gruppen US3 på albummet Hand on the torch. Us3 tog deres musikalske udgangspunkt i gamle Blue Note-skiver, forlægget for denne var Herbie Hancocks Cataloupe Island.
Han spillede ellers på Londons jazzscene og var derudover en eftertragtet sessionmusiker. I de senere år har han spillet med gruppen Platypus, der er fusionsinspireret, samt lavet nogle enkelte soloplader, bla. Chasing reality fra 2003 på ACT records, hvor folk som Joe Locke på vibrafon og Geoffrey Keezer på keyboards medvirker.

Arnvid Meyers Orkester: Right out of Kansas City (Stunt)

Overfødighedshorn

Fem CD'ere, en dvd og en bog er vi blevet beriget med og det endda med en musiker og et orkester, hvor der ikke tidligere har eksisteret særligt meget på lydbærende materialer. Historien har dog været rig på legender, myter og gode anekdoter, når det drejer sig om Arnvid Meyer, der udover at være en vigtig person for dansk jazz gennem mange mange år, også var trompetist og orkesterleder i eget orkester fra slutningen af 50'erne til starten af 70'erne.
Sønnen Cim Meyer, der er mest kendt for sit arbejde med magasinet Jazzspecial gennem en lang årrække, har været primus motor på CD-boks projektet. Her får vi på fem plader mulighed for at høre Arnvid Meyers Orkester i en lang række optagelser, der ikke tidligere har været udgivet.
Arnvid Meyers Orkester var hverken et tradionelt eller moderne jazzorkester, men holdte sig til swing. Count Basie og Duke Ellington var guderne, og med det fulgte nogle gode muligheder for at hente amerikanske musikere til Danmark, som man spillede med i kortere eller længere perioder. Arnvid Meyer var ingen gudsbenådet trompetist, men havde nogle fænomenale evner som organisator, kontaktskaber og ikke mindst øre for hvad der holdte rent musikalsk.
Ude i landet og i København var der bud efter orkestret, der spillede for de mange jazzklubber der var overalt. Ofte havde de op gennem 60'erne en gæstemusiker med; Cat Anderson, Don Byas, Benny Carter, Buck Clayton, Vic Dickenson, Harry Sweets Edison, Roy Eldrigde, Edmond Hall, Coleman Hawkins, Jay C. Higginbotham, Earl Hines, Brew Moore, Charlie Shavers, Stuff Smith, Sonny Boy Williamson og selvfølgelig Ben Webster.
Gennem de fleste af årene var basunisten, den pæne mand og chokoladegrosserer John Darville fast mand i orkesteret. Jesper Thilo på tenorsax, Niels Jørgen Steen på piano og Hugo Rasmussen på bas hørte til blandt de musikere, der havde gang i en professionel karriere i et orkester der også rummede folk som Hans Nymand på trommer, Jørn "Jønne" Jensen på piano, der kom til Papa Bues, Leif Juul Jørgensen på klarinet og Henrik Hartmann på bas. De sidstnævnte hører ikke til blandt de mest hyldede eller berømte indenfor dansk jazz. Men deres roller var ikke desto mindre vigtige i de perioder, de var med i Arnvid Meyers Orkester, hvor man balancerede elegant på kanten af professionalisme og amatørisme. Ikke at man kunne høre at det var amatører der stod på scenen, men flere havde et job ved siden af, som feks. Hans Nymand der var damefrisør.
Udgivelsen Right out of Kansas City er et overflødighedhorn, som Cim Meyer har lavet. Arnvid Meyer deltog selv i processen, med at udvælge musikken til pladerne frem til hans død sidste år, hvor han var blevet 80 år. Bogen er rig på billeder og historier fortalt af dem som var tæt på orkestret. Det er ikke kedelige historier vi får om de amerikanske musikere, der ofte godt kunne lide at slukke tørsten med alkoholiske drikke. Den medfølgende DVD indeholder blandt andet en koncert fra Svendborg i 1971 med en sober Ben Webster og en som vanligt særdeles skarp Benny Carter. De to musikere kunne frembringe noget smukt i hinandens spil.
Vi har her fået et fantastisk dokument over en periode dansk jazz, der har sat sig dybe spor.

Gianluigi Trovesi All' Opera: Profumo di violetta (ECM/Sundance)

Opera med jazz i

Dybt forankret i den italienske folkesjæl, synes at være kærligheden til operaen. Således også for Gianluigi Trovesi, der de sidste 10 år har lavet en række plader for ECM records, heriblandt sidste års formidable trioplade Vaghissimo ritratto. Nu er han vendt tilbage til det store orkester, så meget at han har medtaget et helt "banda", et stort blæser/tromme orkester der kan være med til at udleve Trovesi's idé om hvordan opera kan lyde, når en klarinetist/saxofonist som Trovesi lægger sine jazzvaner ind i den ellers stærke musik.
Det medvirkende (amatør)orkester Filarmonica Mousiké under ledelse af Savino Acquaviva, er fra Trovesi's hjemby Nembro i Bergamo provinsen i det nordlige Italien. Orkestre af denne type findes i mange italienske byer. Det var også med til, at starte den lille Gianluigi Trovesi's drømme om at spille musik. At han så siden løb ind i jazzen, kommer ham ikke til skade på denne udgivelse. Musikken er en blanding af Trovesi's kompositioner og uddrag fra operaer af feks. Verdi, Puccini, Monteverdi, Pergolesi og Mascagni. Det fremføres med et overskud af glæde, humor, kærlighed og ikke mindst musikalitet.
Gianluigi Trovesi: www.gianluigitrovesi.com

Torsten Goods: 1980 (ACT/Sundance)

Toto Jazz

Var du en bette knægt og hørte du Hej P3 i 1980, så optog du garanteret numre som It's still rock n' roll to me med Billy Joel, 99 med Toto og Crazy little thing called love med Queen på din kassettebåndoptager, på de kassettebånd som du havde fået i julegave. For så at høre numrene igen og igen og igen og.
Nu er Torsten Goods ikke dansker, men tysker. Så han hørte nok en tysk ækvivalent til Hej P3. Ihvertfald er numrene med på Torsten Goods nye CD, der meget passende hedder 1980. Resten af musikken har han selv klaret, udover Love dance af Ivan Lins. De holder sig stilmæssigt på det samme spor, som han har fundet med de gammelkendte pophits, så meget at et nummer som Don't let it get to you næsten lyder mere af Toto end Toto's egen 99 gør.
Goods både synger og spiller guitar. Hans stemme er lækker og ren, på sine steder kan han minde om Jamie Cullum, uden sidstnævntes sprælskhed. Som guitarist er han ikke langt fra George Benson og her tænkes på Benson, når han er bedst. Pladen er et hyggeligt bekendtskab, her sættes velspillet vellyd i højsædet. Det er dyder som man kender fra feks. Toto. Det er værd at blafre med flaget for hans udgave af Billy Joel's It's still rock n' roll to me, der leveres i en fejende flot big band version. Svenske Rigmor Gustafsson gæster på numret (I need you) So bad og det gør ikke noget.
My Space: www.myspace.com/torstengoods

Malene Mortensen på tur i Frankrig

Fra d. 20. november er sangerinden Malene Mortensen på turné i Frankrig. Hun spiller 5 koncerter sammen med sin gruppe der består af Magnus Hjorth på piano, Petter Eldh på bas, Snorre Kirk på trommer og Calle Mörner på guitar. Turnéen slutter d. 27. november med en koncert på den legendariske jazzklub New Morning i Paris.
Malene Mortensen: www.malenemortensen.com

Catrine Frølund +Ramsbøl/Mikkelsen (Gateway)

Ligetil og personligt
Det er fornøjelse at opleve hvordan den ene spændende jazzmusiker efter den anden kommer ud fra Konservatoriet i Esbjerg. På det seneste har vi oplevet pladedebut fra saxofonisten Maria Faust og førstepladsen i Ung Jazz konkurrencen til bandet Magnus Fra Gaarden. Sidstnævnte har en trommeslager der også er med i det her projekt. Casper Mikkelsen spiller med pianisten Catrine Frølund og bassisten Morten Ramsbøl i Frølunds trio. Der er ellers ikke mange musikalske koblinger til Magnus Fra Gaarden i det her.
Catrine Frølund spiller ren og elegant nordisk triojazz, som vi er mange der ikke kan få nok af. Hun er ikke bange for at være ligetil og en smule sentimental.
Det er ikke fordi at det her er ligegyldigt, men der er en tone af noget som er så meget Frølund, at selv et konservatorieophold ikke har pillet det ud af hende. Hun kan umiddelbart godt minde om en anden og noget mere erfaren kvindelig pianist, Majbritt Kramer der heller ikke er bange for at gøre det på sin egen måde.
Frølund bakkes op af en af de fornemste jazzbassister herhjemme ud i det nordiske udtryk, Morten Ramsbøl - hvorfor får han dog ikke snart samlet materiale nok til en sin egen udgivelse? Jeg vil ihvertfald gerne høre den. Pladen er et samlet og behageligt bekendtskab af både det kompositoriske og trioen. Den efterlader mere sult efter endnu mere Frølund.
Catrine Frølund: www.catrinefrolund.dk
My Space: www.myspace.com/catrinefrolund

DR Big Band feat. Mike Stern: Chromazone (EMI/Red Dot) >> DR Big Band feat. Vince Mendoza: The Phoenix (EMI/Red Dot)

Big bandet på rette spor

Okay, måske er det uden grund, men jeg har altså flere gange i løbet af de seneste år frygtet at nu lukkede DR Big Band. Det har set meget skidt ud i perioder. Vi er blandt andet blevet præsenteret for diverse mindre jazzede udgivelser fra big bandet - og det er altså ikke fordi at der skal gå jazzpoliti her i bloggen. Desuden har DR skåret meget på jazzsendetiden i radioen. Ligeledes kan man jo ikke lade være med at tænke at en besparelse af et omkostningstungt big band, meget let kunne finansiere et halvt års boligprogrammer - hvis man altså er DR-mand med budgetansvar.
Big bandet er begyndt at samarbejde med Chris Minh Doky og hvad er mere naturligt for et sådant samarbejde end, at starte med guitaristen Mike Stern der har haft bassisten Minh med på utallige turnéer verden over. På CD'en Chromazone spiller Mike Stern sammen med Big Bandet, i noget af det mest potente der er hørt længe fra det store jazzorkester. Stern spiller sin velkendte, til tider rockede guitar med et funktwist. Der bydes på fire numre fra Sterns hånd, derudover præsenteres vi for Gershwin's Summertime i Gil Evans' arrangement, Ellington's In a sentimental mood og som den sidste på pladen Razaf's Christoper Columbus arrangeret af Bob Mintzer.
På den anden plade The Phoenix præsenteres vi for noget ganske andet. Her er der i spidsen tale om en ægte big band-mand, med alt hvad et indebærer. Siden november 2005 har amerikaneren Vince Mendoza været chefdirigent for det hollandske Metropole Orchestra, der om nogen har et respektindgydende CV. Han har deltaget i adskillige jazz-pop cross-over samarbejder, som feks. med Elvis Costello, Joni Mitchell og Bobby Mcferrin. Desuden har han lavet musik sammen med Brecker brødrene.
På den aktuelle plade er det ganske straight big band jazz der serveres for os. Mendoza har komponeret og arrangeret musikken, som han også dirigerer. Meget passende indledes pladen med en hyldest til den dirigent der gjorde Radioens Big Band verdensberømte, Thad Jones hyldes på Thadlike. Mendoza store force er evnen til at fremhæve små detaljer i et meget fyldigt lydbillede. Desuden skal fremhæves to af de nyere medlemmer af DR Big Band: Mads La Cour på trompet og Niclas Knudsen på guitar, der begge leverer nogle fremragende soli. Har du kun råd til en af disse plader, anbefales The Phoenix.
Bonusinfo 1
Der er også udgivet en CD med sangerinden Szhirley, der synger James Bond-melodier sammen med Big Bandet.
Bonusinfo 2
I den første del af 2009 står den på koncerter og pladeindspilninger med de tre sangerinder Rigmor Gustafsson, Cæcilie Norby og Silje Nergaard sammen. Desuden spiller big bandet på Copenhagen Jazzhouse d. 8. januar sammen med den amerikanske supertrommeslager Jeff Tain Watts.
DR Big Band: www.dr.dk/Orkestre/DRBigBand

Meloscope: Deluxe (Kopasetic)

Svensk impro med en dosis klassisk

I 2007 udsendte Meloscope debutpladen Re: Someone lost, der indeholdt bandets debutkoncert fra Glenn Miller Café i Stockholm, maj 2006. Pladen var et stort improvisationsmesterstykke og levede i høj grad, i kraft af de fire musikeres store erfaring og evne til at fatte hvad improviseret jazz går ud på - og ikke mindst var de i stand til at føre det ud i livet, så det var lytteværdigt.
På den nye plade er bandet, der består af Peter Danemo der er bandleder og trommeslager, Cennet Jönsson på sopran- og tenorsaxofon og basklarinet, Joakim Milder på tenorsaxofon og Christian Spering på bas, suppleret med tre musikere. De tre klassiske musikere der spiller klarinet, bratsch og cello er med til at løfte bandet til nye højder. Meloscope gør det ikke let for sig selv som musikere, når de skifter mellem komponeret og improviseret musik for så pludseligt, at føje endnu en dimension til musikken i form af de tre klassiske musikere, der både spiller med og "spejler" Meloscopes musik.
Meloscopes musik er ikke for tøsedrenge, men for dem der tør give en plade mere end en chance, fordi de ved at det er der at der begynder at ske noget af det, der rører en inde under huden.
Kopasetic: www.kopasetic.se/AlbumPP.asp?id=1154

Chris Minh Doky: A jazz life (EMI/Blue Note)

Dobbelt Doky
Det er jo overvældende det her. En dobbelt-cd med 22 numre fra bassisten Chris Minh Doky's karriere, en med de vokale numre og en med de instrumentale. Men at kalde pladen for A jazz life kan jo gøre en bekymret: "Var det det?", eller kan et jazzliv virkelig vare så få år? Nok ikke...
Chris Minh Doky er udover at være djævelsk dygtig jazzbassist også helt fantastisk til at sælge jazz. Han er ikke kun et godt varemærke, men han har også en suveræn evne til at lande der, hvor man ikke lige venter det. Som feks. den her CD, der kan købes på Baresso's kaffebarer landet over. Han har tidligere gjort det med sangerinden Sinne Eeg's Kun en drøm og det betød næppe noget negativt for den plade. I USA har man hos kaffekæden Starbucks solgt musik med stor succes igennem flere år. Man sidder der med en kop lækker latte, følelsernes parader er helt nede og ud af højtaleren i kaffebiksen strømmer lækker musik. "Hov, hvad er det?" Man fiser op til baristaen og spørger om, hvad det er for noget herligt musik. Hun fortæller hvad det er, med den bonusinfo at pladen kan købes lige her. Tak, kan man vist kun sige.
Pladen bringer ikke noget nyt frem for folk der har fulgt Minh Doky's karriere, men for andre er det et fint sted at hoppe på. CD 2 med instrumental numrene er favoritten, men det skal en jazzblogger vel mene? Her hører man virkelig hvad Minh Doky kan og det er en hel del. Gæster som John Scofield, Toots Thielemans og Hiram Bullock trækker ikke ned på helhedsindtrykket.
Chris Minh Doky: doky.com

Soren Moller & Dick Oatts: The clouds above (Audial/Gateway)

Møllers inspiration fra Europa i det amerikanske

Pianisten Søren Møller har taget konsekvensen af, at han bor mere i New York end i Danmark og kalder sig nu konsekvent for Soren Moller (ihverfald på plade, mon ikke hans mor stadig kalder ham Søren?). Pladen The clouds above er Møllers anden sammen med saxofonisten Dick Oatts.
Den første blev rost af mange anmeldere. Den første ros til Søren i forbindelse med den nye plade skal gå på, at han holder fast i samarbejdet med Oatts.
Det er fornøjelse at lægge øre til Møllers overvejende romantiske univers. Søren Møller komponerer og spiller jazz med inspiration fra feks. europæisk klassisk musik og komponister som feks. Debussy, Rachmaninov og Brahms. Pladen indledes med duoens bud på hvordan Prokofiev's Balkonscene fra Romeo og Julie også kan lyde og det er ikke dårligt.
Resten af musikken er skrevet af Søren Møller, der sammen med Dick Oatts på saxofon og fløjte præsenterer os for spændende ny jazz, der til enhver tid trygt kan sættes på anlægget hjemme i stuen, uden risiko for at det falder i et, med savsmuldstapetet eller får bladene til at falde af stueplanterne.
Bonusinfo:
Søren Møller og Dick Oatts er på turné rundt i det jyske fra den 17. november, se mere på Møllers My Space. D. 22. november optræder de med Tip Toe Big Band i Odense på Posten, hvilket må falde Dick Oatts let, da han er gammelt medlem af Thad Jones/Mel Lewis Big Band.
Søren Møller: www.sorenmoller.com
My Space: www.myspace.com/sorenmoller

Camilo giver 5 koncerter i Danmark
Pianisten Michel Camilo og hans to medmusikanter Charles Flores på bas og Dafnis Priesto på trommer, når at give en enkelt koncert i New York i Carnegie Hall d. 13. november inden de drager til Danmark. Her giver de så til gengæld fem koncerter. Den første er lørdag d. 15. november på Magasinet i Odense, hvor han er en del af programmet til Odense Vinterjazz. Dagen efter søndag d. 16 november er han i Herning, hvor han på Fermatens scene præsenteres af jazzklubben Moor Jazz. De følgende tre dage kan han opleves på Copenhagen Jazzhouse.
Onsdag d. 19. november kl. 11-12 er det muligt at møde Michel Camilo in person, i Juhl-Sørensens showroom i København. Man skal tilmeldes på info@piano.dk til arrangementet, der er gratis. Du kan høre ham fortælle lidt om sig selv og sine oplevelser. Han vil også spille et par numre.
Odense Vinterjazz: www.odensevinterjazz.dk
Fermaten: www.fermaten.dk
Copenhagen Jazzhouse: www.jazzhouse.dk
Juhl-Sørensen: www.piano.dk

Panzerballett: Starke stücke (ACT/Sundance)

AC/DC med jazz på

På et eller ander tidspunkt gik der noget galt i den tyske guitarist og bandleder Jan Zehrfeld's musikalske opdragelse. Han har lavet en plade der af pladeselskabet ACT udgives med undertitlen Young German Jazz med bandet Panzerballett. Det er altså jazz det drejer sig om det her. Men mest af alt spiller han dog den ondeste el-spade og nogle af numrene han spiller har han fundet i tunge del af rocken. Deep Purple's Smoke on the water (så dårlig en idé at lave et covernummer på den her, at det bliver til en god idé), AC/DC's stadionhit Thunderstruck, Black Sabbath's Paranoid (i en elegant version) og som en lidt fimset krølle på halen (han er jo ikke tysker for ingenting) Scorpion's Wind of change (med Ulf Wakenius på en noget overraskende, men dog alligevel meget Wakenius-agtig solo midt i nummeret).

Herudover er der kendinge som Zawinul's Birdland og Mancini's Pink Panther, der begge får en meget tung behandling med heavyspade, pæn melodisax, jazzet downtempo midtvejs og speedede trommer med dobbelt stortrommepedal. Resten af numrene er lavet af Zehrfeld og er ikke lige spændende som de andre, men de virker og drukner desværre ved siden af.

Grunden til at man overhovedet skal nærme sig denne plade er, at Jan Zehrfeld og Panzerballett ikke er bange for at anvende elementer som man kan rokke trygt med på, hvis man en gang har stået med en lunken fadøl på et regnvådt stadion og rystet sit indre til den hårde rock, men idag egentlig mest er til jazzzz. Pladen er på ingen måde genial, men den er ganske undeholdende.

Panzerballett: www.panzerballett.de

Thomas Hass Quartet: Live at Copenhagen Jazzhouse (Calibrated)

Kærlighed til jazzen

Det er efterhånden noget tid siden at Thomas Hass har gjort det indenfor den "ægte" jazz. Han har siden slutningen af halvfemserne været travlt optaget af at lave grænseoverskridende electronica sammen med bla. Senor Coconut, hans eget The Society og meget andet.
Sidste år fik han overladt scenen en aften under jazzfestivalen på Copenhagen Jazzhouse til, at spille den jazz hvor hans egen karriere tager start, nemlig med udgangspunkt i specielt John Coltrane. Hass vælger at spille med tre musikere for hvem det ikke er noget problem overhovedet. Lennart Ginman på bassen og Carsten Dahl på klaveret har vist det igen og igen i trioen sammen med Thomas Blachman - og gør det iøvrigt igen med trioen for tiden til glæde for jazzfolket. Morten Lund er ikke uden grund den mest efterspurgte trommeslager på jazzscenen herhjemme.
På Live at Copenhagen Jazzhouse er der ingen fine fornemmelser og man kaster sig med glæde ud i Miles Davis' udødelige men også umådeligt kendte All blues fra Kind of blue pladen. Der føjes ikke nye og udviklende kanter til nummeret, som heldigvis stadig er en fornøjelse at høre når det skinner igennem, at musikerne der spiller det her, elsker det ligeså meget som livet. Intet mindre end fedt!
Resten af pladen består af to Coltrane kompositioner, to Hass kompositioner, samt en Billy Eckstine. Pladen er behagelig fornøjelse fra ende til anden. I kraft af den store musikalitet tåler den næsten museale, men alligevel friske musik at blive spillet højt. Hold øje med spillestederne, for der går rygter om at Hass tager ude med kvartetten næste forår.
My Space: www.myspace.com/thomashass

Amos Lee: Last days at the lodge (EMI/Blue Note)

Ung singer-songwriter

Dette er den 30 årige amerikanske singer-songwriters tredje album, der som de forrige udgives på Blue Note. Det er meget svært at se sig sur på Amos Lee. Han laver nogle gode lytteværdige sange og har man en musikalsk bagage der gør at man grovelsker sangere og komponister der har sans for den gode klassiske sang, går man ikke forkert ved at lytte til Amos Lee. Costello og Dylan er ikke fremmede for Amos Lee og på den aktuelle plade er det ikke forkert at nævne folk som er dobbelt så gamle (og erfarne?) som Lee. Han glider perfekt ind i det billede. Pladen anbefales på det kraftigste. Pladen er produceret af Don Was, der udover at være et af de to oprindelige medlemmer af Was (not Was) også lavede den hysterisk gode Forever's a long long time med Orquestra Was i 1997. Hvis du falder over den, skal du købe den med det samme.
På keyboards medvirker en anden legende, Spooner Oldham der bla. sammen med Dan Penn var en af mændene bag det legendariske studie Muscle Shoals Sound og klassiske plader med Aretha Franklin og Neil Young.
Amos Lee: amoslee.com

Jacob Fischer Trio feat. Svend Asmussen (JFCD/Gateway)

Debut fra meget erfaren herre

Vi kan takke Svend Asmussens kæreste Ellen Bick Meier for denne plade. Ifølge Jacob Fischer havde hun presset på og med Fischers tempo, kunne der let være gået 10 år endnu, inden pladen var blevet en realitet. Men kunne Asmussen vente på det?
6 ud af pladens 17 numre er med den gamle mester på violinen og godt nok er det ikke en plade med ham, men han er en vigtig del af guitaristen Jacob Fischers karriere, da Fischer helt tilbage i 1992 startede hos Svend Asmussen. Jacob Fischer har tjent sin jazzværnepligt hos mange forskellige danske jazzmusikere, men har aldrig fået lavet en plade i eget navn. Nu er den her og mange vil tilføje endelig. Fischer er ifølge Politikens Jazz Leksikon en af de jazzmusikere herhjemme, der har fået flest hæderbevisninger.
Jacob Fischer har solgt sin sjæl til den klassiske kammerjazz med fødderne solidt plantet i standards og gode melodier og her er han i særklasse! Han bakkes op af erfarne Hugo Rasmussen, der kan swinge bassen og den meget yngre Janus Templeton, der indenfor de seneste år har etableret sig som en af de trommeslagere, man ikke kan komme udenom på den danske jazzscene.
Materialet på pladen er en blanding af Fischers egne numre og gamle klassikere som feks. Skylark, der med Asmussen i hovedrollen er med til at løfte pladen op på et højt niveau. Der er ingen trommer på nummeret, da Janus Templeton efter sigende var sendt til bageren, da den blev indspillet. Nature boy, When you wish upon a star og It's only a papermoon er også at finde blandt de mest velkendte numre. Fischers egne numre matcher uden problemer de gamle numre. Han sender feks. nogle kærlige hilsner til W.C. Handy's St. Louis Blues i nummeret Louie blue saint, ikke dårligt.
Pladen er ikke kun en swingplade, der er moderne toner i et nummer som Secret love. På nummeret Banks, der er en hyldest til guitaristen Paul Banks hører vi western/bluegrass inspirationen. Der er klemt 17 numre og 74 minutters musik ind på CD'en. Det her er value for money.
Pladen fortæller os ikke noget vi ikke vidste i forvejen. Jacob Fischer er en jazzguitarist i særklasse.
Jacob Fischer: www.jacobfischer.dk

Henriette Groth & Lotte Anker: Du fugl (ILK)

Der flyves

Saxofonisten Lotte Anker er en sand veteran på den danske freejazzscene. Hun har i de senere år turneret meget i udlandet og har vel placeret sig i slipstrømmen på John Tchicai - uden alt for mange sammenligninger iøvrigt, men de arbejder bla. begge med flere af de største på den amerikanske frejazzscene. På denne CD er Anker sammen med pianisten Henriette Groth, der bla. spiller med Hannes Alliance og sangerinden Nana Jacobi.
Der bliver ikke sparet på freejazzfarverne på pladen Du fugl. Der bliver både sprøjtet, sjasket, malet, tegnet, skrabt og kastet maling op på det kæmpestore lærred, som er rammen omkring Groth og Ankers musikalske univers.
Når der er tale om freejazz for piano og saxofon kommer de indre musikalske følelser på hårdt arbejde. Man kastes frem og tilbage mellem "mmmm...lækkert" til "uha for den da, den gjorde av". Lotte Anker og Henriette Groth skåner os ikke på noget tidspunkt, men det var vist heller ikke meningen.
Bonusinfo:
På www.roulette.org/tv/index.html kan du opleve Lotte Anker i en aktuel TV-optagelse sammen med Marilyn Crispell - musik som ikke vil blive spillet på DR2 - ever!
Lotte Anker: www.lotteanker.com
Henriette Groth: www.myspace.com/henriettegroth

Valdemarsk: NOK (Gateway)

Har du nogensinde fået den på sønderjysk?

"Hvis do ka' li' musik å hvis do ka' li' æ sproch. Så har do fåt' en cd med knald i æ loch. Mæ guitar bas å geige klarinet fagot. Så ve' vi præsentej' dæ for et synnejysk komplot."
Hvis du synes at ovenstående var noget kaudervælsk - og hvis du heller ikke ved hvad kaudervælsk betyder, så stop endelig her. Valdemar Rasmussen er aktuel med en CD med 20 numre, enkelte er instrumentale, men resten er sunget på sønderjysk. Der er noget Nis Boesdal-venligt over det hele. Rasmussen synger om en tid der var og en ungdom der foregik i 50'erne eller deromkring. På numrene med sang føler man sig hensat til en hyggelig passiar på en sønderjysk bodega, hvor Valdemar underholder med sjove historier. Instrumental numrene lyder desværre mere som soundtracket til et naturprogram om marsklandet. Integritet vil jeg ikke kalde det.
Valdemar Rasmussen der også spiller trompet bakkes op af hans gamle medmusikanter Uffe Steen på guitar og Jens Jefsen på bas og de er selvfølgelig suveræne.
Pladen består af 11 nye indspilninger og 9 numre lavet til en plade for Grænseforeningen i 2004.
Valdemar Rasmussen: valdemarsk.dk

Marie Carmen Koppel: Through the rain (Cowbell Music)

En ægte Marie Carmen

Moderne R'n'b og gospel er en vanskelig størrelse. Det kommer let til at smage som et stykke billigt tysk nougat, en lille bid kan gå an, men et helt stykke er decideret kvalmefremkaldende.
Men der findes selvfølgelig undtagelser som feks. Kenneth "Babyface" Edmunds i USA. Herhjemme har vi Marie Carmen Koppel der har bjergtaget et stort publikum i det ganske land, bla. i kraft af hendes utrættelig indsats på både mulige og mere umulige scener.
På hendes nye CD Through the rain præsenterer hun os for musik der er lavet oven på en skilsmisse. Hun har skrevet al materialet selv og det tyder på, at hun har presset sig selv til det yderste for, at præstere det bedste.
Hun bakkes op af den faste pianist Steen Rasmussen og Dan Hemmer holder orgelet varmt. De musikalske arrangementer balancerer på kanten til at falde i den glatte sovs. Men det er Koppel og hendes musikere heldigvis alt for dygtige til. De bevarer en ægthed og autencitet, der får pladen til at være i særklasse i dansk soul og r'n'b.
Marie Carmen Koppel: mariecarmenkoppel.dk
My Space: www.myspace.com/wwwmyspacecommariecarmenkoppel

Lima Lima: Oh mighty thought-control (Your Favourite Records)

Indie møder jazz

Ulla Pihl står i spidsen for bandet Lima Lima, der musikalsk bevæger sig på den tynde is mellem jazz og indiepop. Hun får musikalsk opbakning fra Jesper Thorn på bas, Laust Jørgensen på piano, Marc Lohr på trommer og Emil Jensen på trompet. Specielt sidstnævnte er med til flytte musikken i en retning hvor man kommer til at tænke på jazz, med det nordisk bopinspirerede spil. Men jeg tror såmænd at mange "ikkejazz"-lyttere ikke vil tænke over at Lima Lima har rødder i jazz og det gør jo heller ikke noget.
For først og fremmest er pladen en popplade med spændende akustiske arrangementer, der nok er avancerede men ikke flyder ud i det rene nonsens. En vis stramhed er nødvendig og den er Ulla Pihl god til sørge for. Lima Lima er et godt nutidigt bud på popjazz uden musikalsk inspiration fra USA.
Pladen skal fremhæves for uptemposagen, der også er titelnummeret Oh Mighty thought-control og popballaden Snow med Emil Jensen som fantastisk landskabsmaler.
Bonusinfo:
Lima Lima spiller på Musikcaféen i Huset i Magstræde d. 29. oktober sammen med Laila Trier Band.
My Space: www.myspace.com/limalimamusic

Musik for døde ører....
"Vi bringer musikken til dem der ikke selv kan komme til musikken".
Som et led i DJBFA's koncert række "Vi bringer musikken til dem der ikke selv kan komme til musikken" spiller Martin Fabricius Trio på spil dansk dagen d. 30. oktober kl. 20 i faklers skær for de døde, på en ellers aftenlukket Assistens Kirkegård.
Har du lyst til at lytte med, og måske benytte lejligheden til en lille times reflektion og fordybelse over livets store og små spørgsmål, så medbring en klapstol og et varmt tæppe og en du kan holde i hånden. Det bliver hyggeligt og uhyggeligt, stærkt berigende,- og helt sikkert anderledes. I tilfælde af regn eller meget koldt vejr, hvilket pt. er udsigten, rykkes der ind i kapellet.
Martin Fabricius: www.myspace.com/martinfabricius

Cathrine Legardh: Gorgeous creature (Storyville)

Moden og velovervejende debutant

2008 har været de danske jazzsangerinders år. Sinne Eeg har konsolideret sig i eliten. Caroline Henderson indtog hitlisten og fylder spillestederne. Helle Henning overbeviste os om at man sagtens kan synge på dansk, det gjorde Camilla Dayyani iøvrigt også. Og så er der lige debutanterne. Kaya Brüel er ikke pladedebutant, men jazzdebutant. En ung Sidsel Storm og en ældre Mette Halle meldte sig også i debutantfeltet.
Cathrine Legardh er også en slags debutant. Dog ikke af den helt unge og uerfarne slags. Hun har tidligere lavet det populære børneprojekt Nullernix og underviser ligeledes i sang. Det lidt spøjse er at hun sammen med Mette Halle en gang om måneden står i spidsen for arrangementet One Mic Stand på Café Intime. Hvorfor er det pudsigt? Jo fordi Halle også er pladedebutant og aldersmæssigt er at finde i midten af 30'erne. Desuden har de begge valgt at lave en plade med akkompagament fra bas, guitar og klaver. På guitaren går Jacob Fischer igen på begge projekter og det forstår man godt. Han befinder sig i en klasse for sig herhjemme, når det er standardmateriale der skal arbejdes med. I det hele taget kan man sige at Halle og Legardh kæmper om den samme plads på jazzscenen.
Legardh fortolker 8 standards (ikke de mest slidte) på pladen Gorgeous Creature, derudover er der blevet plads til et Abbey Lincoln nummer, to af Lars Gullin (den ene er instrumental) og to Charlie Parker stykker. Legardh har en passion for bebop og vocalese, hvilket hun tillige beviser flere gange på pladen at det er noget som hun mestrer. Ved klaveret sidder skotten Brian Kellock som hun har mødt ved workshops i Skotland hos sangerinden Fionna Duncan. Hugo Rasmussen spiller bas og Francesco Cali spiller accordion på to numre, hvilket er for lidt. Tom McEwan har en højst overraskende gæsteoptræden på vaskebrædt.
Legardhs plade virker på ingen måde som en debutplade, tværtimod lyder den mere som hendes plade nr. 3 eller 4. Hun ved hvad hun vil og hun er i stand til at gøre det. Hun har sammen med Brian Kellock arrangeret musikken og det fungerer perfekt, så det både er personligt og er med respekt for traditionerne.
Cathrine Legardh: www.legardh.dk
My Space: www.myspace.com/legardh