Trio med egen lyd og stil
Søren Bebe er ikke ukendt med Keith Jarretts pianospil, som det specielt kendes fra standardtrioen med deJohnette og Peacock. Det lyriske og eftertænksomt frie spil har de langt hen ad vejen til fælles. Det ville dog være hul i hovedet af Bebe at planke stilen fra Jarretts trio. Det er en trio, som mange jazzglade musiklyttere har et meget nært forhold til, da Jarretts spil er uforligneligt stort.
Bebe gør sig faktisk også umage med at fjerne sig fra Jarrett. Han spiller ikke standards, men sit eget materiale. De to andre musikere i trioen har heller ikke meget til fælles med Jarretts triomusikere. Anders Mogensen på trommer er ikke så meget oppe på bækkenerne som deJohnette. Mogensen viser istedet sit kendte følsomme, men også kraftbetonede og til tider urolige spil. På bassen er det Niels Ryde, der er en af de få jazzbassister herhjemme der konsekvent kun spiller på el-bas.
Trioen debuterede i 2007 med den fine plade Searching. Den nye plade bygger videre på det samarbejde. Bebe står for 7 af pladens ni numre, hvor Ryde og Mogensen deles om de to sidste. Numrene er præget af en stærk melodisk sans, med nummeret Wheeling som pladens skæve outsider. Pladen indeholder flere rigtigt gode numre, som Bebe's Song for Andrea og Mogensens Unresolved love, som var med på hans 2006-plade Live and Beyond.
Søren Bebe Trio er en original trio med en egen lyd og stil, der med held tager afsæt i Jarrett'ske trioskole.
Søren Bebe: www.sorenbebe.dk
Band Camp: sorenbebetrio.bandcamp.com
Ingen kommentarer:
Send en kommentar