Marcus Strickland: Triumph of the heavy vol. 1 & 2 (Strick Music)

Jazz Flow
Som jazzblogger er en tur til New York lidt det samme som en tur i himlen. Forskellen er vel kun den at det - modsat himlen - kan lade sig gøre at rejse hjem igen fra New York, selv om jeg gerne var blevet. Jeg fik blandt andet fornøjelsen af at komme til saxofonisten Marcus Stricklands præsentationskoncert af den nye CD Triumph of the heavy vol. 1 & 2 på klubben Le Poisson Rouge i Bleecker Street. Strickland er en af den slags musikere der er umulig at holde tilbage. Energifyldt i musik og fremtræden. I lobbyen kunne man købe Stricklands bagkatalog på eget selskab til fornuftige penge. Dobbelt-CD'en Triumph of the heavy er den fjerde han selv udgiver. 

I "gamle" dage ville han være udkommet på et traditionelt etableret pladeselskab.  De store pladeselskaber har ikke længere nogen interesse i, at udgive musik der ikke kan sprøjtes ud og sælge i løbet af nulkommadut. Selvfølgelig kommer der enkelte jazzplader der sælger bemærkelsesværdigt hurtigt - som når Sony udgiver "sjældne" Miles Davis koncertoptagelser fra 60'erne. Men jazz er ikke hurtig musik som poppen. Derfor går jazzmusikerne egne veje - som vi også kender det herhjemme - og udgiver det selv. 

Musikken er fordelt på 2 plader. Den ene er en studieoptagelse fra januar i år og den anden er en koncertoptagelse fra foråret sidste år. Strickland er sammen med sine vanlige medspillere, tvillingebroren og trommeslageren E.J. Strickland og "næsten" trillingebroren, bassisten Ben Williams. Pianisten David Bryant er kun med på studieindspilningen. Der er store forskelle på trioen og kvartetten. Trioen står får det kontante og direkte spil. Der er elementer der kan minde om Sonny Rollins' klassiske saxtrio-indspilninger. Når pianisten David Bryant slutter sig til trioen samles musikken mere. Strickland har komponeret al musikken. På trioindspilningerne bruger Strickland oftest sopransaxofonen. Det farver de to andre musikeres spil. E.J.'s trommespil bliver lettere og mere løstfunderet. Bassisten Ben Williams er en stor fornøjelse. Han spiller virtuost sikkert. Han flytter med en passioneret og imponerende hastighed fingrene.

Ved koncerten havde Strickland medbragt flere special guests. Her var de tre step-dansere fra Harlem ikke bare med som gimmick - men fungerede som dansende percussionister. Den stilistisk mangesidede koncert sluttede med at kvartetten fik besøg af en rapper (hvis navn jeg aldrig fik fat i) på scenen. Det betød ikke at kvartetten ændrede på jazzflowet. Der var også plads til en rapper selv om det ikke var med klassiske hip hop beats.

Marcus Strickland er en saxofonist der i allerhøjeste grad er værd at holde øje med og stille ørerne ind på.
marcusstrickland.com