Det er 50 år siden, at Åbyhøj-bassisten Jens Jefsen startede med at spille bas. Siden har han sat sit tydelige præg på den danske jazz, folk og visescene. Det er altid jazzen der har trukket, når han har lavet projekter i eget navn, Denne gang er ingen undtagelse. Modsat tidligere har han sat sig selv endnu mere i fokus, på en plade der pudsigt nok har fået titlen Jam me up. Pladen er indspillet i hjemmestudiet. Her har han inviteret gæster indenfor. Meget passende er det den mangeårige makker, guitaristen Uffe Steen der kigger forbi på første nummer. Det gør han flere gang undervejs. Herefter har Jefsen inviteret folk som sangerinden Live Foyn Friis, pianisten Martin Schack, accordion-spilleren Emir Bosnajk og et par andre indenfor.
Det er et flot musikalsk statement fra musikeren og mennesket Jens Jefsen. Bassen er i centrum. Han har haft god tid til at fremelske figurer og soli undervejs. Det bærer musikken tydeligt præg af. Jens Jefsens basspil har en lyrisk og nordisk tone. Træets klang. Roen. Oven over det hele svæver Jefsens basspil. Der er både funk og højskolesangbog i Jens Jefsen. Et nummer som Climb and fall har noget Mikkelborg/Knudsen/NHØP-vibe over sig. Jefsen er dog en anden bassist end Niels-Henning Ørsted Pedersen. Han er sin egen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar