Pladen er delt op i to. På den ene side er det den energifyldte og pulserende vildskab der hersker. Det er her slægtskabet med punken er tydeligst. På den anden side af pladen er det soniske, støjende, larmende klangflader, der syrer ud i et smadret univers af mentale hug til hørenerven. Yes Deer er et godt eksempel på jazz der ikke er jazz fra en undergrund, hvor eksperimenter vokser frem med en snigende uro til følge. Signe Dahlgreen opfører sig som en futuristisk Ayler. Karl Bjorå's vidtfavnende guitarspil næres af et ustyrligt og teknisk stærkt grundlag. Anders Vestergaards trommer er på kanten til at falde fra hinanden - men gør det aldrig.
Det er det franske selskab Gaffer Records, der har udgivet pladen, der er en bemærkelsesværdig billedplade. Har du støjen som gud, er The Talk of Tennis et meget anbefalelsesværdigt album!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar