For lidt over tre år siden anmeldte jeg sangerinden Karin Juhls pladedebut her på bloggen. Det var en fin debut med nogle seje sidemen. Nu er hun rykket tættere sammen med guitaristen Daniel van Kranendonk, der spillede på et enkelt nummer på debutpladen. Under navnet Jazz by Heart spiller de jazz, rock og bossa. Joni Mitchell’s All I want, Hammerstein’s My favourite things (i et interessant arrangement med trompet), Jobim’s Corcovado og Hendrix’ Little wing er blandt numrene.
Karin Juhls stemme ledsages af Kranendonk’s elektriske guitar. De har fint styr på virkemidlerne og overdoserer ikke. Juhls stemme er nærværende og behersket. Kranendonk er ikke den typiske jazzguitarist til en vokal/guitar-duo. Det er med til at styrke duoen. Det bliver vellydende, behageligt og tilpas originalt. Men ikke på en søndag-morgen-jazz-agtig måde. Der er kant og rocknerve i Kranendonk’s guitar. Han nævner selv guitarister som King Crimson’s Robert Fripp og Mike Stern som forbilleder. Selv om vi ikke præsenteres for heftige rockudladninger, fornemmes der gennemgående noget rock i Kranendonk. Karin Juhl overstyrer aldrig og har styr på stemmen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar