Jeg er billigt til salg, når først hollænderen Benjamin Herman sætter altsaxofonen til munden. Han har en indladende og lækkerlummer tone der spiser måneskin. Han blæser cigaretrøg op i gadelampens ensomme pære. Den pære der kæmper for, at gaden ikke skal forsvinde for evigt i mørket. Han er atter sammen med trioen som han har lavet de to foregående albums Live og Cafe Solo med. Bassisten Ernst Glerum (kendt fra sit samarbejde med Misha Mengelberg og Han Bennink) og trommeslageren Joost Patocka (kendt fra sit samarbejde med sangeriden Rita Reys) er den afdæmpede og følsomme backing, tenderende til den skrøbelige side. Trioen har spillet to gange om ugen de sidste otte år på De Kring på Amsterdams Leidseplein. Her har forskellige musikere sat ind fra tid til anden. Heriblandt den unge pianist Daniel von Piekartz. Herman havde hørt et rygte om at hans stemme var helt speciel. I forbindelse med en koncert i Milano sang Daniel et par numre og stemmen var så special, at Herman vidste at de skulle lave en plade sammen.
Daniel von Piekartz’s stemme er speciel. Den er lys og minder meget om en kvindestemme. Så meget at jeg troede, at det var en kvinde indtil jeg så ham på pladecoveret. Repertoiret er et nøje udvalgt mix af pop, rock og jazznumre. Bobby Vinton’s Blue Velvet, JJ Cale’s You got me on so bad, Cal Tjader’s Curacao, Harry Connick Jr’s Trouble og Michel Legrand’s You must believe in spring er som fra et fedt mixbånd, man sætter på, når natten går hjem. Benjamin Herman understreger med denne plade sin position som jazzmusikeren der kan spille let fordøjelig jazz med kunstnerisk tyngde og respekt for arven. Det er anbefalelsesværdigt til en lørdag aften i selskab med kvinden i dit liv og en Old Fashioned drink.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar