Hyldestplader er ikke en uvant øvelse indenfor jazzen. Typisk vil man kaste sig over en række kompositioner, skrevet af den man hylder. Når det bliver rigtigt vellykket, kommer man omkring kunstnerens sjæl og ånd i værker og musik.
Som den første udgivelse på den svenske sangerinde Lina Nybergs pladeselskab Lilalo kommer pladen And now the Queen. Her hyldes Carla Bley, der fyldte 80 år i 2016. Hun har siden 60'erne sat dybe spor i jazzen som komponist og performer. Det er noget af det som Fredrik Ljungkvist (saxofon, klarinet) og Mattias Risberg (piano, mellotron, arp pro, moog) forsøger, ganske vellykket, at komme ind under huden af.
Carla Bley har inspireret mange jazzmusikere. Hendes kompositioner har været gode at samles om. Bl.a. er nummeret Ida Lupino en af den slags. Den er på denne plade blevet til en smuk sag, hvor Fredrik Ljungkvists tenorsaxofon omfavner Risbergs piano, som suppleres af en synthbasgang. Pladen lukker ned med Jesus Maria, som Lina Nyberg har sat ord på og synger på svensk, så den nu hedder Vila. Den er oprindeligt fra 1961 og med Jimmy Giuffre 3.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar