Karrieren har kørt i tomgang i de seneste år med ligegyldig pop efter, at han bragede i gennem med sin drengede jazzcharme og for over 10 år siden med albummet Twentysomething. Jazzstandards fik ny energi fra den unge sanger og pianist Jamie Cullum, der i den samme periode leverede nogle forrygende liveshows. En anden englænder Benedic Lamdin aka Nostalgia 77 lavede på samme tidspunkt nogle forrygende albums der blandede jazz, soul og dansable vibes. Hør f.eks. The Garden fra 2005. Han er siden røget ind i en kunstnerisk tomgang ligesom Jamie Cullum. De gode albums var så absolut fortid. Så det var måske ikke nogen dårlig idé for dem begge, at slå pjalterne sammen?
Efter af Cullum havde interviewet Lamdin i sit radioshow, blev de enige om, at lave noget sammen - som nu er blevet til et helt album. Jamie Cullum’s udgave af Cannonball Adderley’s Sack O’Woe er næsten på højde med den, som Van Morrison lavede sammen med Georgie Fame i 1995 på albummet How long has this been goin’ on. Mindre slidte og sjældnere hørte er Ray Charles’ Don’t You know, Sufjan Stevens’ The Seer’s Tower og Randy Newman’s Losing You. Forskelligheden og det originale valg af numre taler klart til fordel for pladen. Musikalsk bevæger Cullum og Lamdin sig mellem swing, rhythm’n’blues, traditionel jazz og kun ganske lidt pop. Det betyder nu ikke, at det ikke er indladende. Duetten med Laura Mvula på Good Morning Heartache og den strygerbelagte My One and Only Love er af den let spiselige slags. Pladens hit er duetten med den allesteds nærværende Gregory Porter, hvor de sammen tager sig af en fedt arrangeret udgave, af det forrygende Nina Simone nummer Don’t let me be misunderstood. Pladen føjer måske ikke så meget nyt til Cullum’s karriere. Fornøjelsen er nærmere, at han har fundet tilbage til det han er bedst til. Kvalitetsjazz med breddeappeal.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar