Der er kun lavet 50 eksemplarer af denne LP, så du skal være hurtig, hvis du vil have fat i et eksemplar. Med så lavt et antal kunne man godt forestille sig, at musikken i rillerne hører til den ekstremt smalle slags, der kun finder vej til få lyttere. Det er ikke tilfældet, snarere tværtimod. Det er i stedet en omgang højpotent og veldrejet jazz, som bassisten Asger Thomsen præsenterer på sin første plade i eget navn. Pladens sjæl er sprøjtet direkte ud af 60’ernes frie og opfindsomme jazzscene, hvor der både er plads til respekten for historien og til de lystfulde udflugter.
Han har samlet en kvintet bestående af nogle af den danske jazzscenes mest fremtrædende yngre jazzmusikere lige nu. Trompetisten Tomasz Dabrowski og tenoristen Henrik Pultz Melbye placerer sig smukt i midten, Jeppe Zeeberg indtager klaveret mens Rune Lohse sidder bag trommerne. Det er jazz, hvor der er reminiscenser fra både Miles og Mingus. Det er løssluppent freejazz som på nummeret Silko og der er den besættende smukke ballade Cyklus, der lukker albummet. En polyvalent hjelm er en hjelm der anvendes til flere forskellige formål og have flere betydninger. Asger Thomsen får med denne solodebut også vist at han som bassist kan mere og andet end det forudsigelige. Han er godt i gang med en master på det rytmiske konservatorium og desuden bassist i Konkyhlie. Han får en anbefaling herfra. Både for musikken og selvfølgelig for at samle så god en kvintet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar