Det er hendes tredje trioplade på det tyske selskab Enja. Japanske Makiko Hirabayashi, der har boet i Danmark siden 1990 spiller klaver og har komponeret musikken på albummet, hvor hun igen bakkes op af Klavs Hovman på bas og uforlignelige Marilyn Mazur på percussion.
Hirabayashi har opbygget et publikum i både Japan og Tyskland. Pladen er også indspillet i Tyskland i forbindelse med en turné dernede. Hendes spil er præget af et rent og klart udtryk. Der er noget forfinet og krystallinsk tilstede i musikken. Det kunne godt være blevet til noget kedeligt og ordinært musik. Men det sker overhovedet ikke. Hirabayashis klaverspil løfter sig i stedet milevidt over kedsomhedens suppe. Mazurs percussion ånder og får liv af Hirabayashis klaver, der omvendt får kompleksitet og indrammende tøjlesløshed fra Mazur. Det er for at sige det pænt, både originalt og spændende musik. De udvikler klavertriojazzen og viser nye veje. Hirabayashi afviser ikke traditionerne og omfavner samtidig Mazurs medrivende rytmiske figurer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar