En af de hurtigste knallerter på kajen i dansk jazz i 80’erne var Page One. I kontrast til den største del af den danske jazz, havde de skarpe suits og hentede stor inspiration i tidligere tiders jazz, hvor der ikke var sat strøm til instrumenterne. Page One-saxofonisten Thomas Hass har taget bassisten Lennart Ginman fra den tid med på sit nye album. Thomas Hass har valgt at udforske trioformatet i to forskellige trioer, hvor Ginman er med i begge. Den ene er med pianisten Nikolaj Hess og den anden er med trommeslageren Frands Rifbjerg. Hass bruger begge trioer på et album, der på trods af forskelligheden i besætningerne, hænger godt sammen. Det er overvejende Thomas Hass’ egen musik der er fokus på. Det er jazz af den slags, hvor pulsen tager den med ro.
Thomas Hass spiller med en myndig sikkerhed. Der er ingen tvivl eller undren i tonen. Der er muligvis inspiration fra både Wayne Shorter og John Coltrane. Det betyder nu ikke så meget. I stedet er det befriende behagelig jazz, der hviler meget i sig selv. Der er ikke noget behov for at pisse noget territorium af. Hass, Hess og Ginman spiller meget smukt på Ryuichi Sakamoto’s Bibo No Aozora fra filmen Babel. De vælter også den mentale hytte med fortolkningen af standarden Come Rain or Come Shine. Rifbjerg spiller trommer i et djævelsk godt samspil med Ginman. De råswinger og giver Hass’ saxofon luft og et løft. Det er stemningsmættet jazz fra en jazzmusiker der er blevet voksen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar