Når biografien om Michael Blicher udkommer en gang, bliver et af de centrale kapitler det der handler om 2014. Saxofonisten Blicher drog tilbage i februar på tur med sin gamle kompagnon organisten Dan Hemmer og så en verdensstjerne af den helt eventyrlige slags.
Trommeslageren Steve Gadd har siden 70’erne sat sine dybe aftryk i jazz og rock. Hans spil har ligefrem været skoledannende. Hvorfor vil en verdensstjernetrommeslager, der konstant er på turné under luksuriøse og velbetalte forhold bruge tre uger på en turné i norden - der nok giver løn, men ikke i den samme vægtklasse som han er vant til? Koncerterne blev ikke spillet i Boxen-lignende haller, men på intime steder som Fermaten i Herning (det var der, jeg oplevede dem). Dem han stod på scenen sammen med hed ikke Eric Clapton eller James Taylor, men Michael Blicher og Dan Hemmer.
Blicher havde sendt nogle eksempler på sin musik til Gadd, der tændte på Blichers souljazzede stil og endte med at sige ja til projektet. Nu foreligger der en CD med 9 numre og en LP med 6 numre fra koncerterne. LP’en er blevet kortere end CD’en, da Blicher har prioriteret lydkvaliteten over mængden af numre på LP’en. Lyden bliver ganske enkelt bedre, når der er større afstand mellem rillerne. Begge plader åbner med Well I’m not really much of a dancer, der i laid back Steve Gadd-stil valser afsted. Her er en af de centrale forklaringer på at trioen Blicher Hemmer Gadd fungerer så djævelsk godt. Det her er tilbagelænet, loose og afslappet - sådan da. For det er også tre musikere, der er på omgangshøjde og sammen læner sig tilbage og lader en swingende lækker jazz indtage min sjæl. De er så velspillende og superskarpe. Det virker afslappende, men musikerne slapper ikke af, de er helt fremme i stolen. På She Curves, She Curves, har Blicher taget fløjten frem og placerer sig i et funky hjørne. Treme er hyldesten til New Orleans bydelen, der har bidraget med masser af inspiration til bl.a. denne trio.
På LP’ens side 2 er New Orleans igen i centrum, hvor der på nummeret går second line i den. Steve Gadd taler med sine trommer i en vidunderlig trommesolo og lader os forstå, hvorfor han har inspireret så mange. Trioen spiller kun 2 covernumre. Resten af numrene er skrevet af Blicher. Det er kun på CD’en at Yusuf Lateef-kompostionen Like it is findes. Det er ganske passende at Lateef hyldes med et nummer, da Blicher har hentet megen inspiartion hos ham. Den anden er In a little spanish town, der allerede i 1926 var et hit for jazzmusikeren Paul Whiteman, mens Bing Crosby lavede den som en cha-cha i 1956. Blicher placerer sig i lunt og kitschet hjørne, hvor Hemmer hygger på Hammond og Gadd endnu viser hvordan kompliceret trommespil spilles ganske enkelt.
Koncerten var en stor oplevelse, som jeg frygtede ikke kunne leve videre med samme intense stemning hjemme i stuen. Men det er lykkedes til fulde. Derfor får pladen også en kæmpe anbefaling herfra. Det er muligvis ikke revolutionerende jazz det her. Til gengæld er det både underholdende, velspillet og i verdensklasse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar