WTF! ville gamle Tony Bennett-fans nok udbryde (hvis de brugte den slags forkortelser) om samarbejdet med Lady Gaga, der nu breder sig ud over et helt album. Det sker efter Gaga’s gæsteoptræden på Bennett’s Duets II fra 2011, hvor han også sang sammen med mere naturlige partnere som Natalie Cole og Norah Jones. Måske er det deres fælles italienske rødder der er skyld i, at de er blevet så glade for hinanden, at det skal klares på et helt album.
Tony Bennett er ulastelig elegant og veloplagt som altid. Det er ham der er på hjemmebane på albummet der har fået titel efter Irving Berlin’s uopslidelige sang Cheek to Cheek. Det er jazzstandards af den mest kendte slags de beskæftiger sig med. Musikalsk bakkes de op af Bennetts kvartet og et symfoniorkester. Der spares ikke på noget. Der sniger sig endda også lidt ægte jazzcredit ind på pladen i form af saxofonisten Joe Lovano, der spiller solo på flere numre.
Når Lady Gaga er uden kødkjole og højenergisk pop, står der en teknisk sikker sangerinde tilbage. Hvis hun ikke havde valgt poppen og verdensscenen, kunne hun have været musicalstjerne på Broadway. Hun bevæger sig frit og uhæmmet i det høje toneleje. Jeg kan nu bedste lide det, når hun skruer lidt ned og kommer tættere på - hvilket hun også gør. Det klæder hende og ikke mindst Bennett bedst. Pladen fungerer givetvis som et frikvarter for dem begge og føjer overhovedet intet til deres respektive karrierer. Jeg kan nu alligevel ikke lade være med at holde af den. Det er helt i orden at påvirke et yngre publikum (Gaga’s fans) til at høre jazz med den slags udgivelser. Vi andre kan bare læne os tilbage og blive underholdt. Bennett er stadig den mest coole crooner i hele verden.
Bonusinfo:
Hvis du er i Las Vegas på nytårsaften, kan du høre parret give koncert på The Cosmopolitan.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar