Han er som katten
Om natten er alle katte grå, er der et ordsprog der siger. Hvorfor de er grå ved jeg ikke - men jeg er jo også farveblind. Måske er det fordi de forsvinder så hurtigt i mørket, at man ikke når at se farven ordentligt. For de fleste af dem er jo ikke grå, vi bilder bare os selv ind at det forholder sig sådan.
Anders Holst har lavet en plade, hvor musikken lyder grå som natten. Der sker ikke ret meget, det er meget tyst eller lavmælt. Anders Holst har lavet en plade sammen med Kresten Osgood og den underspillende bassist Eske Nørrelykke (hvis jeg skulle beskrive danske jazzbassisters spillestil på et to-dimensionelt plan gående fra det impressive til det ekspressive, ville jeg lave en streg der starter med Eske Nørrelykke og slutter med Peter Friis Nielsen). Nørrelykke har en evne til næsten ikke at være til stede. Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at det kunne høres hvis han ikke var der. Kresten Osgood tager sig af trommerne. Han er løs, til tider flagrende. Men frem for alt flyder han empatisk under Holst's guitar, der mere er timekeeper end Osgood er.
Der er noget besættende over Holst's plade, der gang på gang har sneget sig på afspilleren. Musikkken er stemningsfyldt og filmisk, hvor nummeret Naught får mig til at smelte. Men der er også de skarpe kanter der som nummeret It's on gør, at pladen aldrig går hen og bliver pyssenysselig. Der er elementer i Holst's spil der kan minde om Jakob Bro - når Bro eksperimenterer - men tag det kan som en vejledning. For Holst er som katten, sin egen. Han er yderst original og bruger feks. fanatsifuldt og passende effekter spredt ud over pladen. Det bliver aldrig overlæsset.
Om natten er alle katte grå, er der et ordsprog der siger. Hvorfor de er grå ved jeg ikke - men jeg er jo også farveblind. Måske er det fordi de forsvinder så hurtigt i mørket, at man ikke når at se farven ordentligt. For de fleste af dem er jo ikke grå, vi bilder bare os selv ind at det forholder sig sådan.
Anders Holst har lavet en plade, hvor musikken lyder grå som natten. Der sker ikke ret meget, det er meget tyst eller lavmælt. Anders Holst har lavet en plade sammen med Kresten Osgood og den underspillende bassist Eske Nørrelykke (hvis jeg skulle beskrive danske jazzbassisters spillestil på et to-dimensionelt plan gående fra det impressive til det ekspressive, ville jeg lave en streg der starter med Eske Nørrelykke og slutter med Peter Friis Nielsen). Nørrelykke har en evne til næsten ikke at være til stede. Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at det kunne høres hvis han ikke var der. Kresten Osgood tager sig af trommerne. Han er løs, til tider flagrende. Men frem for alt flyder han empatisk under Holst's guitar, der mere er timekeeper end Osgood er.
Der er noget besættende over Holst's plade, der gang på gang har sneget sig på afspilleren. Musikkken er stemningsfyldt og filmisk, hvor nummeret Naught får mig til at smelte. Men der er også de skarpe kanter der som nummeret It's on gør, at pladen aldrig går hen og bliver pyssenysselig. Der er elementer i Holst's spil der kan minde om Jakob Bro - når Bro eksperimenterer - men tag det kan som en vejledning. For Holst er som katten, sin egen. Han er yderst original og bruger feks. fanatsifuldt og passende effekter spredt ud over pladen. Det bliver aldrig overlæsset.
Bonusinfo:
Pladen udkommer d. 13. april, hvor trioen spiller til releasefest på Wray på Christianshavn
My Space: http://www.myspace.com/andersholsttrio
Pladen udkommer d. 13. april, hvor trioen spiller til releasefest på Wray på Christianshavn
My Space: http://www.myspace.com/andersholsttrio
Ingen kommentarer:
Send en kommentar