Der tegner sig efterhånden at billede af, at det er tyske ECM Records der er hjemsted for de mest toneangivende jazzpianister i verden for tiden. Der er Danmarksaktuelle Aaron Parks. Der er jazzens største nulevende stjerne Keith Jarrett. Der er nordmændene Ketil Bjønstad og Tord Gustavsen og mange andre.
Som f.eks. de tre pladeaktuelle jazzpianister, som ECM Records også har i deres stald. Der er den gamle og meget erfarne amerikaner Paul Bley, der for over 40 år siden udgav solopiano-albummet Open, to love - et album der på mange måder var med til at definere ECM-lyden. Der er den yngre schweizer Colin Vallon, der udgav sin ECM-debut for 3 år siden og så er der den nye mand Vijay Iyer, der tidligere var tilknyttet et andet tyske jazzpladeselskab ACT Records, her slog han grundigt igennem for snart 5 år siden med trioalbummet Historicity.
På den snart 6 år gamle liveindspilning fra Oslo Jazzfestival med Paul Bley fra Norge er han atter solo. Det er et format, hor Bley har så meget at tilføje. Ganske vist har hans stilskabende spil, rødder mange år tilbage. Det ændrer ikke på, at han stadig kan spille udfordrende friskt. Det er solospil i samme klasse som Jarretts - mange vil endda hævde at Keith Jarrett har ladet sig inspirere ganske meget af Bley. Jeg tror også at der er gået noget den anden vej. Paul Bley har ladet sig inspirere af, at han er i Norge og så er der masser af blues og Monk i flygelet. Bley lukker koncerten og pladen ned med en herlige version af Sonny Rollins’ Pent-Up House. Paul Bley var en af freejazzens store igangsættere i 60’erne. Selv om koncerten er improviseret er han ikke helt ubundet og free. Dertil har han alt for mange traditioner med i baggagen. Måske allermest Bley-traditionen.
Colin Vallon maler landkaber med sin trio bestående af Patrice Moret på bas og Julian Sartorius på trommer. Det er Vallon der har skrevet den overvejende del af musikken. Trioen er intenst levende. De arbejder i stemninger og til tider klangflader. Der er ro omkring pianoet. Sartorius’ trommespil fremmaner energi og dynamik. Det er triojazz i et moderne tilsnit, hvor Esbjörn Svensson Trio ikke er langt væk. Ikke videre originalt - men så absolut værd at lytte på for den triohungrende jazzfan.
Vijay Iyer er ikke en stillestående pianist. Han har lavet indiskfarvet musik, solo, trio og jazz’n’poetry i de seneste år. På Iyer’s første ECM-plade er det endnu et stilskifte og så alligevel ikke, for han skrev allerede musikken i 2005. Han samarbejder med en strygerkvartet på pladen. Her er suiten Mutatitions i 10 dele, den helt centrale. Der er diskrete elektroniske soundscapes foldet ud under musikken. Han bruger sin højtudviklede matematiske sans og lader beregningerne møde spontaniteterne. Det er kammermusik der går ind nutidens electronicasfære, hvor Vijay Iyers piano er sammenhængskraften. Vijay Iyer imponerer endnu en gang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar