Ganske underholdende
Efter pladens andet nummer takker man på dansk, publikum fordi de er kommet. Det er ikke kun her Live in Paradise med trioen Surf in Stereo adskiller sig fra flertallet af danske jazzplader. Ikke sådan at forstå at man ikke takker publikum ved danske jazzkoncerter, men på liveplader er det som regel fjernet. Her er det endda på dansk! Der er iøvrigt også tydelig jubel før, under og efter numrene.
Surf in Stereo er måske også tættere på (surf)rocken end jazzen med deres musikstil. De vandt dog Ung Jazz konkurrencen i 2009. De lever og ånder for her-og-nu improvisationer sat ind i en powerfyldt melodisk kontekst. Trioen består af tre individualister; Jonathan Bremer på bas, Michael Vitus på trommer og Kasper Ejlerskov Leonhardt på guitar. Bremer kommer i fokus med nogle forrygende bassoli, med rødder i fusionsjazz. De kan minde om lyden af Bo Stief i 80'erne (Stief har ageret banddoktor for trioen. Men er nok næppe den primære grund til at Bremer spiller lige sådan).
Guitaristen Leonhardt er en af den slags guitarister, der som en svamp har opsuget inspiration fra mange forskellige stilarter - ikke videre personligt - men ganske underholdende. Sikkert og effektivt leveret.
Surf in Stereo er en fin livetrio, der med stor sandsynlighed kan tiltrække sig stor interesse fra et yngre rockpublikum. Instrumental jazzrock er dog en besværlig vej at tage, når man vil etablere sig på dagens scene. Vokal er et must, når man vil ud til et større publikum. Noget som de tidligere Ung Jazz vindere Jazzkamikaze tog konsekvensen af med deres seneste album, hvor vokal blev en del af deres musikalske udtryk. Tiden må vise om det er et holdbart koncept.
My Space: www.myspace.com/surfinstereo
Ingen kommentarer:
Send en kommentar