lørdag, oktober 15, 2011

Tolvan Big Band: Tarantula suite (Kopasetic Productions)

Tight og energisk svensk big band
Det er anden gang indenfor kort tid, at jeg har fornøjelsen af at lytte til og anmelde en forrygende big band plade fra Skandinavien. Den første var med The Orchestra, der spillede musik af Lars Møller. Nu er turen kommet til det sydsvenske Tolvan Big Band der på pladen Tarantula suite spiller musik af det mangeårige medlem, saxofonisten Cennet Jönsson. Tolvan Big Band har et par plader på samvittigheden der placerer sig blandt mine big band favoritter. Montreux and More fra 1984 og Code Red fra 2007 er plader jeg ofte er vendt tilbage til.


Så forventningerne er store til denne plade. Allerede ved den første påvirkning af øret kan jeg konstatere at det er helt som det skal være. Der er selvfølgelig sket meget siden starten af firserne med Tolvan Big Band. Men fornemmelsen for doserne af blæs er bevaret. Big Bandets hjemmebane er det sydlige Sverige og mange af dets medlemmer er musikere som kender vejen over Øresund bedre end de fleste. Pladen er endda indspillet i København. På trompet finder man feks. englænderen Gerard Precenser, der har sat sit præg på flere big bands i Øresundsregionen, inklusive DR Big Band. Andre DR Big Band-medlemmer er trompetisterne Anders Gustafsson, Christer Gustafsson og basunisten Vincent Nilsson.
Cennet Jönsson er en erfaren herre - som jeg har anmeldt adskillige gange her på bloggen og det er som om han aldrig skuffer. Hans alsidige og fordomsfrie tilgang til jazzen er meget tydelig med denne suite i otte dele. Det svinger og arrangementerne lægger op til velplacerede soli - hør feks. Jørgen Emborgs pianosolo på Forza der afløses af Gerard Presencers præcise trompetsolo. Det er tight, energisk og velturneret big band musik.
Kender du The Orchestra's seneste plade og er oppe at ringe over den. Så går du ikke galt i byen med denne.
kopasetic.se

Ingen kommentarer: