Don Cherry: Organic Music Society (Caprice) 2LP >> Don Cherry: Live in Stockholm (Caprice) 2LP

Det er en velkendt historie at avantgardepioneren Don Cherry  boede i Sverige i en længere årrække. Her indspillede han dobbeltalbummet Organic Music Society i 1972 sammen med en masse venner. Det svenske statspladeselskab Caprice udsendte pladen i 1973 og genudsendte den i 2012 på både CD og LP. Det er i udpræget grad organisk musik der vokser frem af at bredtfavnende musikmiljø i de tidlige 70’eres Sverige. Første nummer North Brazilian Ceremonial Hymn er dog indspillet i København. Her medvirker en ung sangerinde Naná Vasconcelos, der siden hen lavede musik sammen med Egberto Gismonti og Don Cherry på ECM Records. I et totalt mix af impro, østens mystik, buddhisme, minimalisme, tranceskabende groove, indisk musik, afrikanske rytmer og meget andet har Don Cherry her skabt et unikt album indenfor det han kaldte Multikulti.

Et helt ny dobbeltalbum Don Cherry Live in Stockholm er lige udsendt. Det indeholder musik indspillet af Caprice i 1968 og 1971, der kunne have endt på Organic Music Society. ’68-indspilningen synes man var blevet for gammel i 1972, da Organic Music Society udkom. Derfor har musikken hygget sig i Caprices arkiver siden dengang. Det drejer sig om en indspilning fra ABF-Huset på Sveavägen i Stockholm (ABF var en slags svensk pendant til AOF). På to pladesider spiller et veloplagt band med Bernt Rosengren og Tommy Koverhult på tenorsax, Torbjörn Hultcrantz på bas, Leif Wennerström på trommer og tyrkiske Maffy Falay på trompet. Falay kom til Sverige i 1960 og sætter sit præg på anden del af suiten, hvor der er indarbejdet nogle tyrkiske folkemelodier. Don Cherry spiller selvfølgelig på pockettrumpet og supplerer med percussion og fløjte. Undervejs spilles der både hårdkogt bebop og loose avantgarde. Det er mildest talt en suveræn oplevelse. Indspilningen fra 1971 er foretaget i The Dome, en kunstpavillon udenfor Moderna Museet i Stockholm. Det er også her noget af musikken fra Organic Music Society stammer. Falay og Koverhult er stadig med. Det hele er blevet mere spirituelt og universelt. Jazz med fred. Der er himmelflyvende musik og kollektiv feel-good stemning med børnestemmer i baggrunden. Live in Stockholm er et fantastisk dokument og hvor er svenskerne dog heldige med et pladeselskab der er med til, at gøre kulturarven tilgængelig for masserne.

capricerecords.se

Niels Vincentz: Is that so? (Stunt)

“Shall we listen to it?” spørges der til sidst på pladen, “‘cos I have no idea what that’s gonna sound like?” fortsætter Cameron Browne. Ordene kommer efter en afsluttende zenbuddhistisk fortælling om øjeblikket og det enkelte menneskes uafhængighed af hvad der sker. Is that so? som der spørges. Det er også passende blevet titlen på det tredje album som den danske saxofonist Niels Vincentz har lavet sammen med bassisten Cameron Brown og trommeslageren Billy Hart. Denne gang er trompetisten Tom Harrell desuden inviteret med. 

Det er ikke overraskende at det fungerer godt med den nye fjerdemand. Harrell spiller med sin velkendte afdæmpede vildskab, der passer godt ind i Niels Vincentz’ musik. Vincentz har skrevet hovedparten af musikken suppleret med et enkelt af Brown og Tadd Dameron’s Hot House. Mens pladens sidste nummer med fortællingen stikker ud i med sin freeformstil, er resten af musikken sprællevende nutidig jazz. Vincentz lægger op til at give plads til de enkelte musikere i hans kompositioner. Der er nærvær og sammenspillet bliver intenst. Det er vanvittigt velspillet. Pladen er en sund fortsættelse af Gravity der kom sidste år og var blandt mine favoritter. Vi får en fortættet og tør lyd på pladen. Det passer perfekt til musikken. Is that so? er et anbefalelsesværdigt album til alle seriøse jazzfans.

nielsvincentz.com

Nils Davidsen: Noget at glæde sig til (ILK)

Inden for ganske kort tid er der landet 2 solobasplader på mit skrivebord. Hvilket er en mindre sensation. Jeg tror ikke at jeg har anmeldt en solobasplade siden Henry Grimes' dobbeltalbum fra 2009. Den første var med Adam Pultz Melbye som jeg anmeldte i går. Nu gælder det Nils Davidsen, der med Noget at glæde sig til lancerer en anden type soloplade end Pultz Melbyes. Davidsen er ikke uvant med det nedskalerede. Sidste år lavede han duopladen Zone Bleue sammen Kasper Tranberg med mange roser til følge. Men at stå helt alene er noget ganske andet.

Nils Davidsen har som bassist et bredt fundament, hvilket han også viser på pladen. Der er det sikre hit Woody, der trækker på de danske jazzbastraditioner. Der er åbningsnummeret Now is time med vemodig bue. Pladen har meget passende fået undertitlen Solooutbursts in various frames - Part 1. Nils Davidsen er meget opfindsom og afvekslende i sit spil. Der er det heftige fingergymnastiknummer Antsisters. Der er numrene hvor han supplerer med en gong. Musikken er indspillet ved forskellige lejligheder. Fælles for dem alle er den flotte baslyd. Han udnytter den frihed som solospillet giver. Der tages ikke hensyn. Det er udviklende for Nils Davidsen og vi får lov til at være med. Han kommunikerer med lytteren og er med til at skabe billeder og stemninger. Afslutningsvis er der tre videoer på CD’en med billeder til musikken. Bl.a. to numre fra Grundtvigskirkens imponerende rum og en kunstvideo lavet af Sara Lubich. Noget at glæde sig til er for lytteren der trænger til at få udvidet sin bashorisont eller bare trænger til noget de ikke har hørt før.

ilkmusic.com

The Jazznyt Playlist 2014 vol. 1

Som noget nyt introducerer Jazznyt en playliste der både er tilgængelig i Spotify og Wimp. Her kan du høre eksempler på noget af det der rykker af aktuel musik i Jazznyt-residensen. Mange af pladerne er allerede anmeldt og andre bliver det snart her på bloggen.

1. Bremer/McCoy: Drømmer
2. Gregory Porter: Musical genocide (St. Germain remix)
3. MusicMusicMusic: Rubber Soul
4. Almaz Yebio: Hearts and bones
5. Nikolaj Bentzon: Almost in your arms
6. Carsten Dahl: There is no greater love
7. Hayden Powell: May song
8. Third Eye: The Healer
9. Jens Jefsen: Waltzing bits
10. Bevort 3: November november
11. Nils Davidsen: Woody
12. Helmut Brandt Combo: Salute to Lars Gullin (I can't believe)
13. ASJO: Prayer
14. Fire! Orchestra: Exit! Part One

WIMP: http://wimp.dk/playlist/1d729788-6fec-416e-b9ed-bab1d996ed2f
Spotify: http://open.spotify.com/user/jazzyniels/playlist/3c6IccV2DDJX419tSt2DVb

Adam Pultz Melbye: Gullet (Barefoot Records/Pladekisten)

En solobasplade med Adam Pultz Melbye skal starte med knirkende lyde, som var det et gammelt træskib der kastet anker i en bugt. Her ligger vi så. Vinden piber, solen brænder og der er momentvis oprørte vande. Pladen er indspillet over et par dage i Koncertkirken i København. Pultz Melbye bruger fingrene og buen til at frembringe lyde, klange, toner og musik fra kontrabassen. Det er tænksom musik, hvor øjeblikkets reflektioner kaster glans over et levet liv. Pultz Melbye graver sig ned i følelserne og kommunikerer med bassen og lader den fortælle historien. 

Adam Pultz Melbyes basspil er radikalt og grænsesøgende. Hans stønnen og hvislende hvæsen høres i ophidset samklang med bassen under de vildere udladninger på bassen. Det er givetvis ikke musik for et stort publikum. Det er musik der er med til at udvide forståelsen og billedet af en vores mest originale bassister herhjemme. Det er ikke kun modigt på grund af radikalismen. Det er også modigt i det nøgne og følelsesmættede solospil.

adampultz.com

Jens Jefsen: Jam me up (Gateway)

Det er 50 år siden, at Åbyhøj-bassisten Jens Jefsen startede med at spille bas. Siden har han sat sit tydelige præg på den danske jazz, folk og visescene. Det er altid jazzen der har trukket, når han har lavet projekter i eget navn, Denne gang er ingen undtagelse. Modsat tidligere har han sat sig selv endnu mere i fokus, på en plade der pudsigt nok har fået titlen Jam me up. Pladen er indspillet i hjemmestudiet. Her har han inviteret gæster indenfor. Meget passende er det den mangeårige makker, guitaristen Uffe Steen der kigger forbi på første nummer. Det gør han flere gang undervejs. Herefter har Jefsen inviteret folk som sangerinden Live Foyn Friis, pianisten Martin Schack, accordion-spilleren Emir Bosnajk og et par andre indenfor. 

Det er et flot musikalsk statement fra musikeren og mennesket Jens Jefsen. Bassen er i centrum. Han har haft god tid til at fremelske figurer og soli undervejs. Det bærer musikken tydeligt præg af. Jens Jefsens basspil har en lyrisk og nordisk tone. Træets klang. Roen. Oven over det hele svæver Jefsens basspil. Der er både funk og højskolesangbog i Jens Jefsen. Et nummer som Climb and fall har noget Mikkelborg/Knudsen/NHØP-vibe over sig. Jefsen er dog en anden bassist end Niels-Henning Ørsted Pedersen. Han er sin egen.

jensjefsen.dk

Kommende jazzudgivelser 2014 1. halvår

Der er som altid en masse spændende ny jazz på vej. Her er liste over noget af det der er i vente. Jeg kan allerede nu afsløre at mange af de danske og nordiske udgivelser vil blive anmeldt her på bloggen. Så det handler bare om at følge med.

Januar

Dansk

Kasper Staub Trio: Havnepladen (Kasper Staub) LP udgivet i 100 eksemplarer

Bévort 3: Trio Temptations (Bévort/Gateway)

Mette Lind: Running (Gateway)

Niels Wilhelm Knudsen Quintet: Mohawk (NWK)

Trio Unity: Current (Confun Music) Karsten Bagge med Kevin Hays og Scott Colley

Nils Davidsen: Noget at glæde sig til (ILK)

Nordisk

Arild Andersen: Mira (ECM)

Tord Gustavsen: Extended circle (ECM)

Arve Henriksen: Chron + Cosmic Creation (Rune Grammofon)

Cecilia Persson: Open Rein (Hoob)

Sigurdur Flosason: Eleventh hour (Storyville)

Elvira Nikolaisen & Mathias Eick: I concentrate on you (Grappa)

Claes Janson: Stevie Wonder Unplugged (Lady Bird)

Timo Lassy: Live with Lassy (Schema)

Internationalt

Gregory Tardy: Hope (Steeplechase) med Helen Sung

Rich Perry: Nocturne (Steeplechase) med Nate Radley

Samo Salamon: 2Alto (Steeplechase Lookout) med Loren Stillman

Get the Blessing: Lope and antilope (Naim)

Norma Winstone: Dance without answer (ECM)

John Taylor: In two minds (Cam Jazz)

Philip Catherine and Martin Wind: New Folks (ACT)

Nir Felder: Golden age (Okeh)

Matt Wilson Quartet + John Medeski: Gathering Call (Palmetto)

Craig Handy & 2nd Line Smith (Okeh)

Jeremy Pelt: Face forward, Jeremy (High Note)

Helen Sung: Anthem for a new day (Concord)

Raoul Björkenheim: Ecstasy (Cuneiform)

Niels Klein: Tubes and wires (NWOG Records)

Benjamin Herman: Live (Roach/Dox)

Slowly Rolling Camera: do. (Edition)

Februar

Dansk

Pierette Ensemble: Akrostik (?) Julie Kjærs gruppe med Signe Bisgaard og Pernille Bévort

Morten Schantz Unicorn: Morten Schantz Unicorn (Calibrated)

Bülow/Kristiansen/Lundgaard/Zigmund: The good life (Stunt)

Pierre Dørge & New Jungle Orchestra: Tjak Tjaka Tchicai (Steeplechase)

Jakob Thorkild Trio: Art Sleaze (??) med P.O. Jørgens og Nils Bo Davidsen

Tordenskjolds Soldater: Peace (Spectator) superæstetisk italiensk LP-genudgivelse af sjælden dansk LP fra 1969 med bl.a. Ole Matthiesen

TangoJazz: Milonga Triste (??) med Jens Chr. Kwella og Florian Navarro

Sweet Banditry: Farvefisen blomstrer (Marsken)

Dalia Faitelson: As the world sleeps (download)

Orbit Stern: do. (??) med Samuel Hällkvist og Frederik Hauch

Nordisk

Iiro Rantala: Anyone with a heart (ACT)

Ulf Wakenius: Solo (ACT)

Krokofant: Krokofant (Rune Grammofon)

Torbjörn Zetterberg: Och den stora frågan (Moserobie)

Torun Eriksen: Visits (Jazzland)

Hanna Paulsberg: Song for Josie (??)

Innanen Pesonen Kallio: Beginnings (Barefoot)

Nils Landgren: Eternal beauty (ACT)

Internationalt

Brian Charette: Question that drives us (Steeplechase)

Hans Koller: Minor meeting 1958 (Sonorama)

Jozef Dumoulin: A Fender Rhodes solo (Bee Jazz)

Rudy Royston: 303 (Greenleaf)

Dianne Reeves: Beautiful life (Concord)

Avishai Cohen: Almah (Parlophone)

George Mraz: Duo Art Togenther again (ACT)

Joachim Kühn: Moscow (ACT)

Kris Bowers: Heroes + Misfits (Concord)

Saxophone Summit: Visitation (Artistshare) med Liebman, Lovano og Ravi Coltrane

Takuya Kuroda: Rising Son (Blue Note) trompetist produceret af Jose James

Jon Cowherd: Mercy (Blue Note/Artistshare) med Bille Frisell, Brian Blade og John Patitucci

Billy Hart Quartet: One is the other (ECM)

Vijay Iyer: Mutations (ECM)

Pat Metheny Unity Group: Kin (Nonesuch)

Mary Halvorson/Michael Formanek/Tomas Fujiwara: Thumbscrew (Cuneiform)

Brad Mehldau & Mark Guiliana: Mehliana Taming the Dragon (Nonesuch)

Roscoe Mitchell: Conversations I (Wide Hive)

Danilo Perez: Panama 500 (Mack Avenue)

Nostalgia 77: A journey too far (Tru Thoughts)

Omer Avital: New song (Plus Loin)

Michael Wollny: Weltentraum (ACT)

Stein Urheim: Stein Urheim (Hubro)

Lauren Desberg: Sideways (Do Right!) produceret af Gretchen Parlato

The SoulJazz Orchestra: Inner fire (Do Right!/Strut)

Marts

Dansk

Christian Vuust: Urban hymn (Aero) med Aaron Parks

Maria Faust Sacrum Facere (Barefoot)

Jeppe Zeeberg: It's the most basic thing you can do on a boat (Barefoot)

Horse Orchestra: Introducing Horse Orchestra (Barefoot) med Jeppe Zeeberg

Anders Larson Elektrojazz: Anders Larson Elektrojazz (Calibrated)

Helle Hansen: Songs of Death, Love & Other Mayhem (??)

Nordisk

Motorpsycho: Behind the sun (Rune Grammofon)

Mighty Mighty: See the light (Schema) finsk dansejazz

Nils Petter Molvær: Switch (Okeh)

Internationalt 

Olegario Diaz: Basquiat by Night/Day (Steeplechase) med Seamus Blake

Jason Palmer: Places (Steeplechase) med Mark Turner

Paolo Sapia: Mostly music (Steeplechase Lookout) med Peter Zak og Jimmy Cobb

Ambrose Akinmusire: Imagined Saviour (Blue Note)

Fabian Almazan: Rhizome (Blue Note/Artistshare) med Linda Oh 0g Henry Cole

Regina Carter: Southern comfort

Tony Bennett & Lady Gaga: Cheek to cheek (Sony)

Lack of Afro: Music for adverts (Freestyle)

April

Dansk

Rasmus Ehlers Trio: Blue Pearl (??) med Kasper Tagel og Morten Hæsum

Phroneis: Life to everything (Edition) Jasper Høiby's trio

Dexter Gordon: Candleligt lady (Steeplechase) med Drew, Vinding og Thigpen

Nordisk

Martin Küchen & Landaeus Trio: Four lamentations and a wicked dream of innocence (Moserobie)

Internationalt

Dick Oatts: Sweet nowhere (Steeplechase) med Harold Danko

Robin Eubanks & Mental Images: Klassik Rock vol. 1 (Artistshare)

Maj

Nordisk

Fire! Orchestra (Rune Grammfon) 2LP

Internationalt

George Colligan: Ask me tomorrow (Steeplechase) med Linda Oh

Kirk Knuffke: Five (Steeplechase) med Jesse Stacken

Gene Segal: Mental images (Steeplechase Lookout) med Jon Irabagon

Juni

Andrew Rathbun: Numbers and letters (Steeplechase) med Phil Markowitz

Andy Laverne: I have a dream (Steeplechase) med Gay Versace

September

Equilibrium (Songlines) med Mikkel Ploug, Sissel Vera

Senere i år

Sidsel Storm (Calibrated)

Morten Ankerfeldt & Caio Marcio (Calibrated)

Snorre Kirk Quintet (Calibrated)

Mikkel Ploug Trio

Carl Winther

Morten Haxholm Quartet feat. Kreisberg/Hoenig/Hess: Quintessence of dust

Spacelab

Hess-brødrene (alle tre)

The Bob Nova Project

Træben

KortJazzNyt Uge 4 2014

I går startede saxofonisten Michael Blicher sin karrieres hidtil største og vigtigste turné. Intet mindre end 16 jobs venter forude. Sammen med Hammond-betvingeren Dan Hemmer som han har spillet med gennem flere år i Astro Buddha a gogo og den amerikanske trommestjerne Steve Gadd besøger han bl.a. Holbæk, Göteborg, Tromsø, Oslo, Odense og ikke mindst Herning - hvor jeg vil  sidde klar med mine ører.

Overskriften for turen er On a tour from jazz to soul.

Steve Gadd var den musiker som Michael Blicher allerhelst ville spille sammen med. Så Blicher sendte sin musik til Gadd, der var frisk på idéen. Da Gadd sidste besøgte Herning, var det i håndboldhallen Boxen sammen med Eric Clapton. Gadd har karrieren igennem spillet med de største rock og jazzstjerner. Hans trommeteknik er legendarisk blandt trommeslagere. Han bliver uden tvivl et populært indslag på den årlige Drumday i Aarhus der afholdes d. 2. februar i Rytmisk sal i Musikhuset.

michaelblicher.dk

De københavnske jazzspillesteder Jazzhus Montmartre og Standard har allerede lanceret deres bud på livemusik via web og TV. Nu følger Copenhagen Jazzhouse trop med Unseen Recordings. Det er et helt tredje bud på livemusik fra et spillested. Fokus er på artister der har optrådt på stedet. Det bliver en blanding af eksperimenterende musik og jazz. Der er allerede nu koncerter med Fire! Orcchestra, Carsten Dahl og mange andre tilgængelig på siden. Planen er at der lægges 70-80 koncerter op på siden om året. Det er gratis og kan nydes i alle lande. Lige præcis de sidste to ting er ret unikke, da det som regel koster penge og kun kan hentes i bestemte lande. Projektet er muligt på baggrund af en pengedonation fra Nordea Fonden.

unseenrec.com

Det er efterhånden sjældent at et high profile jazznavn tager på verdensturné, hvor det udelukkende er store koncertsteder der besøges. I Danmark får Musikhuset i Aarhus (1. maj) og Falkoner (3. maj) i København besøg af Pat Metheny Unity Group. I forbindelse med turnéen udgives det nye album Kin. Gruppen består udover guitaristen Pat Metheny af Chris Potter (sax), Antonio Sanchez (trommer), Ben Williams (bas) og det nye navn, den italienske multiinstrumentalist Giulio Carmassi, der dog primært spiller på keyboards i Unity Group. Gruppen besøger iøvrigt også 5 koncertsale i Norge og 2 i Sverige.

patmetheny.com

Sidste år blev den danske jazz'n'poetry klassiker Jazz og Poesi genudgivet som en tro kopi af den oprindelige udgivelse fra 1963. På 10" vinyl kunne man genhøre Louis Hjulmands musik ledsaget af digtoplæsning af bl.a. Jørgen Leth og Klaus Rifbjerg. Det var det italienske undergrundsselskab seriE.WOC der stod for genudgivelsen. Nu gælder det den ultrasjældne LP Peace med Tordenskjolds Soldater der blev udgivet af det nordjyske pladeselskab Spectator. Ole Mathiessen (piano), Jesper Nehammer (sax), Henrik Hove (bas) og Jon Finsen (trommer) spiller på pladen. Jazzklubben og Jazzcup har pladen på hylderne indenfor de næste 2-3 uger. Jeg spurgte det gamle Tordenskjolds Soldater-medlem Ole Mathiessen om udgivelsen. Han kunne fortælle at der ligeledes arbejdes på at genudgive noget af Carsten Meinerts musik i USA. Meinert var en af mændene bag Spectator.

Senere udkommer Storyville-albummet Sentiments med Sahib Shihab fra 1972. Et fantastisk album med den seje alt-saxofonist Sahib Shihab der var bosat i Danmark gennem mange år. Han spiller sammen med både Kenny Drew og Niels-Henning Ørsted Pedersen på albummet. Gældende for alle udgivelserne er de er ret dyre. Til gengæld er der ikke sparet på noget i fremstillingen af LP-pladerne, der kun kommer i et lille oplag.

seriewoc.tumblr.com

Trio Unity: Current (Confun music)

Han har siden 90'erne stukket snuden frem i selskab med fine folk som Bob Rockwell, Thomas Clausen, Søren Møller og mange andre. For tre år siden debuterede han med sit første album i eget navn eller KB Project som han kaldte det. Nu er han atter aktuel med en plade. Han sætter endnu en gang ikke sit eget navn øverst men kalder det for Trio Unity. Men tag ikke fejl. Det er trommeslageren Karsten Bagge der er chefen. Han er kapelmesteren og har skrevet alle numrene.

Karsten Bagge er rundet af amerikansk jazz og specielt lyden fra 90'erne, hvor han også var i USA for at studere. I Trio Unity er han sammen med to amerikanske jazzmusikere, der har været med til at skabe lyden af jazz siden 90'erne. Specielt pianisten Kevin Hays har på talrige indspilninger vist sit store talent. Bassisten Scott Colley er ligeledes en efterspurgt mand. Det sætter også Bagges musik i et tydeligt relief, når to fremtrædende amerikanske musikere går ind i et sådant projekt. Bagges kompositioner er båret af et dynamisk flow. Det er en trommeslagerplade og her passer Hays og Colley perfekt ind. Musikkens tekstur er båret af det rytmiske billede som Bagge fremmaner. Her supplerer og udvider Hays og Colley billedet og fylder på.

Karsten Bagges Trio Unity er triojazz af den slags der passer med det samme. Er man som jeg i midten af fyrrene eller deromkring og har lyttet til en god portion nutidig triojazz (indenfor de sidste 25 år) er det ligefremt at gå til. Der er melodi, ekvilibrisme og et luftigt overskud. Det er en af den slags plader som jeg uden tvivl vil anbefale til andre voksne jazzlyttere med sans for det lækre.

karstenbagge.dk

Thomas Clausen/Steve Swallow: Morning… Dreaming… (Stunt)

Omkring år 2000 var jeg til koncert med Thomas Clausen på Fermaten i Herning. Her var den daværende leder blevet træt af det opretstående piano og de løbende udgifter der var til at det skulle stemmes etc. I stedet blev der anskaffet et elektrisk stage-piano, der "næsten" lød som et rigtigt klaver. Det gjorde det selvfølgelig ikke. Kunstnerne fik at vide at der var et el-klaver på stedet og ikke et akustisk. Det fik mange jazzpianister til, at trække sig. Men ikke Thomas Clausen. Han spillede ellers udelukkende akustisk i den periode og havde ikke rørt et el-klaver i mange år. Men han var alligevel så sulten efter et job, at han kastede sig over el-klaveret. Jeg husker at Thomas nævnte, at det var som at vende tilbage til noget han havde lavet tidligere. Det var ikke en ubetinget succes med det stagepiano for at sige det pænt. Thomas Clausen var slet ikke sporet ordentligt ind på de elektrisk frembragte klange. Gudskelov fik det nye Fermaten et flygel i 2008. Her var Thomas Clausen pudsigt nok på besøg igen. Men denne gang skulle han slet ikke bruge flygelet. Han havde sit eget gamle elektriske Rhodes-klaver med. Han spillede i trommeslageren Jacob Roveds Return to Forever tribute-projekt. RTF var netop kendetegnet ved at Chick Corea spillede på Rhodes. Thomas Clausen havde ikke længere problemer med at spore sig ind på det elektriske klaver i det projekt. Hvorfor nævne det i forbindelse med en anmeldelse? Den primære grund er at Thomas Clausen nu supplerer flygelet med Rhodes.

Thomas Clausen var på en lille turné med baslegenden Steve Swallow i august/september 2013. Informations daværende anmelder Niels Christensen var på plads, den første aften på Montmartre. I anmeldelsen nævnes flere fejl i løbet af koncerten. Det skal i den sammenhæng nævnes at de kun havde øvet sammen om eftermiddagen inden koncerten. De efterfølgende koncerter har skærpet de to musikeres samarbejde inden de er gået i studiet. Det er nemlig noget ganske andet og mere modent vi præsenteres for på pladen end det Niels Christensen beskrev i Information. De mødes over 10 kompositioner, hvor fem er fra Clausens hånd og tre er fra Swallows hånd. Det bliver bl.a. til et genhør med Como en Vietnam som Swallow skrev til Keith Jarrett og Gary Burton albummet Throb fra 1970. Det er et af jazzens gyldne øjeblikke og tåler så absolut en genindspilning med mesteren selv på bas. Clausen trakterer Rhodes-klaveret helt præcist og lækkert. Pladen er indspillet i det svenske Nilento Studio i Sverige, hvor de har har et Steinway D. Det benyttes heldigvis også på pladen. Thomas Clausen er i samme melodiske og smukke hjørne som han var på de to plader han lavede med Gary Burton i starten af 90’erne. Tiden må vise om denne plade er gjort af samme langtidsholdbare stof. Lige nu er jeg tilbøjelig til at mene det.

thomasclausen.com

Musicmusicmusic: Buen Sabor (Hoob Jazz)

Jeg havde et voldsomt crush på Esbjörn Svensson Trio i starten af nullerne. Jeg kunne ikke få nok. Så hvis der dukkede noget op, der mindede lidt om E.S.T. åd jeg det råt. Enter Musicmusicmusic, der i 2005 udsendte deres andet album What's a good boss anyway? Suverænt fed plade. Nu har trioen eksisteret i 10 år og jeg har fået deres 7. plade til anmeldelse. Min E.S.T.-fascination har ikke lagt sig. Det er ikke derfor at Musicmusicmusic anno 2014 er interessante for mig. Det er nemlig noget helt andet der sker her.

Pianisten Fabian Kallerdahl har som vanligt skrevet musikken. Michael Edlund tager sig af trommerne og Josef Kallerdahl tager sig af bassen. Fabian drypper undervejs lidt elektronik i flygelet. Musikken bæres frem med humor og afdæmpet selvhøjtidelighed. Buen sabor betyder God smag på spansk. Som i et godt spansk måltid er der fuldt knald på. Farverne er tydelige og smagsnuancerne er mangfoldige. Basis er gode råvarer der bruges nænsomt uden at blive ødelagt. Det er blevet et trioalbum der stikker ud i mængden. Et meget passende jubilæumsalbum.

musicmusicmusic.se

Almaz Yebio: Down to earth (Deliberate Music)

Det starter lidt skidt. Jeg forstår ikke hvorfor Merry go Round skal åbne pladen, da det er det svageste nummer på pladen. Den var nok druknet i mængden hvis den var kommet senere. Men nu er den først og kommer for meget i fokus. Den svenske sangerinde Almaz Yebio retter tll gengæld op på det tabte herefter. 3 numre fra Paul Simons bagkatalog inklusiv Hearts and Bones og 3 numre fra Peter Gabriels bagkatalog inklusiv Solsbury Hill er med til at sætte en høj sangstandard. Jeg hørte første gang Almaz Yebio på hammondkongen Kjeld Lauritsens The Zone fra sidste år, hvor hun medvirkede på tre numre. På Down to earth er hun sammen med Krister Jonsson på guitar, Mats Ingvarsson på bas, Fredrik Lundin på sax, Björn Jönsson på guitar og Christian Glass på percussion.

Stilen er roots, singer-songwriter, rock og blues kørt gennem et velspillet jazzfilter. Der er en skramlet kant og over det hele svæver Almaz Yebios smukke stemme. Materialet er primært hentet i rockens verden med enkelte afstikkere. Her titter den eneste sang på svensk, En dag var hon borta frem som viseblomsten. Stilistisk befinder pladen sig ikke langt fra det som Cassandra Wilson lavede for pladeselskabet Blue Note i midten af 90’erne.

almazyebio.com

Lars Bech Pilgaards Slowburn: Freiheit (Mom Eat Dad Records)

Jeg sparede ikke på begejstringen da Lars Bech Pilgaard udgav debut-LP’en Mammut for halvandet år siden. Den endte såmænd også på min liste over årets bedste plader i 2012. Nu er han klar med en opfølger og det er endnu en gang stærke sager. Lars Bech Pilgaard går egne kompromisløse veje. Det gælder ikke kun for selve musikken. Men også for det fysiske produkt. Musikken kan selvfølgelig downloades. Men udkommer også i et stærkt begrænset oplag på 100 nummerede vinylplader. Vinylen er en tung 180 grams sag (for dem der går op i den slags) og pladecoveret er et flot hjemmetrykt cover. Det er en meget forbilledlig måde at pakke musikken ind på. Smukt!

Musikalsk er der sket nogle forandringer. Han har forfremmet Lars Greve (klarinet og basklarinet) til en mere permanent rolle i bandet, hvor han nu medvirker på alle numrene. Det kan høres. På nummeret Ultraviolet spiller Lars Greve en emotionelt ladet klarinet. Greve kan spille eksperimenterende og grænseoverskridende i en grad som få. Han tager erfaringerne fra eksperimenterne med over i de mere afdæmpede toner, som på Ultraviolet. Det er intet mindre end genialt. Trommeslageren Thomas Eiler Vju og bassisten Thommy Andersson er de sidste to medlemmer af Pilgaards eksklusive gruppe. Musikken fremviser en rå og upoleret skønhed. No wave, avantgarde og rytmer ude af balance blander sig med mikrotonal rock, impro og vestjysk inspiration. Freiheit er et anbefalelsesværdigt og bevægende originalt album med fire originale og meget velspillende musikere.

cargocollective.com/larsbechpilgaard

Jazz By Heart: Amalgamating (Jazzbyheart.com)

For lidt over tre år siden anmeldte jeg sangerinden Karin Juhls pladedebut her på bloggen. Det var en fin debut med nogle seje sidemen. Nu er hun rykket tættere sammen med guitaristen Daniel van Kranendonk, der spillede på et enkelt nummer på debutpladen. Under navnet Jazz by Heart spiller de jazz, rock og bossa. Joni Mitchell’s All I want, Hammerstein’s My favourite things (i et interessant arrangement med trompet), Jobim’s Corcovado og Hendrix’ Little wing er blandt numrene.

Karin Juhls stemme ledsages af Kranendonk’s elektriske guitar. De har fint styr på virkemidlerne og overdoserer ikke. Juhls stemme er nærværende og behersket. Kranendonk er ikke den typiske jazzguitarist til en vokal/guitar-duo. Det er med til at styrke duoen. Det bliver vellydende, behageligt og tilpas originalt. Men ikke på en søndag-morgen-jazz-agtig måde. Der er kant og rocknerve i Kranendonk’s guitar. Han nævner selv guitarister som King Crimson’s Robert Fripp og Mike Stern som forbilleder. Selv om vi ikke præsenteres for heftige rockudladninger, fornemmes der gennemgående noget rock i Kranendonk. Karin Juhl overstyrer aldrig og har styr på stemmen.

jazzbyheart.com

Helmut Brandt Combo: Berlin Calling (Sonorama) >> Toby Fichelscher: Busting the bongos (Sonorama)

Cool jazzens vinde blæste med succes ind over Europa i 50’erne, hvor bl.a. Jørgen Ryg i Danmark og Lars Gullin i Sverige lod sig inspirere af de umådeligt lækre toner. I Tyskland indfangede de også tonerne. Barytonsaxofonisten Helmut Brandt havde hans eget band - eller Combo som han kaldte det - i 50’erne. Berlin-pladeselskabet Sonorama, der excellerer i historisk jazz, har fundet en stribe uudgivne optagelser fra 50’erne frem med Helmut Brandt Combo. En af de gennemgående musikere er trompetisten Conny Jackel, der passer godt ind i Brandt’s Miles Davis- og cool inspirerede univers. De to første numre på pladen indikerer også en anden inspirator. Brandt har skrevet den indledende Nordlicht mens Jimmy McHugh’s I can’t belive er blevet til Salute to Lars Gullin. Brandt er en skarp arrangør og komponist. Berlin Calling er inspirerende dejlig europæisk 50’er-jazz.

En anden musiker fra Berlins jazzscene i den periode var bongospilleren, percussionisten og sangeren Toby Fichelscher. Sonorama har sammensat en plade med musik fra tre film som instruktøren Hansjürgen Pohland lavede i 1960. Herudover er der et nummer fra 1957, der hedder On Chano’s track. Det er Fichelscher’s tribute til den cubanske percussionist Chano Pozo, som Fichelscher var voldsomt inspireret af. Fichelscher spillede selv med i Pohland’s film, bl.a. den semi-biografiske Tobby. Fichelscher var en cool beatnik, der passede godt ind i tidens optagethed af eksistensialisme og hvad der ellers hørte til. Fichelscher’s engelsk udtale er til gengæld mildest talt ringe. Med nutidens ører bliver sangene ufrivilligt komiske. Det ændrer dog ikke på, at der er en masse lækkert afrocubansk inspireret hardbop på pladen. Fichelscher spillede med vibrafonisten Manfred Burzlaff’s band, der også indeholdt den unge trommeslager Joe Nay.

sonorama.de

Fire! Orchestra Koncert på Atlas, Aarhus d. 14. januar 2014

På vej ud fra koncerten er jeg gået i den massive merchandisebod for at købe vinyl. Her går bandets lydmand forbi i samme øjeblik. Der udveksles hurtigt et par ord mellem ham og merchandisemanden. "Bästa konserten hittills!" siger de nærmest i munden på hinanden. "Vet du värför? Vi spelade inte in!" Det er nok primært noget jazzmusikerovertro, der får dem til at tro, at den manglende indspilning var derfor de spillede så fedt. Jeg tror at det hang sammen med at de var begyndt at blive sammenspillede, som man nu kan være når man har taget en god portion frihed med ind i musikken.  

Forventningerne til koncerten var høje. De tre århusianske musikforeninger Phonognom, Ljud og Sunship var gået sammen med spillestedet Atlas om koncerten med storbandet Fire! Orchestra. Mange lokale musikere fra den eksperimenterende del af jazzen var mødt frem for at høre koncerten. De vidste at det ville blive et gyldent øjeblik.

Der er ikke bare 28 medlemmer i bandet. Der er også så mange individualister og bandleadere, at der var nok til en festival. Det kom vi til at mærke allerede fra starten, hvor vi fik tre små indledende koncerter med forskellige bandmedlemmer. Pianisten Steen Sandell afsluttede med en forrygende keyboard/vokal-præstation - der til tider lød som en vinylplade der blev kørt baglæns.

Fire! Orchestra er et dreamteam og det ved dirigenten og indpiskeren Mats Gustafsson. Han bruger det uhæmmet. Han gik på scenen med ordene: "Hallo Danskjävlar" og stirrede olmt på os. Han var tændt! Han styrede sammen med de to andre medlemmer af trioen Fire! de musikalske begivenheder. De udnyttede orkestrets mange individuelle ressourcer. De tre vokalister havde hver især deres store øjeblikke. Det ny ankomne medlem Simon Ohlsson der kommer fra rockmusik havde et følsomt og spændt cry med Iggy Pop-spasmer. Sofia Jernberg havde et soloimprostykke med lyde frembragt af halsen. De kom fra dybet, både emotionelt og helt konkret. Mariam Wallentin fra Wildbirds & Peacedrums tonede rent flag med en smuk sang der indledte koncerten.

Fire! medlemmet Andreas Werliin sørgede for et heftigt rockgroove fra fronten af scenen, hvor han sad med trommerne med freejazztrommelegenden Raymond Strid ved sin side. Det nye medlem Martin Hederos på Rhodes og diverse støjskabende elektronik havde fået en fremtrædende rolle i Fire! Orchestra. Flere gange i løbet af koncerten bragte han ordentlig uorden ind i musikken. Blæsersektionen er enhver messingafhængig musiklytters våde drøm. I saxsektionen sad Jonas Kullhammar bag den store bassaxofon, Fredrik Ljungkvist på klarinet og Elin Larsson på tenorsaxen der gav en forrygende solo. Herudover er der barytonsax, basklarinet og altsaxofon. I midten tuba og trombone. Blæsersektionen flankeres af fire trompeter, der udover at flippe ud også bruges som knive der skærer sig gennem de seje rockgrooves. Alle instrumentsektioner får deres afdelinger i løbet af koncerten.

Fire! Orchestra blev den kollektive udladning jeg havde håbet på. Mats Gustafsson havde som dirigent  overblik og styr på kaos. Om det var jazz, noise, impro, free, rock og meget andet er helt ligegyldigt. Det var Fire! Orchestra og de er noget af det mest spændende på den skandinaviske jazzscene lige nu. De spillede deres 6. koncert på turnéen i Aarhus og slutter i aften på Copenhagen Jazzhouse. Ilden brændte hele aftenen. Jeg er stadig varm og vil varme mig ved tanken om, at de også skal spille på dette års Roskilde Festival.

ASJO: Point of view (Pitchblue Records) >> ASJO: The story of us (Pitchblue Records)

Danske big band-plader er ofte defineret ud fra en medvirkende gæstekunstner. Der er selvfølgelig enkelte undtagelser. Selv i det lys er det ret opsigtsvækkende at svenske Ann-Sofi Söderqvist for andet år i træk har lavet et big band album i eget navn. Hun har både komponeret, arrangeret musikken og står tilmed i spidsen som dirigent. Hun er rundet af den big band-tradition der har fostret giganten Gil Evans og siden Maria Schneider. Det er gennemkomponeret musik hvor der både er tanke og sjæl i musikken. Hun lader sig ikke begrænse af inspiration og breder sig mere ud end til Evans og Schneider traditionen. Ann-Sofi Söderqvist har både funk og klassisk musik inde under huden og bruger dem som redskaber i musikken, ligeså vel som f.eks. folkemusik. Hun viser et kæmpe overblik og overskud i musikken.

På de to albums har hun på trods af, at der halvandet år mellem indspilningerne holdt fast i den samme besætning. Undervejs hører vi fine soli fra bl.a. Karin Hammar (trombone), Karl-Martin Almqvist (tenorsax), Alberto Pinton (barytonsax), Karl Olandersson (trompet) og ikke mindst sangerinden Lena Swanberg. Hun står i front på flere numre, hvor hun med en lækker og indladende tone rammer perfekt ned i Söderqvists musik. Ann-Sofi Söderqvist Jazz Orchestra eller ASJO spiller knivskarpt og veloplagt. Der er både storladne klangflader og fortættede stemninger. Der er pop og moderne kompositionsmusik. Hvis ASJO er standarden for jazzens big band-tilstand. Så ser det fantastisk ud. Dejligt at der er nogen der formår at skabe nutidig big band-musik med respekt for tradition og håndværk. Vigtigst af det hele er at det aldrig bliver kedeligt. Det er svært at fremhæve det ene  album fremfor det andet. De hænger meget godt sammen.

asjo.nu

Peter Friis Nielsen: Kalas (Barefoot Records/Pladekisten)

Han tilhører den sjældne og eksklusive klasse af musikere, der har et så personligt udtryk, at man ikke behøver at have hørt ret meget med ham, før man kan høre hvem det er. Det er bassisten Peter Friis Nielsen der ganske vist kun kendes af en snæver kreds af mennesker. Men uden tvivl er en af vore helt store musikere. Han har gennem mange år rådyrket den frie improviserede jazz, hvor han tilhører den gamle garde. Sammen med percussionisten P.O. Jørgens har han bl.a. spillet sammen med freejazz-kæmpen Peter Brötzmann i The Wild Mans Band. Samme Brötzmann medvirkede ved den norske trommeslager Håkon Berres diplomeksamen fra konservatoriet i Esbjerg i 2007, hvor de spillede den første frit improviserede eksamenskoncert nogensinde. Det kan høres på albummet A tale of three cities.

Peter Friis Nielsen er netop sammen med Håkon Berre på denne optagelse fra Copenhagen Jazzfestival 2012. Herudover medvirker saxofonisten Lars Greve, der endnu engang blomstrer med avanceret, eksperimenterende og imponerende saxofonspil. Hvor Brötzmann dyrker det mere brutale saxofonspil, er Greve’s saxofonspil helt anderledes. Det har noget forfinet og elegant over sig - midt i alt det eksperimenterende og grænseoverskridende. Der er en detaljerigdom i spillet, der giver lyst til mere. Friis Nielsen er hovedpersonen og hans abrupte basspil får masser af plads. Bassen bevæger sig usikkert og bølgende afsted. Den sendes ud i små doser. Berre fabulerer og indfanger stemningen med trommerne og viser endnu en gang, at han er en helt særlig freejazzmusiker. Kalas er muligvis besværlig musik. Det er også smuk musik, der er insisterende stærkt tilstede i øjeblikket.

barefoot-records.com

Kasper Tom 5: Ost Bingo Skruer (Barefoot Records)

Sammen med tyskeren Rudi Mahall (klarinet og basklarinet) har trommeslageren Kasper Tom tidligere udgivet et par plader under navnet FUSK. Nu er han klar med en ny opstilling med navnet Kasper Tom 5. Det er ikke fordi, at der sket musikalske revolutioner i Kasper Tom’s musikalske verden. Han fortsætter i sit skævt jazzede og afsporede univers. Han har samlet et hold af musikere med personlighed omkring sig. Den polske trompetist Tomasz Dabrowski, den svenske trombonespiller Petter Hängsel og den danske bassist Jens Mikkel Madsen (spiller i trioen Elliott) er sammen med Rudi Mahall sendt på hårdt arbejde.

Kasper Tom har alene og sammen med bandet lavet 10 kompositioner. De bevæger sig i randområdet af den strukturerede verden. Tonerne bliver ikke sendt ud over kanten for at gå i opløsning. Der er en rød tråd på de forskellige numre der overholdes. Dissonans, skramlende arytmier og en masse blæseruro er samlingspunkter på pladen med den dejlige titel Ost Bingo Skruer, der indeholder numre med titler som Buttcrack Blues (Mahall er suveræn på klarinetten, der giver håndværkerrevnen et musikalsk billede) og Everybody loves Calypso (der lyder som en galoperende travhest der falder mens den nynner Nina & Frederik). Kasper Tom 5 undersøger grænserne for musikalske idéer og kommer levende gennem projektet.

kaspertom.com

Makiko Hirabayashi: Surely (Enja/Sundance)

Det er hendes tredje trioplade på det tyske selskab Enja. Japanske Makiko Hirabayashi, der har boet i Danmark siden 1990 spiller klaver og har komponeret musikken på albummet, hvor hun igen bakkes op af Klavs Hovman på bas og uforlignelige Marilyn Mazur på percussion.

Hirabayashi har opbygget et publikum i både Japan og Tyskland. Pladen er også indspillet i Tyskland i forbindelse med en turné dernede. Hendes spil er præget af et rent og klart udtryk. Der er noget forfinet og krystallinsk tilstede i musikken. Det kunne godt være blevet til noget kedeligt og ordinært musik. Men det sker overhovedet ikke. Hirabayashis klaverspil løfter sig i stedet milevidt over kedsomhedens suppe. Mazurs percussion ånder og får liv af Hirabayashis klaver, der omvendt får kompleksitet og indrammende tøjlesløshed fra Mazur. Det er for at sige det pænt, både originalt og spændende musik. De udvikler klavertriojazzen og viser nye veje. Hirabayashi afviser ikke traditionerne og omfavner samtidig Mazurs medrivende rytmiske figurer.

makiko.dk

Fire! Orchestra: Second Exit (Rune Grammofon)

Musikken er delt op i 2. Part 1 og Part 2 eller Side A og side B. På denne anden udgivelse med Fire! Orchestra, det svenske freejazz bigband møder vi en 13-mands udgave af orkestret der ellers kan rumme helt op til 30 mand på scenen ad gangen. Optagelsen er fra Festival Les Rendez-vous de L´erdre i franske Nantes i 2012. I denne slanke version finder man bl.a. sangerinderne Mariam Wallentin og Sofia Jernberg, Goran Kajfes (trompet), Mats Äleklint (trompet), Sten Sandell (piano) og selvfølgelig Fire! medlemmerne Johan Berthling på bas og Andreas Werliin på trommer sammen med saxofonisten og orkesterlederen Mats Gustafsson. 

Jeg havde uden tøven sat deres 2013-album Exit øverst på min liste over bedste udenlandske jazzalbums. Second Exit udkommer nu i forbindelse med en turné, hvor de med 28 mand er rundt i norden og heldigvis kommer til Århus på Atlas d. 14. januar og København på Jazzhouse d. 15. januar. Pladen præsenterer Fire! Orchestra’s unikke sammensmeltning af frenetisk noise (lige fra minimalistiske electrotoner til fullblown hornblæservanvid) over grænseoverskridende vokalekvilibristiske sansebedøvlser (sangerinderne Wallentin og Jernberg, der begge er med på turnéen) til et møgbeskidt heftigt rockgroove med skæve messinginput. Det er saxofonisten mm. Mats Gustafssson der er maestroen i spidsen for den skønne vanvid. Second Exit er et værdigt album nr. 2. Den er med til at piske en stemning op i mit indre. Jeg skal til koncert med dem i næste uge!!! Det er en af den slags koncerter der har grundstoffet til, at blive uforglemmelig. Alene størrelsen på big bandet indikerer at det kun sker en gang. Det er simpelthen for vanvittigt på en eksploderende ud-af-kroppen-agtig måde.

Du kan se en optagelse fra koncerten i Frankrig her: youtube.com/watch?v=nuDiCgQ6j7Y

earthwindand.com

Dørge/Westergaard/Sorey: Like Salamanders we survive (Gateway/download)

Det er tre meget stærke musikere der er gået sammen på denne plade. Bassisten Torben Westergaard har senest lavet et meget rost tango-album og guitaristen Pierre Dørge har som regel travlt med jungleorkestret. Her holder de fri fra de vante omgivelser og er gået sammen med det amerikanske unikum Tyshawn Sorey, der opholdte sig nogle måneder i 2013 i Danmark som Artist in Residence. Han er primært kendt som trommeslager. Det afholder ham ikke fra at komponere ny klassisk musik og spille på klaver og trombone. 

De er gået i studiet sammen en dag i sommeren 2013. Her indspillede de 8 numre som de også var fælles om at komponere. Musikken har et frit udtryk og bærer præg af at befinde sig i et spænd mellem instant composing og improvisation. I kraft af at de tre musikere har så stærke personligheder falder projektet særdeles heldigt ud. Det er en særlig fornøjelse at høre Dørge spille sig helt ud på guitaren. Der er både guitarfræs og spirituel skævhed. Sorey er en gudsbenådet trommeslager der også spiller på piano på denne indspilning. Han indfanger og forstår Dørges spil. Westergaards modne basspil indfanger og samler det hele. Et meget originalt udspil!

torbenwestergaard.dk/discography/like-salamanders-we-survive/

Eddie Gomez & Carsten Dahl: Live at Montmartre (Storyville) >> Nikolaj Bentzon Trio feat. Winard Harper: Live at Montmartre (Storyville)

Først lancerede Jazzhus Montmartre en herlig web-tv kanal med koncerter fra spillestedet. Nu følger de op med et mere klassisk produkt. Musik på CD fra spillestedet. I samarbejde med pladeselskabet Storyville Records har de udgivet to koncerter. Den første er med pianisten Carsten Dahl og den amerikanske baslegende Eddie Gomez, der er mest kendt for sit samarbejde gennem 11 år med mesterpianisten Bill Evans. Vi møder dem ved en koncert i november 2011. Carsten Dahl har tidligere i karrieren været inspiratorisk tættere på Bill Evans end han er her på pladen. Så han vælger ikke den lette vej ved at tænke Evans, når det er Gomez der står ved bassen. I stedet er det to musikere der kommunikerer på ligeværdig vis. Carsten Dahl spiller op med humor og et sprællende overskud. Eddie Gomez indfanger den og er langt fremme på bassen, der ikke skånes undervejs. Udgangspunktet er jazzstandards som I hear a Rhapsody, Autumn leaves, Body & Soul etc. Men det er næsten underordnet. Det er i stedet deres improvisatoriske samspil der fryder. 

Den anden plade er med pianisten Nikolaj Bentzon, der for første gang i mange år er tilbage på plade i det klassiske trioformat uden sangerinde. Det var i det format at Bentzon i høj grad satte sit præg på jazzscenen fra slut-firserne til et godt stykke ind i halvfemserne. Dengang med Jonas Johansen på trommer og Thomas Ovesen på bas. Nu er det med Thomas Fonnesbæk på bas og Esben Laub von Liljenskjold på trommer. Ved koncerterne på Montmartre i maj 2013 var Lijlenskjold skiftet ud med den amerikanske trommeslager Winard Harper, som bl.a har spillet med Montmartre-koryfæet Dexter Gordon. Han fungerer rigtigt fint sammen med Bentzon, der også selv er i topform. Der skal ikke herske nogen tvivl om at det er i det format at jeg synes at Bentzon er bedst. Han tager afsæt i den udadvendte, funky og bluesede triojazz som man kender fra Gene Harris, Oscar Peterson, Les McCann og Ramsey Lewis. Der er nogle afstikkere til det nordiske med Bentzons bearbejdninger af et par J.P.E. Hartmann kompositioner, bl.a. Flyv fugl, flyv. Det er særdeles velkomment comeback til Nikolaj Bentzon Trio vi får med denne plade.

Det er fin idé som Jazzhus Montmartre har fået med disse udgivelser. Feks. har new yorker-jazzklubben Smalls gjort det samme i flere år med stor succes. 

jazzhusmontmartre.dk

storyvillerecords.com

Astro Sonic: Come closer and I'll tell You (Hubro) >> Cakewalk; Transfixed (Hubro)

Postrocken har gode kår i det norske. Astro Sonic spiller instrumental rock med elementer af electronica, indierock, eksperimenterende musik og jazz. Der er en overvægt af lyde og klange fra retrosynthesizere. Det giver et lydbillede der placerer min sjæl mellem 70’ernes tyske krautrock og nutidens mere eksperimenterende elektroniske toner. Musikken er selvfølgelig indspillet analogt. Der fornemmes tydeligt en organisk tilstedeværelse i musikken. Trioen med Erlend Slettevoll, Rune Nergaard ogf Gard Nilssen har lavet et fedt album, hvor jeg kommer til at tænke på Henrik Sundh’s band Autofant, der for snart ti år siden lavede albummet Family, der er et af de bedste danske electrojazz-albums ever. Hør Astro Sonic’s Analogue Karma og du ved hvad jeg mener.

I de tidlige firsere lavede Simple Minds (i den version  der har ikke meget med Don’t You forget about me at gøre) et par suveræne instrumentalplader. Det var et angstpræget og næsten modløst neonoplyst soundtrack til skotsk ungdomsarbejds- og rodløshed. Jeg tror ikke at norske Cakewalk er direkte inspireret af tidlig Simple Minds - men jeg kommer alligevel til at tænke på Simple Minds, når jeg hører musikken. Der er dryppet noget dystert og mere brutalt i den norske trios musik. Bassen trækker på den samme pumpende puls som i Simple Minds. Cakewalk lader musikken vokse frem af lange improviserede grooves. Synth klangflader, rocktrommer og den pulserende bas fremkalder billeder af en modløs vintermørk Oslo-forstad. Ikke opløftende - men effektivt. 

hubromusic.com

Christian Wallumrød Ensemble: Outstairs (ECM)

Christian Wallumrøds musik er som en natsort skovsø. Månens stråler kæmper en næsten forgæves kamp for at komme ned gennem træerne. Glimtvis ses månestrålerne på overfladen af den sortblanke sø. Der er vindstille. Norske Christian Wallumrød er aktuel med sit femte album for ECM med Christian Wallumrød Ensemble. Den unikke blanding af norsk folke- og kirkemusik, avantgarde og jazz bringer endnu en gang lytteren ud på en smuk og spændende rejse.

Wallumrød tager sig af piano og harmonium mens resten af ensemblet byder ind med trompet (Eivind Lønning), hardangerfele, cello, saxofon og trommer. Det er meget norsk og ECM’sk. Når det fungerer bedst, som på Bunadsbangla, der bruger folkemusikken som udgangspunkt er det medrivende og superoriginalt. Når avantgarden kryber ind i musikken stilles der større krav og der skal lyttes nøjere og længere, hvis man skal have noget ud af det. Musikken er indspillet i schweizisk radios studier i Lugano. 

player.ecmrecords.com/christian-wallumrod-ensemble--outstairs

Aaron Parks: Aborescence (ECM)

På Vallekilde Højskole er der et undervisningslokale, der ligner et kreativt værksted. Der er maleklatter på gulvet. Jeg har dog aldrig set nogen male i rummet. Jeg har kun været der, når der har stået en masse musikinstrumenter spredt ud i lokalet, der ellers ikke er specielt stort. Rummet er blevet brugt som session-rum ved Jazzdanmarks legendariske Summer-sessions. I 2013-udgaven var det den amerikanske pianist Aaron Parks der holdte til i rummet. En aften spillede han en lille solokoncert i rummet, hvor han ledsagede musikken med billeder han selv havde taget. Musikken var så fuldendt og afklaret. Musikken var fra det album, jeg har fået fingrene i nu.

Musikken er indspilet i Mechanics Hall i Worcester, Massachusetts. Koncertsalen er meget berømt for sin akustik. Derfor bliver denne plade også til en dobbelt fornøjelse. Det er her, jeg kan nyde mine gode højttalere. Nyde at musik kan indspilles så smukt, rent, varmt og klart som det er tilfældet på denne indspilning. Parks har ladet sig inspirere bredt. Der er elementer af Paul Bley og Kenny Wheeler fra jazzen og Erik Satie og Aarvo Pärt fra den klassiske musik. Men det er først og fremmest Aaron Parks musik. Han har en særlig evne til at male naturbilleder i mit hovede med klaverspillet. Det er grønt, det er friskt og der er masser af blå himmel. Aaron Parks har skabt et af den slags soloklaveralbums, der kan tåle at være musik til øjeblikke af selvforglemmelse og meditative stunder. Musik der også kan befinde sig i baggrunden i en sen aftentime, hvor man er rejst ind i litteraturens verden og har lidt stille baggrundsmusik kørende. Aborescence er et af 2013’s bedste udenlandske jazzalbums. Det allerbedste er at Aaron Parks er Artist in Residence i Danmark fra d. 1. juni til d. 15. august. Vi kommer med andre ord til at høre en masse til en af jazzens allerstørste pianister i øjeblikket, her i Danmark. Don’t miss!

player.ecmrecords.com/aaron-parks--arborescence

aaronparks.com