Den Danske Salmeduo; På stjernetæpper lyseblå (Aero Music/Pladekisten)

Det er næsten en måned siden at jeg modtog dette album til anmeldelse. Jeg må blankt erkende at jeg ikke har brugt den seneste måned til at lytte på pladen. Den indeholder nemlig 16 julesalmer. Jeg kan simpelthen ikke gå og lytte til julesalmer i november måned! Så da weekenden startede med den første søndag i advent blev pladen smækket på. Med det samme kunne jeg høre at Den Danske Salmeduo har lavet et julehit! 

Deres forrige album De dybeste lag fra 2009 var et fantastisk album med pesonlige og jazzede fortolkninger af 15 kirkehits. Der var mange af salmerne jeg ikke kendte. Sådan forholder det sig ikke denne gang. Her er mange af de salmer som vi finder frem år efter år

Ligefra den sikre Dejlig er den himmlblå til mindre kendte salmer som Venner! sagde Guds engel blidt. Pladen indeholder en ferm blanding af det kendte og mindre kendte. Her kan der både nynnes med og ind i mellem nydes. Christian Vuust betjener sig både af klarinet, basklarinet, tenor- og sopransaxofon mens Hans Esbjerg har nok i klaveret. De to har en særlig evne til, at komme ind under huden på selv de mest kendte (og slidte?) salmer. Via deres improvisatoriske kunnen arbejder de med dyb respekt for det oprindelige materiale samtidig med, at de frembringer nye vinkler på salmerne.

De har lavet en juleplade der kan holde mange jule. Det er ikke klæge og fedtede fortolkninger af kendinge. Men stor balancekunst. Jeg ved at jeg kommer til at høre denne plade rigtigt mange gange i den kommende måned. Sandsynligvis med lige stor fornøjelse hver gang.
dendanskesalmeduo.dk

Christina von Bülow & Fredrik Lundin: Silhouette (Stunt)

Da jeg første gang hørte om at saxofonisterne Christina von Bülow og Fredrik Lundin havde kastet sig over hyldestprojekt til svenske baryton-saxofonist Lars Gullin, tænkte jeg: "ja, selvfølgelig!" og efterfølgende: "se så at få lavet et album!". 

Lars Gullin er måske den største jazzmusiker som norden har fostret. Han var blandt de første jazzmusikere, der inkluderede den nordiske tone i jazzen som en naturlig del. Han har sidenhen levet lidt i skyggen af Jan Johansson blandt yngre jazzlyttere med hang til det nordiske. Derfor er det en kærkommen mulighed som de to danske saxofonister udnytter for, at skabe mere interesse for Gullin i det danske.

Under navnet Silhouette, der er en af Gullins mest kendte kompositioner, har von Bülow og Lundin lavet en kvintet der består af guitaristen Jacob Fischer (der har spillet i trio med Lars Gullins afdøde søn Peter Gullin, der ligeledes spillede barytonsax), Daniel Franck på bas og Jeppe Gram på trommer. Kvintetten spiller en blanding Gullins mest kendte numre som Dannys Dream og Silhouette og selvskrevne numre som von Bülows hyldest til altsax-kollegaen Lee Konitz Leewise og Lundins Montmartre. 

Pladen er en vidunderlig hyldest til den melankolske jazz, som svenskerne er mestre i og som von Bülow og Lundin i høj grad er i kontakt med. Musikken er smækfyldt med traditioner og gamle dyder. Det afholder dog ikke kvintetten i at forholde sig nutidigt til ophavet. Pladen er sammen med Lundins udgivelse fra tidligere i år med Lundin Danemo Kvintett en kraftig understregning af at Fredrik Lundin fortsat er en af vore helt store saxofonister (inklusive barytonsax'en).
myspace.com/silhouettejazz/

Østergaard Art Quartet: Stories from the Village (Boogie Post Recordings)

En kunstkvartet? Så har Michala Østergaard-Nielsen allerede fra starten pisset territoriet af. Jeg har lige anmeldt pladen med den svenske duo Midaircondo, hvor Michala Østergaard-Nielsen er kommet med som det tredje medlem. Denne gang er det hende selv der står i spidsen, så meget det nu er muligt når man samarbejder med tre individualister. 

Med en skarpladt kvartet bestående af de to trompetister, norske Per Jørgensen og danske Kasper Tranberg samt den herboende franske guitarist Marc Ducret er der lagt op til musik som man ikke hører hver dag. Michala Østergaard-Nielsen tager sig trommer og percussion. 

Der spares ikke på virkemidler og kunstneriske eksperimenter, når fire så stærke musikere kaster sig ud i improviseret dissonans og barske rytmer. Per Jørgensen betjener sig både af stemme og trompet. Hans klagende sang er en trompet i sig selv! Marc Ducret er herligt ukonventionel og Kasper Tranberg befinder sig som en trompetfisk i vandet. Romantiske klange og soundscapes spreder sig ud på pladen.

Det er et fuldstændigt kompromisløst projekt som Østergaard-Nielsen står i spidsen for. Beundringsværdigt og befriende sundt når musikere i den grad kan løsne sig fra konventionerne og sammen lave europæisk avantgardistisk kunstmusik anno 2011. Det er en intens oplevelse, hvor både melodi og kaos er tilstede.

boogiepost.com

Enrico Rava Quintet: Tribe (ECM)

På torsdag starter december som bekendt. Jazzhus Montmartre lægger ud med en godbid der kan sætte alverdens chokoladejulekalendre til vægs. Stefano Bollani kommer med trioen med Jesper Bodilsen og Morten Lund og special guest Enrico Rava - manden der er skyld i at de tre musikere overhovedet spiller sammen. De var alle tre medlem af Enrico Rava's sextet i 2002, da Rava som den sidste modtog Jazzparprisen. Siden hen holdt de tre musikere sammen og har senest spillet i en række musikalske talkshows på italiensk tv med Bollani som vært. Bollani var dengang fast mand i Ravas kvintet, men så fik Bollani som bekendt så meget fart på karrieren at der ikke var tid til at spille hos den legendariske trompetist.

Rava har stadig sin kvintet og de er netop nu aktuelle med albummet Tribe. En af veteranerne i kvintetten er trombonespilleren Gianluca Petrella og han sætter endnu en gang sit præg på musikken. Pladen byder på en blanding af kompositioner taget fra de sidste 30 år samt helt nye. Albummet er med ballader, freejazz og småfunky tendenser et flot Enrico Rava album, der fint kan være til dem der skal høre Rava i weekenden og vil høre mere. Vi andre dødelige der ikke kommer i jazzens hellige haller denne weekend kan bruge den som et plaster på såret - omend det er noget lille, det plaster.
enricorava.com
player.ecmrecords.com/rava-quintet

IKI: IKI (ILK)

Okay, der blev jazzbloggeren lige godt snydt. IKI hjemtog årets Danish Music Award i kategorien som året vokaljazz-album. 9 sangerinder og ikke andet. Det er ikke klassisk acapella-sang eller korsang for den sags skyld. Det er at album der byder på en højst original tolkning af hvad man kan gøre indenfor vokaljazz.

Der er ingen standards eller anden klassisk jazz skønsang. Skønsangen snydes vi dog ikke for. Prøv feks. at høre The mermaid and the sailor. Den er fyldt med stemme-eksperimenter og indeholder som et af de få numre på pladen desuden en tekst. Det er et finurligt og velfungerende stemmekollektiv der ikke er bange for at tage chancer.

Jeg ville gerne have haft flere numre med lidt mere sammenhæng. Mange af numrene får desværre karakter af at være laboratorium over sangstemmen. Spændende og udviklende for jazzen som sådan. Men også noget ufokuseret og strittende. Et udviklende album det kræver sin mand at lytte til.
ikivocal.com

Kenneth Knudsen: May be (Stunt)

Han har ikke været så aktiv de senere år. Men viser på dette album at han på ingen måde er faldet af på den. Kenneth Knudsen var som keyboardspiller i 70'erne og 80'erne nærmest som snydt ud af næsen på Joe Zawinul. Han havde også nogle personlige spor som han fulgte.

På det aktuelle dobbeltalbum kigger han tilbage på nogle af de senere års electronica-eksperimenter. Pladen åbnes med nummeret intro: i wait before my tv der - hvis man kender Kenneth Knudsen godt - sidder lige i øret som Knudsen Classic. Kenneth Knudsen har med denne plade ikke kun valgt, at det skal være a walk down memory lane. Ganske vist har han valgt at redefinere nogle numre fra tidligere. Ligeledes arbejder han sammen med folk som vi har hørt ham sammen med før. Peter Peter (ex. Sort Sol), Peter Kyed, Christian Skeel, Peter Friis Nielsen og Palle Mikkelborg er blandt de medvirkende. Mikkelborg medvirker feks. kun på remixet af Sounds and Silence der oprindelig er en suite fra 1994 i 7 dele og på tre kvarter. Nu er den nede på 15 minutter. Det er et dejligt genhør med noget af det trompetspil der er skyld i, at jeg synes at Palle Mikkelborg er så fantastisk. Fredrik Lundin medvirker også på nummeret.

Pladen byder på musik der næsten er rytmeløst og new age-agtig. Mens andre numre er med Peter Peters skarpe guitar. Peter Friis Nielsen sætter også sit tydelige præg med sit let genkendelige basspil, der oftest er hørt i freejazz sammenhæng. Sammen med Kenneth Knudsen fungerer det suverænt. De spillede sammen allerede i 1970 i Coronarias Dans.
Pladen sidder lige i skabet for Knudsen-entusiasterne (inkl. mig). Der er også tilbageblik på 2009-albummet End of silence. Where are you now åbner disc 2 og var et af højdepunkterne fra netop det album.
kenneth-knudsen.dk

Jesper Zeuthen Trio: Live (Blackout)

Har du hørt dem live? Hvis ikke, så kan du starte her. Jesper Zeuthen Trio er sprængfarlig og lidenskabelig jazz med temperament og følelser. Følelser og temperament er der også i megen anden jazz. Men når denne trio folder sig ud, er det noget på spil i en grad så man suges ind og ikke efterlades upåvirket. Livepladen er indspillet i forbindelse med at trioen afholdte en koncert på Litteraturhaus i København. Altsaxofonisten Jesper Zeuthen har sammen med de meget yngre medmusikanter Adam Pultz Melbye på bas og Thomas Præstegaard på trommer skabt en trio, der med sidste års udgivelse fik mig til at rykke ud med de store gloser. Det er der ikke nogen fare for at jeg ikke vil gøre igen. De har forfinet og fremelsket nye musikalske detaljer der sætter sig dybt i mig.
Trioen er ikke bange for at bevæge sig mellem det lettere kaotiske og et mere samlet udtryk. Der er toner der lyder af folkemusik mens andet sender tankerne til vestafrikansk musik. Avantgarden og freejazzen er gennemgående hovedinspirationen. Trommeslageren Thomas Præstegaard er elegantieren mens bassisten Adam Pultz Melbye spiller på kanten af sammenbruddet. Jesper Zeuthens karakteristiske saxofon bevæger sig henover og ind i det hele. Jesper Zeuthen Trio er jazz for dem der fordomsfrit lader musikken flyde ind i ørene. Lader musikken påvirke og i den grad blæse sig omkuld. Et meget anbefalelsesværdigt album!
jesperzeuthen.com

August Rosenbaum Trio: Live (Impostor Production) LP

Hvis man alene ser på albummets fysiske fremtræden, så er opmærksomheden og nysgerrigheden allerede godt tændt. Et gatefoldecover med to vinylplader. De er størrelserne 10" og 12" og skal afspilles med 45 omdrejninger. Hvis det er sort snak for dig og du måske endda tilhører download-generationen, så kan albummet også købes i det format. For os andre er albummet lækkert på den fede måde.

August Rosenbaum Trio debuterer med et bemærkelsesværdigt fortættet album. Det er kun et år siden at August Rosenbaum fik en Danish Music Award som årets nye jazznavn. Han havde lavet albummet Beholder i USA med prominente navne. Herhjemme havde han i flere år haft trioen med bassisten Jesper Thorn og trommeslageren Rasmus Lund. Det er først nu at vi får lov at høre trioen på plade. Det er ikke et famlende debut-album. Snarere tre musikere der over syv år har arbejdet sig frem til et fælles udtryk.

3 af numrene på den aktuelle live-indspilning fra Jazzhouse går igen fra Beholder-albummet. Ikke at det på nogen måde føles som en genudsendelse. I trioen får musikken et mere fokuseret og stringent udtryk. At Rosenbaum har valgt at udsende en live-indspilning i stedet for en studieindspilning klæder trioens dynamiske udtryk. Rosenbaum har ikke problemer med at lave smukke, dynamiske og melodiske arrangementer som feks. Pannon. Avancerede ballader som Så har vi balladen og Heinseit er eksempler på den komplekse følsomhed. Den smukt gyngende D'accord står som et flot billede på en de mest lysende unge danske jazzmusikere. Thorn og Lund er værdige ligemænd.
August Rosenbaum Trio har sammen med bla. Girls in Airports sat gang i en ny dansk jazzbølge, hvor melodien er tilstede samtidig med at lytteren udfordres og bevæges.
augustrosenbaum.com

Jakob Bro: Time (Loveland Records/Pladekisten)

Støvet fra succesen med det fantastiske album Balladeering har ikke lagt sig, førend guitaristen Jakob Bro er klar med en opfølger. Den svære toer kan man jo ikke kalde den, i betragtning af at han har lavet syv albums i eget navn før denne. Det er den svære opfølger efter et album der gav Jakob Bro mange nye fans. 

Han har allieret sig med "stjernen" fra Balladeering, altsaxofonisten Lee Konitz. Konitz spillede sig ind i manges hjerter med det magiske saxspil på Balladeering. Det gør han igen! - og måske endda endnu mere. Jakob Bro har lagt musikken frem for Konitz. Sammen med bassisten Thomas Morgan og guitaristen Bill Frisell - men uden trommeslageren Paul Motian har Jakob Bro lavet en jazzplade der kan blive soundtracket til den forestående vinter. Der er mindre af den kantede Bro, som vi hørte på nummeret Weightless der indledte Balladeering og mere af den bløde Bro som vi hørte på Balladeerings hitnummer Vraa.

Jakob Bro tør lade musikken stå stille og lader den balancerer på kanten af tomhed og alt. Han får mesterlig hjælp af Bill Frisell og Thomas Morgan til at give den gamle altsaxguru Lee Konitz et smukt grundlag for at spille sin dejlige skrøbelige tone.
Bro skuffer ikke med Time. Den er ikke i samme klasse som Balladeering, men lige under er også fedt.

jakobbro.com

Keith Jarrett: Rio (ECM) Chick Corea & Stefano Bollani: Orvieto (ECM)

Da jeg for et år siden oplevde Chick Corea i Musikhuset i Århus til solokoncert, var jeg overrasket hvor lidt prætentiøs Corea var. Han satte sig ved flygelet og spillede så smukt at tiden stod stille. Jeg har ikke haft fornøjelsen af at høre hans keyboard-kollega fra Miles Davis dagene Keith Jarrett ved en solokoncert. Lige nu er de begge aktuelle med nye soloklaverplader eller næsten. For Corea spiller klaver sammen med italieneren Stefano Bollani på sin plade - en duoklaverplade.
Keith Jarret var ham der via Köln-concert pladen lærte mig at soloklaver var værd at høre på. Jeg ved ikke om verden har brug for endnu et Keith Jarrett soloalbum. Der findes et hav af dem i forvejen og som regel er det ikke nok med en enkelt skive. Den aktuelle optagelse er fra Rio og såmænd kun et halvt år gammel. Her breder han sig ud over 2 plader. Han er som kunstner fænomenal til at redefinere soloklaveret gang på gang. Jeg bliver bare lidt ør i bolden, når han sprøjter sine soloplader ud i lind strøm. Han stiller givetvis sindssygt store krav til sig selv. Jeg sidder bare endnu en gang tilbage med fornemmelsen af at have hørt endnu en Jarrett soloplade. Jeg kan høre at det er Jarrett - selv i redefinitionen er der en tendens til tomgang. Det klæder Jarrett meget bedre når han udfordrer sig selv og feks. går sammen med Charlie Haden som han gjorde på sidste års fantastiske Jasmine. Det gav Jarrett et kærligt og tiltrængt kunstnerisk spark i røven.
Helt anderledes forholder det sig med Bollani's og Corea's samarbejde. Førstnævnte kender vi efterhånden rigtigt godt herhjemme i kraft af samarbejdet med Morten Lund og Jesper Bodilsen. Mens Corea vel hører hjemme i kategorien blandt de allerstørste jazzpianister. Bollani's dybt seriøse og respektfyldte tilgang til musikken rummer flere dimensioner, for han er også en sprællemand. Det er to enere der ikke er bange for at udfordre hinanden. De kommer vist omkring. Der er old school blues og stridepiano. Der er Corea's udødelige Armando's rhumba, der får en vildskabelig behandling. Der er jazzklassikere som if I should lose you og Darn that dream. Der er Fats Wallers Jitterbug Waltz og Miles Davis' Nardis. Samlet set er det underholdende, inspirerende og levende klaverplade.
player.ecmrecords.com/jarrett-rio
player.ecmrecords.com/corea-bollani

MC Einar & KunTakt: Jeg må ha' en coach (Longlife/Pladekisten)

MC Einar er tilbage sammen med jazztrioen KunTakt. Det er på alle måder et bemærkelsesværdigt comeback som den første danske stjernerapper Einar Enemark har kastet sig ud i. 

For et par år siden skulle han demonstrere en transistorradio for en ven og stillede radiofrekvensen ind på Radio Jazz. Her var der et indslag med jazztrioen KunTakt der havde udsendt deres debutalbum. Einar blev tændt på musikken og kontaktede trioen for at lave noget sammen med dem. Det udviklede sig og gik hen og blev til koncerter. Jeg hørte dem i foråret, hvor mine forventninger ikke var høje. De blev så sandelig gjort til skamme. MC Einar indtog scenen, gav sig 100 procent og lavede et show der gjorde de mange kritikere til skamme. Alle de kritikere der siden gruppen MC Einars ophørte havde haft så travlt med at nedgøre Einar Enemark. Han havde også været en vigtig ingrediens i gruppen MC Einars succes.

Nu er der gået mange år og den danske rapscene er blevet til en hiphopscene. MC Einar genfødes heller ikke som hiphopper. Han er tilbage som en blanding af rapper, spoken word kunstner og skuespiller.
Hvis alle numrene på pladen havde været som nummeret Einar 2.0 med vanvittig god tekst af Per Vers og musik af Mingus, så havde pladen været en seks-stjernet oplevelse. Men som Einar selv siger, så skal han ha' en coach. Eller skal han? Han er en skæv personlighed, der ikke skal blive alt for lineær. Jeg må ha´en coach er selvfølgelig en ironisk kommentar til det omkringsiggribende coacheri i samfundet. Ville det være en god idé at Einar fik en coach? Så var pladens indledningsnummer Reality på reality ihvertfald ikke kommet med. Det er pladens svageste nummer i et fjollet pop-setup. Teksterne på pladen leveres primært af Rune T. Kidde og her er der nogle forrygende oplevelser som feks. Kloakdæksler klapper og Tågedansernat.
KunTakt med Anders Bast på sax og diverse, Jens Kristian Andersen på bas og Thomas Præstegaard på trommer er et forbavsende fint match til Einar Enemark. En underholdende og underfundig plade med groovy jazzbas, loose trommespil og jazzsax.

Jakob Høgsbro: Variation (Hawkbridge/Gateway)

"Gentagelsen er tilværelsens skønhed", står der inden på omslaget til pladen, hvor saxofonisten Jakob Høgsbro lader en række præster formulere tekster om sider af livet, denne besværlige, men skønne størrelse.

De afspejler forskellige sider af livet med udgangspunkt i variationen. Der er masser af godt stof til eftertanke i de bedste, der leveres af Signe Marie Berg, natkirkepræst i Københavns domkirke, Morten Wassmer fra Skovlunde og Leif Bork Hansen fra Lyngby. Og de lægger sig fint ind i det klare og eftertænksomme lydbillede, som Høgsbro skaber med tenor- og sopransax og cello og sammen med bla. organisten Kjeld Lauritsen og bassisten Anders Jormin.

Det er en plade, der måske lige tager en gennemlytning eller to at blive fortrolig med - selv om kombinationen af musik og ord fungerer smukt her - men er man i den rette stemning, taler den til sind og sjæl.

jakobhogsbro.dk

Anmeldt af Henrik Sejerkilde

Signe Juhl with Nikolaj Bentzon Trio: Silvertongued (Do it Again Records)

Tør det grin af dit fjæs..

Sådan sang schlager-dronningen Gitte Hænning engang - og det var den, der randt mig i hu, da jeg så omslaget til sangerinden Signe Juhls debutplade, som hun har skabt sammen med pianisten Nikolaj Bentzons Trio. Og det er netop hans smil på omslaget - og en meget kontant omklamring, der generer øjet. For pladen er hamrende god!

Der er unægtelig masser af jazzsangerinder - også gode iblandt. Så det skulle nok være umådeligt svært at komme direkte fra eksamensbordet på Syddansk Universitet - hvor Bentzon var censor - og skabe en karriere. Men -

Bentzon var så fascineret af Signe Juhls stemme; både den tekniske kunnen og hendes følelse, at sms'erne begyndte at køre mellem de to allerede i toget hjem fra universitetet. Og det er altså foreløbig endt med en pladeudgivelse, hvor Juhl synger så forskelligt materiale som Love me Tender, Walter Becker og Donald Fagens Steely Dan-klassiker Hey 19 og Moody's Mood for Love og Midnight Sun fra det mere klassiske jazzrepertoire. Og man sidder med hjertet i skødet og frygter det værste for Elvis-numrene - der er også Are You Lonesome Tonight, men selv om det bestemt ikke er de mest uforglemmelige numre på pladen, slipper Signe Juhl fra det med integriteten i behold. Og Hey 19 er altså stadig et lækkert nummer.. Også for kvindestemme.

Og at Nikolaj Bentzon faldt for Signe Juhl, er der ikke noget at sige til. Hun er en af de der superdygtige talenter - nej, ikke dem fra tv! - som behersker hele registret, både stemmemæssigt og følelsesmæssigt. Det kunne med andre ord blive grusomt kedeligt - men det er det ikke! Det er en rar plade med lækker sang og flot akkompagnement af Daniel Fredriksson på trommer og ikke mindst Kasper Tagel på bas. Og så kapelmester Bentzon, der selv har sneget to egen numre med - hvor Elias Källvik supplerer på guitar på det ene. Stemmemæssigt minder Juhl om en behagelig hybrid mellem danske Malene Mortensen og svenske Rigmor Gustafsson. Og det er ikke en dårlig cocktail på en mørk vinterdag. Det er lækkert uden at være for glat, talentfuldt uden at være uden profil. Den skal hun nok finde, Signe Juhl, med tiden. Ingen tvivl om, at hun kan finde sin plads blandt navne som Sinne Eeg, Malene Mortensen og Katrine Madsen. Og at hun bestemt ikke er den ringeste af dem...

PS. Og når nu man lige kommer til at lade et ord falde om omslaget, må den medfølgende pressemeddelelse også lige holdes i ørerne - selv om pladekøberne heldigvis slipper. Jeg krummer tæer - dem alle - over formuleringen "Danmarks nye ægte supervokal". Jojo, der er da en del uægte i diverse talentshows osv. Men en ordentlig og seriøs kunstner på vej frem burde ikke have klistret sådan en lokalbetegnelse på sig. Hun taler for sig selv.

nikolajbentzon.com 

Anmeldt af Henrik Sejerkilde

LoFi (lohr/filipsen) feat. Jeppe Højgaard: Sounds & songs (ILK)

Lofi er en forkortelse for low fidelity. Det er en betegnelse for dårlig lydkvalitet. Det er også en forkortelse for Lohr (som i Marc Lohr) og Filipsen (som i Anders Filipsen). Den schweiziske trommeslager har på det rytmiske musikkonservatorium i København mødt pianisten Anders Filipsen. De spillede sammen som duo i nogle år, bla. med John Tchicai inden de slog sig fast sammen med saxofonisten Jeppe Højgaard.

Pladen startes op med et kakofonisk blues-rabalder, skrevet af Højgaard for så at fortsætte over filmmusikken med nummeret Film og den tolv minutter lange suite der hedder Suite af Filipsen. Anders Filipsen indikerede ret tydeligt med det Danish Music Awards-nominerede album About Time med bandet The White Nothing, at han ikke skaber forudsigelig musik. På Suite forlader Filipsen feks. nummeret med klaveret i en utrolig smuk sortie, musikken nærmest svæver. 

Albummet med LoFi er hensynsløst strittende i mange retninger. Det kunne let affejes med at de var i gang med ungdommelige stilistiske øvelser. Hvis det ikke lige var fordi at det er nogle numre der fungerer grumt godt. Saxofonisten Jeppe Højgaard har skrevet tre af pladens 5 længere numre (de resterende 8 numre varer mellem 15 og 47 sekunder). Højgaard har udover den kakofoniske blues lavet to fyldige numre. Balkan Fantasy der er en brusende flod af musik og Ballade, hvor der igen rulles ud med de store følelser.
De tre musikere har lavet et modigt album, der på overfladen er noget rod. Musikken kræver heldigvis ikke ret meget mere end at man sætter sig ned og lytter efter. Så er det både sammenhængende og meningsgivende.
myspace.com/lohrfilipsenduo

Anderskov Accident: Full circle (ILK)

Jacob Anderskovs musikalske ulykke er tilbage med album nr. 4. Der er sket meget siden debutalbummet kom i 2002. Flere musikere er skiftet undervejs. Men kapemesteren er sammen med trompetisten Kasper Tranberg stadig medlemmer i Danmarks sejeste freeform-psychelidelica-groove-jazz orkester. Der spares ikke på ud-af-kroppen lydene. Det føles som om jeg surfer på en lydbølge i et parallel univers, når jeg lytter på Anderskov Accident. Med tilføjelsen af trommeslageren Tom Rainey - der er mest kendt for sit engagement hos saxofonisten Tim Berne - er der lagt en bulet bund for musikken. Han er sammen med bassisten Nils Davidsen garanter for det skæve groove.

Nummeret Portrait of a lullaby as an upper er en dejlig spacet ballade. Anderskov indleder med en beskidt Wurlitzer-intro. Mads Hyhne (trombone), Laura Toxværd (sax) og Kasper Tranberg (trompet) står pænt med deres blæsere og kigger blidt på. Anderskov forsøger at få den lille til at sove, efter noget tid tager Tranberg over og fortæller med sin klare trompetstemme at nu skal den lille sove, der er også en dag i morgen. Det går ikke så godt med putteriet. Lillen er pivvågen. Nummeret er et flot eksempel på at, Anderskovs musik er så rigt på billeder.
Det er sine steder et krævende album at lytte på. Vil man som lytter brugen tiden på musikken, belønnes man med et berigende og givende album.
www.jacobanderskov.dk

Caution! Art Kills!: Current affairs (Gateway)

Caution! Art Kills! lavede for et par år siden et forfriskende debutalbum. Det var et viltert livealbum med den spontanitet det nu giver. Denne gang er de gået i studiet. C!AK! har ændret sig, de er vel nærmeste modnet. Der er stadig noget af det utilpassede og viltre i musikken, det der er med til at give dem charmen. Trioens rytmiske puls og tilgang til de akustiske instrumenter indfanges hurtigt af min krop, der som en metronom swinger med. De rytmiske gentagelser som man kender fra populær-musikken er en del af trioens identitet. Selv om det ikke er pop de spiller.
Titelnummeret Current affairs vidner også om, at de vil mere. I et næsten stillestående tempo sættes melodien i gang. Caspar Hesselagers elegante klaverspil placerer sig klart, mens trommeslageren Christian Windfeld roder med lyde og skrammel underneden.
Det er ikke en lige så brutalt spillende trio som amerikanske The Bad Plus. De kan alligevel flere steder godt minde om dem. På We are your friends er der noget af det samme som The Bad Plus står for. Jeg kunne godt ønske mig en mere dynamisk lydproduktion af pladen, hvor udsvingende bliver større. Ligesom når The Bad Plus bruger rockproducere til deres musik. Den forrygende bassist Thomas Sejthen er bla, for svær at høre i lydbilledet. Hør feks. hans intro til nummeret Efter festen. Den kræver at der skrues op på 11, men så lyder det også fedt! De har også denne gang valgt at spille et par kultnumre fra rocken. Get deep, get close af Luke Temple og This will be our yeat af The Zombies er sjældne fisk i triojazzen. Fedt når man vælger noget originalt som samtidig lyder godt.
cautionartkills.com

Steen Rasmussen Quarteto: Em São Paulo (Calibrated)

Han har tidligere lavet to fine albums med brasiliansk inspireret jazz. Tredje gang løfter pianisten og kapelmesteren Steen Rasmussen niveauet endnu en gang. Det er stort set de samme musikere han har benyttet siden albummet Primeiro amor fra 2007. Det er kun bassisten Torben Westergaard der er skiftet ud med Fredrik Damsgaard undervejs. Jonas Johansen på trommer og percussion, Jacob Andersen på percussion og Lis Wessberg på trombone og vokal har været med hele vejen. 

Denne gang har Rasmussen taget musikerne med til São Pauloi Brasilien. Her har de indspillet en fin blanding af musik af nyere brasilianske komponister som Leo Minax og Flavio Henrique, klassikere som Caetano Veloso's Coracão Vagabondo, et par stykker af kapelmesteren selv, bla. den lækre bossa Carla og en fortolkning af Danseorkstrets København, en sang fra bandets 2009-album, som Jacob Andersen har skrevet. Her er det så i stedet på portugisisk og er blevet til Copenhaquen. Det er brasilianerne Marcia Lopes og Fabio Cadore der er med til, at give sangen det autentiske bossa-touch. De medvirker på flere numre på pladen og tilføjer en ekstra dimension til musikken. Maria Lopes bløde og sensuelle stemme har ikke probelmer med at bryde igennem til det kølige nordiske efterår.

Jeg har til tider ret svært ved at høre at det er et dansk album. Steen Rasmussen har en særlig fornemmelse for at lave nutidig bossa nova med en snert jazz og samba. Han er feks. ikke bleg for at smide saftige synth-strygere ind under klaverets klange. Rasmussen står i spidsen for et sammenspillet band, der har lavet det bedste danske bossa-album i mange år.
myspace.com/steenrasmussen

LIFT+Thomas Agergaard: Convocation (Time Span Records)

Saxofonisten Thomas Agergaard møder på albummet Convocation duoen LIFT, der kalder sig selv vokalstylister. Duoen består af Randi Pontoppidan og Sissel Vera Pettersen. Det er et
udpræget cutting edge album. Jeg kender i forvejen Pettersen fra trioen Equilibrium, hvor det også er vokalarbejdet som Pettersen excellerer i. Med LIFT tager hun helt ud til kanten. Det er insisterende musik der vil og skal lyttes til.

Pettersen og Pontoppidan laver ting med stemmen der ikke er hverdagskost. Der er steder med støn, lavmælte hvin, piben, lallen, rallen, sukken, dyrelyde, klik, pusten, skrig og alle mulige andre skæve indslag. Jeg er i den grad sat på prøve som anmelder. Det er dragende musik som jeg aldrig har hørt mage til før. Der er elementer jeg genkender. Feks. et kort indslag med noget der minder om rytmisk scatsang og et andet sted noget i retning af Mari Boine Persens samesang.

Det er på alle måder vildt og eksperimenterende, hvor er det dog en fornøjelse! Prøv feks. at lytte til det korte nummer Flabrer. Det lyder som Darth Vader der hoster mens nogle mennesker efterligner lyden af insekter der blafrer med vingerne. Så kommer der en prustende hest og lidt gyservejrtrækning. Selvfølgelig toppes det med lidt improsax. Det er ganske afsindigt.

Agergaards sax og fløjte er med det meste af tiden og han er ikke kedelig men det er LIFT der stjæler showet. De mødtes for fire år siden i forbindelse med Wundergrund Festivalen. De aftalte efterfølgende at gå i studiet sammen. Det blev til fem timers spontant improviserede optagelser. Her præsenteres vi for en redigeret time. Det er blevet til et imponerende og spændende album.
www.thomasagergaard.com
myspace.com/liftduo

Dennis Rollins Velocity Trio: The 11th Gate (Motema Records)

Jeg har lige nu mange plader der venter på, at blive skrevet om her på bloggen. Jeg prioriterer selvfølgelig de danske (og svenske og norske) plader højest. Jeg vil gerne anmelde dem hurtigst muligt og helst på udgivelsesdatoen. En gang i mellem sniger der sig alligevel en britisk plade frem i køen. Nogle gange kommer pladen i så god tid før udgivelsesdatoen, at jeg har tid til at lytte pladen godt igennem. Andre gange er der kortere tid. Som feks. med den her. Jeg fik den for en uge siden og blev simpelthen nødt til at smide en anmeldelse på bloggen af pladen på udgivelsesdatoen. 

Den stammende bagers fødselsdag!
Den ælte i ælte i ælte.
Talliderlige personer går helt amok over sådan en dag. Som feks. den britiske trombonespiller Dennis Rollins, der har givet sin nye plade titlen The 11th gate. Den 11. port. Den finurlige lille tvist er at Dennis Rollins i dag fylder 47 år (4+7=11) og nu må det så være nok med 11-tallerne.

Trombone, hammond og trommer er en ikke ofte set trio. På trombonens plads plejer der istedet at være en sax eller en guitar i det klassiske orgelcombo-setup. Det er ikke det eneste utraditionelle ved pladen. Rollins smider gerne lidt effekter på hornet, som var vi i 80'erne. Der er dog mere en lugt af sen-60'ernes eksperimenterende orgelbageri, der hentede inspiration i bla. rocken. Larry Young's Blue Note-klassiker Unity kunne være en af dem. For orgel-combo-freaks er det en spændende plade, der godt kan klare et kritisk lyt. Der er det halvsyrede åbningsnummer Samba Galactica, der er en veloplagt udgave af souljazz-klassikeren Freedom Jazz Dance.
Fik jeg nævnt at der er 11 skæringer på pladen?

dennisrollins.com

Jesper Thilo & The American Stars (Storyville)

At lytte til de tre cd'er med Jesper Thilo er som at drømme sig tilbage til dengang, jeg som 18-årig bonderøv for første - og eneste - gang trådte ind i Jazzhus Slukefter i København og mødte jazzen, dengang røgen stadig lå som en kradsende dyne i lokalet. Og faktisk er der optagelser fra det hedengangne jazztempel i boksen, der fejrer den danske jazz' grand old mans 70 års dag den 28. november. Meget passende, fordi Slukefter tit husede amerikanske jazzkoryfæer, der blev bakket op af danske musikere - hvilket Thilo gjorde forrygende. Det er de tre cd'er et levende bevis på. Det er i alt fem plader, der er samlet her - fra perioden 1980 til 1987, hvor Storyville gjorde brug af hans solide og alsidige spil, når amerikanske kæmper som Clark Terry, Sir Roland Hanna, Al Grey og Harry "Sweets" Edison skulle foreviges på plade. Thilo kan lyde som den lyriske Ben Webster på de langsomme, bløde ballader, og han kan rive mere i røret som Zoot Sims eller Don Byas, hvis der er mere slag i frikadellen. Det er også danske rytmefolk som Mads Vinding, Ole Kock Hansen, Aage Tanggaard og Svend Erik Nørregaard, der bakker op - nå ja, og så den næsten danske Kenny Drew. Det er et glad genhør med driftsikker jazz, som vor far elsker den. Store dele af jazzens standardrepertoire - fra "On The Sunny Side of The Street" til "The Girl from Ipanema". Og skulle man vælge de bedste indsatser, er den altid elegante trompetist Clark Terry altså en ren fornøjelse. Også når han kaster sig ud i den pjattede "Mumbles" sammen med sangeren Richard Boone - hvor man ikke kan udelukke, at d'herrer har delt en enkelt porter... Tillykke, Thilo. 

Anmeldt af Henrik Sejerkilde

Sunna Gunnlaug: Long pair bond (ikke udgivet endnu)

Da jeg skrev om den islandske pianist Sunna Gunnlaugs' album The Dream i foråret handlede det bla. om at jeg ikke havde forventninger til musikken, da jeg ikke havde hørt hende før. Det var et velfungerende kvartetalbum med nogle superseje sidemen. Nu er hun atter aktuel, denne gang med et trioalbum og denne gang er det med forventninger at jeg lytter. De bliver til fulde indfriet. Trommeslageren er den samme som sidst, nemlig ægtemanden Scott McLemore mens bassen varetages af landsmanden Þorgrímur Jónsson. Det er hendes 7. album i eget navn.

Hun har et kærligt og fortroligt forhold til den melodiøse, smukke og følsomme triojazz. Siden jeg modtog pladen som download er den blevet spillet flittigt. Det er jazz af den den slags der fylder. Den besidder et vemodigt nordisk skær. Sunna Gunnlaug har en elegant evne til at skære melodien. Antydninger og smådele samles op og bruges til en samlende melodi. Trioen besidder et fint samlende udtryk, hvor man ikke er i tvivl om, hvis navn der står med de største bogstaver på coveret. Det er i øvrigt et cover der ikke eksisterer fysisk endnu. Pladen er sendt ud som download til jazzbloggere, der med foromtale af pladen gerne skulle få folk til at støtte pladen økonomisk. Det kan du stadig nå at gøre på Kickstarter, hvor der i  skrivende stund er samlet 2030 $ ind. Målet var 2000 $ og der er endnu 67 timer tilbage inden indsamlingen lukker. Så det ser ud til at det lykkes, også uden hjælp fra Jazznyt.
www.kickstarter.com/projects/sunnagunnlaugs/long-pair-bond

Signe Galting: Sværmerier (Exlibris)

Signe Galtings debutplade er lyden af en singer-songwriter der er på besøg i jazzens swingende verden. Umiddelbart kommer jeg til at tænke på svenskerne Bo Kaspers Orksester og Lisa Ekdahl. Der er lidt af den samme hyggelige visesang goes jazz stemning over pladen. Hun har passende valgt at synge på dansk. Hun synger om det hun ser, oplever og mærker. Nu er jeg jo mest en jazzmand (der spiser kvarterlange saxsoloer til natmad), så ordene bed jeg ikke så meget mærke i. Det gjorde jeg så i stemmen, der sine steder minder lidt om Alberte Winding.
Fredrik Lundin tager sig myndigt af saxofonen og placerer sig som den gamle mester. Han er med til at sikre den musikalske kvalitet på pladen mens Pelle Fridell også kvalificeret tager sig af klarinetten. Bergur Nielsen der tager sig af flere forskellige strengeinstrumenter har sammen med Signe Galting produceret pladen. Han har også været med til at skrive flere af numrene på pladen.
Signe Galting har lavet ganske fin plade. Den lever primært i kraft af det flotte musikalske akkompagnement.
www.signegalting.com

Dino's Afro-Cuban Dream: Enamorado en Copenhague (Stunt)

Jakob Dinesen inviterer til afro-cubansk fest på sit nyeste album. Allerede i bandnavnet indikerer Dino at det er den afro-cubanske musik der er i centrum. Åbningsnummeret er Alle sømænd er glade for piger der på spansk er blevet til Todos los maniseros adoran muheres. Den lyder lige pludselig meget lidt dansk. Det samme er sket med Forelsket i København/Enamorado en Copenhague der som bonus også er udstyret med vokal. Den cubanske sangerinde Raisa Reye Castro tager sig af det spanske og lidt dansk mens Thomas Helmig er den danske charmør. 

Jakob Dinesens forelskelse i den afrocubanske musik blev tændt i 90'erne i et øvelokale, hvor han jammede med percussionisterne Rune Harder Olesen og Ignacio Acosta. Siden fulgte rejser til vestafrika og Cuba. På denne drømmeplade har Dinesen med hjælp fra nogle kvalificerede medspillere givet drømmene vinger. Førnævnte Harder Olesen og Acosta er selvfølgelig med på percussion mens den herboende cubanske congaskonge Eliel Lazo er føjet til. På trommer er det Dinesens gamle kollega Michael Finding fra Once Around the Park mens blæserne Mads Hyhne på trombone og Kasper Tranberg på trompet føjer jazzede toner til. Koraspilleren Dawda Jobarteh fra Gambia er det mest tydelige hørbare vestafrikanske indslag.
Jakob Dinesen har lavet en glad plade, der vidner om en stor kærlighed til og indsigt i den afrocubanske musik.
www.myspace.com/jakobdinesen

Nils Landgren: The Moon, The Stars and You (Act)

Egentlig er det lidt af en musikalsk rodebutik, den svenske trækbasunist og sanger Nils Landgren disker op med. Han begynder med trio-formatet, som efterhånden vokser sig stort til NDR Big Band, sangere og Stockholm Philharmonic Orchestra. Og med gæstemusikere som pianisten Joe Sample, sanger og guitarist João Bosco, harmonikaspillen Richard Galliano og vores egen Cæcilie Norby. Fordi han havde lyst til at lave en plade, hvor hans instrument og sangstemme præsenterede sig i forskellige sammenhænge.

Godt så. Hans stemme er ikke verdens største; lyrisk til den lidt sødladne side. Og det ville være ufatteligt nemt at sige: Landgren, bliv ved din basun-læst. For han spiller en rigtig god trækbasun, svenskeren. Men på en forunderlig måde gør det ikke noget: Ja, det er til den bløde side. Ja, det er balladeland, vi tager bad i. Men på en november-tirsdag, der aldrig rigtig besluttede sig til at vågne, er blandingen af en lettere sentimental stemme, blød trækbasun og dygtige musikere ikke det værste. Joe Sample er for eksempel en nydelse på det ene nummer, han medvirker på; "Joes Moonblues", og harmonikaens drømmende lyd, som den bliver frembragt af melankoli-mester Galliano flyder fint ned ad "Moon River". Det er ikke noget helstøbt værk, men en rar plade.

Anmeldt af Henrik Sejerkilde

Gæsteanmelder på Jazznyt

For første gang i de 7½ år som bloggen har eksisteret, har jeg fået en anden til at skrive et par anmeldelser. Min gode ven Henrik Sejerkilde er også umanerligt glad for jazz og ved en masse om det. Han har såmænd en fortid på lokalradioen i Horsens, hvor han lavede jazzprogrammer dengang det kunne lade sig gøre. Han interviewede i firserne koryfæer som Palle Mikkelborg og Niels-Henning Ørsted Pedersen. Vi lærte hinanden at kende da jazzklubben Moor Jazz startede på Fermaten for snart ti år siden. Siden da har vi konstant udvekslet tanker og holdninger om jazz. Da vi er lige gamle har vi feks. begge en stor svaghed for firserfusion. Den afgrundsdybe kærlighed til triojazzen og dejlige drenge som Oscar Peterson og Bill Evans har vi også tilfælles. Men vore veje skilles når der hældes en pose søm i trompeten og melodien er væk. Henrik er nok en kende mere old-school i sit forhold til jazzen som han iøvrigt også er til bøger - men det er en helt anden sag.
I stedet for et billede af Henrik bringer jeg et billede af en af hans favoritplader.

Post-DMA jazz stemning

Så gik den med nattoget hjem efter en fantastisk fejring af jazzen. Den nye formand for JazzDanmark Jesper Løvdal var dj til efterfesten, sammen med TS Høeg der vel også er en slags formand på sin egen skæve måde.

Det blev en dag med nogle fede koncerter, hvor Girls in Airports fik huset til at koge, hvor Jonas Westergaard spillede teatralsk indie-pop med tekster af Dylan Thomas, hvor August Rosenbaum Trio endnu henrykkede mig, hvor Jens Søndergaard viste hvordan en sax-solo skulle skæres the Art Pepper Way og hvor Sidsel Storm blev reddet af en sejt spillende kvartet, da hun var ved at miste stemmen.

Tillykke til alle vinderne.

Weekenden slutter for mit vedkommende på Fermaten, hvor Moor Jazz har premiere på sin nye intim-scene. Endnu en triumf for jazzen - denne gang i Herning. Indra spiller medrivende og følsomt smukt.

Årets crossover udgivelse

Årets vinder er i Tampere for at spille på en jazzfestival. Stefan Pasborg har fået prisen for pladen Odessa 5 x-large. Prisen blev overrakt af TS Høeg til Pasborg's kone Helle Fagralid, der havde en takketale med fra Pasborg.

Årets danske jazzkomponist

Årets vinder blev Helle Hansen, der havde fået fri fra datterens fødselsdag i en halv time i det tilfælde at hun skulle få prisen. Det gjorde hun så! Her var der igen tale om at det var feltets Dark horse der vandt. Men modsat vokalkategorien var det den mere straighte jazz der vandt denne gang.

Hun fik overrakt prisen af en veloplagt Palle Mikkelborg.

Årets nye danske jazznavn

Det blev bandet Orpheus der meget fortjent vandt prisen som årets nye danske jazznavn, for albummet A less known hero. To glade og forbavsede medlemmer fik prisen overrakt af borgmester Pia Allerslev.

Årets danske jazzudgivelse

Det blev Carsten Dahl's soloplade effata der fik prisen som årets danske jazzudgivelse. Det var foran et meget stærkt felt at han vandt prisen. Det var en tydeligt rørt Carsten Dahl der modtog prisen, der blev overrakt af Kristian Leth der selv er nomineret til en DMA i pop-genren.

Årets danske vokaludgivelse 2011

Feltets Dark horse IKI vandt prisen. Den ni-mand store vokalensemble vandt prisen foran fire mere traditionelle jazzsangerinder.

August Rosenbaum på SMK

DMA Jazz er startet med børnejazzprisen, men da jeg ikke er børneblogger er jeg i stedet taget på Statens Museum for Kunst for, at høre August Rosenbaum solofortolke bandet Grizzly Bear. Jeg hørte ham i går aftes i kirken på Blågårds plads spille free jazz af den eksplosive og minimalistiske slags sammen med Hurra Trio og den tyske strygekvartet Dask.

Der er mødt et stort publikum op på museet. Det er en en triumf for den smukke musik som Rosenbaum præsenterer. Ørerne pleases i højere grad end i går aftes, hvor de fik lov til at bløde en gang imellem.

Jazznyt på vejen
I denne weekend afholder JazzDanmark to arrangementer og Jazznyt er med til begge arrangementer.
Fredag gælder det konferencen om live jazz scenen i Danmark. Hele 65 jazzarrangører og andre interesserede har meldt deres ankomst. Heriblandt undertegnede, der ser frem til at møde en lang række af jazzens frontkæmpere i Danmark.
Dagen efter er der Danish Music Awards Jazz på Huset. Her vil jeg forsøge at liveblogge fra arrangementet. Arrangementet bliver livestreamet på nettet. P8 Jazz vil desuden sende indslag defra fra kl. 20.00. Her på bloggen kan du følge med i hvem der får priserne.
På søndag skal jeg til koncert på Fermaten i Herning, hvor Moor Jazz har koncert med Indra, der bla. medbringer den DMA-nominerede Søren Dahl-Jeppesen. Koncerten bliver afholdt på den nye intimscene på 1. sal på Fermaten.

Carl Winther Quartet: Sonic shapes (Stunt)

Bergonzi tilbage i Danmark
Den amerikanske saxofonist Jerry Bergonzi medvirkede omkring årtusindeskiftet på en række plader med Alex Riel som kapelmester. Nu er han atter tilbage i Danmark og medvirker som sideman på pianisten Carl Winthers andet album - det første album, Contact var et trioalbum. På denne kvartet-indspilning får unge Winther hjælp af bassisten og vennen Joel Illerhag og den ældre og erfarne tromeslager Anders Mogensen. Stilen er pågående, ekspressiv og kraftfyldt hardbop.

Bergonzi er den gamle erfarne mester der giver projektet autencitet og fylde. Winther kan godt drukne noget ved siden af Bergonzi's til tider overlæssede spil. Det er faren ved at invitere en saxofonist af Bergonzi's kaliber med på et album, der egentlig står i pianistens navn. Winther har skrevet halvdelen af numrene mens Bergonzi har taget sig af den anden del. Anders Mogensen virker til at have det som en fisk i vandet. Han sprudler og syder bag kedlerne. Det er Mogensens hjemmebane.
Carl Winther har ikke lavet en dårlig plade, dertil er den alt for velspillet. Jeg savner at høre noget mere Carl Winther. Men det kommer vel. Manden er jo ung.