Ronja: Il Calebrone (Havtorn Records) >> Kamala: You have heard it, I suppose (Havtorn Records)

Det svenske pladeselskab Havtorn Records har lige udgivet to plader, der har pianisten Johann Lindvall til fælles. På kvartetten Ronja's album Il Calebrone har Lindvall og bassisten Magnus Skavhaug Nergaard skrevet musikken. Kvartetten vil mere end jazzen. De forsøger også at rumme elementer fra free, folk, pop og efterlader alligevel et kernejazzet udtryk. Det kan være det skævt kantede som på nummeret Ofaci, hvor Lindvall og saxofonisten Harald Lassen spiller op og til hinanden. Ronja efterlader et indtryk af fire tøjlesløse musikere, der har jazzen inde under huden.

Der sker noget andet og alligevel lignende på albummet med Kamala. Det er Lindvalls gruppe og han har skrevet hovedparten af musikken. Han har indddraget saxofonisten og klarinetisten Fredrik Ljungkvist i projektet. Det farver tydeligvis det færdige udtryk. Ljungkvists fine fornemmelse for elegant impro med noter af både klassisk og jazz passer perfekt med Lindvalls kompositioner. Et nummer som Vardagsballonger II er et dejligt skævt swingstatement. You have heard, I suppose er et spændende album der er med til, at afspejle temperaturen på spontan svensk free og avantgarde. 

havtornrecords.com

The Bridge: Triologue (Gateway)

Trommeslageren Carsten Landors fortæller at der er et fjerde medlem af trioen. Det er musikken. Den har sit helt eget liv. Det er guitaristen Christian Frank der har skrevet halvdelen af musikken. Den anden halvdel er opstået via trio-improvisationer. Franks kompositioner har et organisk og omfavnende udtryk. Det er helt enkelt drønbehagelig musik. Der er masser af substans og melodi. De står lidt i modsætning til trioens mere eksperimenterende side på improvisationerne. 

Når jeg hører et nummer som Tell me why med Claus Kaarsgaards tørre og gyngende bas, Landors' bløde whiskers-spil og Franks countryinficerede jazzguitar, så behøver jeg ikke mere. Havde pladen været fyldt med numre som denne, var den røget direkte ind som powerplay, når der skulle sættes lækker baggrundsmusik på anlægget. Men trioen vil det tydeligvis anderledes. De har blandet de musikalske knaldperler og vitaminer. De har skabt et album, der ikke hygger. det afkræver lige så meget en reaktion. Det er både friskt og modigt gjort af trioen.

christianfrank.dk

Johannes Richter: 13 Pieces (Hiatus Records) LP

Tretten stykker musik. Med titler som Stilleben I & II, Present I & II Osculation I & II, Fantasie I & II, Contraction I & II tages vi med ind i en musikalsk verden mellem improvisation og klassisk. Det er den 26 årige dansk-tyske pianist Johannes Richters debutalbum. Det er musik der i fejlen skaber øjeblikket. Det er musik der opstår i en skøn forening af veltilrettelagte tilfældigheder. Det er musik der findes, der hvor der ikke er musik. 

Den smagfulde LP på 180 grams vinyl er med til at understrege, at Richters musik er noget man skal bruge tid på at fordybe sig i. Det er besværlig musik - så er det heller ikke et problem, at det er besværligt at tage LP'en ud af coveret og inderposen og lægge den på pladetallerkenen. Tænde for forstærkeren. Sænke pick uppen ned i rillerne og lade vellyden fylde rummet.

13 Pieces er til den krævende musiklytter, der ikke vil bruge sin tid på overflødig og ligegyldig musik.

Johannesrichter.dk

hiatuslabel.com

Iiro Rantala/Michael Wollny/Leszek Mozdzer: Jazz at Berlin Philharmonic (ACT)

Det tyske pladeselskab ACT huser nogle af Europa's mest spændende og fremadstormende jazzpianister på dagens jazzscene. Et af kendetegnende ved selskabet er, at de har en bred gruppe af musikere, som de bruger på kryds og tværs af deres plader. Nu har de samlet hele tre pianister på een plade. Finske Iiro Rantala, tyske Michael Wollny og polske Leszek Mozdzer. I en udsolgt koncertsal - Kammermusiksaal i Berlin - mødte de tre pianister publikum en december aften sidste år. Det er i udpræget grad europæisk jazz, de spiller. De har f.eks. alle tre hentet inspiration i den klassiske musik. Rantala åbner pladen med eget arrangement af Bach's Aria and Goldberg Variation. Rantala og Wollny spiller pianoduo og hylder en af de største europæiske jazzpianister Esbjörn Svensson med Tears for Esbjörn. 

Wollny viser tydeligt inspirationen han har hentet i den rytmiske musik (eks. Björk og Kraftwerk) med nummeret Hexentanz. Mozdzer får sammen med Wollny sendt en hilsen til landsmanden Komeda, da de spiller Svantetic fra Komedas album 1966-album Astigmatic, der af mange regnes for et af de vigtigste europæiske jazzalbums nogensinde. Her spiller Mozdzer på Fender Rhodes i en stil, der kan minde om Chick Coreas på 1972-albummet Return to Forever. Derfor virker det meget naturligt at trioen afslutter albummet med Chick Coreas glade nummer Armando's Rhumba med Mozdzer ved Rhodes og de to andre ved hvert deres flygel. 

Det er blevet et noget usammenhængende og lettere rodet album. På den anden side kompenseres der i høj grad, hvis man fokuserer på enkeltnumre. Her er Rantala og Mozdzer's version af Lars Danielssons Suffering fra 2004-albummet Libera Me i særklasse. De bobler rytmisk og roder med effekter på flygelets strenge. En sand fornøjelse.

actmusic.com

Jazzformidlerprisen 2013

I fredags blev jeg ringet op af Benedicta Pécseli, der er formand for Komitéen for Jazzformidlerprisen. Hun fortalte mig at jeg var valgt som årets prismodtager. Jeg blev målløs og kunne ikke sige meget andet end, at jeg var overrasket og at det var fedt!!! 

Sidste år fik Jens Jørn Gjedsted prisen. Det var et velfortjent skulderklap til den sympatiske radiovært og skribent. Han havde siden slutningen af 60'erne huseret i Danmarks Radio, var en af hovedkræfterne bag det hedengangne musikmagasin MM og havde lavet en masse andet vigtigt for jazzen. Bl.a. skrev han et suverænt kapitel om 70'ernes jazz i bogen Jazz i Danmark. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg nogensinde skulle komme i nærheden af Jazzformidlerprisen - jo måske omkring år 2045 eller noget i den retning. Sådan skulle det ikke gå. 

Hæderen og prisen på 10.000 kr. gives for bloggens konsekvens, dens nyhedsværdi, dens opbygning og appetitlighed og meget mere, som vil blive begrundet ved prisoverrækkelsen. Det er den sidste Jazzformidlerpris i denne omgang. Den overrækkes d. 22. september i forbindelse med en fest på Huset i Magstræde i København. Festen bliver ligeledes en hyldest til Erik Moseholm, der døde sidste år. Han var en af idémændende bag prisen, der er sponseret af Copenhagen Jazz Guides og Danske Populær Autorer. Copenhagen Jazz Guides vil være værter for en kavalkade af jazzbands-indslag ved festen. Desuden vil der ved samme lejlighed også gives en pris til magasinet Jazz Special, øremærket til en fest for magasinets (frivillige) medarbejdere.

Peter Marott: When my dreamboat comes home (Calibrated)

Det er hjerteblod det her. Han har for længst manifesteret sig som den yngre generations trompetkonge, når det drejer sig om swing og trad. jazz. Sammen med Six City Stompers og adskillige andre projekter har han vist vejen for den traditionelle jazz i det 21. århundrede. På hans første plade i eget navn springer han også ud som sanger - ikke ligesom Six City Stompers kollegaen Mads Mathias, der croonede sig til succes med stort orkester, sidste år på albummet Free Falling. Marott har nemlig "kun" medbragt pianisten Søren Kristiansen i STC-studiet, hvor de har siddet lige overfor hinanden og skabt musikalsk nærvær. Marott synger måske ikke med den største stemme. Omvendt er der er en smittende inderlighed og viljefasthed i stemmen. 

Peter Marott er i særklasse som trompetist. I covernoterne fremhæver Ole Fessor, duoens udgave af Sweet Georgia Brown. Det kor vil jeg gerne slutte op om. Marott's trompet er melodisk skarp og Kristiansens piano hægter sig naturligt på. Pladens 11 numre bevæger sig rundt i klassikermaterialet. It had to be you, Our love is here to stay, Sweet Lorraine og titelnummeret, Fats Domino's udødelige When my dreamboat comes home. Søren Kristiansen spiller undervejs på albummet stridepiano, så hele stuen gynger med. Der er tempo og intensitet i Kristiansens præcise og flotte pianospil. Der sniger sig undervejs en lummer brun og nikotingul værtshusstemning ind på pladen - hvilket jeg godt kan lide. Det bliver hyggeligt som en varm sommeraften, der aldrig vil slutte.

petermarott.dk

Simon Spang-Hanssen Trio: Luna moon (Alisio/Gateway) >> Art Ensemble Syd with Michael Gregory Jackson (Embla Music & Experience/Gateway)

At være veteran betyder ikke, at man læner sig tilbage og gør det man altid har gjort. Endnu en gang har saxofonisten Simon Spang-Hanssen rystet posen og er ude med et album med nye musikalske tanker og musikere. Han har allieret sig med franskmændene Sébastian Boisseau på bas og Christophe Lavergne på trommer i en dynamisk trio, der ikke bruger tiden på at stå stille. Der hersker en åbensindet og fri spillestil i en trio, der sagtens kan bruge al pladsen. Spang-Hanssen har udover alt- og sopransax taget fløjten - som han giver en del plads - med ind i trioen. Simon Spang-Hanssen er pågående kontant og direkte i sit spil. Det veklser mellem lytterkrævende udspil og varme dansende numre, f.eks. den dejlige Empreintes, der har en mellemøstlig duft.

Simon Spang-Hanssen er også medlem af Art Ensemble Syd. Det er Sønderborgs officielle jazz ensemble. Det har betydning for finansieringen af gruppen. Når det kommer til det kunstneriske, er det mit indtryk, at der har været rimeligt frie og knapt så kommunale rammer. Det er bassisten Niels Præstholm der er primus motor i projektet, der på denne plade indgår i et samarbejde med den amerikanske komponist og guitarist Michael Gregory Jackson der har lavet al musikken. Det er et ambitiøst projekt der strækker sig ud over jazzen og trækker på traditioner fra både rock - f.eks. Michael Gregory Jacksons til tider tunge guitar - til det klassiske. Besætningen rummer ud over de førnævnte, Heine Steensen på violin, Thorstein Quebec Hemmet på div. fløjter og det unge trommetalent Matias Wolf Andreasen. 

Bonusinfo:

Hvis du er i nærheden af Paris, spiller Simon Spang-Hanssen på pariser-jazzklubben Sunset d. 18. juni.

simonspang.com

emblamusic.com

Bernt Rosengren: Live at Jazzcup (Stunt) >> The Fringe: 40 Years on The Fringe (Stunt)

I den seneste pladepakke fra Jazzklubben har Stunt inkluderet liveindspilninger med to udenlandske saxofonister, der begge har gjort tjeneste adskillige gange i Danmark. Svenskeren Bernt Rosengren har været en flittig gæst på jazzens vandhuller i Danmark siden slutningen af 60'erne. På den aktuelle plade er han på "scenen" en decemberdag i 2012, i den hyggelige café og pladebutik Jazzcup i Gothersgade i det indre København. Sammen med de drevne jazzhajer Ole Kock Hansen på piano, Jesper Lundgaard på bas og den noget yngre Niclas Campagnol på trommer spiller han 5 standards som erfarne jazzmusikere ikke behøver at øve for meget på: Autumn Leaves, Body & Soul og Lover Man for blot at nævne tre af dem. Den sidste er en blues af Rosengren, der i dagens anledning hedder Jazzcup Blues. Det er rutineret og velspillet  på kanten af "endnu en dag på kontoret"-følelsen. På plussiden skal fremhæves at det er musikere, der udstråler spilleglæde helt hjem i min stue. Rosengren flirtede med freejazzen i 60'erne. 

George Garzone sendte en triofreejazzraket afsted for over fyrre år siden og den flyver stadigvæk. George Garzone har siden 2007 lavet tre plader med forskellige besætninger for det danske pladeselskab Stunt. Nu er turen kommet til en plade med The Fringe. Den legendariske Boston-trio, der fyldte 40 år d. 12. maj sidste år. Det blev fejret med en koncert på konservatoriet i Boston. Det er den koncert vi kan høre på det aktuelle album. Garzone er i selskab med de gamle venner Bob Gullotti på trommer og John Lockwood på bas. Det er han i øvrigt også hver mandag på The Lilly Pad i Cambridge lige udenfor Boston. The Fringe er en livetrio. Så det ville ikke give mening med en studieplade fra dem. Det er på scenen, hvor de udforsker og fokuserer på det Garzone kalder "øjeblikkets rytme". Pladen er et fantastisk og anbefalelsesværdigt dokument med en inspirerende og inspireret trio.

sundance.dk

Paavo: The third song of the Peacock/Live in Rättvik, Dalarna, Sweden (Found You Recordings) CD/DVD

Duoen Paavo med sangerinden Sofia Jernberg og pianisten Cecilia Persson har siden debutpladen i 2007 været nogle af nordens mest nyskabende jazzkunstnere. På deres nye og tredje album er der også inkluderet en DVD med liveoptagelser. På CD'en er duoen udvidet med saxofonisten Fredrik Ljungkvist. Det er intet mindre genialt. Jernberg er kendt for sine store stemmeevner. Guttural ekvilibrisme og nogle intervalspring der tager pusten fra de fleste er med i et vokalrepertoire, der sammen med mange andre unikke stemmeevner er inspirerende og imponerende af lytte til. Fredrik Ljungkvist regnes af mange gode grunde for at være en af Europa's helt store saxofonimprovisatorer. Flere gange smelter saxofon og vokal sammen i en grad som jeg aldrig har hørt før. Pianisten Cecilia Persson tilføjer en dybere gående stabilitet. Det er kompositorisk improvisation på allerhøjeste niveau. Der hersker en fortættet kammermusikalsk stemning mellem de tre.

DVD'en er indspillet i 2011 i Gärdsjö udenfor Rättvik. Her møder vi Paavo i en optagelse af højeste lyd- og billedkvalitet. På græsset foran et rødt, gammelt svensk træhus spiller de nogle enkelte numre og fortæller om deres musik. De fleste optagelser er foretaget på et gammelt mejeriloft, hvor det tydeligt høres, at der er en god akustik. Her spiller de alene med Fredrik Ljungkvist og i stor udvidet udgave med 4-5 blæsere, bassist og trommer. Det er Paavo der hele tiden blomstrer i midten af musikken. Jernberg og Persson's unikke parløb får energi af de forskellige samarbejder. Det er et meget anbefalelsesværdigt album de har lavet. Man swinger, bevæges, undrer sig og bobler i selskab med de fantastiske kvinder.

paavopaavo.com

Marc Bernstein & Good People featuring Sinne Eeg: Hymn for Life (Origin Records)

Det har for så vidt ikke nogen større betydning for musikken og så alligevel... Det er ganske pudsigt at to af pladens medvirkende, begge har trådt deres barnesko i Lemvig. De har begge udgivet en lang række plader i eget navn og derudover fulgt musikalske spor der ligger langt fra hinanden. Sangerinden Sinne Eeg og pianisten Jacob Anderskov føres nu sammen af amerikaneren og saxofonisten Marc Bernstein. En fælles ven og musiker, der på konservatoriet i Esbjerg underviste Sinne Eeg for en del år siden og har haft Anderskov med i sine forskellige projekter i flere år. På albummet Good People Music fra 2011 havde Bernstein taget Billy Hart med på trommer. På det nye album er det den næsten lige så legendariske Bob Moses, der opholdt sig i Danmark i en længere periode sidste år. Her var han via JazzDanmark, Artist in Residence. 

Bernsteins projekt Hymn for life stillede store krav til Moses, der ikke havde spillet i "time" i over 10 år. Bernsteins groovebaserede numre stillede dog ikke uoverskuelige krav til trommeslageren, der blev kendt via Pat Metheny's måske bedste album Bright size life.

Musikken er skrevet af Bernstein og alligevel vil jeg starte med at fremhæve pladens eneste nummer udefra. Michel Legrands The windmills of your mind, som Sinne Eeg også havde med på albummet The Beauty of sadness, fra sidste år med det store strygerudtræk. Her er det helt modsat. Det er skåret helt ned og hun er kun i selskab med Bernstein's magiske basklarinet. Her synger Sinne Eeg måske smukkere end nogensinde - og det siger ikke så lidt! Bernstein har lavet et album der bevæger sig mellem crunchy new yorkerjazz og et mere europæisk udtryk. Det viser sig f.eks. på et nummer som Kirk & Pepper, hvor Anderskovs nordisk klingende klaverspil mødes med Bernsteins kombinerede alt- og sopransaxspil. Nummeret Ms. Oaks I Presume er i særklasse. Vi får den endda i to versioner. Marc Bernstein har et særligt tag på melodien og bruger det sammen med de andre musikere - hvor Jonas Westergaard i øvrigt spiller bas - til at sætte ild i stemningen og Sinne. Marc Bernstein føjer med Hymn for life nye sider til Sinne Eegs store vokale egenskaber. Pladen er en gennemført fornøjelse.

marcbernstein.net

Søren Raaschou: #2 feat. Travis Laplante (Artsound Creation)

På pladecoveret er han lige under overfladen. Men er han på vej ned eller på vej op? Guitaristen Søren Raaschou har kastet sig i vandet på album nr. 2, hvor den amerikanske saxofonist Travis Laplante er med som gæst. Laplante der ud over at give solokoncerter, har siden 2002 haft en trio sammen med Michael Formanek og Gerald Cleaver, desuden spiller han i Brooklyn-kvartetten Little Women. Raaschou har flyttet sig mere i en improjazzet retning på det nye album, hvor rocken også var en del af debutpladen fra 2010. 

Det grænser op ad freejazzen på det nye album, hvor hele kvartetten men specielt Raaschou og Laplante får meget soloplads. Der er er samlende elementer i de enkelte kompositioner. Fredrik Sakham på bas og Rasmus Iversen på trommer placerer sig fint i kvartetten. Pladecoveret illustrerer fínt musikken, der bevæger sig lige under overfalden. Søren Raaschou drukner ikke...men det er meget muligt at han har brug for kunstigt åndedræt, når han kommer op.

sorenraaschou.dk

KortJazzNyt Uge 21 2013

Der er kommet en masse plader dumpende ind ad brevsprækken den seneste tid. Lige nu er stakken på over 30 plader, der venter på at få en anmeldelse. Jeg vil forsøge at lægge en ny anmeldelse på bloggen hver dag i den kommende tid. Så det handler bare om at følge med, hvis du vil være oppe på jazzbeatet.

Juni bliver Girls in Airports måned. Der kommer et nyt album med dem, d. 7. juni og Arte TV viser en koncertoptagelse med dem. Hvis det er svært at vente, kan du i mellemtiden fornøje dig med den amerikanske kvartet The Vintage Modernist's udgave af Girls in Airports nummeret Little Baby Monkey.

youtu.be/JK_Xphzo-1U

I Køge er der atter Modern Jazz Days. I dagene 7.-8. juni er der gratis jazz på Søndre Havn i Køge. Fra fire scener vil man kunne høre Ginman/Dahl/Osgood/Løvdal, Tue Track & Sten Rock Live Remixing, SOMO 3 w. Søren Møller (DK/SE), Kasper Moliin Quartet (DK/HU/GR/SE), Swing Republic w. Kappel & Marott, Surf in Stereo, The KutiMangoes og Aakjær Trio feat. Simon Thorsen.

modernjazzdays.com

Der er selvfølgelig også jazzfestival i København. Copenhagen Jazz Festival vælter ud over byen fra d. 5. til d. 14. juli. De internationale navne er offentliggjort og personligt ville jeg da ikke have noget imod en koncert med Bill Frisell & The Big Sur Sextet eller basdrengene Marcus Miller og Richard Bona på Det Kgl. Teater. Men ellers er det jo ude på de mange små scener rundt omkring, at de fede oplevelser står og venter.

jazz.dk

Trio Gordon: Gränsland (Havtorn)

Det er kun et år siden, at debuten kom med det svenske band Trio Gordon. Det lyder unægteligt som om der er gået længere tid. De tre musikere Joel Fabiansson på guitar, Donovan von Martens på bas og Måns Wikenmo på trommer og diverse pakkede bilen og landede i et lille hus på landet i Skåne. Her brugte de en uge på at indspille Fabianssons musik. Joel Fabiansson har drukket af en soundtrackkilde. Han afslører da også tydeligt inspirationen med titlen på nummeret Agent Cooper. Det er Angelo Badalamenti's fænomenale filmmusik til Twin Peaks der har næret en stor del af Fabianssons interesse for den filmiske musik.

Trio Gordon har lavet et flot andet album, der er langt mere interessant end det første. Der er substans og sammenhæng på albummet. Der er musikalske hilsener til Nashville, ørkenen og de store vidder. Surfrock og Californien. Dybe skove og høje bjerge. Alle de dejlige klichéer er på plads i et amerikansk præget grænseland.

triogordon.com

Aggerbæk: Heartbeat (Calibrated)

Jeg sluttede min anmeldelse af albummet Heartbeat med ordene "Melodimaterialet som han præsenterer her på solopladen får mig til at vente med længsel på den fuldt orkestrerede udgave." Det er over et år siden, at jeg skrev disse ord. Så forventningerne er kun vokset, ikke mindst fordi det forrige album My oh my fra 2010 har fået mange rotationer på hjemmestereoen. Benjamin Aggerbæks Heartbeat fra 2012 var et soloalbum indspillet en nat i et studie i Austin, Texas i selskab med en flaske whisky og en guitar. Nu er det med et fuldt orkestreret set up, hvor Kasper Bai har arrangeret strygere og blæsere så det bliver en helt ny oplevelse.

Der er N'awlins stemning på nummeret New Orleans, hvor Peter Marott får en hovedrolle med trompeten. Der er swingpjatteri på nummeret I will forget. Der er tilbagelænet jazzpop på Waterfall med Aggerbæk i duet med Sofie Christensen, nattetændt saxofon fra Anders Bast og kromatisk mundharpe fra Alexander Kraglund. Benjamin Aggerbæk åbner pladen med nogle numre i et Jeff Buckleylignende singer-songwriter univers. Fælles for det hele er Aggerbæks vidunderlige stemme, der kan svinge mellem det feminint fine og det inderligt følsomme. Den musikalske ledsagelse er et triumftog. Den er afvekslende og mesterligt skåret. Kasper Bai har en fin fornemmelse for, at bruge de enkelte instrumenter. Der er både luksuriøs crooner-stemning og cool pop.

Heartbeat er et meget anbefalelsesværdigt album!

aggerbaek.dk

Fusk: Super Kasper (WhyPlayJazz)

Det er et par år siden at debutpladen med trommeslageren Kasper Tom Christiansens kvartet Fusk udkom. Han har holdt sammen på gruppen med landsmanden Andreas Lang på bas og tyskerne Philipp Gropper på saxofon og Rudi Mahall på basklarinet og er nu klar med andet album, der så smukt kaldes Super Kasper. Andreas Lang og Kasper Tom har et dynamisk rytmisk samarbejde. Kasper Toms trommespil bevæges af et sjæleligt swing. Andreas Lang har et aktivt basspil med rester af noget Mingus. I sammenspillet med de to tyskere åbnes der op for et skævt melodisk spil. 

Kasper Tom har skrevet al musikken, der næres af det frie liv. Det er ikke decideret free jazz - men Fusk har alligevel en ustyrlig trang til at spille på kanten af det løsslupne. Kasper Toms trommestikker nærmest danser. Philipp Groppers sax er pågående med en snert af noget Dolphy. Rudi Mahalls basklarinet har en tør klang. Kasper Tom har givet de 11 numre på pladen titler med et glimt i øjet. De 12 Bud, Isst doch wurst og Fünf sechs alte keks indikerer at det heller ikke skal tages alt for alvorligt. Fusk er dog ægte nok.

whyplayjazz.de/fusk

ARC: Archipelago (Gateway)

Nærhed, drama og vindblæste skærgårdsøer. Det er intens og billedfyldt musik som trioen ARC har lavet. Trioen består af den svenske - men i Danmark bosatte sangerinde Josefine Cronholm, den svenske bassist Thommy Andersson der ligeledes bor i Danmark, hvilket det sidste medlem, den italienske pianist og bandoneonspiller Paolo Russo også gør. Det er tre stærke musikalske personligheder, hvor Josefine Cronholm for 3 år siden lavede det roste album Falling... for det tyske pladeselskab ACT. Det var en plade med musik i jazzpræget singer-songwriter univers. ARC er noget andet.

Teksterne er skrevet af Josefine Cronholm, Katrine Krog Russo og Trine-Lise Væring. Der er en naturinspireret og  afklaret enkelhed i teksterne. Teksterne er ligesom musikken nordisk i sprog og tone. Trioen griber ud efter det lokale. Hvad er det, der er lige omkring dem? Stemningen og følelsen har grobund i det nordiske. Ganske vist er Paolo Russo italiener og kendt for tangomusikken. Thommy Andersson og Josefine Cronholm er begge milde og har en temperamentsfyldt undertone, der aldrig bliver rå og uvenlig. Det er ikke nordisk jazz i Jan Johansson-stilen. Det er nutidig nordisk musik, der lige som det populære nordiske køkken - tager udgangspunkt i råvarerne der er omkring dem. Råvarer der får lov til at være så rene i smagen som muligt. I tilberedningen er der tilsat noter fra det sydeuropæiske - bla. Paolo Russo's bandoneon. ARC er et dybt originalt og intelligent bud på nordisk musik anno 2013.

arc-music.net

Anders Bast: Beams of light in the attic (Longlife/Pladekisten)

I 2011 var den amerikanske trommeslager Bob Moses lærer på Summersession-jazzstævnet på Vallekilde Højskole. Han spredte så god stemning og musik omkring sig, at JazzDanmark inviterede Bob Moses til Danmark i 2012. Her var han i en periode Artist in Residence. Nu begynder det så at kaste nogle plader af sig. Den første er med saxofonisten Anders Bast, der også tidligere har fået undervisning af Bob Moses på New England Conservatory. Der er også en plade på vej med Marc Bernstein og Bob Moses. I øvrigt er en anden amerikansk trommeslager, Tyshawn Sorey Artist in Residence om en måned i Danmark.

Anders Bast lavede for over 4 år siden sit debutalbum. Det gjorde ikke det vilde væsen af sig. I mellemtiden har han haft kunstnerisk frugtbart samarbejde med trioen KunTakt og rapperen MC Einar. Moses er manden der er med til at løfte Basts nye idéer ud i dagslyset. Der sker noget med Bast, når han er sammen med Bob Moses. Moses har et nærmest beroligende trommespil. Der falder en ro over de unge danske musikere. Anders Bast har en umiddelbar melodisk grundstemning. Det gælder både i melodimaterialet og i hans saxofonspil. Lars Emil Riis på klaver, Søren Heller på guitar og Matthias Petri på bas er med til at føre Anders Basts musik ud i højtalerne. Det er eftertænksom musik, hvor Bast har fundet et roligt og modent leje. Der er melodi, rytmisk impro og sanselig musik på pladen. Lyset har ingen problemer med at finde frem gennem sprækkerne på en flot og gennemført plade.

andersbast.dk

Lea Nielsen: Leas Ideas and thoughts in between (Gateway)

Pladen udkom i efteråret. Jeg har dog først lige modtaget den. I det håndskrevne brev der medfulgte skriver kunstneren at pladen ikke er anmeldt endnu. Jeg googlede med det samme pladen for, at undersøge om det var tilfældet. Den var god nok, der var ikke skrevet et ord. De første mange hits henviste til steder, hvor pladen kan erhverves (iTunes, Gateway, WImp eller lign.). Ikke et ord om pladen. Længere nede på listen over resultater, fandt jeg frem til, at DR's jazzkanal P8 var blevet ret glade for et par numre fra pladen. Det er den eneste indikation på, at pladen nærmest eksisterer.

Hvad fanden er egentlig meningen?

Der er rigtigt mange gode grunde til, at skrive om pladen. Hvad med den kønspolitiske vinkel? En kvindelig trombonespiller? Sidemen i dansk verdensklasse: Ole Kock Hansen og Aage Tanggaard? Standards spillet uden en masse dikkedarer?

Lea Nielsen er noget så "utjekket" som trombonespiller i det Slesvigske Musikkorps og har i 11 år været tilknyttet Ernie Wilkins Almost Big Band. Hun er iklædt en pæn kjole på pladecoveret. I det hele taget er der ikke meget jazzhipster over Lea. Men hun kan håndtere en trombone!

Det er hyggelig og elegant jazz med trombonespil, der trækker på traditionerne fra de tidlige 50'ere, efterdønningerne af swingæraen og beboppens opståen. Det er jazz der passer med det samme, det behøver ikke at blive lagt op. Our love is here to stay, Cherokee, Here's that rainy day og andre gamle jazztravere får her endnu en tur i manegen. Lea Nielsen udfordrer hverken sig selv eller hendes medspillere unødigt. Omvendt handler denne form for jazz som Lea Nielsen præsenterer, om håndtering af et instrument og evnen til at spille på det. Grundlæggende og håndværksmæssigt kan Lea Nielsen det hele og hun vil mere end det. I selskab med klassesidemen som Ole Kock Hansen på piano, Aage Tanggaard på trommer, Thomas Ovesen på bas og Henrik Bay på guitar er hun på sikker grund. Leas idéer og tanker der kommer der i mellem er et hyggeligt bekendtskab.

leanielsen.dk

Steen Rasmussen Quinteto featuring Leo Minax: Lo mejor de cada casa (Calibrated)

Jazz er ikke hitlistemusik eller musik med umiddelbar og øjeblikkelig hitpotentiale. Eller...? Hvis der nu var radio eller tv-stationer der konstant tæppebombede lytterne og seerne med de samme jazznumre i en periode, så kom der måske et hit ud af det. Nu skal der selvfølgelig også en masse andet oveni før det kan blive et hit. Det gør ikke noget hvis der er noget pleasermateriale i form af en god melodi, et godt arrangement og ikke mindst en sanger. Alt det og mere til er tilstede på Steen Rasmussens fjerde album, hvor han samarbejder med den uforlignelige brasilianske sanger Leo Minax. DR's jazzkanal P8 har spillet nummeret Alegria en del her på det seneste. Med andre ord har P8 gjort deres for at Rasmussen og Minax blev præsenteret for lytterne. 

Lo mejor de cada casa, der betyder det bedste fra hvert hus indeholder musik overvejende skrevet af Steen Rasmussen og Leo Minax. Steen Rasmussen har i de senere år manifesteret sig som bossaens fremmeste forkæmper i Danmark. Han spiller brasilianske toner med dryp fra hans danske ophav. Han spiller piano og keyboards i kvintetten, hvor Leo Minax synger og spiller guitar. Liss Wessberg spiller den lækreste trombone mens Jonas Johansen på trommer, Jacob Andersen på percussion og Fredrik Damsgaard sørger for de bevægende rytmer. Steen Rasmussens samarbejde med Leo Minax er det bedste bud på dansk spillet bossa nova, jeg har hørt i mange år eller måske endda nogensinde. Le mejor de cada casa fortjener at blive et af årets største danske jazzhits. 

steen-rasmussen.dk

Bo Jacobsen: Free Spirit (Gateway/Embla Music & Experience)

Han var med i det legendariske Blue Sun, hvor han spillede trommer. Han kalder selv bandet for et hippie-jazz-beat band. I dag spiller han overvejende altsaxofon. Bo Jacobsen har samlet nogle stærke musikere omkring sig og har nærmest skabt et hippie-free-jazz band. Han har udvidet besætningen fra 2011-albummet Spirit med pianisten Butch Lacy på fire af pladens numre. Den svenske multiinstrumentalist Bebe Risenfors, der bl.a. har spillet med Tom Waits og Elvis Costello spiller både på tenorsax, klarinet, kornet, piano og akkordion, Niels Præstholm tager sig af bassen mens Kresten Osgood sidder ved trommerne, pånær på pladens sidste nummer Continuing Story, hvor Bo Jacobsen selv sidder ved trommerne og Osgood spiller piano.

Free Spirit er free jazz med rødder i den amerikanske free jazz, der udsprang fra Albert Ayler og John Coltrane i 60'erne. De spiller i en meget tro udgave John Coltrane's smukke hymne Song of Praise - som de kalder Praise på pladen - resten af numrene er skrevet af de forskellige medlemmer i fællesskab. Free Spirit er åndelig og organisk jazz. Det er indføleligt følsomt. Pladen lever i høj grad af nogle musikere, der har overskud og energi til at lytte til hinanden. Det bliver sjæleligt smukt. Det er afdæmpet og moden freejazz. Bo Jacobsen har med Free Spirit skabt et originalt freejazz album i både udtryk og væsen.

bojacobsen.net

Nilsson Fonda Nilsson: Powers (Konnex Records)

Det er altid fint når pladetitlen indikerer, hvad der er i vente. Powers er triokræfter. Det er powerfyldt triojazz smækfyldt med rockede guitarudladninger. Guitaristen Anders Nilsson og brormand Peter Nilsson på trommer er sammen med bassisten Joe Fonda, der har et omfangsrigt CV, der bl.a. inkluderer 15 år hos Anthony Braxton i forskellige ensembler. Anders Nilsson har boet i New York i en årrække, hvor han primært har arbejdet med den eksperimenterende side af jazzen. Hans svenske band Aorta inkluderer også Peter Nilsson. Der er elementer fra Aorta i den aktuelle trio. Parallellerne til 70'ernes progressive jazzrock med udsyrede grooves er tydelig. Der er de kraftfyldte udladninger, der til tider kan minde om en heavy bluestrio, som på nummeret I've been singing. Der er østerlandsk mysticisme på nummeret China, hvor Peter Nilsson's bækkenspil er af en anden verden. Melodrone's puls lagt af Peter Nilsson åbner op for et formidabelt soulfyldt parløb mellem Anders Nilsson og Joe Fonda. Fish Soup er et spacet frirytmisk statement der passende lukker en plade ned, der blev sat i gang med det stramme rocknummer Powers.

andersnilssonguitar.com
joefonda.com
peternilssonmusic.com

Tomasz Stanko New York Quartet: Wislawa (ECM)

Jeg sad og hørte albummet på vej hjem i flyveren fra New York. Jeg fandt det meget passende at lytte til den polske trompetist Tomasz Stanko's nyeste album Wislawa, der som hans første er indspillet i New York med amerikansk baserede musikere. Danske Jakob Bro har i flere år samarbejdet med Tomasz Stanko. På dette album er Stanko sammen med nogle af Bro's samarbejdspartnere. Pianisten David Virelles - der var med på Bro/Knak albummet og bassisten Thomas Morgan, som Bro har lavet flere projekter sammen med. Bl.a. tager Bro ham med på en større turné til efteråret. Det sidste medlem af kvartetten er trommeslageren Gerald Cleaver - som vi herhjemme kender fra samarbejderne med Jacob Anderskov og Lotte Anker.

Selv om musikken er indspillet i New York og inspireret af byen der aldrig sover, har Stanko ikke lavet søvnløs jazz. Han viser en lidt vildere side af sig selv på flere numre. Hør nummeret Assasins der afvikles i et opskruet tempo med en skarp og vred trompet. Ellers er det klassisk Stanko-jazz vi møder på dobbeltalbummet. Trompeten er drømmende smuk tone. New York er en by, hvor pulsen er et slag eller tre højere end normalen. Det lader Stanko sig ikke anfægte af. Han nærmest svæver henover storbyen. Musikken er en hyldest til den polske Nobel-pristager og digter Wislawa Szymborska, der døde i 2012 og som Stanko samarbejdede med ved flere lejligheder. 

Wislawa er en stærk jazzplade fra en jazzens nutidige enere.

tomaszstanko.com

Kristin Korb: What's your story? (Double K Music) >> Tine Bruhn & Johnny O'Neal: Nearness (Burner Records)

Det er et ganske pudsigt sammenfald når man indenfor den samme uge modtager et par plader til anmeldelse, der ligner hinanden på adskillige punkter. Der er kvinder i hovedrollen på begge albums. Kvinder der har forladt fædrelandet til fordel for et nyt. Danskeren er taget til USA. Amerikaneren er taget til Danmark. Begge for at følge nogle drømme. Danskeren og sangerinden Tine Bruhn landede og blev i USA efter et ophold på Berklee. Amerikaneren, bassisten og sangerinden  Kristin Korb havde mødt en dansker og blev gift med ham.

Begge har deres fundament i den uramerikanske og klassiske standardjazz. Musikken på begge plader er indspillet i USA med amerikanske musikere. 

Kristin Korb har godt nok en trio i Danmark med nordmanden Snorre Kirk og svenskeren Magnus Hjorth. På det aktuelle album er hun taget tilbage til hjemlandet og Hollywood. Her er hun gået studiet sammen med de erfarne musikere Bruce Forman på guitar og Jeff Hamilton på trommer. Det er Korb's sjette album. Hun har med et forfriskende syn på jazzklassikere fundet enkelte kendte og andre mindre kendre standards frem til albummet. Flamingo, titelnummeret What's Your story Morning glory? og Cole Porter's Don't fence me in får alle et personligt touch. Korb er godt inde i melodierne, hvilket mærkes i det overskudsagtige spil. Hun har et swingjazz tag på musikken. Der er inspiration fra specielt Ray Brown og i nogen grad Mingus i hendes baspil. Sangen har et energisk udtryk og bliver til tider en smule hæsblæsende. Når hun sætter tempoet ned som på Loesser/Lane's Moments Like This folder stemmen sig mere fuldendt og smukt ud. Pladens eneste danske indslag er Finn Juhl sofaen, som hun Diana Krall-agtigt slænger sig i, på bagsiden af coveret.

Tine Bruhn har søgt ud på natten. Klokken er lidt i alt for sent. Isklumpen i bourbon'en er for længst smeltet og den sidste smøg (som man ikke ryger længere) er røget. Hun er sammen med pianisten Johnny O'Neal - der spillede rollen som Art Tatum i filmen Ray! om Ray Charles. Bruhn synger med en følsom coolness. Der er dybde og sjæl i hendes sangmæssige foredrag. Balladerne er de foretrukne sange på den tid af dagen. The nearness of you, My foolish heart, All of you og afslutningsnummeret Skylark er med til skabe en stemningsfyldt musikalsk ramme. Den toppes med den unge saxofonist Stacy Dillard på fire af pladens numre. Bruhn rammer jazzen med et nærværende intimt og charmerende udtryk.

Begge plader er jazz i sit klassiske udtryk. Der er muligvis en snert af noget dansk i Bruhns stemme og accent. Men det er det amerikanske der fylder mest.
kristinkorb.com
tinebruhn.com

Cæcilie Norby: Silent ways (ACT)

Det har haft en stor betydning for Cæcilie Norby's musikalske udvikling og retning at hun er landet på det tyske pladeselskab ACT. Hendes mand, bassisten Lars Danielsson har som flere andre svenske jazzmusikere været tilknyttet selskabet i mange år. Det er ikke usædvanligt at selskabets kunstnere går igen på hinandens plader. Hvilket også er tilfældet på Cæcilie Norbys andet album Silent ways på ACT. Den polske pianist Leszek Mozdzer, den fransk-vietnamesiske guitarist Nguyen Le og den svensk-tyrkiske trommeslager Robert Mehmet Ikiz er sammen med Danielsson på både cello, bas og akustisk guitar. Mozdzer har haft et tæt samarbejde med Danielsson i flere år. Mens Nguyen Le er en af veteranerne på ACT Records. 

Norby har udvalgt 10 klassiske pop og rocksange af forskellige karakter. Der er lige fra Bob Dylan's Like a rolling stone til Nine Inch Nails' Hurt. Der er Soundgardens 90'er grunge med Black hole sun og Duffy's 2008 pop med Stepping stone. Der er Creedence Clearwater Revival og en af mine all time favoritter, The Temptations' Like a Rolling stone, der får et helt nyt liv i Norby's version, hvor den klassiske basgang er fjernet og erstattet med et østeuropæisk flow. Det fungerer overraskende godt, selv om det lige skal sluges at et af musikhistoriens fedeste basriffs er fjernet fra nummeret. Norby har ligeledes taget et par Leonard Cohen numre og en enkelt af Paul Simon med på albummet. 

Norby er sandsynligvis vort bedste internationale kort i vokaljazzgenren. Hendes stemmepragt er fortsat i særklasse. Det beviser hun endnu en gang til overflod. Hun er ikke bange for at trække på evnerne fra båd pop og klassisk sang. Pladen er ganske vellykket. Specielt er det en styrke med Mozdzer ved klaveret og Lê's flotte guitar. De farver musikken med personlighed. Er man Norby-fan bliver man tilfredsstillet. Om Norby så henter nye fans herhjemme, med det nye album er tvivlsomt. Til gengæld er det et album der har gode chancer ude i Europa. Her bør hun kunne få et større publikum, med et album der balancerer elegant mellem pop og kunst.

caecilienorby.com

Various Artists: Ears on Socks off - Barefoot Records live at Copenhagen Jazzfestival (Barefoot Records)

Du træder på en landmine. Opdager det i samme sekund som du står på den. Kroppen lammes. Musklerne stivner. Du kan ikke komme videre. Rundt omkring regner det med stjerner, hjerter og blomster. Du kan ikke flytte dig. Sveden pibler frem. Løfter du foden, bliver du ikke kun barfodet. Du vælger at blive stående. Forsøger at forlige dig med situationen. Blive et med landminen. 

Tør du ikke kaste dig ud i en sådan situation, så kan du i stedet tage sokkerne af og ørene på. Lytte til musikerkollektivet Barefoot Records nye sampler. Over to plader præsenteres ni indslag fra ni forskellige koncerter i forbindelse med Copenhagen Jazzfestival sidste år. Barefoot Records afholdte deres egen minifestival på Christianshavns Beboerhus med 18 koncerter. 

Barefoot Records har efterhånden manifesteret deres position som Danmarks førende state-of-the-art impro-pladeselskab. Denne CD er med til at sætte en tyk streg under dette. Morten Pedersens JapGaf, Pistol nr. 9, Angel og Dødens Garderobe kendes fra tidligere udgivelser. Vi møder f.eks. for første gang på plade, Her Majesty's Ship med cellisten Fred Lonberg-Holm og saxofonisten Sture Ericsson og trioen med Lars Greve/Peter Friis Nielsen/Håkon Berre. Barefoot har ni 9 musikere, der er med på kryds og tværs i de forskellige projekter. Trommeslageren Håkon Berre, bassisten Adam Pultz Melbye og saxofonisten Maria Faust er nogle af dem de har været med siden starten og de er selvfølgelig alle med på pladen. Melbye er f.eks. med i St. Andby med den spændende svenske sangerinde Sofia Jernberg. Faust spiller baltisk free improsax sammen med instrumentkollegaen Liudas Mockunas. Berre er med flere steder. Trioen med Greve, Friis Nielsen og netop Berre har gjort mig sulten på et fuldlængde album de tre. Det er fuldstændigt magisk det der sker mellem de tre. 

Albummet er ikke kun anbefalelsesværdigt. Det er også en reminder om, at musik er til for at blive skubbet ud over kanten. Barefoot er heldigvis også på Copenhagen Jazzfestival denne sommer. Køb pladen og kom i form til Barefoot's impro-musik. 

barefoot-records.com

Klökkeblömst: Klökkeblömst (ILK)

2012 gik ikke stille af sig for Peter Danstrup. Han udsendte albummet Beautiful untrue things sammen med gruppen Reptiles. Han blev kåret som årets jazzkomponist og fik også prisen for årets bedste danske jazzudgivelse i 2012. Nu er den tidligere konservatorierektor atter pladeaktuel. Det er han med trioen Klökkeblömst, hvor Reptiles-medlemmerne saxofonisten Anders Banke og trommeslageren Anders Provis udgør de sidste to tredjedele.

At han en pris år udelukker nok muligheden for, at dette album kan få en pris. Det er til gengæld et album der fortjener maksimal opmærksomhed. Danstrup har tidligere arbejdet sammen med markante og personlige saxofonister som Simon Spang-Hanssen og John Tchicai. Anders Banke placerer sig fint i det selskab. Det er improjazz spillet ud fra forlæg lavet af Peter Danstrup, der spiller på akustisk basguitar. Med maleriske titler som "Under Bøgens Grønne Himmel, I En Jomfrus Varme Skød" og "Høsten er i Hus, Søndervindens Sus Krøller Lystigt Bondepigens Lokker" spiller Danstrup på sit danske ophav. Selv om det er umiskendelig improviseret jazz der flyder fra trioen, er der en sangbar dansk tone og stemning i musikken. Der er salmer, højskolesange og folkemusik i trioens musik. Det er et højst originalt bud på hvordan jazz med en nordisk tone, der ellers er så forkætret, også kan spilles.

peterdanstrup.com

JazzNyt Kommentar - det går stærkt!

Jeg har lige holdt en uges ferie. Ferie fra mit arbejde og ferie fra denne blog. Jeg var i New York City sammen med min kone og havde mine to børn med for første gang. Det blev til en enkelt jazzkoncert (og mange store familieoplevelser!). Jeg hørte Maceo Parker, der i øvrigt siger at han er 98% Funk og 2% Jazz. Det blev også til en lille stak plader - både vinyl og CD. Lige fra Brötzmann til Benson. Det var ud fra et fornuftssynspunkt, fjollet at købe endnu flere plader til samlingen. Jeg havde lige forladt en stak plader i hjemmet, der ventede på at blive anmeldt: Marc Bernstein, Simon Spang-Hanssen, Art Ensemble Syd, Trio Gordon, Tomasz Stanko, Nilsson Fonda Nilsson, Fusk, Bo Jacobsen, The Bridge, Tine Bruhn og Johnny O'Neal, Ronja, Kamala, Klökkeblömst, Kristin Korb, ARC, Anders Bast, Steen Rasmussen & Leo Minax, Aggerbæk, Søren Raaschou og Cæcilie Norby er alle plader der manglede at få nogle ord med på vejen ud i verden. Da jeg kom hjem lå der endnu flere plader: Malene Kjærgaard, Johannes Richter, Acid Plutonium, Bushman's Revenge, Anna Kruse og Stefan Wingefors lå i poststakken sammen med en hel uges Politiken-aviser (hvorfor glemmer jeg altid at afmelde den?)

Med andre ord er der over 25 brandaktuelle jazzplader der skal lyttes til (the easy job) og skrives om (the hard job). Der har været fart på bloggen de seneste måneder, hvor jeg alene i april nåede omkring 17 nye jazzplader. Kan jeg nå i dybden med så mange plader? Nej, selvfølgelig kan jeg ikke det! Men det er tæt på. Jeg lytter til dem alle og det bliver altid til flere gange pr. plade. Jeg synes at det er vigtigt at der bliver skrevet lidt om alle de fine jazzudgivelser der kommer herhjemme. Danske jazzinteresserede har brug for et sted på nettet de kan konsultere, hvis de vil vide hvad der sker på den danske og internationale jazzscene. Musikerne har også brug for et sted, hvor de kan få omtale. De har lagt en masse kræfter i deres musik. De har måske også fået økonomisk støtte fra en brancheorganisation eller det offentlige til udgivelsen. Gode grunde til, at deres udgivelse skal have nogle ord med på vejen. Det er min helt enkle mission. 

Kort før jeg tog afsted skrev en musiker til mig. Jeg havde lige anmeldt hans plade. Det var gået stærkt og korrekturlæsning var i by i Uzbekistan. Han undrede sig over nogle vendinger, der pga. manglende korrekturlæsning faldt meget besynderlige ud. Jeg skyndte mig at rette i teksten, så den gav mening for ham og læserne. Jeg kan kun takke ham for henvendelsen. 

Jeg gør mit yderste for at både læsere og musikere kan bruge denne blog. Jeg skal være den første til, at indrømme at der sker fejl. Det behøver jeg ikke at undskylde. Til gengæld vil jeg gerne i dialog med jer læsere, hvis det jeg skriver er noget rod. Send en mail eller skriv en kommentar. Min blog er til for at blive brugt. Jeg vil rense mine ører fra New York's støv og støj og atter tune dem ind på tidens jazztoneklang. Forvent en masse anmeldelser i den kommende tid. Jeg har lyttet til den første side af LP'en med Johannnes Richter og den ene LP fra Acid Plutoniums dobbeltalbum, mens jeg har skrevet dette. Så jeg er allerede godt i gang og så alligevel ikke - da jeg læste korrektur på denne tekst lyttede jeg til en 10" orange vinylplade med Cal Tjader, købt i New York og udgivet i forbindelse med Record Store Day forrige weekend. 

Læs, kommentér og lyt til noget jazz!

SVIN: Secretly We Are Gay (Mom eat Dad Records) EP/Download

Så er brutaljazzens danske mestre tilbage! En EP fortæller at SVIN er larmende i allerhøjeste grad som de plejer. Med et tungt beat indleder de EP'en med nummeret Glatnakke. Den starter ud i et heavyrocket gear, for så fuldstændig at miste orienteringen og gå ungdommeligt fri af rytmen. De kalder pladen for Secretly We Are Gay eller S.W.A.G. SVIN er også et overraskelsernes band. Efter at Glatnakke har flænset ørene, lander bandet med det Arvo Pärt-lignende indslag Fasanens død. Flydende guitar og svævende saxofon. Med How deep is your love er de atter tilbage på svinestien. Buldrende og alligevel med en saxofon der flyder ovenpå.

De fire musikere, Henrik Pultz Melbye på saxofon, Lars Bech Pilgaard på guitar, Magnus Bak på march-baryton og Thomas Eiler på trommer har et godt tag på, at blande rockens enkle rytmer med jazzens dejlige besynderligheder. 

SVIN er et bragende, originalt og medrivende bud på vild rocket jazz anno 2013. Jeg elsker SVIN - både dem der kan spises og dem der kan spille. 

svin-music.com

KortJazzNyt uge 16 2013

Det er indtil nu gået Danmarks næse forbi, at der er noget der hedder International Jazz Day. Nu blæser Georgina Mongoya Høgsholm via projektet Jazz as a verb liv i fejringen af jazzen. Det sker d. 30. april i Rundetårn i København. Her giver et eksklusivt lineup med Palle Mikkelborg, Marilyn Mazur, Ane Trolle, Lennart Ginman, Nikolaj Hess og Uffe Savery koncert. Inden da vil professor i jazz og ledelse Harald Knudsen fra Universitetet i Agder, Norge tale med musikerne om hvordan vi bliver klogere på innovation, organisering og omstillingsparathed; Som musiker – og som menneske.

Georgina har lavet et stort forarbejde og har bl.a. talt med George Duke via Skype om, hvorfor jazzen også skal fejres i Danmark.

Interview med George Duke: THE IMPORTANCE OF CELEBRATING INTERNATIONAL JAZZ DAY...

facebook.com/jazzasaverb

JazzDanmark inviterer atter en gang til Summer Session på Vallekilde Højskole. Der en genganger blandt underviserne fra sidste år. Joe Lovano kommer igen. Han tager selvfølgelig konen og sangerinden Judi Silvano med igen til det vestsjællandske, hvor han sidste år spredte gode musikalske og menneskelige vibes. Det er Hess-brødrene Nikolaj og Mikkel, der sammen med deres mangeårige musikalske legekammerat Anders "AC" Christensen har skabt kontakten til lærerne. Fela Kuti-trommeslageren og afrobeatlegendenTony Allen er også på lærerholdet. Guitaristen Kurt Rosenwinkel har inspireret mange jazzguitarister, er der sørme også sammen med Dave Douglas, Aaron Parks, Becca Stevens og Omer Avital. Er du jazzmusiker og vil du gerne med, er ansøgningsfristen d. 27. maj.

Jeg er endnu en gang inviteret til jazzens maskinrum, der løber af stabelen d. 4. august til 11. august.

jazzdanmark.dk/da/nyheder/stjerne-lineup-til-summer-session-2013

Benjamin Koppel laver igen i år Summerjazz i Valby i forbindelse med Copenhagen Jazzfestival. 26 koncerter med danske og internationale kunstnere skal nok få den danske sommer til at syde i Valby. Der er den amerikanske gruppe The Cookers med Billy Harper og Billy Hart, der er mezzosopransaxmøde med Joe Lovano og Benjamin Koppel, der far/søn møde mellem Anders og Benjamin Koppel og Jonathan og John Blake og meget meget mere.

cowbellmusic.dk/valby-summer-jazz-offentliggor-imponerende-program/

Mimi Terris: They say it's spring (Calibrated)

Den svensk-amerikanske sangerinde Mimi Terris var godt i gang med studier i klassisk sang, da hun i forbindelse med et sabbatår i New York blev draget af den helt tidlige jazz. På Telephone Bar i East Village hørte hun i 2008 The Cangelosi Cards. Her var bassisten Cassidy Holden medlem og hun begyndte at lave lidt sammen med dem. I det miljø kom hun også til at kende pianisten Gordon Webster. I 2012 gik de sammen i det gamle studie 3 i Radiohuset i København. Her indspillede de albummet They say it's spring. De suppleres på enkelte numre af Peter Marrott på trompet og Jacob Fischer på guitar.

Materialet er af blandet oprindelse. Lige fra Ellington's I got it bad and that ain't good til Tom Waits' Alice over det svenske cabaretnummer En sådan natt som denna. Hovedvægten er dog lagt på jazzmateriale. Musikken er tidlig swing med lidt ragtime, gypsyjazz og dixie. Det står meget rent og klart. Mimi Terris har en stemme der emmer af stil og elegance. Hun går op i de høje toner med følelse og holder dem uden problemer. Mimi Terris rammer med sin stil lige ned på en plet, hvor der en god plads. 

mimiterris.com

Kostcirkeln: Innehåll:musik (ILK) Tændstikæske/download

Det er lige præcis et år siden at den seneste EP med Kostcirkeln udkom. Det nyeste udspil udkommer som en smuk tændstikæske. Der ligger en downloadkode sammen med tændstikkerne i æsken. Når jeg hører musikken kommer jeg til at tænke på firsernes legesyge afdeling af new wave-musikken, hvor der var plads til skæverter som f.eks. Lene Lovich og Lydia Lunch. Det er ikke fordi, at Kostcirkelns musik er firserretro. Der er bare noget af den samme æstetik i musikken som dengang. Kostcirkeln har et mere organisk udtryk. Sangerinden etc. Qarin Wikström synger på svensk i det ellers danske band. Hun står i spidsen for bandet der har musikere fra den eksperimentelle side af jazzen. SimonToldam på keys, Stephan Sieben på guitar og flere andre skaber grundlaget for den specielle pop, der ikke er bange for at lege med konventionerne. Det er skør pop eller galen pop som det vil hedde på svensk. Hvis du vil overbevises, så lyt til nummeret Mycket bättre planet. Den är underbar!

Det er nummeret Himmelgitarr du kan se på Youtube her foroven. Her bliver Wikström gift med bandet, af Simon Toldam i præstekjole med bar ryg. 

ilkmusic.com/catalogue/album/innehall-musik

Søren Dahl Jeppesen: Pipe Dreams (Dog Day Music/Gateway) CD/LP/Download

Det er kun tre år siden, at debutpladen Route One med guitaristen Søren Dahl Jeppesen kom. Et flot album, der lancerede Jeppesens samarbejde med den islandske saxofonist Oskar Gudjonsson. Det blev udbygget med den opfølgende plade Red sky fra 2011, hvor Gudjonsson og Jeppesen havde spillet flere koncerter sammen og dermed var rykket tættere sammen. Jeg havde pladen med på listen over årets bedste albums i 2011.

Nu har Søren Dahl Jeppesen atter været i studiet med den islandske saxofonist. Der er sket store ting på de tre år. De er gået fra et univers ikke ulig Jakob Bros flydende jazzlandskaber, på Route One, hvor Bro også var med og fungerede som en slags mentor. Toeren Red Sky var en konsolidering af makkerskabet Dahl Jeppesen og Gudjonsson. Der kom mere substans og fasthed i musikken. Med Pipe Dreams tager Dahl Jeppsen endnu et skridt med guitaren. Der er kommet mere melodi på. Det er nummeret Drifting et godt eksempel på. Søren Dahl Jeppesen har et mere fast greb om musikken og guitaren. Oskar Gudjonsson's magiske og søvninge saxofontone passer perfekt ind i den musikalske verden som Dahl Jeppesen har skabt. 

Det er drønbehagelig musik, der fungerer godt som soundtrack til hverdagen. Med tilføjelsen af pianisten Simon Toldam i selskabet er der kommet en mere fyldig klang på musikken. Klaus Nørgaard på bas og Jakob Høyer på trommer er atter med. Desuden er tilføjet strygere arrangeret af Bjarke Falgren. Der er sket meget siden Søren Dahl Jeppesen dukkede op i min bevidsthed via gruppen Pauseland. Alligevel er der kendetegn der går igen. Dahl Jeppesen er sin egen og han tør tro på det. Det er beundringsværdigt at han fortsætter det gode samarbejde med Gudjonsson på endnu et album. Beundringsværdigt fordi mange danske jazzmusikere altid er på vej videre og ikke får videreudviklet det de oprindeligt startede med og tror allermest på.

Bonusinfo:

Pladen udgives d. 20. april. De spiller d. 23. april på Jazzhouse, d. 24. april på Aarhus Studenterhus og d. 26. april på Buddhas Jazzklub i Hillerød.

sorendahljeppesen.dk

Aske Drasbæk Group: Old Ghost (Gateway) LP/Download

Altsaxofonisten fra Orpheus, Aske Drasbæk har kastet sin kærlighed på baritonsaxofonen og den svenske legende Lars Gullin. Drasbæk lyttede også til andre baritonsaxofonister men fandt ikke nogen han kunne lide på samme måde. Det er kun to år siden at Drasbæk købte sin første baritonsaxofon. I den tid har han udforsket instrumentet og lavet musik med udgangspunkt i det dybe blæserinstrument. Han har dannet sin egen gruppe med de to guitarister Søren Dahl Jeppesen og Per Møllehøj der har fået hver deres kanal. Herudover er det den finske bassist Tapani Toivanen og trommeslageren Andreas Fryland, der er med til at omsætte Drasbæk's stemningsfyldte musikalske tanker.

Der er en bro til den jazz som Lars Gullin skabte allerede i starten af 50'erne. Når det så er sagt, er det ikke fordi, at nostalgien driver ned ad væggene. Det er nutidig jazz. Det er jazz der har kant og melodi. Drasbæk bruger både musikerne til at male nordiske lydlandskaber - som på nummeret Improballad eller gå helt old school på nummeret Old Ghost. Det er en dejlig LP som Aske Drasbæk og gruppen har lavet. Den viser helt nye sider af Drasbæk. At den udkommer som LP (og download) er en passende hyldest til Lars Gullin og den tid, hvor grundlaget for Aske Drasbæk Groups musik er hentet.

askedrasbaek.dk

Haftor Medbøe & Anneke Kampman: Places + Spaces (Fabrikant Records)

På det forrige album fra 2009 var hun med på et par numre. Denne gang har Haftor Medbøe valgt at have sangerinden Anneke Kampman med på alle numre. De to numre, hvor hun sang er med i nye udgaver, bl.a. As Time Spins Backwards, der har så mange klare popkvaliteter. Musikken kan beskrives som organisk pop med et touch af singer/songwriter og jazz. 

Det er velfungerende og sammenhængende. Numrene kobles sammen med lyden fra den skotske natur, hvor musikerne er baseret.

Konrad Wiszniewski's klare saxofon sammen med Medbøe's guitar, de diskrete elektroniske lyde og percussion giver et særdeles veloplagt samspil med Anneke Kampmans stemme. Prøv at tjekke dem ud, hvis du trænger til en intelligent omgang pop.

haftormedboegroup.net/placesandspaces

The Universal Quartet: Light (ILK)

Drømmende spirituel jazz. Musik der ad krogede veje bevæger sig rundt i sjælen. Musik der heler og løfter sindet ud af vinterdisen. Når de to danskere trompetisten Kasper Tranberg og trommeslageren Kresten Osgood er sammen med amerikanerne Yusef Lateef og Adam Rudolph i The Universal Quartet sker der ting som ikke er musikalsk hverdagskost. Det er kvartettens andet album. 

Freejazz, avantgarde er det mest tydelige på pladen. Det er musik det er spændende at gå på opdagelse i. Der er en underverden af detaljer. Det kunne være antydningen af elektroniske bleeps fra Osgood's keyboard på nummeret Cobra. Sammen med Tranbergs trompetspil og Lateef på pianoet bliver det rørende følsomt og skrøbeligt. Der er lyden af et andekald og afrikanske rytmer på nummeret 1.425. Kvartetten hylder den 87 årige pianist Randy Weston der tidligt i 60'erne startede sin livslange flirt med afrikansk musik på nummeret For Randy Weston. Osgood hylder Yusef Lateef med nummeret Brother Yusef. På Death in the morning går der roots-blues i den og Lateef synger følsomt og smukt. Yusef Lateef spiller på mange forskellige instrumenter; tenorsax, obo og en lang række etniske fløjter. Rudolph er ligeledes bredt omkring på percussioninstrumenter, fløjter og diverse.

The Universal Quartet er et unikt projekt der heldigvis har fået lov til at overleve meget roste debutalbum. Rosen hører i allerhøjeste grad også hjemme denne gang. Åndelige urkrafter og bevægende stemninger  fremmanes af de fire musikere. Light er lyset. Light er et anbefalelsesværdigt album. Light er musik, Marie Krarup ville blive bange for.

ilkmusic.com

European Jazz Orchestra 2012: Live in Kiev (DSI SE)

Jeg sidder i bestyrelsen for Den Selvejende Instutution Swinging Europe, der står bag det europæiske big band, European Jazz Orchestra. Derfor ville det blive en tand for indspist, hvis jeg også skrev en anmeldelse af denne plade. Det skal nu ikke afholde mig fra at knytte nogle kommentarer til pladen. Det er European Broadcasting Union - i daglig tale EBU, der via deres jazzproducergruppe står for den kunstneriske side af sagen. De havde valgt den ukrainske komponist og dirigent Igor Stetsyuk til at stå i spidsen for big bandet i 2012. Det betød også at Ukraine var det sidste land på turnéen der førte big bandet gennem 9 lande med start i Danmark. 19 musikere fra 17 forskellige lande var med i big bandets line up. Inden det overhovedet kom så langt, var der udfordringer der skulle løses. Stetsyuk ville bl.a. gerne have et stryger-ensemble på over 30 mand indføjet i projektet. EU, der står for en stor del af finansieringen (1,5 mio kr.) havde fravalgt at støtte Swinging Europe i 2012. Det var og er med andre ord ikke let at drive et big band på tværs af europæiske grænser. Stetsyuk blev talt til fornuft og kunne godt se, at økonomien ikke kunne bære et stryger-ensemble. Det afholdt ham dog ikke fra, at have en ordentlig bunke strygere klar i Kiev, da de spillede der - det er også der at den aktuelle indspilning er foretaget af Ukrainsk Radio. Igor Stetsuyk er ikke hr. hvemsomhelst i Ukrainsk musik og har bl.a. komponeret musik til over 40 film. EU kom heldigvis også på bedre tanker og støttede i sidste øjeblik big bandet for 15. år i streg!

Musikken på det aktuelle album er et skridt tilbage i tiden. Tilbage til dengang hvor Ukraine var en delstat i Sovjetunionen. Men stilen er ikke sovjetisk! Igor Stetsyuk's musikalske horisont er et eller andet sted i slutningen af 70'erne og et stykke ind i 80'erne. Det er vesterlandsk musik, hvor jazz, funk, pop og symfonisk musik smelter sammen. Der er musik der lyder som var man havnet i en Disney-tegnefilm. Der er musik af Sting (en forrygende instrumental-udgave af La belle dame sans regret) og Average White Band (superklassikeren Pick up the pieces). Stetsyuk er en superskarp arrangør, der kan styre et stort orkester. Han ved hvad han vil have. Der er på den anden side ikke blevet plads til så mange solistpræstationer. Big bandet indeholder ellers ret stærke kræfter, der nok skal gøre sig gældende i europæisk musik i de kommende år. Sangerinden Kadri Voorand fra Estland, der ellers er til den mere eksperimenterende side af jazzen, viser at hun sagtens kan synge med et big band. Jeg kommer til at tænke DR Big Band i 80'erne med en dansk sangerinde i Hanne Boel-klassen. Så, ja det er måske noget gammeldags i udtrykket. Det er på den anden side fedt, at jazzen endnu en gang viser at det er et sprog der kan tales på tværs af europæiske grænser - endda helt i Kiev.

Bonusinfo:

Årets dirigent og komponist er Ann-Sofie Söderqvist fra Sverige. 

swinging-europe.org

Dave Douglas Quintet: Time Travel (Greenleaf)

Det er over en måned siden at jeg modtog denne plade til anmeldelse. Den udkommer i dag, så det er selvfølgelig meget passende med en anmeldelse nu. Det er ekstra passende fordi det i sidste uge blev offentliggjort at trompetisten Dave Douglas er en af lærerne på årets Summer Session på Vallekilde Højskole. Blandt de andre lærere finder man også Joe Lovano (som Douglas spillede med på sidste års Cph. Jazzfestival), Kurt Rosenwinkel og Aaron Parks.

På det aktuelle album Time Travel bruger han den samme kvintet som det var tilfældet med sidste års kritikerroste album Be Still. Denne gang er det bare uden sang. Saxofonisten Jon Irabagon fra Mostly Other People Do The Killing er et fremtrædende medlem af kvintetten. Her spiller han tenorsax, selv om det er altsax'en han er mest kendt for.

Er det 60'ernes jazz, med den samme mentale stemning som findes i Miles Davis kvintet, man brænder for. Så er det her en plade, man bliver nødt til at give et lyt. Dave Douglas er i straightspillende topform. Han lyder i sin tone egentlig ikke specielt meget som Miles Davis. Han drikker dog af samme inspirationskilde, der fostrede Miles Davis Quintet. Dave Douglas har i sin tighte kvintet, nogle musikere der er på bølgelængde med ham. Irabagons sax smager af Wayne Shorter. Matt Mitchell's pianospil er præcist i anslaget som man kender fra Herbie Hancock. Douglas kan i andre projekter have en tendens til, at blive noget flagrende. På Time Travel er det ikke tilfældet. Det er ultrajazz med jazz på.

greenleafmusic.com