Danskeren Sven Dam Meinild og franskmanden Paul Wacrenier har skiftes til at skrive de 14 kompositioner til gruppen Living Things og albummet Upwind Circles. Meinild spiller på saxofon mens Wacrenier spiller på piano, vibrafon og mbira. Desuden medvirker Tomasz Dabrowski på trompet, Casper Nyvang Rask på bas og Rune Lohse på trommer. De har bl.a. ladet sig inspirere af musik fra Bretagne, Grønland og Japan. Pygmæernes vokal tradition dyrkes eksempelvis på nummeret Living Things, skrevet af Wacrenier.
Ud fra beskrivelsen kunne det lyde som om det var en worldjazz plade. Det er det ikke. Det er jazz som den kun kan laves i Europa. Her går man gerne på tværs af grænser, både dem der er mellem genrerne og landene. Det er fem instrumentalister der med deres solide baggrund i improjazz skaber ny jazz, der er afvekslende og spændende at lytte på. Det er jazz, der fremstår som et samlet hele med klare melodilinjer og virtuose skæverter. Meinilds velplacerede (hyldest til?) Moondog med Wacrenier’s vibrafon og Dabrowski’s trompet i centrum er en fryd.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar