SE-Quartet: Days to come (Prophone) >> Christian Herluf Pedersen Transatlantic: Autumn sketch (Herluf)

Der er nok flere svenske jazzmusikere der har taget turen til Danmark og startet en karriere her, end der er danske jazzmusikere der har taget turen til Sverige og startet en karriere der. Indenfor kort tid er der landet to plader med danske jazzmusikere, der er bosat i Sverige. Den ene pianisten Rasmus H. Thomsen har jeg beskæftiget mig med før, fra hans debutplade SE i 2008, der blev til SE-Quartet og en plade i 2012. Den aktuelle plade med SE-Quartet hedder Dyas to come. Der er melodisk jazz fra øverste skuffe. Kompositionerne er opstået ud fra et kollektivt samarbejde i kvartetten der består af saxofonisten David Ehrlin, trommeslageren Antti Ojala, bassisten Martin Sundström og altså Rasmus H. Thomsen på piano. Det er nordisk jazz med fokus på lyriske og smukke kompositioner. Kvartetten fremtræder sammenhængende og velfunderet.

Saxofonisten Christian Herluf Pedersen er bosiddende i Stockholm og uddannet på Kungliga Musikhögskolan i 2006. Jeg kendte ham ikke, før jeg fik denne plade i hånden. Han har ikke bevæget sig voldsomt meget rundt i det danske jazzmiljø, men er en international musiker, hvilket pladen også bærer præg af. Helt tilbage i 2006 mødte han den bulgarske pianist Asen Doykin på Berklee i Boston, hvor de begge var elever. De deles om komponisttjansen på denne plade. Doykin bor i New York og har en bred erfaring fra både jazz og pop. Musikken på Autumn Sketch er musik der lever i kraft af sin velspillethed. Der er elementer af New York’s vilde kompleksitet og nordens mere afbalancerede ro i musikken. De sidste to medlemmer af kvartetten er den svenske bassist Pär-Ola Landin og den i New York bosatte schweizer Mathias Kunzli. Christian Herluf Pedersen har lavet et spændende album, der har jorden som base.

sequartet.com

herluf.nu

Esben Brandt: Constants (Gateway)

Det er ikke højtråbende eller larmende jazz det her. Det er i det hele taget ikke en plade der gør det vilde væsen af sig. Den udkom en gang før sommerferien og en hurtig googlen afslører at pladen ikke er anmeldt på nettet. Den er også kun blevet afspillet nogle ganske få gange på P8 Jazz. Her er numrene This way og Three Melodies spillet henholdsvis 16 og 15 gange. Det er Esben Brandts anden plade, den første kom i 2013 og havde den svenske saxofonist Fredrik Ljungkvist i en sekunderende hovedrolle. Denne gang har Brandt sammensat et nyt hold med den polske trompetist Tomasz Dabrowski, den amerikanske trommeslager RJ Miller og bassisten Anders “AC” Christensen. 

Brandt giver musikerne nogle enkle melodier, som de væver videre på. Det er roligt og enkelt og kan sine steder, stilistisk minde om Jakob Bro. Esben Brandts spillestil er anderledes og mere kantet end Bros. Tomasz Dabrowskis trompet er en førnøjelse. Han har et svævende og sikkert spil, der giver Brandts plade karakter og fylde. RJ Miller og AC kender hinanden og deres underspillede stil passer til Brandts univers. Constants er en vellykket plade med nordisk jazz anno 2014.

esbenbrandt.dk

Blicher Hemmer Gadd: Blicher Hemmer Gadd (c-nut) LP

Når biografien om Michael Blicher udkommer en gang, bliver et af de centrale kapitler det der handler om 2014. Saxofonisten Blicher drog tilbage i februar på tur med sin gamle kompagnon organisten Dan Hemmer og så en verdensstjerne af den helt eventyrlige slags. 

Trommeslageren Steve Gadd har siden 70’erne sat sine dybe aftryk i jazz og rock. Hans spil har ligefrem været skoledannende. Hvorfor vil en verdensstjernetrommeslager, der konstant er på turné under luksuriøse og velbetalte forhold bruge tre uger på en turné i norden - der nok giver løn, men ikke i den samme vægtklasse som han er vant til? Koncerterne blev ikke spillet i Boxen-lignende haller, men på intime steder som Fermaten i Herning (det var der, jeg oplevede dem). Dem han stod på scenen sammen med hed ikke Eric Clapton eller James Taylor, men Michael Blicher og Dan Hemmer.

Blicher havde sendt nogle eksempler på sin musik til Gadd, der tændte på Blichers souljazzede stil og endte med at sige ja til projektet. Nu foreligger der en CD med 9 numre og en LP med 6 numre fra koncerterne. LP’en er blevet kortere end CD’en, da Blicher har prioriteret lydkvaliteten over mængden af numre på LP’en. Lyden bliver ganske enkelt bedre, når der er større afstand mellem rillerne. Begge plader åbner med Well I’m not really much of a dancer, der i laid back Steve Gadd-stil valser afsted. Her er en af de centrale forklaringer på at trioen Blicher Hemmer Gadd fungerer så djævelsk godt. Det her er tilbagelænet, loose og afslappet - sådan da. For det er også tre musikere, der er på omgangshøjde og sammen læner sig tilbage og lader en swingende lækker jazz indtage min sjæl. De er så velspillende og superskarpe. Det virker afslappende, men musikerne slapper ikke af, de er helt fremme i stolen. På She Curves, She Curves, har Blicher taget fløjten frem og placerer sig i et funky hjørne. Treme er hyldesten til New Orleans bydelen, der har bidraget med masser af inspiration til bl.a. denne trio.

På LP’ens side 2 er New Orleans igen i centrum, hvor der på nummeret går second line i den. Steve Gadd taler med sine trommer i en vidunderlig trommesolo og lader os forstå, hvorfor han har inspireret så mange. Trioen spiller kun 2 covernumre. Resten af numrene er skrevet af Blicher. Det er kun på CD’en at Yusuf Lateef-kompostionen Like it is findes. Det er ganske passende at Lateef hyldes med et nummer, da Blicher har hentet megen inspiartion hos ham. Den anden er In a little spanish town, der allerede i 1926 var et hit for jazzmusikeren Paul Whiteman, mens Bing Crosby lavede den som en cha-cha i 1956. Blicher placerer sig i lunt og kitschet hjørne, hvor Hemmer hygger på Hammond og Gadd endnu viser hvordan kompliceret trommespil spilles ganske enkelt.

Koncerten var en stor oplevelse, som jeg frygtede ikke kunne leve videre med samme intense stemning hjemme i stuen. Men det er lykkedes til fulde. Derfor får pladen også en kæmpe anbefaling herfra. Det er muligvis ikke revolutionerende jazz det her. Til gengæld er det både underholdende, velspillet og i verdensklasse.

michaelblicher.dk

Jakob Høgsbro Kvintet: Modstykker (Hawkbridge/Gateway)

Som udgangspunkt skal der en hel del vovemod til for at lave en jazzet spoken word-plade. Sidste år fik Søren Ulrik Thomsen og Det Glemte Kvarter en Danish Music Award for deres spoken word plade, hvor teksterne blev hentet i Søren Ulrik Thomsens digte. Denne plade er saxofonisten Jakob Høgsbros andet album, hvor han lader en række præster komme til orde. Det er ikke decideret kristne tekster. Det er tekster der handler om livet, om det levede liv. Den musikalske opbakning hjælper Kjeld Lauritsen på Hammond, Jesper Nordal på guitar, Eseb Eyermann på bas, og Jesper Uno Kofoed på percussion med.

Otte forskellige præster læser deres tekster op til Høgsbros musik og de er forbløffende rytmiske. Jakob Ulrik Hansen tager sig af Søren Kierkegaards Gift dig - Gift dig ikke i en rap opsætning. Den kommer lige efter Mette Grosbølls fantastiske tekst Den gamle dame, der er livsbekræftende og vis. Det er en stærk og velsplaceret åbning på pladen. Karen-Lisbeth Gøricke tager udgangspunkt i Søren Ulrik Thomsens Det værste og det bedste, hvor hun fortæller at “Det værste er deadlines og søvnløshed - Det bedste er, når det akkurat lykkes. Og det lykkes godt for Høgsbro med denne plade. Præster er vant til at kommunikere og arbejde med ord. De prøver på, at hjælpe os med at finde en mening med livet og det der befinder sig rundt om det. Høgsbros Modstykker er en overraskende spoken word plade, der fungerer og leverer masser af stof til tanke - både før og efter.

jakobhogsbro.dk

Gerald Albright: Slam Dunk (Heads Up/Concord/Naxos) >> Richard Elliot: Lip Service (Heads Up/Concord/Naxos) >> Peter White: Smile (Heads Up/Concord/Naxos)

Som udgangspunkt synes jeg, at smooth jazz er fedt. Jeg var ung i firserne og indtog en stor dosis George Benson, David Sanborn, Earl Klugh, Dave Grusin, George Duke og Lee Ritenour. I halvfemserne levede smooth jazzen en tryg tilværelse i USA, hvor adskillige radiostationer kunne blødgøre amerikanske knæ og ører med Kenny G og lignende - her var min interesse blevet lunken. Siden er fremgangen blevet til tilbagegang. Der er dog stadig liv i genren, så det var lige dele nysgerrighed og spænding at jeg kastede mig over disse tre udgivelser fra pladeselskabet Heads Up - der er flagskibet indenfor smooth jazzen - med udgivelser med kunstnere som Mindi Abair, George Duke, Fourplay og Earl Klugh på samvittigheden indenfor de seneste år.

Den første plade er med Gerald Albright, der både byder på det fedeste ved smooth jazzen og det rent ud sagt trælse. Albright er en sand multiinstrumentalist, der både spiller alverdens saxofon og elbas. På næsten samtlige numre spiller han både på sopran-, alt-, tenor- og baritonsxofon. Så langt så godt. Elbassen er i øvrigt også ret fed, med lidt tommelfinger slagbas og den slags. Da jeg ser, at han har indspillet Cyndi Laupers True Colours har han allerede scoret et (billigt) point hos mig. Jeg knuselsker Miles Davis’ udgave af Cyndi Lauper’s Time after time og kan da godt klare en smooth jazzet udgave af endnu en Cyndi Lauper-ballade. Han starter klassisk ud med den bløde sax - men hov hov, så går det også rivende galt. Der kommer et kor ind over, som er så klamt og klistret, at sukker lige pludselig er sundt og nærende i forhold til det. Det ødelægger alt og speclelt den bløde oplevelse, hvor musikken skal være et lydtapet uden grimme farver og former. Desværre har Albright en kedelig tendens til at smide sin egen og Selina Albright’s mangedoblede stemmer på.

Saxofonisten Richard Elliot har fattet kunsten at skære en smooth jazz plade, der placerer sig fint i slipstrømmen af Kenny G’s åleglatte stil. Musikken er håndspillet og produceret af smoot jazz kongen Paul Brown. Det er den 17. soloplade fra Los Angeles beboeren, der oprindelig er fra Skotland. Musikken er blanding af nyskrevet musik og 3 covers. The Manhattans Shining Star fra 1980, Brian McKnight’s Anytime og Bruno Mars’ When I was your man fra 2012. Lip Service er et meget kompetent bud på smooth jazz anno 2014.

Den sidste plade er med guitaristen Peter White, der fra midten af 70’erne startede et 20 årigt samarbejde med Al Stewart som guitarist for ham. I starten af 90’erne var White landet i smooth jazz hovedstaden Los Angeles. Nu er han aktuel med sit tredje album for selskabet Heads Up (han har lavet en pæn bunke for andre selskaber før det). Det er akustisk guitar i den tilbagelænede stil som kendes fra Earl Klugh og i særdeleshed 80’ernes Larry Carlton. Der er flere numre, der havner i telefonkø-ventemusikgenren. Inderligt fladt og ligegyldigt. Igen gør det sig gældende at det overproduceret og håndspillet musik, af en slags, der ikke kan få pulsen over 70. 

Smooth jazzen lever i bedste velgående - der sker ikke så meget nyt. Blandt de tre plader, er Albrights den med flest musikalske vitaminer, men også lidt for mange flovsere. Richard Elliots er den bedste med smooth sax. 

Bonusinfo:

I øvrigt kan det tilføjes at Gerald Albright er nr. 1 på denne uges Billboard smooth jazz national airplay hitliste med nummeret Slamdunk, Peter White er nr. 3 med Head over heels og den dansk/amerikanske saxofonist Michael Lington (Otto Lingtons barnebarn) er nr. 4 med nummeret Copenhagen.

concordmusicgroup.com

Danish Radio Big Band: A good time was had by all (Storyville) 6CD

Når man dykker ned i big band-nichen indenfor jazzen, vil man ret hurtigt støde på navne som Stan Kenton og Thad Jones. De to arrangører og dirigenter har begge være stilskabende indenfor big bandjazzen. Danmarks Radios Big Band har samarbejdet med dem begge og der er ingen tvivl om, at det har haft en betydning for retningen og kvaliteten på big bandet. Det er der også meget andet der har haft, når et big band fylder 50 år. Det kan man høre på den seks-dobbelte CD-boks som pladeselskabet Storyville har udsendt i anledning af jubilæet. Der fokuseres på perioden, hvor Erik Moseholm (1966-1992) og Peter H. Larsen (1992-2002) har administreret big bandet. 

Ib Glindemann var den første leder i 1964, da det der hed Det Nye Radiodanseorkester. Det markeres med nogle indspilninger fra 1988, hvor Glindemann igen dirigerede big bandet. Herefter går det derudaf i kronologisk orden. De sene 60’ere præges af samarbejdet med Ben Webster og unge danske jazzfolk som Niels Jørgen Steen og Palle Mikkelborg, hvor Niels Jørgen Steen er broen til Duke Ellington og swing, er Mikkelborg broen til moderne eksperimenter. Både Niels Jørgen Steen og Palle Mikkelborg dukker op flere gange senere på boks-sættet.

Tiden med Thad Jones er for mig (og mange andre) et højdepunkt. Besætningen er præget af nogle af den tids stærkeste danske jazzmusikere. Allan Botchinsky, Erling Kroner, Jesper Thilo, Per Carsten, Bent Jædig, Ole Kock Hansen, Niels Henning Ørsted Pedersen og Bjarne Rostvold. F.eks. er NHØP’s komposition Dancing Girls i et arrangement af Ole Kock Hansen helt forrygende. I en optagelse fra Montmartre fra 1978 - der var big bandets andet hjem i den periode og med en yderst veloplagt Thad Jones i spidsen vælter big bandet stedet. Per Carstens altsax-solo i nummeret er legendarisk! 

Boksens tredje og fjerde CD er en blandet landhandel. De fokuserer på 90’erne, hvor både danskere John Sund og Peter Reim og udlændinge Ernie Wilkins, Georgie Fame, Marie Bergman, Django Bates, Eliane Elias og Art Farmer er inde over big bandet. Blandt big bandets medlemmer er pianisten Nikolaj Bentzon, trommeslageren Jonas Johansen og bassisten Thomas Ovesen med til at sætte deres præg. De sidste CD slutter af med en indspilning fra i år, hvor big bandet spillede sammen med Michel Camilo, her får vi en big band version af publikumsfavoritten Why not.

Da de nye årtusinde starter er det også nye og hårde tider for big bandet, der lever en omskiftelig tilværelse i de første år af årtusindet. Der er kommet mere ro på og ikke mindst en mere interessant kunstnerisk udvikling. Noget som big bandet skylder sig selv og andre. Det er essensen af denne seks dobbelte boks, der ikke repræsenterer alt - lang fra - men på en meget kvalificeret måde præsenterer et vue ud over en 50 år lang karriere for et af fyrtårnene i dansk jazz. Der opstår undervejs en lyst til at høre mere fra de enkelte koncertoptagelser og de fleste af dem, er heldigvis tilgængelige på CD. Har man på nogen måde en forkærlighed for big band jazz og Danmarks Radios Big Band er det her et genialt sted at starte.

dr.dk/Koncerthuset/kor-og-orkestre/dr-big-bandet/forside.htm

Lars Danielsson: Liberetto II (ACT)

Det er den svenske bassist Lars Danielsson’s andet album med denne besætning. Pianisten Tigran Hamasyan, guitaristen John Paricell og trommeslageren Magnus Öström udgør kernen i ensemblet, hvor trompetisten Arve Henriksen er afløst af en anden nordmand, Mathias Eick. Det er kammerjazz med elementer af europæisk folkemusik. Originalt og med et medrivende aftryk. Kernen i Lars Danielssons projekt er melodien. Det er selve centeret. Han er rundet af specielt den svenske jazztradition, hvor folkemusikken har en fremtrædende rolle. Det er nutidig jazz, der hviler på giganter som Jan Johansson. Lars Danielssom spiller som vanligt både på cello og kontrabas.

Musikken placerer sig i god forlængelse af den første Liberetto plade. Det er tydeligt at trompetisten Mathias Eick ikke er nogen Arve Henriksen eller omvendt for den sags skyld. Eick kan noget andet og det er slet ikke tosset. Hans klare og rene tone passer godt ind i Danielssons musik, der er enkel og luftig i sin fremtræden. Der er enkelte undtagelser undervejs. Her stikker finalenummeret Beautiful Darkness i den grad ud. Öström tilføjer nogle flotte og afstemte elektroniske  beats, mens pladens producer Cæcilie Norby træder frem med lidt sfærisk sang. Det er simpelthen  vanvittigt smukt!

larsdanielsson.com

DMA Jazz 2014 - de nominerede

Hvis jeg nu blev spurgt om, hvem der vinder kategorien Årets bedste danske jazzudgivelse ved DMA Jazz 2014, så ville jeg ikke kunne svare særligt sikkert på det. Alle fem udgivelser er ganske enkelt i topklasse! Nikolaj Hess og Jakob Bro er med to af pladerne - bare ikke sammen. Brødrene Nikolaj og Mikkel Hess udgør sammen med bassisten AC trioen Spacelab og er er sammen med den tredje bror Emil på pladen For Mum and Dad. Dengang Spacelab-pladen udkom skrev jeg: "Hvis pladen kun bestod af åbningsnummeret Jamil ville jeg give den 500 stjerner. Hvor jeg dog elsker det nummer! Nu giver jeg slet ikke stjerner til de plader jeg anmelder og pladen består også af andet en Jamil. Så jeg “nøjes” med at give pladen 6 stjerner - hvis jeg altså gav stjerner." Jakob Bro er med i opløbet med sin egen December Song og som sideman på Jakob Buchanans Some People & Some Places. Da December Song udkom for et år siden skrev jeg: "December Song er fuldendelsen af en trilogi, der kommer til at stå som et højdepunkt i dansk jazz." Jeg havde også pladen med på min liste over de bedste jazzplader i 2013. Rent faktisk placerede jeg den, som den bedste. Da Buchanans plade udkom i maj skrev jeg: "Der er en afklaret og smittende ro i musikken...Pladen er harmonisk sammenhængende og meget anbefalelsesværdig!" Den sidste af de fem plader er Søren Kjærgaards Syvmileskridt, som jeg begejstret beskrev: "Musikken der er inde musikken. Mellemlagene og det der sker inde i lagene. Det er stærk musik. Man kunne kalde det avantgardistisk. Man kunne også kalde det stemninger på kanten. Spændinger i tonerne. Det er dragende." Det er med andre ord fem meget stærke bud på en vinderplade og det er næsten ligegyldigt hvilken der vinder.

Rodebutikken med plader der stritter og er uregerlige kaldes for Årets danske særudgivelse. Der gemmer sig også fem gode plader, der er så forskellige at det er en fornøjelse. Lige fra Nils Davidsens solobasplade over Mette Rasmussens eksplosive Trio Riot og Maria Fausts estisk inspirerede jazz til Torben Westergaards nordisk farvede tango og The Kutimangoes’ festlige afrobeat. 2014 er året, hvor Mette Rasmussen har fået sit gennembrud. Hun har spillet flere gange i det danske, hvor den den i Norge bosiddende saxofonist, har efterladt et godt indtryk - og så er hun på forsiden af det nyeste Jazzspecial!

Blandt nykomlingene er Mette Rasmussen og Tro Riot også repræsenteret. Mens der også er to deltagere fra Ung Jazz konkurrencerne repræsenteret. Finalisterne fra 2013 Bangin’ Bülows Nice Jazz Quartet og vinderne fra 2012, den galaktiske trio Andromeda. Pianisten Jeppe Zeeberg har huseret i noget tid på den danske jazzscene, bl.a. som medlem af Bird Alert, der var nomineret i vokaljazzkategorien sidste år - men er rykket frem i bussen (eller båden) med solopladen It’s The Most Basic Thing You Can Do On A Boat, mens bassisten Niels Wilhelm Knudsen sammen med bl.a. veteranen Jens Søndergaard sørger for velspillet klassisk jazz i debutantkategorien. 

Jazzkomponist-kategorien trækker erfarne folk som Christian Vuust, Jakob Buchanan, Peter Rosendal, Maria Faust og Morten Schantz frem. Hvor Vuust er den mest erfarne - han har også lavet et rigtigt godt album, der har åbnet op for et nyt kapitel i Vuusts jazzliv. Hans fætter Peter Vuust er repræsenteret i vokaljazz-kategorien, ikke som sanger, men som kapelmester for kvartetten der bakker Veronica Mortensen op. DoktorDoktors hiphopjazz er den frække dreng i vokaljazzkategorien, mens de tre erfarne ladies Sinne Eeg, Katrine Madsen og Dalia Faitelson også står stærkt.

DMA Jazz 2014 foregår i år på Bremen, hvor der er masser af plads til publikum - noget som har været et problem de foregående år, hvor de nominerede har fyldt godt op på tilskuerpladserne. Sidste års vindere Emil de Waal+ ft. Elith "Nulle" Nykjær, Bro/Knak, Det Glemte Kvarter og Søren Ulrik Thomsen, Aske Drasbæk Group samt Jacob Anderskov "Strings, Percussion & Piano” sørger for den musikalske underholdning. Showet afvikles mandag d. 24. november kl. 19.30 og koster kun 70 kr. pr. billet.

Som vanligt vil jeg være tilstede og rapportere fra festen, der også byder på efterfest i foyeren med Hugo Rasmussens DMA Jam Band. Adrian Lloyd Hughes er vært for halløjet og skulle være garant for den gode smag.

Årets Danske Jazzudgivelse

3xHess: Music for Mum & Dad (Gateway)

Jakob Bro: December Song (Loveland Records/Pladekisten)

Jakob Buchanan: Some People & Some Places (Buchanan Records/Pladekisten)

Hess/AC/Hess: Spacelab (Gateway)

Kjærgaard/Street/Cyrille: Syvmileskridt (ILK)

Årets Danske Særudgivelse

Nils Davidsen: Noget at glæde sig til (ILK)

Maria Faust: Sacrum Facere (Barefoot Records)

Trio Riot: Trio Riot (Efpi Records)

The KutiMangoes: Afro-Fire (Tramp Records)

Torben Westergaard: Tangofied II (Gateway)

Årets Nye Danske Jazznavn

Andromeda: Andromeda (ContempoRecords)

Bangin’ Bülows Nice Jazz Quartet: Bangin’ Bülows Nice Jazz Quartet (egen udgivelse)

Niels W. Knudsen Quintet: Mohawk (Gateway)

Trio Riot: Trio Riot (Efpi Records)

Jeppe Zeeberg: It’s The Most Basic Thing You Can Do On A Boat (Barefoot Records)

Årets Danske Jazzkomponist

- uddeles i samarbejde med DJBFA

Jakob Buchanan: Some People & Some Places (Buchanan Records/Pladekisten)

Maria Faust: Sacrum Facere (Barefoot Records)

Peter Rosendal: Love For Snail (Stunt Records)

Morten Schantz: Unicorn (Calibrated Records)

Christian Vuust: Urban Hymn (Aero Music)

Årets Danske Vokaljazzudgivelse

DoktorDoktor: NytLåntGammelBlåt (Target Records)

Sinne Eeg: Face The Music (Stunt Records)

Dalia Faitelson: As The World Sleeps – listen to me (eget selskab/Tune Core)

Katrine Madsen: Katrine (Katrine Madsen)

Peter Vuust Quartet featuring Veronica Mortensen: September Song (Imogena Records)

DMAjazz.dk

Thomas Hass Trio’s & Beyond: Lotus Energy (Storyville)

En af de hurtigste knallerter på kajen i dansk jazz i 80’erne var Page One. I kontrast til den største del af den danske jazz, havde de skarpe suits og hentede stor inspiration i tidligere tiders jazz, hvor der ikke var sat strøm til instrumenterne. Page One-saxofonisten Thomas Hass har taget bassisten Lennart Ginman fra den tid med på sit nye album. Thomas Hass har valgt at udforske trioformatet i to forskellige trioer, hvor Ginman er med i begge. Den ene er med pianisten Nikolaj Hess og den anden er med trommeslageren Frands Rifbjerg. Hass bruger begge trioer på et album, der på trods af forskelligheden i besætningerne, hænger godt sammen. Det er overvejende Thomas Hass’ egen musik der er fokus på. Det er jazz af den slags, hvor pulsen tager den med ro. 

Thomas Hass spiller med en myndig sikkerhed. Der er ingen tvivl eller undren i tonen. Der er muligvis inspiration fra både Wayne Shorter og John Coltrane. Det betyder nu ikke så meget. I stedet er det befriende behagelig jazz, der hviler meget i sig selv. Der er ikke noget behov for at pisse noget territorium af. Hass, Hess og Ginman spiller meget smukt på Ryuichi Sakamoto’s Bibo No Aozora fra filmen Babel. De vælter også den mentale hytte med fortolkningen af standarden Come Rain or Come Shine. Rifbjerg spiller trommer i et djævelsk godt samspil med Ginman. De råswinger og giver Hass’ saxofon luft og et løft. Det er stemningsmættet jazz fra en jazzmusiker der er blevet voksen.

storyvillerecords.com

Live Foyn Friis: Running Heart (Curling Legs)

Den herboende norske sangerinde Live Foyn Friis debuterede i 2012 med albummet Visible under navnet Foyn Trio. Det skabte så megen opmærksomhed at hun blev nomineret i Årets danske jazzvokaludgivelse-kategorien ved Danish Music Awards. Nu er det kun hendes navn der pryder coveret, men det er næsten de samme musikere hun er sammen med. Guitaristen Alex Jønsson og bassisten Jens Mikkel er blevet suppleret med trommeslageren Andreas Skamby. Stilen kan vel nærmest betegnes som broken beat møder artpop. Jeg vil nødig sige noget om, at det ikke er jazz det her. Men det giver altså bedre mening, hvis man holder musikken op mod kunstnere som Fallulah eller Oh Land for, at forstå hvad det er. Live Foyn Friis er rundet og opdraget af jazzen, hvilket også kan høres - det er bare ikke det mest tydelige. Hendes sang er mere og andet end det.

Så når jeg skriver om hende her på Jazznyt, er det selvfølgelig fordi jeg har fået pladen tilsendt. Men også fordi Live Foyn Friis bevæger sig i jazzmiljøet og bl.a. var en af de danske kunstnere der blev præsenteret ved Jazzahead i Bremen tidligere. Her havde hun en strygerkvartet med og et mere “jazzet” udtryk end det der præsenteres her. Der er flere gode numre på den aktuelle plade, som f.eks. Dementor og Can You Live. Det er bare ikke musik der hører naturligt hjemme på f.eks. P8 Jazz. I stedet ville det være bedre hvis musikken blev spillet på P6 Beat, det er her publikummet til den musik vil lytte. Ligesom en anmeldelse på Soundvenue og Gaffa ville være bedre en det jeg har skrevet her på min blog. Det ændrer dog ikke på, at det er en god popplade, når der lyttes med jazzører.

livefoynfriis.com

Carsten Dahl: Bach Goldberg Variations Prepared piano (Tiger) LP

Bach’s Goldberg Variations er for mange klasssiske pianister mesterstykket. The music to end all music. Det har det også været for Carsten Dahl i en lang årrække. Han har kæmpet med musikken. Musikken fra 1700-tallet var skrevet til datidens foretrukne tangentinstrument cembaloen. Det er en ikke helt ubetydelig sidebemærkning i forbindelse med Carsten Dahls album. I dag kender vi bedst Goldberg Variationerne spillet på et flygel. Der er flere fortolkere der har lavet referenceskabende indspilninger, bl.a. ungarske Andras Schiff og canadiske Glenn Gould, mens en dansk fortolker som Katrine Gislinge også har lavet en version, der står stærkt i feltet blandt de mange foltolkere. Derfor ville endnu en fortolkning indenfor den klassiske musiks snævre og mere konservative rammer ikke give mening, når der er tale om Carsten Dahl, der har skabt sig en karriere som improvisator af guds nåde. Han er endda professor i rytmisk samtidsmusik. Hvorfor beskæftiger han sig med så indgående med musik, hvor rytme og samtid ikke er en del af dagsordenen? Eller er den måske alligevel det?

Hvad spiller han på? Han kalder det prepared piano - som avantgardisten John Cage også excellerede i. Carsten Dahl har brugt stålwiren fra lilletrommens seiding - den der normalt sidder under lilletrommen og giver trommen ekstra fylde og klang. Han har lagt stålwiren på klaverets strenge og tilføjer dermed en ukontrollabel lyddimension på klaveret. Hvad lyder det som? Et forvrænget cembalo? Har der samlet sig en klump støv omkring pickupnålen? Overstyrer mikrofonen?  Det er ved første gennemlyt provokerende. Det lyder ikke som noget jeg kender. Ved andet gennemlyt begynder der at ske noget. Jeg har accepteret lyden, der er som et kalejdoskop. Den tager mange former undervejs. Lige fra lyden af en heavyguitars distortionpedal til en banjo på afveje. Det er dog ret underordnet. Det der er interessant og gør Carsten Dahl Goldberg Variationer til et mesterværk, er klangene der med fylde af ekstra-terrestriale dimensioner blæser mig omkuld. Det er stort! Det er stort fordi Dahl bringer Goldberg Variationerne på afveje og skaber et nyt og nutidigt værk af opsigtsvækkende karakter. Han er helt inde i Goldberg Variationerne, som han flere steder også improviserer mere over end en klassiske pianist ville have gjort. Carsten Dahl skriver i pladens covernoter, at han har brugt over 10 år på, at komme frem til dette. Fra min trygge lænestol skal der lyde en stor tak til Carsten Dahl, fordi han rykker i konventioner og dogmer på en både anarkistisk og respektfyldt måde.

Bonusinfo:

Pladen er udgivet af forretningskæden Tigers pladeselskab. Derfor koster pladen på vinyl også kun 50,- og 30,- på CD i Tiger butikkerne, hvilket ikke har noget med kvaliteten af indspilning og det færdige produkt at gøre, men udelukkende er et udtryk for en anden forretningsform end den der kendes fra musikbranchen.

carstendahl.dk

Jacob Karlzon 3: Shine (ACT)

Han startede denne trio med The Big Picture, som Stunt udgav i 2011 og siden fulgte op med More efter at han var skiftet til det store tyske pladeselskab ACT. Nu er det tredje album så klar med den svenske pianist Jakob Karlzon og trioen bestående af Hans Andersson på bas og Robert Mehmet Ikiz på trommer. Det er den rolige, melodiske og elegante klavertriojazz der emmer af skønhed og balance. Karlzon kommer fra den svenske Esbjörn Svensson tradition, hvor triojazzen er melodisk, lettere melankolsk og med et skud electronica. Stilen er vældigt populær i Tyskland, hvor en anden svensker Martin Tingvall har stor succes med en lignende trio. Tingvall bor endda i Tyskland. Han har dog et mere heftigt og ekspressivt udtryk end Karlzons.

Jakob Karlzon er vel grundlæggende en popdreng, der har et åbent og nysgerrigt jazzhjerte. Han tager elementer fra forskellige steder og skaber en egen lyd og stemning ud fra det. Der er f.eks. arabisk musik i nummeret Outsourced. Der er Inner Hills, der kan minde om E.S.T.’s From Gagarin’s point of view. Der er One more day og Metropolis, der bruger elektroniske beats i vid udstrækning. Der er en fortolkning af U2’s I still haven’t found what I’m looking for. Jakob Karlzon har en tendens til at pakke klaverets klange ind i strygersynth efterklange. Det bliver en smule anstrengt. På den anden side er fornemmelsen for melodien så indladende lækker, at det ikke udelukkende bliver en dårlig oplevelse at lytte til pladen.

actmusic.com

Jan Harbeck Quartet feat. Walter Smith III: Variations in Blue (Stunt)

Han har allerede lavet to plader, der med garanti fortsat bliver spillet i de sene aftentimer ude i de danske jazzstuer. Det er brugsmusik med en høj faktor af kvalitet og kunstnerisk værdi. Saxofonisten Jan Harbeck ved hvad han vil. Han spiller stilsikker jazz, der befinder sig i den blå balladeafdeling. Han holder sammen på kvartetten med Henrik Gunde på piano, Eske Nørrelykke på bas og Anders Holm på trommer. De har skabt en lyd og stemning der får voksne mænd med hår de rigtige steder til at græde. 

Harbeck har aldrig lagt skjul på fascinationen af og inspirationen fra Duke Ellington-saxofonisten Paul Gonsalves. Det spiller også ind med denne plade, hvor Harbeck har hentet inspiration i pladen Love Calls med Gosalves og Eddie Lockjaw Davis. Derfor har han inviteret den amerikanske tenorsaxonist Walter Smith III med på Variations in blue. De skiftes til at tage de forskellige stykker i numrene og spiller alt andet end battle. De mødes og inspireres af den andens spil med de musikalske figurer.

Det nærmer sig det underspillede - men er alligevel kraftfyldt. Der er så megen næring i hver eneste tone, at de nærmer sig det meditative. Pladen åbner med Ellington klassikeren East St. Louis Toodle-OO, der efterfølges af Harbecks egen Nordic Echoes, hvor der både er inspiration fra Ellington’s Echoes of Harlem og Griegs Solveig’s Song. Harbeck har en dyb fornemmelse for sammenhæng i melodi og improvisation. Han nævner i covernoterne Andras Schiff’s 1982-indspilning af Goldberg Variationerne, hvor der i løbet af den time lange indspilning er et intens forløb af helhed. 

Harold Arlen’s Blues in the night og Joe Green’s Don’t let the sun catch you crying dukker op undervejs i den musikalske historie som Harbeck fortæller. Der er stemninger af en intensitet og og styrke, der kulminerer med finalen May each day, hvor vi samlet og opløftet bæres hjem. Det er livgivende musik, der ikke kan anbefales nok. Jan Harbeck har endnu en gang lavet et forrygende album. 

sundance.dk

Tony Bennett & Lady Gaga: Cheek to cheek (Streamline/Universal)

WTF! ville gamle Tony Bennett-fans nok udbryde (hvis de brugte den slags forkortelser) om samarbejdet med Lady Gaga, der nu breder sig ud over et helt album. Det sker efter Gaga’s gæsteoptræden på Bennett’s Duets II fra 2011, hvor han også sang sammen med mere naturlige partnere som Natalie Cole og Norah Jones. Måske er det deres fælles italienske rødder der er skyld i, at de er blevet så glade for hinanden, at det skal klares på et helt album.

Tony Bennett er ulastelig elegant og veloplagt som altid. Det er ham der er på hjemmebane på albummet der har fået titel efter Irving Berlin’s uopslidelige sang Cheek to Cheek. Det er jazzstandards af den mest kendte slags de beskæftiger sig med. Musikalsk bakkes de op af Bennetts kvartet og et symfoniorkester. Der spares ikke på noget. Der sniger sig endda også lidt ægte jazzcredit ind på pladen i form af saxofonisten Joe Lovano, der spiller solo på flere numre.

Når Lady Gaga er uden kødkjole og højenergisk pop, står der en teknisk sikker sangerinde tilbage. Hvis hun ikke havde valgt poppen og verdensscenen, kunne hun have været musicalstjerne på Broadway. Hun bevæger sig frit og  uhæmmet i det høje toneleje. Jeg kan nu bedste lide det, når hun skruer lidt ned og kommer tættere på - hvilket hun også gør. Det klæder hende og ikke mindst Bennett bedst. Pladen fungerer givetvis som et frikvarter for dem begge og føjer overhovedet intet til deres respektive karrierer. Jeg kan nu alligevel ikke lade være med at holde af den. Det er helt i orden at påvirke et yngre publikum (Gaga’s fans) til at høre jazz med den slags udgivelser. Vi andre kan bare læne os tilbage og blive underholdt. Bennett er stadig den mest coole crooner i hele verden.

Bonusinfo:

Hvis du er i Las Vegas på nytårsaften, kan du høre parret give koncert på The Cosmopolitan.

Jamie Cullum: Interlude (Island/Universal)

Karrieren har kørt i tomgang i de seneste år med ligegyldig pop efter, at han bragede i gennem med sin drengede jazzcharme og for over 10 år siden med albummet Twentysomething. Jazzstandards fik ny energi fra den unge sanger og pianist Jamie Cullum, der i den samme periode leverede nogle forrygende liveshows. En anden englænder Benedic Lamdin aka Nostalgia 77 lavede på samme tidspunkt nogle forrygende albums der blandede jazz, soul og dansable vibes. Hør f.eks. The Garden fra 2005. Han er siden røget ind i en kunstnerisk tomgang ligesom Jamie Cullum. De gode albums var så absolut fortid. Så det var måske ikke nogen dårlig idé for dem begge, at slå pjalterne sammen?

Efter af Cullum havde interviewet Lamdin i sit radioshow, blev de enige om, at lave noget sammen - som nu er blevet til et helt album. Jamie Cullum’s udgave af Cannonball Adderley’s Sack O’Woe er næsten på højde med den, som Van Morrison lavede sammen med Georgie Fame i 1995 på albummet How long has this been goin’ on. Mindre slidte og sjældnere hørte er Ray Charles’ Don’t You know, Sufjan Stevens’ The Seer’s Tower og Randy Newman’s Losing You. Forskelligheden og det originale valg af numre taler klart til fordel for pladen. Musikalsk bevæger Cullum og Lamdin sig mellem swing, rhythm’n’blues, traditionel jazz og kun ganske lidt pop. Det betyder nu ikke, at det ikke er indladende. Duetten med Laura Mvula på Good Morning Heartache og den strygerbelagte My One and Only Love er af den let spiselige slags. Pladens hit er duetten med den allesteds nærværende Gregory Porter, hvor de sammen tager sig af en fedt arrangeret udgave, af det forrygende Nina Simone nummer Don’t let me be misunderstood. Pladen føjer måske ikke så meget nyt til Cullum’s karriere. Fornøjelsen er nærmere, at han har fundet tilbage til det han er bedst til. Kvalitetsjazz med breddeappeal.

jamiecullum.com

Dexter Gordon: Soy Califa Live from Magleaas Højskole 1967 (Gearbox) LP

I oktobernummeret af Jazz Revy i 1967 har Jens Jørn Gjedsted skrevet en artikel om jazzstævnet på Magleaas Højskole. Der var mange udfordringer i forbindelse med afviklingen af stævnet. Bl.a. var der tilmeldt 9 tenorsaxofonister på Ray Pitts’ hold for big band sammenspil. På trods af udfordringerne afvikles der stadig jazzstævner, nu hedder de bare Summer Sessions og foregår Vallekilde Højskole. Gjedsted skriver også at ugens højdepunkt var mandag aften, hvor der var TV-optagelse af en koncert for eleverne med Dexter Gordon, Kenny Drew, NHØP og Al Heath. Danmarks Radio kendte der besøgelsestid og rykkede ud for at optage Long Tall Dexter sammen med Montmartre-kvartetten, der i den periode havde fået den amerikanske trommeslager Albert “Tootie” Heath med i stedet for Alex Riel (det lyder forkert at kalde det en forstærkning, de gør det begge godt på hver deres måde). Optagelsen er selvfølgelig tilgængelig på Youtube, men har aldrig været udgivet på vinyl før nu.

Det engelske pladeselskab Gearbox er eksperter ud i analog musik. I et studie der ikke er voldsomt afhængig af digitalisering er musikken overført til vinyl. Det er mildest talt meget vellykket og elegant gjort. Lyden bærer selvfølgelig præg af at være fra et videobånd. Det går dog ikke ud over dynamikken. NHØP’s bas når dybder, som det sort/hvide TV’s små højttalere ikke kunne genskabe i slutningen af 60’erne. Drew’s klaverlyd er lidt mere udfordret uden at det generer. Det vigtigste er dog Dexter Gordon og saxofonen der stråler om kap med solen. Dexter Gordons tid i Danmark er på ingen måde underdokumenteret. Alligevel kommer denne indspilning ganske belejliget. Det er en forbilledlig vinyludgivelse i et flot cover med en mat kachering. Vinylen er af 180 grams typen, der tungt smyger den sig ned på pladetallerkenen. Tiden er moden til den slags eksklusive udgivelser, hvor man bremser op og bruger lidt kvalitetstid på at sætte pladen på, nyde lyden, musikkunstværket og lader tiden køre afsted med 33 1/3 omdrejninger i minuttet. 

Der er tre numre på pladen. Det solbeskinnede titelnummer Soy Califa, hvor “Tootie” danser på trommerne. The Shadow of your smile, hvor Dexter spiler den smukkeste balladesaxofon. Side B er helliget Sonny Stitt/Gene Ammons nummeret The Blues up and down. Dexter’s spil er kraftfyldt og eksplosivt. Han er outstanding. Pladen med veloplagte linernotes af Henrik Wolsgaard-Iversen er en meget anbefalelsesværdig udgivelse.

gearboxrecords.com

youtu.be/AfYsu3Zlbt8

Rio Jazz 4: Rio Jazz 4 (Calibrated)

Morten Ankarfeldts første plade sammen med Caio Marcio dos Santos kom sidste år. Den var forrygende godt samarbejde om brasiliansk farvet jazz. De har fortsat deres samarbejde og Ankarfeldt har denne gang taget en dansk musikerkollega med ind i projektet. Altsaxofonisten Christina von Bülow er et perfekt match til de to, der også har brasilianeren Cassius Theperson med på trommer og percussion. Sammen med Rio Jazz 4 kommer vi med på en rejse vi ikke vil hjem fra. Christina von Bülow har stor erfaring med brasilianske toner. Hendes lyriske altsax har både noget Stan Getz og nordisk i sin tone. Den er et naturligt og godt match med Caio Marcio dos Santos’ akustiske guitar. Når hun så som på nummeret Lamentos do Morro supplerer med fløjten, så føjer det bare endnu mere til det i forvejen flotte sammenspil.

Musikstilen er samba, choro og bossa blandet op med en god portion nordisk jazzsjæl. Ankarfeldt og Santos har trimmet samarbejdet og udvidelsen med von Bülow og Theperson i kredsen er godt hørt. Det bliver til noget andet end den  ellers meget gode debutplade. En god udvikling med dejlige numre som f.eks. Ankarfeldts Bonde Xaxado, hvor Peter Rosendal i øvrigt gæster på melodica.

calibrated.org

Narcosatanicos: Narcosatanicos (Mastermindrec.) LP

Bare fordi der er saxofon med, behøver det ikke at være jazz. Det er bare alt for sjældent at saxofonen mere end gæsteoptræder ovre i rocken. Så når det danske rockband Narcosatanicos har en saxofonist med i bandet, bliver de ikke til jazz. Men er man jazzlytter med hang til de mere ekstreme områder af jazzen med en duft af punk, rock, free og avantgarde, så er der i den grad noget tiltrækkende over Narcosatanicos. Det aarhusianske band blander metal, krautrock, punk og psykedelisk rock i en giftig cocktail med saxofonen i en central rolle. Selv om der hele tre guitarister i bandet, så er det primært saxofonisten Zeki Jindyl der tager sig af soloerne. Han svæver ovenover bandets massive mur af guitarer. 

Med fare for mentalt henfald og obstruerende tanker sætter Narcosatanicos musikken på spidsen. Det er brutalt på den smukke måde. Stemningen er en døsig og rødglødende blanding, hvor sangtitler som Voodoo Jesus, Truckstop Prostitute og Halluzinationsrausch fortæller at det er yderområdet af normaliteten af Narcosatanicos har det godt. Bandet spiller det gamle Suicide-nummer Ghost Rider - som Sods (Sort Sol) introducerede for de danske lyttere for i 1979 på albummet Minutes to go. Narcosatanicos’ version kan næsten måle sig med den og er en anderledes hyldest til det ellers supersimple elektronummer. Jeg vil ikke tøve med at anbefale albummet til marginaliserede rocklyttere - og afmarcherede jazzlyttere. Åbningsnummeret på side 2, Filth er i øvrigt et swingsyrejazzet nummer med pornostøn og smadrede flasker. Helt fantastisk!

narcosatanicos.bandcamp.com

Benjamin Herman: Trouble (Roach Records/Dox)

Jeg er billigt til salg, når først hollænderen Benjamin Herman sætter altsaxofonen til munden. Han har en indladende og lækkerlummer tone der spiser måneskin. Han blæser cigaretrøg op i gadelampens ensomme pære. Den pære der kæmper for, at gaden ikke skal forsvinde for evigt i mørket. Han er atter sammen med trioen som han har lavet de to foregående albums Live og Cafe Solo med. Bassisten Ernst Glerum (kendt fra sit samarbejde med Misha Mengelberg og Han Bennink) og trommeslageren Joost Patocka (kendt fra sit samarbejde med sangeriden Rita Reys) er den afdæmpede og følsomme backing, tenderende til den skrøbelige side. Trioen har spillet to gange om ugen de sidste otte år på De Kring på Amsterdams Leidseplein. Her har forskellige musikere sat ind fra tid til anden. Heriblandt den unge pianist Daniel von Piekartz. Herman havde hørt et rygte om at hans stemme var helt speciel. I forbindelse med en koncert i Milano sang Daniel et par numre og stemmen var så special, at Herman vidste at de skulle lave en plade sammen.

Daniel von Piekartz’s stemme er speciel. Den er lys og minder meget om en kvindestemme. Så meget at jeg troede, at det var en kvinde indtil jeg så ham på pladecoveret. Repertoiret er et nøje udvalgt mix af pop, rock og jazznumre. Bobby Vinton’s Blue Velvet, JJ Cale’s You got me on so bad, Cal Tjader’s Curacao, Harry Connick Jr’s Trouble og Michel Legrand’s You must believe in spring er som fra et fedt mixbånd, man sætter på, når natten går hjem. Benjamin Herman understreger med denne plade sin position som jazzmusikeren der kan spille let fordøjelig jazz med kunstnerisk tyngde og respekt for arven. Det er anbefalelsesværdigt til en lørdag aften i selskab med kvinden i dit liv og en Old  Fashioned drink.

benjaminherman.nl

Mark Turner Quartet: Lathe of heaven (ECM) >> Louis Sclavis Quartet: Silk and Salt Melodies (ECM)

Indenfor vinproduktion taler man gerne om terroir. Det er ikke ligegyldigt, hvor og hvordan vinen er produceret. Du vælger måske en fransk vin fra Bordeaux området, mere præcist fra Medoc måske fra et slot, en bestemt årgang eller druesort. Det har en geografisk og smagsmæssig betydning, hvor vinen kommer fra. Det kan ikke direkte overføres til jazz. Jazzmusikere er ikke bundne af geografien på samme måde. Amerikanere indspiller i Danmark og danskere indspiller i USA. Nogle gange får det dog en betydning. Specielt med disse to udgivelser fra ECM Records. Den ene er gennemamerikansk i ophav og smag. Den anden er superfransk i ophav og smag. Begge udgivelser er med virtuoser i ordets bedste betydning. 

Den amerikanske saxofonist Mark Turner har lavet en downtown New York jazz plade. Ned i kælderen. Ned i mørket. Sammen med trompetisten Avishai Cohen kaster han sig ud i komplicerede mønstre og figurer. Den understøttende rytmegruppe med bassisten Joe Martin og trommeslageren Marcus Gilmore sætter sit præg med et lige så kompliceret medspil, der gør det ud for det manglende akkordinstrument. Det er jazz for feinschmeckeren. 

Klarinetisten Louis Sclavis er fransk af oprindelse og tager på denne plade på rejse. Der er noter fra det centralasiatiske, hvilket den klassiske percussionist Keyvan Chemirani, der spiller på den persiske håndtromme zarb, er med til at fremmane. Det er det multikulturelle Frankrig, der blandes med jazzen. Guitaristen Gilles Coronado har en stærk og fremtrædende rolle sammen med Sclavis’ ufortyndede og kraftigt smagende klarinet.

ecmrecords.com

Kristin Korb: Finding home (Double K Music)

Den amerikanske bassist og sangerinde Kristine Korb er en original oplevelse i sammensmeltningen mellem instrument og stemme. Det er originalt materiale som Korb selv har skrevet. Stilen er moderne og nutidig jazz med stort J. Oftest synger Korb melodien og følger den stemmemæssigt op og ned som når hun spiller bas - bare i et højere toneleje. Det svinger og stiller store krav til en præcis intonering og det kan Korb. Det er et gennemgående kendetegn for fremførelsen af numrene på pladen. Der er enkelte afvigere, som f.eks. 58 Boxes der lyder som noget Diana Krall kunne have lavet i perioden med The Girl in the Other Room. Der er Happy for me med Gerard Presencer på gæstetrompet, der næres af et New Orleans groove. Korb har p.g.a. kærligheden boet i Danmark siden 2011 efter, at hun voksede op i Montana og siden boede hun i Los Angeles.

På denne plade har hun for første gang allieret sig med herboende musikere. Pianisten Magnus Hjorth og trommeslageren Snorre Kirk er to sejt svingende fyre, der er med til at sikre et højt niveau på Korb’s syvende plade i eget navn. Hun har flere gæster med undervejs, bl.a. Jacob Fischer, Steen Nikolaj Hansen og Karl-Martin Almqvist. Kristin Korb er en meget nøjeregnende perfektionist og ind i mellem i teknikaliteter. Ellers er det en udelt fornøjelse med den store musikalitet.

kristinkorb.com

Akira Sakata/Johan Berthling/Paal Nilssen-Love: Arashi (Trost Records)

I perioden 21. oktober til 31. oktober har Copenhagen Jazzhouse fået den norske trommeslager Paal Nilssen-Love til at sammensætte programmet. Her skal et par af Nilssen-Love’s egne projekter spille, bl.a. The Thing og Paal Nilssen-Love Large Unit. Sidstnævnte er et atypisk Nilssen-Love projekt, i den forstand at det er et stort orkester. Nilssen-Love arbejder ofte i trio og duosammenhænge. Det er ikke så lang tid siden, at jeg anmeldte hans duoplader med Sten Sandell og Otomo Yoshihide. Nu er der landet en trioplade hos mig, hvor Paal Nilssen-Love er sammen med Fire!-bassisten Johan Berthling og den japanske altsaxofonist og klarinetist Akira Sakata. Sakata er nok mest kendt for sit medlemskab af Last Exit for nogle år siden. 

Det er freejazz af den skrappe slags. Paal Nilssen-Love’s hektiske og frirytmiske spil befinder sig i zonen mellem eliteidræt og overjordisk virtuositet. Sakata’s saxofonspil er viltert, karakterfyldt og svæver som en sommerfugl der er røget ind i en centrifuge. Pladens numre er som vanligt i freejazz sammenhæng, skrevet af hele gruppen. Pånær Ondo no huna-uta (Rower’s song of Ondo) der er skrevet af Sakata, der på vredeste vis growler sig gennem nummeret på japansk. Han lyder ikke særligt rar, hvilket ikke passer sammen med den smilende mand med uindfattede briller, der er afbildet på pladecoveret. Hvor det udadvendte og eksplosive præger de tre første numre på pladen, er den sidste Fukushima no ima (Fukushima Now) et mere indadvendt og følsomt nummer, hvor Sakata spille den smukkeste klarinet, der folder sig ud i brusende vildskab. Det er free jazz i verdensklasse!

trost.at

Arve Henriksen: The nature of connections (Rune Grammofon)

Det er et nødvendigt og fornuftigt skridt som Arve Henriksen har taget med sit nye album. Oftest har han været ene mand suppleret af en producer. Det har han ikke problemer med. Han er en fantasifuld og unik trompetist. Dog har jeg med de seneste plader, tænkt at han var stagneret. Han havde fundet en Arve Henriksen-stil og holdt lidt for hårdt fast i den. Det er er der så slet ikke tale om med det nye album, hvor han er sammen med Nils Økland (violin, hardangerfele), Svante Henryson (cello), Gjermund Larsen (violin, hardangerfele), Mats Eilertsen (bas) og Audun Kleive (trommer). Musikken er skrevet af de forskellige medlemmer og er en blanding af folk, jazz og impro.

Arve Henriksen holder sig til den rene trompetlyd (og lidt piano). Det er en helt akustisk plade, der trækker på medlemmernes norske ophav. Det er musik der er i pagt med naturen, med skovene, med træerne og med historien. 

Med andre ord er det et stort skridt i en ny retning, sat i forhold til hans effekt og elektronik prægede soloplader. Han er sammen med nogle musikere med ey syærkt personligt udtryk på strygerinstrumenter, der finder sammen med Arve Henriksens trompet og smelter sammen til et hele. Det får et originalt udtryk, der emmer af folkemusikkens traditioner og stemninger. The nature of connections er et tydeligt musikalsk aftryk der tager fortiden med ind i nutiden.

runegrammofon.com

Yes Deer: The Talk of Tennis (Gaffer Records) LP

Jeg havde hørt på vandrørene at de skulle være ret fede. Det bekræftede de også, da jeg så dem live ved Ujazz arrangementet på Atlas i Aarhus. En vild punket freejazz eksplosion der på 20 minutter fik de små hår til at stritte af glæde. Det er ikke jazz for de mange. Vi er inde i nichernes niche, hvor det grimme er smukt - uden at man søger efter det smukke. Det er et opgør med konventioner og almindeligheder. Det er jazz der udkæmpes i et felt af kakofoni, larm, free og en kryptisk sans for detaljer. Trioen Yes Deer består af Signe Dahlgreen på sax, Karl Bjorå på guitar og Anders Vestergaard på trommer.

Pladen er delt op i to. På den ene side er det den energifyldte og pulserende vildskab der hersker. Det er her slægtskabet med punken er tydeligst. På den anden side af pladen er det soniske, støjende, larmende klangflader, der syrer ud i et smadret univers af mentale hug til hørenerven. Yes Deer er et godt eksempel på jazz der ikke er jazz fra en undergrund, hvor eksperimenter vokser frem med en snigende uro til følge. Signe Dahlgreen opfører sig som en futuristisk Ayler. Karl Bjorå's vidtfavnende guitarspil næres af et ustyrligt og teknisk stærkt grundlag. Anders Vestergaards trommer er på kanten til at falde fra hinanden - men gør det aldrig.

Det er det franske selskab Gaffer Records, der har udgivet pladen, der er en bemærkelsesværdig billedplade. Har du støjen som gud, er The Talk of Tennis et meget anbefalelsesværdigt album!

gafferrecords.com