torsdag, oktober 27, 2011

Various Artists: Music for film Sounds and silence (ECM)

På rejse med Mr. ECM
Det er svært at forholde sig til soundtracket til en film om pladeselskasbossen Manfred Eicher som man ikke har set. Filmen handler om Manfred Eicher der rejser rundt i verden, hvor han møder nogle af ECM's kunstnere i forbindelse med at de er ved at indspille musik til ECM-udgivelser. Heriblandt er Marilyn Mazur - der på soundtracket bidrager med det boblende nummer Creature walk, et værdigt break midt blandt de pæne og friserede numre der dominerer pladen. På soundtracket finder man også et par numre fra ECM pladeselskabets megastjerne Keith Jarrett. Han medvirker dog ikke i filmen, såvidt jeg kan se ud fra filmens hjemmeside.
Keith Jarrett åbner albummet alene ved klaveret med Reading of sacred books fra 1980-albummet Sacred hymns med musik af George Gurdjieff. Forunderligt smukt.
Pladen giver et fint billede af bredden hos ECM Records og efterlader egentlig ikke en opfattelse af at ECM er et jazzselskab. Det er ligeså meget et pladeselskab der beskæftiger sig med ny klassisk musik og world-music. Jazzen er muligvis hovedforretningen. Men de stærke indslag der er med Arvo Pärt's musik og Anouar Brahem efterlader stor respekt og som sådan kan pladen ses som et vindue ud mod ECM's forunderlige verden. Det er bare ikke baggården som vi får lov at se (høre) på dette album.
player.ecmrecords.com/sounds-and-silence

Ingen kommentarer: