onsdag, februar 10, 2010

Flux: Peninsulator (Jazzaway Records)

Moderne akustisk fusion
Flux ledes af den norske guitarist Per Arne Ferner, der sammen med to danskere Mikkel Breck på fløjte og Jesper Thorn på bas, en schweizer Marc Meán på piano og en luxemburger Marc Lohr på trommer har skabt en positiv overraskelse på dagens jazzscene. De har boblet i nogle år og bla. trukket opmærksomhed ved Ung Jazz i 2007 og sidste år ved den spanske jazzkonkurrence i Getxo, hvor de fik en andenplads. Musikerne kender hinanden fra det rytmiske musikkonservatorium i København.
Først og fremmest glædes jeg over en ny jazzplade, hvor fløjten bruges så konsekvent. Ikke at jazzfløjte er ukendt. Men ofte havner man i noget skrækkeligt kitschet som feks. hos Herbie Mann ellers er det hos saxofonisterne, der bruger den som bi-instrument. Herhjemme har bla. Hans Ulrik og specielt Jan zum Vohrde altid været i særklasse. Jeg kommer faktisk ofte til at tænke på zum Vohrde, når jeg hører Flux.
De er ikke bange for at kaste sig over forholdsvis avanceret musik med elementer fra bla. verdensmusik, klassisk, postrock og jazz. Det er musik med en tydelig identitet, hvor samarbejdet mellem Breck og Ferner står centralt. Moderne akustisk fusion vil jeg vove at kalde det. Det er sprængfyldt med detaljer og masser af frække breaks, der er af musikteknisk høj standard. De er så stramme, at der ikke falder noget som helst ned mellem sprækkerne.
Flux er et band der har udviklet sig sammen og det er en sand fornøjelse, når musikere bliver sammen i et jazzband. Dem er der alt for få af, så bliv endelig sammen, Flux! Jeg er sikker på at I har meget mere i jer endnu.
My Space: www.myspace.com/fluxsound

Ingen kommentarer: