Triojazze i højeste klasse
Det er en af jazzens mest elskede undergenrer eller afdelinger om man vil. Triojazzen med klaver, bas og trommer. Det var indenfor det felt at feks. Bud Powell og Bill Evans skabte guddommelig musik. Keith Jarrett lod sig inspirere af dem. Han finjusterede måden man kunne tolke standards på i trioform. Det blev raffineret videreudviklet af ypperstepræsten sammen med de trofaste væbnere Jack deJohnette og Gary Peacock. Sammen har de skabt nogle af jazzens fineste plader. At han så ofte har opført sig som en opblæst nar, glemmes fuldstændigt når han åbner op for de himmelske sluser af pianistisk vellyd.
At der har været pianister der er gået samme vej har været uundgåeligt. Der behøver ikke nødvendigvis at være direkte linjer mellem dem og Jarrett. Herhjemme er Carsten Dahl måske det bedste eksempel. Han har også ladet sig inspirere af Evans, Powell og flere andre. Derfor er han ikke en Jarrett-klon, selv om det er noget af det samme i jazzens væsen de forsøger at afdække. Det samme gør sig gældende med pianisten Jean Michel Pilc, der herhjemme er bedst kendt for samarbejdet med Mads Vinding og Billy Hart.
Pilc er på den aktuelle plade i selskab med to af den amerikanske jazzscenes mest spændende musikere lige nu. Trommeslageren Ari Hoenig og bassisten Francois Moutin.
Der er flere steder noget af den samme drilskhed som man kender fra Thelonious Monk. Pilc spiller i en direkte og ekspressiv spillestil, der pirrer og udfordrer sanserne. De tre musikere spillede og turnerede en del sammen i starten af dette årtusinde. Siden har de alle tre haft gang i travle karrierer. På denne reunion - der også markerer at de vil til at turnere sammen igen - har de indspillet 18 numre i one take. Det er en blanding af Pilcs numre og gamle kendinge som Miles Davis' Nardis, Gershwin's A foggy dayog Parker's Confirmation. Pilc gør det på sin egen måde. Så når han spiller og lukker pladen med Chaplin's Smile er det først når han har spillet halvdelen af den fem minutter lange udgave at man kan høre melodien. Men så folder han sig også ud med en skønhed der nummeret værdigt.
jmpilc.com
motema.com
Det er en af jazzens mest elskede undergenrer eller afdelinger om man vil. Triojazzen med klaver, bas og trommer. Det var indenfor det felt at feks. Bud Powell og Bill Evans skabte guddommelig musik. Keith Jarrett lod sig inspirere af dem. Han finjusterede måden man kunne tolke standards på i trioform. Det blev raffineret videreudviklet af ypperstepræsten sammen med de trofaste væbnere Jack deJohnette og Gary Peacock. Sammen har de skabt nogle af jazzens fineste plader. At han så ofte har opført sig som en opblæst nar, glemmes fuldstændigt når han åbner op for de himmelske sluser af pianistisk vellyd.
At der har været pianister der er gået samme vej har været uundgåeligt. Der behøver ikke nødvendigvis at være direkte linjer mellem dem og Jarrett. Herhjemme er Carsten Dahl måske det bedste eksempel. Han har også ladet sig inspirere af Evans, Powell og flere andre. Derfor er han ikke en Jarrett-klon, selv om det er noget af det samme i jazzens væsen de forsøger at afdække. Det samme gør sig gældende med pianisten Jean Michel Pilc, der herhjemme er bedst kendt for samarbejdet med Mads Vinding og Billy Hart.
Pilc er på den aktuelle plade i selskab med to af den amerikanske jazzscenes mest spændende musikere lige nu. Trommeslageren Ari Hoenig og bassisten Francois Moutin.
Der er flere steder noget af den samme drilskhed som man kender fra Thelonious Monk. Pilc spiller i en direkte og ekspressiv spillestil, der pirrer og udfordrer sanserne. De tre musikere spillede og turnerede en del sammen i starten af dette årtusinde. Siden har de alle tre haft gang i travle karrierer. På denne reunion - der også markerer at de vil til at turnere sammen igen - har de indspillet 18 numre i one take. Det er en blanding af Pilcs numre og gamle kendinge som Miles Davis' Nardis, Gershwin's A foggy dayog Parker's Confirmation. Pilc gør det på sin egen måde. Så når han spiller og lukker pladen med Chaplin's Smile er det først når han har spillet halvdelen af den fem minutter lange udgave at man kan høre melodien. Men så folder han sig også ud med en skønhed der nummeret værdigt.
jmpilc.com
motema.com
Ingen kommentarer:
Send en kommentar